Armfeldts tog nordenfjelds 1718
Om krigen nordenfjelds under kong Fredrik IV findes der tidligere trykt to beretninger, den ene af J. W. Klüwer i Rahbeks Ny Minerva 1806, s. 19–73, den anden af H. A. Tønder, udg. af H. & E. Huitfeldt i Norske samlinger II, s. 517–49. Ihvorvel begge disse fremstillinger er forfattede af øienvidner, er de dog langtfra nøiagtige i enkelthederne, hvilket jo heller ikke kan være at vente, da de er nedskrevne længe efter de fortalte begivenheder.
Nærværende afhandling er væsentlig bygget paa samtidige aktstykker, der for den største del findes i det norske rigsarkiv og i Trondhjems stiftsarkiv. Foruden de ovennævnte to fremstillinger er tillige benyttet oberst Krafts beretning-om hans forhold i krigens tid under Fredrik den fjerde, der findes i universitetsbibliotheket (mskr. 438. 4.), samt de mange værdifulde oplysninger, som findes i Nordbergs Karl XII’s historia, II, og som ialfald for denne krigs to første maaneder er hentede fra dokumenter i de svenske arkiver. – Derimod er de af Jahn i Magazin for militær videnskabelighed, 6te aarg. s. 584–98, meddelte oplysninger altfor løse og forvirrede til, at man kan fæste den ringeste tillid til dem.
Af de benyttede dokumenter i rigsarkivets militære afdeling fremhæves: breve fra generalmajorerne Wind og Budde 1718–19 (pk. 103 og 164), fra stiftsbefalingsmand I. v. Ahnen (pk. 119), fra kommandant, oberst v. d. Osten (pk 531), fra oberst Motzfeldt (pk. men fra direktør Tax og foged Juel (pk. 152), samt fra major Kraft (pk. 478).
Desuden maa nævnes slotslovens kopibøger, forhandlingsprotokoller og indkomne memorialer, rentekammerets breve, samt Wedels og Cicignon og Arnoldts kopibøger for 1718. Hvad de oplysninger angaar, som jeg har hentet fra Trondhjems stiftsarkiv, findes de spredte i forskjellige dokumentpakker. Her skal kun fremhæves kopier af I. v. Ahnens breve til fogderne og andre, samt borgerskabets ansøgninger, der ligeledes findes i kopi.
Hvilke kilder jeg ellers har benyttet vil findes anført i noter under texten. Af traditioner om dette indfald, hvoraf jeg har samlet ikke faa, er kun nogle benyttede; de øvrige vil maaske i sin tid andensteds blive offentliggjorte.
Da Karl XII i 1715 vendte tilbage til Sverige, stod hele Nordeuropa i vaaben mod ham. Russerne havde underlagt sig hele Finland og Østersøprovinserne, Sveriges tyske provinser var erobrede af de allierede magter, og de engelske og danske flaader beherskede søen. Men det var først efter det mislykkede angreb paa Norge 1716, da nøden paa grund af de overordentlige ofre, han krævede, var stegen til en næsten utrolig høide, at han begyndte at lytte til sit folks ønsker om at søge at faa tilveiebragt fred i det mindste med nogle af sine mægtigste fiender.
Görtz, i hvis hænder ledelsen af den svenske udenrigspolitik var lagt, havde allerede med de for hans tid eiendommelige diplomatiske kunstgreb forstaaet at indlede underhandlinger derom. Med klog beregning vidste han nu at drage nytte af den uenighed og mistro, der ved Wismars erobring var opstaaet mellem de allierede, og ved sin ankomst til Holland i sommeren 1716 knyttede han paa en gang underhandlinger med England og Rusland og tillige med kong Georgs personlige fiender Jakobiterne, hvem han ved list vilde bevæge til at ophjelpe de svenske finantser og udruste krigsskibe til Sveriges understøttelse. Men saasnart den engelske konge kom under veir med dette, afbrød han disse fredsforhandlinger, idet han lod Görtz og hans medhjelpere arrestere og deres papirer beslaglægge og offentliggjøre. Som bekjendt vakte dette skridt ikke ringe opmerksomhed hos samtiden, og som det senere vil sees, havde det ogsaa et slags betydning for den episode af den store nordiske krig, som her skal fremstilles.
Efter igjen at være kommen paa fri fod vendte Görtz sig med sine underhandlinger til Rusland, hvor czaren paa grund af de forskjellige omstændigheder, der truede hans verk med undergang, gjerne ønskede at slutte fred og forbund med Karl. Kongressen paa Loføen kom istand i mai maaned 1718. Hvorvidt Görtz virkelig haabede at bevæge Karl til at slutte fred med Rusland, eller om det var hans mening senere med større held at kunne gjenoptage forhandlingerne med England, hører ikke hid at besvare. For os har dette fredsmøde kun for saa vidt betydning, at det holdt de to magter England og Danmark i ængstelig spænding og uvirksomhed paa samme tid, som det standsede Russernes fremtrængen saa længe det varede. Karl kunde derfor anvende den hær, der skulde bevogte Ruslands bevægelser, til udførelsen af sine planer.
Thi medens Görtz foretog sine operationer paa politikens omraade, havde Karl truffet sine foranstaltninger til Norges erobring, det maal, ban engang havde sat sig. Kun vaklede han en tid med hensyn til valget af maaden, hvorpaa dette kunde foregaa, om Norge skulde erobres ved landgang paa Sjælland eller ved okkupation af landet selv. Forskjellige tilstødende omstændigheder nødte ham til at vælge det sidste.
Allerede i 1716 havde Karl tænkt paa at angribe det nordenfjeldske Norge, der dengang var næsten blottet for tropper. Veien over Ruten til Røros var allerede istandsat[1]; da lod han denne plan falde, maaske paa grund af de forestillinger, som fra flere hold gjordes ham, og vendte sig mod det søndenfjeldske. Nu gjenoptog ban den. Inden den svenske hovedhær trængte ind i det søndenfjeldske for at afgjøre kampen om landets besiddelse, skulde en mindre hærafdeling rykke ind i det nordenfjeldske og erobre denne del af landet. Det er dette sekundære angreb, og hvad dermed staar i forbindelse, som i det efterfølgende skal belyses.
Anførselen over den hær, som skulde foretage dette indfald, var anbetroet generallieutenant Karl Gustav Armfeldt. Han var født i Ingermanland d. 9 novbr. 1666. I en alder af 19 aar gik han i fransk krigstjeneste, hvor han deltog i flere felttog. Ved udbruddet af den store nordiske krig vendte han med hæderlige vidnesbyrd tilbage til fædrelandet og fik ansættelse som kaptein i den finske hær. Han tildrog sig snart opmerksomhed ved sit uforfærdede mod, sin sjeldne raskhed og dygtighed, og hans bedrifter dannede en skjærende modsætning til den feige og uduelige overgeneral Lübeckers hele krigsførelse. Da denne omsider blev afsat, var det efter hele hærene inderlige ønske, at Armfeldt af rigsraadet blev udnævnt til hans eftermand. Han kastede sig nu med sin lille hær mod de overlegne Russer; men det var for silde at standse deres fremtrængen. Efter den tapreste modstand dreves han skridt for skridt tilbage; men under ulykken udfoldede han sine store egenskaber som feltherre. – En samtidig siger om ham, at han „var som skapt och skuren att med distinction göra krig norrut“. I denne ros vil man ikke finde noget overdrevet, naar man tager hensyn til, hvad han havde at overvinde med de yderst sparsomme hjelpemidler, der stod til hans raadighed, og han indtager visselig en høi rang blandt Karl XII’s generaler. Mod de overvundne viste han sig som en skaansom seierherre, og selv fienden talte med beundring om den strenge disciplin, der herskede i hans hær.
Kjernen af hans hær bestod af.resterne af de finske tropper, som nys havde deltaget i Finlands forsvarskamp. De udgjorde nu neppe meget over 5000 mand infanteri og kavalleri. Navnene paa regimenterne og deres førere opregnes af Norberg saaledes:
Af rytteriet:
Det åbo- og björneborglenske regiment under generalmajor Otto Reinhold Yxkull.
Det nylandske og tavastehuslenske under generallieutenant Reinhold Johan de la Barre.
Det viborglenske under oberst Rebbinder[2] og de karelske dragoner under major Thorwigge.
Af fodfolket:
Det åbolenske regiment under oberstlieutenant Taube.
Det bjørneborglenske under oberst Nils Wrangel.
Det tavastehuslenske under oberst Maidel.
Det nylandske under Armfeldt selv, men kommanderedes sedvanlig af oberstlieutenant Taube.
Det viborglenske under oberstlieutenant Bildstein.
Det savolaxiske under oberstlieutenant Güllenecker[3].
Det österbottenske regiment under generalmajor Vittinghof, men skal efter Norbergs udsagn være efterladt i Jemtland[4].
Den karelske bataillon under major Wrigt og Långströms frivillige kompagni.
Hertil kom endnu det helsinglandske regiment under oberst Nummers og bataillonen af samme navn under oberstlieutenant Skog, det jemtlandske regiment under generalmajor Reinhold Henrik Horn og generaladjutant oberst v. Gerdten og det jemtlandske rytterkompagni under kaptein Rickmann.
Disse regimenters styrke kan neppe have beløbet sig til mere end 8000 mand. Men Armfeldt selv opgiver d. 12 oktober sin hærs oprindelige styrke til 13,921 mand og d. 30 novbr. (gl. st.) til 14,540 mand, og hæren maa følgelig have bestaaet af flere regimenter. E. M. Fant siger, at den foruden de finske tropper tillige bestod af de nordlandske samt de nys oprettede tre- og femmænnings regimenter[5]. De norske breve og relationer nævner desuden Dalregimentet, ligesom det udtrykkelig heder, at der strax efter indfaldet skulde komme forsterkning fra det sydlige Sverige, blandt andre en bataillon af generalmajor Zøges dragoner[6].
Af denne hær havde vistnok alene de finske tropper nogen krigsøvelse; de øvrige bestod af nyudskrevne og lidet øvede soldater. Paa grund af landets udpinte tilstand var der kun sørget daarligt for hærene fornødenheder, saa at den var lidet skikket til at foretage et vinterfelttog.
Blandt officererne maa generalerne de la Barre, Horn og Yxkull nævnes som tapre og dygtige mænd, der med hæder havde kjæmpet ved Armfeldts side i Finland; men med undtagelse af den første spiller de dog i dette felttog en mindre fremtrædende rolle. Derimod forringede den feige oberst Stiernschantz, som vistnok ogsaa indehavde en regimentschefs stilling, heller ikke ved sin optræden her den skjændsel, som klæbede ved hans navn efter hans flugt fra slaget ved Stor-Kyro.
Siden det forløbne aar var der paa Frøsøen og ved Dufve skanse i Jemtland oprettet større magaziner, og i juni maaned 1718 begyndte de forskjellige regimenter at drage sig sammen til egnen om Dufve skanse, fem mile fra den norske grænse.
Herfra kunde indfaldet i det nordenfjeldske foregaa ad fire forskjellige veie. Den mindst besværlige, der førte til Værdalen, blev valgt, og man paabegyndte strax arbeiderne med at sætte den i farbar stand. Men for at holde Nordmændene i uvished om, hvor indfaldet vilde ske, og derved tvinge dem til saa meget som muligt at splitte sine stridskræfter, foretoges ogsaa udbedringer af de veie, der førte til Tydalen, Meraker og Snaasen. Ihvorvel det vaade veirligt lagde arbeidet mange hindringer i veien, blev det dog udført med en for de tider sjelden omhyggelighed, hvorom de endnu den dag idag bevarede rester bærer vidnesbyrd[7].
Den nordenfjeldske hær bestod i begyndelsen af 1717, da generalmajor Ove Wind efter brigader Halches død overtog kommandoen, endnu af 2 regimenter infanteri, hvert paa 2000 mand, fordelte paa 12 kompagnier, og et regiment (5 kompagnier) dragoner paa 505 mand. Hertil kom et frivilligt garnisonskompagni paa 160 mand, artillerikompagniet paa 40 mand og et landværn – de saakaldte landdragoner – paa 2,150 mand. Hæren bestod saaledes af 6,900 mand; dog kunde den i nødsfald ved opbud af mandhusingerne, byens borgervæbning (200 m.) og bjergkompagnierne drives op til en langt større styrke. De sidste maatte dog alene benyttes til sit hjemsteds forsvar, og mandhusingerne kunde paa grund af sin daarlige udrustning liden eller ingen nytte gjøre[8].
Af de regulære tropper havde det andet regiment strax efter oprettelsen i nogle aar deltaget i krigen i Danmark og Tyskland, ligesom ogsaa nogle hundrede mand af det første regiment en ganske kort tid; men disse var ogsaa de eneste, der havde nogen krigsøvelse. Dragonerne derimod havde i de forløbne aar kun forrettet vagttjeneste langs grænserne og lagde ved flere leiligheder baade feighed og opsætsighed for dagen.
Hvad officererne i denne hær angaar, var vel flere af dem baade tapre og dygtige mænd, der havde faaet sin uddannelse blandt hjelpetropperne i Brabant, og som senere med de nordenfjeldske regimenter havde deltaget i krigen mod Sverige. Saaledes maa nævnes de tre oberster Meitzner, Storm og Myhlenpfort, major Jens Emahusen, fortifikationsofficererne Coldewin og Klüwer m. fl. Men det er lige saa sikkert, at en stor del af dem var uduelige, ja blandt dem, der indehavde de lavere grader, endog adskillige, som var rent affældige[9]. Ved flere anledninger viste det sig, at der herskede kun liden enighed blandt de forskjellige regimenters officerer, og ved den foreløbige inddeling til det tredie trondhjemske regiment[10] skal det endog have gaaet saa vidt, at enkelte af de dygtigere yngre officerer gjorde sig skyldige i forseelser mod subordinationen[11].
Festningsverkerne Munkholmen, Kristianssten, Skaanes og Stene var endnu ligesom ved krigens udbrud i en meget forfalden stand. Man havde vel i 1714 tænkt paa at underkaste dem en gjennemgaaende reparation. Overslag paa omkostningerne blev indgivet; – men dermed faldt ogsaa det hele hen. Man tænkte dengang ogsaa paa at anlægge en befestning paa Lille-Fosen (det senere Kristianssund) til handelsfartøiernes forsvar mod de fiendtlige kapere; men de følgende aars begivenheder bortdrog ganske opmerksomheden fra disse nordlige, endnu ikke truede egne[12].
Uagtet almuen havde lidt meget ved flere mindre heldige aaringer i rad, var dog indtil 1717 de stedse voxende skatter og extraskatter i rette tid bleven betalte, og de saaledes indkomne penge blev for den største del førte ud af landet til soldaternes underhold. Men paa grund af de herved opstaaede trykkende omstændigheder gik det siden kun langsomt med skatternes betaling, uagtet militær exekution blev anvendt i den største udstrækning. Soldaterne maatte som følge heraf længe vente paa sin løn, og naar den endelig blev betalt, maatte de nøies med at faa den ene halvdel i penge eller madvarer og modtage resten i anvisninger paa de resterende skatter. Endnu værre var det for officererne, der tildels maatte vente et helt aar eller længere, inden de fik sin løn[13].
Det var under disse vanskelige forhold, at den syge generalmajor Wind skulde virke. Da der i løbet af 1717 begyndte at gaa rygter om store rustninger paa den anden side af Kjølen, om hvilke man bestemt vilde vide, at de gjaldt disse egne, gjorde han alt, hvad der under disse omstændigheder stod i hans magt for at være forberedt paa at møde fienden med eftertrykkeligt forsvar. Han lod anlægge forhugninger paa alle de passager ved grænserne, hvor der kunde være rimelighed for, at fiendtligt indfald kunde ske, og traf tillige endel foranstaltninger til i en hast at kunne faa alle tropper samlede. Han udvirkede ogsaa, at der blev bevilget penge til at paabegynde forskjellige fornødne reparationer ved festningsverkerne.
Det lykkedes ham efter længere underhandlinger og paa haarde vilkaar at faa kredit hos borgerskabet paa endel levnetsmidler til magazinernes forsyning, ligesom der i løbet af høsten og vinteren hos almuen blev udskrevet betydelige naturalydelser, der blev inddrevne med saa ubønhørlig strenghed til trods for alle forestillinger, som stiftsbefalingsmanden Iver v. Ahnen gjorde ham, at den vakte almindelig forbitrelse mod Wind, især da det sidste aars høst var falden meget mislig ud[14].
For nu ogsaa at raade bod paa pengemangelen i de offentlige kasser gjordes der et forsøg paa at reise et laan paa 20–30,000 rdlr. hos byens borgerskab. Dette gik imidlertid ikke paa grund af den fortrykte stilling, hvori Trondhjem nu befandt sig. Handelen med Sverige var ophørt, Nordlandshandelen var under krigen vedbleven mere og mere at gaa over i Bergensernes hænder, og byens øvrige næringsveie havde ligeledes lidt meget ved krigen. Allerede tidligere havde borgerne været nødte til at foretrække statskassen med lignende laan. Hertil kom ogsaa, at en stor del af byen i det samme aar ved 2 ildebrande var lagt i aske, og i den paafølgende strenge vinter standsede skibsfarten for længere tid og mislykkedes fiskerierne aldeles, saa at dyrtid og hungersnød stod for døren. Uagtet alle v. Ahnens bestræbelser strandede saaledes dette forsøg, og i begyndelsen af 1718 kom det da endog saa vidt, at de offentlige kasser ei formaaede at udrede saa mange penge, som udfordredes til speidernes aflønning, hvorfor Wind herefter maatte lade sig nøie med de sparsomme og usikre kundskaber, som ved leilighed kunde indbringes[15].
De skadelige følger, som dette nødvendigvis maatte drage efter sig, udeblev da heller ikke længe. Paa et saadant løst rygte om forestaaende fiendtligt indfald i Indhered i begyndelsen af marts 1718 maatte alle kompagnier rykke ud til sine posteringer ved grænsen. I slutningen af maaneden kom vistnok et svensk parti under kaptein Hamarschöld over fra Jemtland for at rekognoscere og opsnappede paa gaarden Sul i Værdalen en norsk patrouille paa 12 mand; men uagtet en afdeling skiløbere, som under Emahusen og v. Heinen trængte frem til egnen om Dufve skanse, kunde berette, at der endnu intet fiendtligt var paa færde, blev dog soldaterne staaende ved grænsen indtil udgangen af april maaned, da den største del af dem paa Wedels ordre hjemforlovedes.
Allerede før dette var det imidlertid.gaaet op for Wedel, hvor lidet skikket den syge og lidenskabelige general Wind maatte være for sin plads, naar stemningen var ham saa ugunstig. Da han selv gjorde forberedelser til at fratræde sin stilling som høistkommanderende over den norske hær, ansaa han det for sin pligt at anvende al sin indflydelse paa at faa Wind fjernet og hans plads besat med en anden dygtigere general. Hans valg faldt paa generalmajor Vincens Budde, dengang kommandant i Fredriksstad. Denne havde allerede ved flere leiligheder lagt stor besindighed og dygtighed for dagen og var endnu til trods for sine 57 aar i besiddelse af en sjelden legemsstyrke og sundhed. Han var derhos ved forskjellige private interesser knyttet til det nordenfjeldske, hvor han havde tilbragt en stor del af sin kraftigste alder, og hvor han havde vundet almuens og soldaternes tillid og kjærlighed.
Endnu medens forbitrelsen mod Wind var paa det høieste, lik han den 15 april hel uventet kongelig befaling om at bytte stilling med Budde[16].
Med stor glæde modtog Budde budskabet om denne udnævnelse, der gav ham selvstændig kommando, og han nærede ikke smaa forhaabninger om, hvad han maatte komme til at udrette. I april havde man fra Sverige faaet underretning om, at et korps paa 4000 mand den følgende maaned vilde gjøre et indfald i det nordenfjeldske; han paaskyndede derfor sin reise og ankom til Trondhjem d. 12 mai. Her lik han med egne øine forvisse sig om sandheden af beretningerne om stiftets sørgelige tilstand. Der var endnu intet tegn til vaar; sneen dækkede markerne omkring byen, og høiere tilfjelds var veiene aldeles ufremkommelige. „Jeg forsikrer naadige herre“, skriver han til Wedel ved ankomsten, „at jeg ei havde forestillet mig det saa slet at være“. Der kunde saaledes endnu ikke være at frygte for fiendtligt indfald, og for at afhjelpe fodermangelen, saa vidt det stod i hans magt, udlaante han til almuen det hø som fandtes i magazinerne, mod tilbagebetaling om høsten. Nogle skibe ankom i samme maaned til byen og medbragte kornvarer fra Holland og England, saa at tropperne i den nærmeste fremtid var sikrede mod at lide nød[17].
Saasnart Budde havde overtaget kommandoen, sørgede han først og fremst for at skaffe sig paalidelige efterretninger fra Sverige om fiendens rustninger og foretagender, og Røros kobberverks participanter gik ham heri til haande med ikke ringe opofrelser, saa at speidervæsenet snart bragtes paa en meget god fod.
Efter en inspektionsreise, som han nogen tid efter sin ankomst foretog langs grænserne, drev han i løbet af sommeren med iver paa fuldendelsen af de forsvarsanstalter, som af Wind var paabegyndte. Paa Skaanes og Stene blev forskjellige større reparationer foretagne, forhugninger anlagdes i Snaasen, Vuku sogn omkring Stene skanse, Meraker, Forbygden, Selbo, Tydalen og Aalen. Paa veien til Røros var der allerede i krigens første aar paa verkets bekostning opført en skanse mellem søerne Aursund og Røragen.
I midten af juli maaned forsterkedes disse posteringer lidt efter lidt ved rygtet om fiendens fremrykning; men først i slutningen af august maaned, da Budde havde faaet tilforladelig underretning om den fiendtlige hærs anmarsch mod grænsen, stod alle regulære tropper og den største del af landdragonerne under vaaben[18].
Efter indløben ordre fra kong Karl begyndte de svenske tropper, som skulde falde ind i Trondhjems stift, og som efter samlingsstedet almindelig kaldes den jemtlandske hær, henimod udgangen af august at sætte sig i bevægelse op mod fjeldet.
For at indhente efterretning om de norskes stillinger udsendtes den fra krigen i Finland bekjendte kjække partigjænger Peder Långström med 50 mand af hans frivillige kompagni. Han tog veien til Snaasen hvor oberstlieutenant Huitfeldt med to kompagnier havde besat de derværende forhugninger og udstillet poster langs grænsen. Paa gaarden Hyllen tog han den 76-aarige prest Nils Muus tilfange, om hvem man vidste, at han skaffede den norske general efterretninger fra Sverige; og længere nede opsnappedes en korporal og nogle soldater af en paa gaarden Stenkjer hensat post, hvorpaa han med disse fanger lykkelig vendte tilbage til hæren[19].
Uagtet hæren ikke medbragte mere artilleri end 4 smaa feltstykker, foregik dog marschen over fjeldet meget langsomt paa grund af de besværligheder, som veien frembød, og da Armfeldt fik underretning om de i Sulelvens dalføre anlagte forhugninger, bøiede han ved Skarsstuen af fra den alfare vei og lod hæren bygge en ny nedover Kåckstenslien gjennem det saakaldte Mærraskar til Færen vand i Meraker.
Denne marsch staar vistnok uden sidestykke i hele den nordiske krigshistorie.
Inden han overskred den norske grænse, udstedte han et patent, dateret Skarsstuen d. 24 august (gl. st.), hvori han opfordrede Nordmændene til at blive ved sine fredelige sysler, da der i saa fald ei skulde tilføies dem nogen overlast fra hans side, men advarede dem tillige paa det strengeste mod at søge at tilføie hans hær den ringeste afbræk[20].
Fra egnen om Færen vand, hvor Armfeldt blev staaende henved en uges tid, kunde han gjennem de forskjellige dalfører trænge ind i Merakerbygden, Stjørdalen over Skjelstadmarken og Forbygden, Skognen eller Værdalen, og han vidste vel at benytte sig af denne omstændighed, idet han af og til udsendte forskjellige regimenter og batailloner i disse retninger. Budde blev herved nødt til at lade enkelte kompagnier foretage en del bevægelser for at komme de truede punkter til undsætning Men i stilhed byggede den svenske hær vei ned mod Sulelvens dalføre ret over for Stene skanse[21].
Alfarveien fra Sverige over Sul gik dengang langs det mellem Værdalselven og Sulelven liggende høidedrag. Paa sletten ved disse elves sammenløb laa Stene skanse. Her stod den norske hovedstyrke, 410 mand infanteri, 2 kompagnier dragoner og tre feltstykker. 3–4000 skridt derfra i sydøstlig retning var der over aasen helt ned til gaarden Holmen ved Værdalselven paa den ene og ved gaarden Molden ned til Sulelven paa den anden side anlagt en meget lang forhugning. Ved Holmen stod 140 mand under major Aussig, og den mest udsatte del af forhugningen mellem gaarden Molden og Sulelven var besat af 300 mand under oberstlieutenant Wauvverts befaling[22]. I vest for Stene laa den farlige Tromsdal, hvor Budde havde lagt en del forhugninger paa de nogenledes tilgjængelige steder. Ved forhugningerne omkring gaarden Tromsdalen laa 100 mand under lieutenanterne Tønder, Pristed og Schrøder, ligesom forhugningerne paa Medieaasen bevogtedes af 250 mand under major Lorens Brun. Ogsaa i nord for Stene var der ved Kvelmoen lagt en forhugning.
Den 11 september fik Budde efterretning om, at den fiendtlige hær havde begyndt at sætte sig i bevægelse mod Stene. Ved mørkets frembrud lod han varderne antænde, og disse bragte hurtigt budskabet om fiendens indfald over hele Trondhjems stift.
Tidlig den følgende morgen sammenkaldte Budde obersterne Meitzner og Myhlenpfort, oberstlieutenanterne Fien og Wauwert samt major Peter Lund til krigsraad. Ved anlægget af de forskjellige forhugninger havde man blot regnet paa de sedvanlige veirforhold; men siden begyndelsen af august maaned var det raa og kolde veirligt bleven afløst af en saa sterk hede, at hverken myrer eller elve vilde lægge den fremrykkende fiende nogen hindring i veien. Ihvorvel det saaledes maatte synes dem umuligt i længden at hævde denne stilling, besluttede de dog ikke at forlade den uden kamp. Enhver gik derpaa til sin anviste post.
Paa samme tid rykkede Armfeldt med en del af kavalleriet ned gjennem skoven, medens den øvrige del af hæren langsomt fulgte efter. Hans hensigt var at omgaa Nordmændenes stilling og angribe dem i ryggen. Men hel uformodet kom han lige ned til Sulelven ret over for forhugningen ved Molden, hvor Wauwert netop var kommen tilbage fra krigsraadet. For at sysselsætte besætningen her og drage dens opmerksomhed hen paa sig efterlodes 175 mand, medens de øvrige trak sig ind i skoven igjen for at finde en anden vei, hvorved de kunde naa sit maal.
Budde studsede lidt, da han fik underretning om, at fienden nedenfor Molden var beskjæftiget med bygningen af flaader. Baade udenfor og indenfor forhugningen var elven paa grund af tørken saa liden, at man kunde gaa og ride over den, hvor man vilde. Han nærede frygt for, at Wauwert skulde afskjæres, og sendte ham befaling til at trække sig indenfor Stene skanse, og han anede vel ogsaa, hvad Armfeldt egentlig havde i sinde.
Denne havde med de øvrige fortropper og efter Norbergs sigende med en opsnappet norsk dragon som veiviser rykket op mod Tromsdalen. Over en ellers ganske ufremkommelig myrstrækning lykkedes det ham ubemerket at trænge ned mellem forhugningerne paa Medieaasen og Tromsdalen, – om hvilke han maaske heller ingen kundskab havde, – og allerede var han Buddes stilling nær paa 3000 skridt, da han ved Tromsdals bro uventet stødte paa en vagt paa 20 mand under lieutenant Ludvig Conders, som lod sine folk give ild og flygtede ind i skoven.
Disse skud underrettede Budde om, i hvilken fare han svævede. Han lod strax det halve livkompagni og kaptein Collins dragoner rykke frem for at møde fienden ved broen, medens oberst Meitzner med nogle kompagnier infanteri ilede til gaarden Levringen for at dække tilbagetoget. Oberstlieutenant Wauwert, der var paa retraiten fra forhugningen, skulde tillige føre den paa Stene efterladte besætning i sikkerhed paa den anden side af Værdalselven. Ogsaa til de øvrige besætninger sendtes der paa samme tid befaling om at tiltræde tilbagetog. – Saasnart dragonerne saa og hørte den fremstormende fiende, der paa sletten ved broen var stillet i slagorden, vendte de øieblikkelig om og flygtede henimod skansen. Her mødte de oberstlieutenant Wauwert, hvem det lykkedes at bringe dem i orden, og som opmuntrede dem til igjen at vove et anfald. Men efter et kort sammenstød kom de atter i uorden og flygtede henimod gaarden Levringen, bag hvis skigard Meitzners infanteri stod opstillet. Han lukkede omsider grinden op for dragonerne, som i største forvirring jagede igjennem, medens den eftersættende fiende blev modtaget med tre salver, der standsede forfølgelsen og tvang ham til at trække sig tilbage. Paa samme tid rykkede resten af den svenske hær frem over den forladte forhugning ved Molden og tog stilling paa sletten ved Stene, og den detacherede afdeling sluttede sig nu til den. Her tilbød Armfeldt Budde ved trompeter og pauker slag; men denne følte sig for svag til at modtage udfordringen og var glad ved at faa tiltræde tilbagetoget uden forfølgelse. Af Nordmændene var 20 af dragonerne faldne og saarede, samt endel tagne tilfange, medens Armfeldt kun havde en død og to saarede. Desuden mistede livkompagniet sin standart, og de paa stene efterladte tre feltstykker og endel proviant- og ammunitionsvogne faldt i fiendens hænder[23].
Medens Budde førte sine tropper til Stjørdalen og de forskjellige afdelinger underveis sluttede sig til ham, lod Armfeldt paa stene oprette magaziner af de medbragte forraad og sendte vognene tilbage til Jemtland for at hente ny forsyning. Han oprettede ogsaa strax en ordentlig postforbindelse med Sverige. Ved et nyt patent af 2 septbr. (gl. stil) gjentager han de tidligere givne løfter og opfordrer bønderne til at forsyne hans hær med levnetsmidler, for hvilke han lover dem betaling i rede penge.
Efter at have ordnet alt dette efterlod Armfeldt her sine syge og tillige en besætning af 400 mand under oberstlieutenant Bildstein og fortsatte marschen mod Trondhjem[24].
Paa en fremstikkende odde mellem Værdalen og Skognen, 2 mile fra Stene, laa Skaanes skanse med den tilhørende Stjerneskanse. Da der her fandtes betydelige forraad af levnetsmidler og ammunition, var det Armfeldt af stor vigtighed at faa den i sin magt. Kommandoen over skansen indehavdes af en invalid, Liflænderen J. F. v. Wahlen, og besætningen bestod af 138 dragoner under den gamle kaptein Fredrik Oldeslohe samt nogle soldater af garnisons- og artillerikompagniet under den gamle skrøbelige lieutenant Hiorth. Det var vistnok Buddes mening, at denne skanse maatte være istand til at holde sig i længere tid. Men saasnart de svenske fortropper nærmede sig, sprang 50 af bønderne over pallisaderne og gav sig paa flugten, og da generaladjutant Marcks v. Würtemberg opfordrede kommandanten til overgivelse, gjorde han vel først et svagt forsøg paa at bevæge de tilbageværende til forsvar, men da de erklærede sig uvillige dertil, gik han selv ud og overleverede nøglerne til skansen. Armfeldt lod officererne og soldaterne gaa hjem med paalæg om ei tiere at lade sig finde med vaaben i haand mod ham, men alene skjøtte sit gaardsbrug. Blot kommandanten blev efter sit derom udtalte ønske sendt som fange til Sverige. Foruden de betydelige forraad, som fandtes i de derværende magaziner, blev ogsaa 4 kanoner fiendens bytte. Forsvaret af skansen blev overdraget til major Faber med 100 mand[25].
I Aasen sogn havde Budde ladet major Lorens Brun med 300 mand besætte den besværlige defilé Langstenen, hvor der kunde være udsigt til i det mindste i nogen tid at opholde fienden. Da Armfeldt d. 19 Septbr. kom herhen, nødtes han til at standse, medens mindre afdelinger udsendtes for at søge en gjenvei, hvorved Nordmændene kunde anfaldes i ryggen. Alle baade, som fandtes i omegnen, var paa Buddes foranstaltning ødelagte, saa at fienden ei tilsøs kunde omgaa dette farlige punkt. Men de udsendte partier vendte tilbage med uforrettet sag. Da gik Armfeldt selv med nogle mand op mod den fiendtlige stilling, drog siden nogle tropper til sig og gjorde med dem mine til at klavre op ad bjerget ovenfor Nordmændene. Brun havde fra Budde faaet ordre om at trække sig søveien tilbage, ifald han blev omgaaet Han frygtede for, at Svenskerne vilde knuse hans folk ved at rulle stene udover, og da ban ansaa ethvert forsvar for umuligt, ilede han til Stjørdalselven, hvor den norske hær stod. – Dette var den besværligste vei, Armfeldt endnu havde stødt paa, og han forsikrer kong Karl i sin skrivelse derom, at hverken Alperne eller Pyrenæerne frembød saa store vanskeligheder, som denne ½ mil lange veiatrækning, hvor hæren maatte gaa mand for mand, og hvor kanonerne maatte bæres af soldaterne. Først efter tre dages anstrengelser var denne vei tilbagelagt. Budde havde allerede d. 20 septbr. trukket sig tilbage til Trondhjem.
Her havde der i de første dage efter Svenskernes indfald været udspredt et falskt rygte om, at de med stort tab var drevne tilbage over fjeldet. Men da nu efterretningen om Nordmændenes tilbagetog naaede til byen og rygtet naturligvis i betydelig grad forstørrede deres tab, blev alle betagne af den største forskrækkelse. Kvinder og børn samt de kostbareste eiendele sendtes til søkanten og øerne. Borgerne var forbitrede over hærene slette forsvar. Overalt hørte man dem klage over de daarlige officerer og soldater, som ei havde passet paa fienden, men ladet ham komme ind i landet. „I gamle dage slog bønderne fienden ihjel; nu kan ei engang soldaterne gjøre det.“ Ja, da man fik vide, at Budde vilde trække hæren ind i Trondhjem, skrev byens raad til slotsloven og bad om at maatte forskaanes herfor, da ethvert forsvar mod den overlegne fiende jo vilde være frugtesløst.
Saasnart Budde var kommen til byen, begyndte han strax at sætte den i forsvarsstand. Husene og søboderne paa Baklandet skulde nedrives og bryggerne langs elven indredes til forsvar, Paa Bratøren og langs elven skulde nye volde opkastes. Ledelsen af disse arbeider blev anbetroet den dygtige fortifikationskaptein Coldewin, og de indkaldte mandhusinger sattes strax ifærd dermed. Oberst Storm, der stod paa Røros, efterlod under kaptein Mentzonius et kompagni infanteri, hvilket i forening med de derværende bjergkompagnier efter hans antagelse maatte være tilstrækkeligt til verkets forsvar, og vendte over. Selbo og Mostadmarken tilbage til Trondhjem[26].
Da efterretningen om Armfeldts indfald d. 20 september kom til Kristiania viste det sig, hvor lidet landets styrelse var forberedt paa et fiendtligt angreb, uagtet man længe maatte have været vidende derom. Det syntes en tid, som scenerne fra 1716 skulde gjentage sig. Saaledes fremsatte Lützow et forslag om at foretage et indfald i Sverige for derved at tvinge fienden til at trække sig tilbage. Til alt held viste vicestatholder Kragh en langt sindigere holdning. Han forestillede Lützow, hvor lidet rustet man i enhver henseende var til et saadant foretagende. Desuden havde man sikker kundskab om, at en langt overlegen hær stod beredt til indfald i det søndenfjeldske, og at hele landets skjæbne saaledes vilde sættes paa spil. Dette forslag blev da lykkeligvis forkastet, og man nøiede sig med at sende Budde 2 batailloner infanteri under oberst Brockenhuus og oberstlieutenant Rappe samt 4 kompagnier af Kruses dragonregiment under oberstlieutenant Fredrik Budde. Da Kruse endnu var syg, kunde han ikke, som man først havde paatænkt, modtage kommandoen over dette korps, som derfor blev overdragen til Brockenhuus. Görtz’s underhandlinger med Jakobiterne i det forløbne aar var endnu i frisk minde, og man følte sig forvisset om, at de vilde yde Svenskerne en virksom hjelp ved Trondhjems forestaaende beleiring ved at indeslutte byen fra søsiden. For at hindre dette skulde der fra Kjøbenhavn afgaa en eskadre af krigsskibe med en større konvoi af førselsfartøier til Trondhjem, og Bergens magistrat og kommandantskab fik derhos befaling til fra de derværende magaziner at sende proviant og krigsfornødenheder opover og at drage omsorg for transportens forsvar. – For at berolige gemytterne udstedte vicestatholder Kragh d. 24 septbr. til overflod et høitravende opraab til Trønderne om at ihukomme sine gjæve forfædres tapperhed og trodse fiendens trudsler og fagre løfter[27].
Da Budde nærede frygt for, at et svensk korps skulde gjøre indfald i egnen omkring Røros, marscherede Brockenhuus med sin styrke først derhen og tog stilling i de tilstødende bygder[28].
Armfeldt stod i 12 dage ved Stjørdalselven. Allerede i de første dage efter ankomsten gjorde han forberedelser til at slaa bro over elven, medens enkelte mindre kavalleriafdelinger udsendtes for at rekognoscere paa den anden side. Men soldaternes blussende mod og stridslyst var kjølnet under de sidste dages strabadser, og man vidste, at der endnu, før man naaede Trondhjem, stod en passage over Gevingaasen tilbage, der var ligesaa besværlig, som veien over Langstenen havde været. Tilførselen fra Skaanes og Stene kom kun langsomt til hæren, og for at skaffe føde til mennesker og dyr maatte en del af soldaterne sættes til at indhøste det korn og hø, som endnu stod ude. Paa samme tid brød der ogsaa løs et sterkt uveir, hvorved broarbeidet umuliggjordes, og i hæren begyndte der at rase en ødelæggende sygdom, af hvilken Armfeldt selv efter overløbernes udsagn skal være bleven angreben.
Budde lod dragonerne rykke ud og tage stilling ved Gevingaasen. Han udspredte derhos det rygte, at han fra det søndenfjeldske ventede undsætning af 4000 mand, og at det var hans hensigt, saasnart den var ankommen, at levere fienden et afgjørende slag. Men i hemmelighed lod han udruste 200 lette baade, hvormed han i Stjørdalen vilde landsætte nogle batailloner, der skulde anfalde fienden i ryggen ved hans opbrud mod byen.
Hvorvidt Armfeldt havde faaet nys om denne plan, er uvist; men det lader dog forøvrigt til, at han har havt god kundskab om Nordmændenes foretagender og raadslagninger. Saaledes skal han have faaet besked om den fra det søndenfjeldske kommende undsætning og hvad der i det ovenfor omtalte krigsraad derom var forhandlet, paa samme tid eller maaske endog før Budde. Mere troligt er det dog; at han fandt sin stilling mellem Langstenen og Stjørdalselven under de forhaandenværende omstændigheder altfor udsat, og da han ei uden underholdning for hæren kunde fortsætte marschen mod Trondhjem, besluttede han d. 2 oktober at trække sig tilbage til Skognen og Værdalen[29].
Da Budde fik efterretning om dette tilbagetog, rykkede han med obersterne Meitzner og Myhlenpfort ud af byen til Stjørdalselven, hvorfra han lettere kunde have øie med fiendens bevægelser. I Trondhjem efterlodes oberst Storm med 2000 mand for at fuldføre de befestningsarbeider, som endnu stod tilbage, og for at forsvare byen i paakommende tilfælde. Thi af nogle spørgsmaal, som Armfeldt havde rettet til presten Johan Grøn i Stjørdalen, var Budde bleven fuldstændig overbevist om, at Jakobiterne i Skotland var ifærd med at udruste krigsskibe for at bistaa fienden i erobringen af byen.
Nogle dage efter Nordmændenes komme til Stjørdalen fandt et lidet sammenstød sted mellem to afdelinger, og ihvorvel det var af mindre betydenhed, bidrog det dog ikke lidet til at hæve Nordmændenes mod. Ved opbruddet fra Stjørdalen sendte Armfeldt den ilde berygtede oberst Stiernschantz med en betydelig sum penge og 200 mand i forveien for at træffe de fornødne anstalter til hærens forpleining underveis. Tvert imod Armfeldts udtrykkelige befaling samlede han endel baade, som var undgaaet Nordmændenes opmerksomhed, og tog med sit mandskab over til Ytterøen. Her slog de sig ned paa prestegaarden og de omliggende gaarde og gjorde sig tilgode med, hvad de forefandt. De havde alt været her paa tredie dag, da Stiernschantz ved at se ud af prestegaardens vinduer pludselig fik øie paa en sort masse ude paa fjorden, som nærmede sig øen. Han spørger presten, Peder Leth, hvad dette vel kunde være. Presten vidste det ikke, men antog, at det var skyer, som trak op langt ude. Obersten staar endnu lidt, men udbryder saa med „et: „Det är, för tusan, icke skyr, det är Jutan.“ Han lod trommen røre og ilede med alle de soldater, han i hastverket kunde faa samlet, til baadene og lod ro i retning af Skaanes skanse.
Han tog ikke feil. Det var 200 Nordmænd under major Lund, som Budde paa underretningen om Svenskernes ophold paa Ytterøen havde sendt derhen. Efter nogen tids forfølgelse indhentedes nogle af baadene, hvori kapteinerne Falch og Tørne med 55 mand befandt sig. Da Nordmændene hævede geværerne, raabte de strax: „Skyd ikke, kjære herrer! giv os kvarter!“ De udleverede sine vaaben og blev tagne tilfange. Lund forfulgte endnu en tid de baade, hvorpaa Stiernschantz og hans oberstlieutenant var; men de undkom dog, idet obersten med kaarden i haand tvang sine mænd at ro til af yderste kræfter.
Paa Ytterøen var 26 soldater og en fænrik ladte i stikken ved oberstens flugt. De blev nogle dage efter angrebne af Nordmændene og overmandedes efter en kort træfning, hvori tre af dem blev haardt saarede[30].
Fra det sydlige Sverige skal der i begyndelsen af oktober være dragen en betydelig troppestyrke opover for at forene sig med Armfeldts hær. Fra Jemtland ventedes dag for dag tilførsel, men den udeblev, og snart kunde der kun være liden sandsynlighed for, at den vilde komme frem før paa vinterføret. Armfeldt var derfor ogsaa i Skognen og Værdalen nødt til at lade sine soldater indhøste, tærske og male kornet. Det sidste havde sine store vanskeligheder, da Nordmændene havde ødelagt alle de møller og haandkverne, de kunde overkomme. Ikke destomindre lykkedes det ham at forsyne magazinerne saa vidt, at han kunde haabe at holde sig, indtil han fik tilførsel fra Sverige.
Det blev dog snart endnu værre, da pengene i den medbragte krigskasse begyndte at slippe op. Den svenske mynt havde paa denne tid og senere langt fra den værdi som i Sverige, og krigskassen strakte derfor ikke til saa længe som paaregnet. Armfeldt blev nu nødt til at tage fra almuen, hvad han behøvede til hæren, uden at give nogen erstatning derfor, og i løbet af nogle faa maaneder var disse ellers saa rige bygder aldeles udarmede.
Der herskede allerede stor nød og elendighed i hæren. I september fortalte overløberne, at de daglig kun fik 3 kavringer og ¼ kande mel, og siden indskrænkedes rationerne end yderligere. Før indfaldet var soldaternes beklædning kun i maadelig forfatning; blot nogle af regimenterne var forsynede med kapper. Efter de mange strabadser var klæderne kun for pjalter at regne, og fodbedækningen var aldeles udslidt. Desertionerne tiltog i foruroligende grad, og i det forholdsvis bedst stillede helsinglandske regiment brød den længe ulmende misfornøielse ud i mytteri, som dog ved Armfeldts kraftige optræden kvaltes i fødselen. Der blev sat en pris paa hver deserteurs hoved, og det helsinglandske regiment sendtes til Stene skanse, da det ved sin opsætsighed og ubehjelpsomhed var hele hæren til byrde.
Rundt omkring sværmede norske streifpartier i stort antal, der baade tillands og tilsøs foruroligede fienden i alle hans foretagender, og der hengik ikke en eneste dag, uden at dere svenske fanger indbragtes til hovedkvarteret. Trondhjems borgere var nu ogsaa komne sig af den første skræk, og paa Buddes opfordring udrustede de et armeret skjærgaardsfartøi, som gjorde meget god nytte. Føreren, Peder Storch, en af Trondhjems borgere, omtales som en heldig og kjæk partigjænger[31].
For at hindre fienden fra at trænge ind i den til Værdalen stødende bygd Inderøen tog Budde selv stilling der med 1000 mand og bortførte det hø og korn, som han kunde overkomme; endel blev opbrændt, forat det ikke skulde falde i fiendens hænder[32].
Det var Armfeldts hensigt, saasnart transporten fra Sverige var naaet til hæren, at rykke mod Trondhjem, som han vilde angribe baade fra land- og søsiden. Han satte endel af soldaterne til at bygge baade i dette øiemed; men dette uvante arbeide gik kun langsomt fra haanden.
Det er paafaldende, hvor lang tid der hengik mellem Armfeldts indfald og den svenske hovedhærs angreb. Samtidige norske optegnelser siger, at grunden hertil er at søge i den modsigelse og uvillie, som Karl XII overalt i Sverige mødte. – Han var tillige meget misfornøiet over den ringe fremgang, Armfeldt hidtil havde gjort, da han havde ventet, at han strax skulde have foretaget angrebet paa Trondhjem. Paa samme tid, som hovedhæren begyndte at tiltræde marschen mod det søndenfjeldske Norge, afsendtes generaladjutant grev Dohna til Armfeldt med den strenge befaling „att bryta igenom alla svårigheter, hvilket väl strax kunnet lyckas, om man i rättan tid sett sig visligare före och brukat mera drift än hittills skett“.[33]
Da Armfeldt modtog denne ordre, indsaa han, hvor nødvendigt det var for det hele felttogs udfald, at han rykkede hastigt frem mod Trondhjem. Tilførselen fra Jemtland var endnu ikke ankommen og maaske heller ikke den omtalte undsætning; men ikke desmindre brød han op d. 10 novbr. efter at have samlet 14 dages proviant for sin hær og satte lige til fjelds. Han havde ladet det rygte udsprede, at han havde faaet befaling om at vende tilbage til Sverige; men hans hensigt var at undgaa Langstenen, der tidligere havde voldet ham saa meget besvær, passere Stjørdalselven oppe i Forbygden, omgaa Gevingaasen og tage Trondhjem ved overrumpling, inden Budde, der igjen var vendt tilbage til Stjørdalen, kunde faa tid til at naa til byen. I de første dage begunstigedes hans forehavende af klart koldt veir, saa alle myrer og bække var tilfrosne; men Budde fik dog i tide ved sine streifpartier nys om hans marsch og ilede tilbage til Trondhjem.
Her var imidlertid alt sat i forsvarsstand. Langs elven var søboderne indredede til forsvar, paa kongsgaarden og i mælene, langs stranden og paa Bratøren var der opkastet volde. I byen og paa festningerne fandtes der over hundrede stykker tildels svært skyts. De søndenfjeldske tropper var i de foregaaende dage efter Buddes ordre rykket ind i byen, og da han saaledes havde en styrke af henved 8,500 mand samlet, lod han den største del af mandhusingerne af Stjørdals fogderi drage hjem, dog med paalæg om ved de anlagte forhugninger at tilføie fienden al mulig afbræk. Saa vidt det lod sig gjøre inden fiendens komme, blev alle møller ødelagte og høet og kornet, som fandtes paa de i byens nærhed liggende avlsgaarde, samt tømmeret af husene i Ilen og paa Baklandet ført til byen. Kristiansstens festning fik en besætning paa over 1000 mand, som udtoges af de forskjellige korps og kommanderedes af oberst Myhlenpfort, og paa Munkholmen lagdes 400 mand under major Frants Brun. Langs elven posteredes de tvende trondhjemske regimenter, det første under oberst Meitzner i strøget mellem Bratøren og broporten, det andet under oberst Storm mellem kongsgaarden og skanseporten. Til de to søndenfjeldske batailloner under oberst Brockenhuus overlodes forsvaret af skanserne ved byens port. De søndenfjeldske dragoner stod i reserve paa torvet for i paakommende tilfælde at ile de truede punkter til undsætning.
Da det var at forudse, at fienden saa snart som muligt vilde forsøge at gaa over elven, blev forsvaret af passagen ved Tiller bro anbetroet det nordenfjeldske dragonregiment under dets nye oberst Peter v. Motzfeldt[34].
I de følgende dage ankom ogsaa den længe ventede eskadre, der fra Danmark var sendt opover til Trondhjems forsvar. Den bestod af orlogsskibet Søndermanland med 46 kanoner og 300 mands besætning, ført af kaptein H. J. Rostgaard, fregatten Søridderen, 28 kanoner og 120 mand under kapteinlieutenant K. Wessel, og hukkerten Landsort, 14 kanoner og 44 mand under lieutenant L. de Ferry. Bergens borgerskab havde paa slotslovens befaling udrustet fregatten Haab Gallei med 24 kanoner og 80 mands besætning, og som førtes af Jan Barth. Den ankom ogsaa paa samme tid. De to første skibe blev lagt ude paa Ilsvigen til forsvar for skanseporten, Haab Gallei østenfor Munkholmen og hukkerten i elvemundingen. – I følge med disse ankom endel transportskibe, og ihvorvel tilførselen ei var saa stor som paaregnet, havde dog Budde nu proviant for sin hær i fem maaneder og kunde med lettet hjerte imødese fiendens komme for Trondhjem[35].
Da Armfeldt efter overgangen over Stjørdalselven fik underretning om Buddes tilbagetog, rykkede han kun langsomt frem mod byen ad den almindelige landevei. Et heftigt regnskyl, der varede flere dage, gjorde veiene ganske ufremkommelige, saa at han først om aftenen d. 15 novbr. stod Trondhjem paa en halv fjerding nær.
Den følgende dag red de svenske generaler med en del af kavalleriet frem for at tage byen og dens festningsverker i øiesyn. I nærheden af Bakke gaard stødte de paa en rytterafdeling under kaptein Collin, der dog strax trak sig ind under Kristianssten. Kavalleriet blev holdende et kort stykke fra festningen, hvor de fandt ly under en bakke, medens officererne red op paa en nærliggende høide.
Under sagernes nuværende stilling kunde byen kun erobres fra denne side, naar Kristianssten faldt i deres hænder, men med de 7 smaa feltstykker, hvoraf hele deres artilleri nu bestod, kunde der naturligvis intet udrettes mod dette faste punkt, ligesom enhver mulighed for at angribe byen fra søsiden var dem afskaaren efter krigsskibenes ankomst. Derimod kunde der være haab om, at et angreb paa byens mindre vel befestede vestre og søndre side vilde krones med held, især naar kulden islagde elven. Det synes derfor, som om de svenske generaler allerede nu fattede beslutning om saa snart som muligt at iverksætte overgangen. – Ved mørkets frembrud vendte de tilbage til hæren.
Svenske streifpartier drog i de følgende dage om paa Strinden for at plyndre, hvad Nordmændene havde levnet. Nu og da vovede de sig helt ned til Baklandet, ja en nat maalte nogle ryttere endog elvens dybde udenfor en paa kongsgaarden opkastet skanse. Der findes i de samtidige breve ingensomhelst antydning til, at Armfeldt skal have gjort noget forsøg paa at anlægge batterier mod Kristianssten. At han dvælede saa længe paa denne side af elven, havde maaske sin grund i, at han oppebiede tilførsel eller forsterkning; rimeligere er det vel at antage, at elven efter de sidste dages regnskyl var saa opsvulmet, at overgangen endnu var umulig.
Allerede strax efter ankomsten for Trondhjem rekognoseerede en kavalleriafdeling ved elven i Tiller. Her havde oberst Motzfeldt posteret sine dragoner paa forskjellige steder langs bredden og ladet stikke ild paa broen. Men det viste sig ogsaa ved denne leilighed, hvor lidet dragonerne var at stole paa. Det gevorbne kompagni, som stod længst nede, flygtede ved det blotte syn af fienden og slog sig ned paa en høide ovenfor, hvorfra de trods oberstens gjentagne befalinger ikke var at bevæge. Heldigvis afviste dog en afdeling af livkompagniet under lieutenant Brun fienden, som denne gang maatte vende om med uforrettet sag.
Den 19 novbr. fik Budde underretning om, at større fiendtlige afdelinger havde sat sig i bevægelse op mod Tiller over gaardene Stene og Udler. Han lod da sin broder oberstlieutenant Fredrik Budde og kapteinlieutenant Fritzner med 50 af Kruses dragoner rykke ud for at indhente efterretninger om fiendens forehavende. De havde allerede passeret Sundlandsbroen, 1½ fjerding fra byen, da de pludselig blev var, at en større svensk kavalleritrop havde indtaget broen og afskaaret dem tilbagetoget. Budde vendte om; da han kom i nærheden af Svenskerne, opfordrede disse ham til at overgive sig. „Jeg har ikke lært at give mig fangen, men at slaas!“ raabte Budde, sprængte i spidsen for sine mænd ind paa fienden og hug sig igjennem med tab af 9 mand døde og fangne. Buddes hest blev haardt saaret; men han undkom dog, da Kristiansstens kanoner snart hindrede enhver videre forfølgelse.
Nogle dage efter var den svenske hær i fuldt arbeide med at bygge flaadebro over elven. Tømmeret, som udfordredes hertil, fandtes i overflod ved Lerens store sagbrug, som laa lidt nedenfor. For paa samme tid at holde Nordmændene i aande streifede større og mindre afdelinger hver dag omkring byen, og da Budde frygtede for, at fienden skulde sætte sig fast paa de i Trondhjems umiddelbare nærhed liggende gaarde Bakke og Helgeseter, lod han dem afbrænde. Det vilde naturligvis være umuligt for Motzfeldt i længden at hindre overgangen; men paa grund af Svenskernes truende holdning vovede Budde ei at lade soldater af de regulære regimenter rykke ud, men opbød mandhusingerne af de nærmeste fogderier. Bønderne af Fosen negtede at adlyde; derimod kom 300 mand af Strindens og Guldals fogderi Motzfeldt til undsætning. Men det gik da ogsaa, som det kunde være at vente. Armfeldt kastede ved nogle kanonskud den største del af mandhusingerne paa flugten; de øvrige var med hensyn til terrain for ugunstigt stillede til at være istand til at udrette noget. Da broarbeidet d. 28 novbr. var fuldført, lod Motzfeldt, der i alt havde lidt et tab af 10 mand døde og saarede, bønderne gaa hjem, medens han selv med dragonerne drog op til Nyhuskleven i den hensigt at anlægge forhugninger der[36].
Maaske har de svenske generaler allerede før overgangen fattet beslutning om, hvor og paa hvilken maade forbindelsen skulde aabnes med Sverige og hovedhæren, der var falden ind ved Fredrikshald. For at fordrive de nordenfjeldske dragoner og siden udføre dette hverv satte de la Barre, Armfeldts næstkommanderende, først over med 10 kompagnier kavalleri, medens Armfeldt med resten af hæren i de nærmest paafølgende dage tog stilling paa Leinstranden, men derefter slog leir i bygderne Melhus og Flaa.
Strax efter overgangen opsnappede de la Barre en bonde, som Motzfeldt havde udsendt for at indhente kundskab om fiendens foretagender, og tvang ham til at være veiviser. Dragonerne nødtes til at vige for overmagten. Da Svenskerne kom til Kletbroen i Horg, fandt de den afbrudt; men en forræder, en norsk lieutenant, der var opvoxet der i egnen, viste dem et vadested over elven nedenfor kirken, hvorved de atter blev istand til at fortsætte forfølgelsen. Et forsøg, som Motzfeldt gjorde paa at anlægge forhugninger ved gaarden Soknes i Støren, maatte opgives, og han sendte nu i forveien befaling til almuen i Rennebo, Opdal, Kvikne og laset samt til bjergverksfolkene paa de sidste steder om at samles i Vangsgraven i Rennebo for at yde ham hjelp. Almuen i den førstnævnte bygd flygtede paa rygtet om fiendens komme, medens direktør Tax vel opbød bjergverksfolkene og bønderne i Kvikne og Inset, men inden han endnu var brudt op, var Motzfeldt allerede kommen til Bjerkaker. Da han her ikke fandt en eneste mand fremmødt, og han syntes, det var umuligt at fortsætte retraiten længere, udmattet, som hans korps var, opfordrede han sine officerer til at oppebie fiendens ankomst. Men da disse erklærede som med en mund, at de ei vilde kjæmpe mod en saa stor overmagt, maatte han strax drage videre for at naa Vangskleven samme aften. Svenskerne var da saa nær, at de i kleven angreb hans arrieregarde; men til al lykke for Nordmændene var de selv aldeles udmattede og derhos for uheldigt stillede til for alvor at indlade sig i kamp. De vendte da om til de nærmeste gaarde, medens Motzfeldts skare for den største del tilfods ilsomt flygtede over Dovrefjeld, hvor de afbrændte de fire fjeldstuer, Drivstuen, Kongsvold, Fokstuen og Jerkind, med den derværende fourage, og kom d. 4 decbr. til Sell i Gudbrandsdalen. De la Darre fortsatte forfølgelsen til Kongsvold, men nødtes af sterkt snedrev og mangel paa fourage til at trække sig tilbage til Opdal. Han ventede, at dragonerne med det første vilde komme igjen; men heri tog han feil. Motzfeldt havde mere end nok med at holde orden i sit udisciplinerede korps og at sørge for dets underholdning. Derhos svækkedes det ogsaa ved sterk sygdom og dødelighed, og strax over nytaar gik han i kvarter efter at have lagt nogle forhugninger i de mest udsatte egne af dalen. Forøvrigt lader det ikke til, at han har gjort det ringeste forsøg paa at tilføie fienden nogen skade[37].
De la Barre udskrev imidlertid i Opdal betydelige kontributioner af fourage og levnetsmidler, der siden førtes til hæren i Melhus, og i et patent dateret d. 24 novbr. (gl. st.) gjorde han ganske de samme løfter for fjeldbygdernes vedkommende som Armfeldt ved sine universalier af 24 august og 2 september. I Opdalspresten, den ryggesløse Nils Holby, fandt han en meget villig haandlanger.
Da Armfeldt nærede frygt for, at Motzfeldt i Rennebo skulde være istand til at byde de la Barre spidsen, havde han allerede fra Melhus sendt oberst Stiernschantz med et finsk regiment gjennem Orkedalen og Meldalen til Rennebo, dels for at angribe de nordenfjeldske dragoner i ryggen, dels for at dække de la Barres fremtrængen mod Røros og den svenske grænse[38]. Saasnart han var kommen til sit bestemmelsessted, brød de la Barre op fra Opdal.
I Kvikne havde direktøren for kobberverket Brostroph Tax ladet almuen i Tønset og Kvikne opbyde og Næverdalskleven forhugge, saasnart han havde faaet underretning om, at de la Barre agtede sig derhen, og at en svensk afdeling rykkede opover Orkedalen. Da fik han uventet bud fra presten Ole Tønder i Meldalen om, at det var et norsk korps paa 2000 mand, som hudde havde beordret at marschere til Rennebo for at afskjære og fange de la Barre med hele hans detachement. Hvorledes sammenhængen hermed egentlig har været, lader sig neppe nu oplyse. Men Tax følte sig fuldt forvisset om, at denne efterretning var overensstemmende med sandheden, sendte i sin glæde strax budskab herom til den paa Røros kommanderende kaptein Mentzonius og bad ham om understøttelse, for at han kunde blive istand til at yde Nordmændene en saa meget virksommere hjelp ved deres forehavende. Ihvorvel Mentzonius en stund synes at have næret nogen tvivl, besluttede han dog efter at have raadført sig med bjergfolkenes officerer at drage med soldaterne og kaptein Tønders bjergkompagnier ned til Holtaalen, hvor de med almuens hjelp skulde lægge forhugninger paa Dragaasen; thi der kunde nu ikke være anden fare for bjergverket, end at streifpartier fra den i Melhus staaende fiendtlige hær maaske vilde forsøge at trænge opover gjennem Guldalen. Derimod skulde hytteskriveren paa Tolgen, Henrik Flor, med det af ham kommanderede bjergkompagni og almuen af Tolgen og Dalsbygden gaa over Vingelfjeldet til Kvikne for at bringe Tax den forlangte undsætning.
Denne havde imidlertid ikke været istand til at vente saa længe. Efter at have bragt det tilvirkede kobber og verkets forraad i sikkerhed i gruben drog han med sine folk ned til Rennebo i det visse haab i forening med de ankommende Nordmænd at „knibe de store, sikre Svensker“, som laa i Opdal. Men til sin forfærdelse fik han nu se, hvor han var bleven narret. Det var Stiernschantz’s regiment. Hans folk kastede sig paa vild flugt. Der blev hverken tanke eller tale om at besætte forhugningerne. Tax og endel Tønsetbønder søgte tilflugt i gruben, medens de øvrige ilede hjem til sine gaarde.
Nogle dage efter, d. 14 decbr., kom de la Barre med 500 mand op til Kvikne. For lettere at finde underholdning til folk og heste i fjeldbygderne havde han ladet resten af sit kavalleri slutte sig til Stierschantz’s korps. Da han havde faaet vide, hvor Tax var at finde, begav han sig op til gruben og truede med at lade verket afbrænde, ifald han ei kom ud. Der var intet andet at gjøre. Tax og 32 Tønsetinger blev tagne tilfange, og forvalteren truedes til at paavise, hvor det tilvirkede kobber og de forskjellige forraad af levnetsmidler og ammunition var skjulte, og maatte med ed love at tage vare derpaa, indtil Svenskerne lod dem afhente. Efter at have været i Kvikne paa sjette dag tog de la Barre veien over fjeldet til Vingelen, hvor han lod fangerne gaa hjem[39].
Paa veien til Kvikne havde hytteskriver Flor af en flygtning faaet underretning om fiendens komme og hvad dermed stod i forbindelse. Bønderne fra Tolgen og Dalsbygden forlod ham strax, og da han ei fandt det raadeligt at binde an med de i enhver henseende overlegne Svensker, lod han sine mænd gaa hver hjem til sit og tog selv sin tilflugt til Tønset. – Paa grund af bjergkompagniernes opsætsighed havde Mentzonius, siden han forlod Røros, lidet eller intet kunnet udrette. Da han nu hel uventet fik høre, at fienden stod i Vingelen, var der intet andet for ham at gjøre end at lade skansen og de kongelige magaziner paa Røros opbrænde og kanonerne fornagle; men han tænkte fremdeles at holde sig en tid paa Dragaasen. Men nu forlangte bjergfolkene med saadan haardnakkethed at faa gaa hjem, at Mentzonius tilsidst maatte give efter, og da han ei kunde holde sig med sit ene kompagni her, hvor han havde fienden baade i front og ryg, opgav han forsvaret af Dragaasen og trak sig over Sælbo tilbage til Trondhjem.
Saaledes kom de la Barre uden at møde nogensomhelst modstand d. 21 decbr. til Røros, hvor han selv tog ind i direktør Bergmanns hus, medens hans mænd indkvarteredes paa bjergstaden[40].
Direktør Bergmann havde i det forløbne Aar ved flere leiligheder vist fædrelandet store tjenester. Men de sidste dages bratte omvexlinger og den spændende uvished, de medførte, berøvede ham al fatning, og da Svenskerne kom, viste han blind lydighed mod alle deres befalinger. Da de opsætsige bjergfolk strax efter vendte hjem, lod han saaledes paa generalens ordre deres vaaben og faner udlevere, ja sendte endog hytteskriver Flor bud om at gjøre det samme for sit kompagnis vedkommende. Allerede før ankomsten til Røros skal de la Barre have faaet nys om, at direktøren havde ladet 18 sk℔ kobber nedsænke i en af vand opfyldt schurf i Storvarts grube. Det udleveredes ogsaa, da Svenskerne truede med i modsat fald at lade verket dele den samme skjæbne, som det to gange tidligere under Gyldenløvefeiden havde fristet.
For at tilveiebringe forbindelse med Sverige befaledes bjergfolkene og bønderne af de tilstødende bygder at optrampe veien over Ruten til Herjeådalen, og det var den almindelige tro blandt Nordmændene, at der ad denne skulde fremføres beleiringsskyts til Trondhjem. Hele Guldalen var nu rømmet af de norske tropper, og posten til Sverige sendtes over Røros.
Det var vistnok de la Barres hensigt at opnaa kommunikation med den svenske hovedhær gjennem Østerdalen. Men her var der imidlertid dukket op en fiende, der var mægtig nok til at holde ham stangen. Da han nemlig nogle dage efter ankomsten til Røros sendte nogle ryttere hen for at afhente det i Kvikne grube efterladte bytte, fik de til sin store forundring høre, at de søndenfjeldske skiløbere dagen i forveien havde været der og bortført alt, hvad de kunde bringe med sig.
Det søndenfjeldske skiløberkorps var i begyndelsen af december maaned marscheret ned til Kristiansfjeld; men paa veien nedover blev det beordret at vende om for at forsvare Østerdalens nordligste prestegjeld. Samme dag, som Svenskerne ankom til Røros, naaede det til Tønset, og dagen efter stødte dets major, den bekjendte kjække partigjænger Even Kraft, der havde været i Kristiania, til det. Saasnart han af fogden Kristian Juel havde faaet besked om det i Kvikne efterladte bytte, drog han strax afsted med en del slæder og lod det føre til Kristiansfjeld. – Da han paa grund af det daarlige skiføre nærede frygt for at blive omgaaet i den aabne Tønsetbygd, trak han sig ned til den saakaldte Femmilsskov i Tyldalen, hvor han ved Midtskoven lod anlægge en forhugning, og ved opbud af bønderne fra de nærmeste bygdelag fik han her en styrke paa 500 mand samlet.
Da de la Barre modtog underretningen om skiløbernes komme, sendte han 250 mand under major Ramsay (Rumsee) til Tønset for at omgaa og afskjære dem. Af de forskjellige partier, som drog ud i dette øiemed, kom nytaarsaften 70 ryttere til gaarden Øverby i Tyldalen. Kraft fik bud herom, og da der tillige meldtes, at de havde ladet sig forlyde med, at de den følgende dag vilde angribe hans forhugning, besluttede han sig til at komme dem i forkjøbet. Han sendte da kapteinlieutenant Bonde og lieutenant Michael Meldahl med 50 skiløbere og ligesaa mange bønder opover med befaling om at overrumple de svenske ved midnatstid. Men disse nødtes af den gjennemtrængende kulde til at søge hus underveis, og angrebet skede derfor ikke før ved daggry, da fienden allerede var paa benene. I den korte kamp, som nu udspandt sig, blev den svenske ritmester Stockmann dødelig saaret, og hans mænd tog snart flugten med et tab af nogle dræbte og saarede. Skiløberne fulgte dem et stykke paa veien, men vendte saa om til gaarden, hvor de slog sig til ro og hvilede ud efter nattens anstrengende marsch. Men da det led ud paa eftermiddagen, kom Svenskerne tilbage med en betydelig forsterkning under major Ramsay, og nu var det ikke langt fra, at Nordmændene var blevne overrumplede og tagne tilfange. I største hast kom de dog i ly bag et ovenfor gaarden staaende gjerde. Nu blev kampen alvorligere. Skiløberne fik 6 saarede, men ogsaa paa Svenskernes side blev nogle sadler tomme. Tilsidst maatte dog fienden trække sig tilbage, og paa veien til Tønset nedsænkede han oppe paa Kjølen sine døde i Tvebottentjernet. Ritmester Stockmann førtes til Røros, men døde, inden han naaede did. Om aftenen vendte skiløberne tilbage til posteringen, hvor major Kraft ikke var synderlig tilfreds med deres færd. Men han holdtes ved en haardnakket sygdom i uvirksomhed, saa at dette blev det eneste sammenstød mellem de søndenfjeldske skiløbere og de svenske, ihvorvel Ramsay stod i Tønset indtil de la Barres opbrud og vedblev sine rekognosceringer gjennem Østerdalen.
Da veien til Herjeådalen var opbrudt, lod de la Barre ved generaladjutant Diedron det paa Røros tagne kobber og bjergkompagniernes vaaben og faner føre til Sverige. Verkets folk maatte gjenoptage sit arbeide i gruberne, medens de svenske soldater med god orden i de nærmeste bygder inddrev betydelige kontributioner af hø og levnetsmidler[41].
Vi vender os nu til den svenske hær, som havde leiret sig 2 mile fra Trondhjem. I de første dage efter overgangen havde Budde antaget, at den vilde vove en storm paa byen; men Armfeldt vilde vente, til isen ved den indtrædende kulde dannede bro over elven.
Det tryk, som øvedes paa byens næringsveie, ved at fienden saaledes okkuperede dens bedste opland, tjente visselig ikke til at bestyrke Buddes agtelse blandt borgerne. „Hvorfor gaar vore soldater ikke ud for at slaa fienden?“ hørtes der allevegne. „Nei, de har ikke hjerte nu som i gamle dage. Gud give, at Holger danske eller Roland eller Sterkodder havde levet! Det var karle, som kunde slaa ned for fode!“ – Man kan ei undres over, at borgerne var af den mening; den deltes ogsaa af flere af Buddes officerer, ja selv general Lützow lod falde ord i samme retning. Men Budde vidste godt, at han mod en saa overlegen feltherre som Armfeldt ved et udfald kun vilde være den tabende part. „Skulde jeg nu,“ skriver han til Lützow som svar paa en saadan bebreidelse, „have gaaet ud imod hans armé med et chor af 2000 mand og de herværende 300 dragoner, saa havde jeg herved ei andet profiteret, end at jeg af fiendens kavalleri fra byen var bleven couperet, som siden havde kommet mig til stort ansvar.“ Der var dog en af de høistkommanderende generaler, som forstod at vurdere Buddes fremgangsmaade efter fortjeneste. Det var den senere af det norske forsvarsvæsen saa høit fortjente feltmarschal Arnoldt. – Budde laa nemlig langtfra uvirksom i byen. Han søgte ved talrige mindre partier „at gjøre fienden madkurven tynd“. Den svenske hær foruroligedes ikke lidet ved dem, og patrouillernes styrke maatte stadig forøges. Smaa skjærmydsler hørte til dagens orden, og medens Nordmændene gjorde et stort antal fanger, var deres tab forholdsvis kun ringe. – Saaledes stødte lieutenant Mentzonius af Rappes bataillon i de første dage af december maaned paa en mindre svensk rytterafdeling, der dels blev nedlagt, dels tagen tilfange[42].
Strax efter overgangen udsendte Armfeldt den tidligere omtalte kaptein Långström med 24 ryttere for at bringe posten til Sverige. For saa meget som muligt at undgaa sammenstød med de norske streifpartier holdt han sig langs fjeldsiden og kom d. 6 decbr. om aftenen til Hegre i Stjørdalen. Et lidet stykke ovenfor laa forhugningerne i Forbygden, der i den senere tid bevogtedes af 62 mandhusinger, som skulde hindre kommunikationen mellem de erobrede skanser og Armfeldts hær. Da Långström den følgende morgen i graalysningen skulde gaa over elven strax nedenfor forhugningerne, gav bønderne ild, og Långström sank dødelig saaret af hesten; men forinden kastede han dog en pakke vigtige breve i vandet. Hans ledsagere undkom, men han selv døde nogle timer efter og blev af sine banemænd begravet i Hegre kirke. Brevpakken blev opfisket og bragt til Budde, som herved fik nøiagtige oplysninger om fiendens stilling[43].
De nordenfjeldske skiløbere foretog under sin major, Emahusen, forskjellige streiftog langs den svenske grænse i Selbo og Tydalen og gik stundom over til Holtaalen. Her var den mandige Johan Lobes prest. Han havde fra prædikestolen opfordret bønderne til at vise troskab mod konge og fædreland og af bedste evne at stræbe at tilføie fienden al den skade, de kunde. Da Armfeldt ved juletider sendte tre ryttere med breve til de la Barre paa Røros, underrettede han skiløberne derom, som da opsnappede dem. Men da de la Barre fik høre, hvad der var foregaaet, lod han presten føre i fangenskab til bjergstaden, hvor han maatte udstaa meget ondt af sult og kulde[44].
I begyndelsen af december skal der være gjort indfald i Snaasen af nogle regimenter, som efter fogden Helsings udsagn medbragte et større antal kanoner og mørsere. Men det er kun lidet sandsynligt, at de sluttede sig til Armfeldts hær, da man savner enhver underretning derom i de norske breve. Heller ikke nævnes der noget om, at det kom til sammenstød mellem dem og de partier, som Budde lod drage derhen.
Da det oftere hed, at Svenskerne var paa veien til Meldalen for at sætte sig i besiddelse af det derværende kobberverk, udsendtes 4 partier fodfolk og rytteri, hvert paa 30 mand, vistnok for den største del af de søndenfjeldske tropper. Hukkerten „Landsort“ og nogle skjærbaade, bemandede med søvante mandhusinger under den kjække, men ubesindige lieutenant H. A. Tønder, gik paa samme tid indover fjorden for at forurolige fienden paa Skaanes og i de omliggende prestegjeld, og det lykkedes dem at holde søen ren for fiendtlige baade[45].
I leiren omkring Melhus begyndte nøden snart at vise sig i den rædsomste skikkelse. I den haarde vinter kamperede soldaterne paa den aabne slette langs Gulelven, og den beskyttelse, som deres udslidte uniform afgav mod kulden, var kun ringe. Man ved endnu at fortælle om, med hvilken begjærlighed soldaterne greb ethvert slags klædningsstykke, som de kunde overkomme paa gaardene. De okkuperede bygder var snart aldeles udsugede for levnetsmidler og fourage, og Armfeldts befaling i hans aabne brev af 26 november (gl. st.) havde vel neppe stor frugt. Af de afdelinger, som udsendtes til de omliggende bygdelag, kan foruden de omtalte under de la Barre og Stiernschantz nævnes en, som tog stilling paa Bynesset, og en anden paa 400 ryttere under oberst Maidel, der skulde trænge frem til Surendalen, men som, forinden den naaede derhen, blev aldeles opreven af Buddes udsendte partier og bønderne af Nordmøre fogderi. Formodentlig har disse afdelinger ogsaa været detacherede i andre øiemed end at sørge for tilførsel alene, men i hvilke kan man ei sige med sikkerhed[46]. De forraad, som saaledes bragtes tilveie, kan dog ikke have forslaaet til at skade hæren selv nogenlunde nødtørftig underholdning. Da alle kverne og møller var ødelagte af Nordmændene, maatte soldaterne nøies med at udbløde kornet i vand og æde det helt, som det var. Det kan saaledes ikke være at undres over, at de bortreves i stort antal af de grasserende sygdomme. Da Armfeldt anden gang rykkede frem med Trondhjem, bestod hans hær vistnok af henved 12,000 mand. Den 11 decbr. havde han af friske kun 5,320 mand tilbage. Kavalleriets og trotsets heste styrtede i masse af sult og overanstrengelse.
Ikke desmindre forstod dog Armfeldt under disse ulykkelige forhold at opretholde ordenen og disciplinen. Klüwer fortæller saaledes et ret betegnende træk af hans retfærdighed. Paa marschen mod Trondhjem brød en marodeur af et af de huske regimenter ind paa en plads i Hummelvigen, hvor han dræbte konen og røvede, hvad der fandtes i huset. Armfeldt lod nogle bønder af bygden føre forbryderen ind til Trondhjem med anmodning til Budde om at lade ham straffe efter landets lov. – De bestemte kontributioner inddreves med strenghed; men forøvrigt behandledes almuen meget mildt, hvorom de samtidige breve og beretninger samt de endnu opbevarede sagn bærer vidnesbyrd[47].
Man skulde vente, at tilstanden blandt besætningen ti Trondhjem var meget bedre end i den svenske hær, da den ved den omtalte store tilførsel og den uhindrede søfart maatte synes at være sikret mod at lide hungersnød. Dette var dog ingenlunde tilfældet. Den nys ansatte krigskommissær, Peter Holst, havde allerede i den korte tid, han havde virket, lagt sin uduelighed for dagen. Til trods for den gode høhøst havde han ei sørget for at faa de af bygderne udskrevne naturalydelser inddrevne, og hvis ikke stiftsbefalingsmanden, I. v. Ahnen, havde taget sig af sagen, vilde rytteriets heste have staaet i fare for at styrte af sult. Heller ikke havde han draget den ringeste omsorg for at tilveiebringe sulvarer, og Budde, som først fik efterretning herom, da ban med sine tropper rykkede ind i byen, kunde naturligvis i den korte tid før fiendens komme ikke faa samlet nok til hærens behov under en maanedlang beleiring. Stort bedre bevendt var det heller ikke med proviantforvalter Aage Hagens duelighed, og det var derfor ikke at undres over, at baade officerernes og soldaternes forbitrelse vendte sig mod disse mænd, ja det gik endog saa vidt, at den hidsige kaptein Coldewin, formodentlig i harme over en forsømmelighed fra Hagens side, tildelte ham en saadan korporlig revselse, at han blev nødt til at holde sengen i længere tid; men selv Budde syntes, at det blot var straf som fortjent[48].
I løbet af november maaned slap pengene i de offentlige kasser op, saa at soldaterne ei kunde faa sin løn udbetalt. I sin nød henvendte Budde sig til byens borgerskab med bøn om at faa optaget det laan, som det i begyndelsen af aaret havde afslaaet. Men generalens popularitet var nu ganske forsvunden, og han modtog derfor kun det lidet trøstelige svar, at først maatte de i de foregaaende aar optagne laan betales, inden et nyt kunde faaes. Et forsøg paa at erholde kredit paa sulvarer til besætningens underholdning strandede ogsaa, og det nag og had, som tidligere havde været mellem byens borgerskab og den høistkommanderende for de nordenfjeldske tropper, opvaktes paany. Det eneste, som Budde nu kunde gjøre, var at angribe regimenternes lægdskasser, forat soldaterne kunde faa anledning til at skaffe sig kraftig føde paa den haarde aarstid; thi fra magazinerne udleveredes nu alene brød, mel og salt. Det var kun med stor vanskelighed, at flaaden blev forsynet med, hvad den behøvede, og besætningen paa den af Bergens magistrat udrustede fregat gjorde allerede i begyndelsen af december forberedelser til at vende hjem, da den her maatte frygte for at omkomme af hunger.
En stor del af byen laa efter de sidste ildebrande endnu i aske, og desuden var de øvrige huse aldeles overfyldte ved, at forstædernes befolkning var flyttet ind. Soldaterne maatte derfor kampere paa de aabne pladse i byen. Da elven først i december begyndte at tilfryse, sattes de til at holde den aaben ved isning. Alt dette i forening fremkaldte snart en epidemi, der bortrev mangfoldige af bybefolkningen og besætningen. Klüwer fortæller, at af den sidste døde 1,500 mand, og deri er der visselig ingen overdrivelse, da Budde d. 31 decbr. beretter, at han havde over 2000 syge, og at der ei hengik nogen nat, uden at 50 mand angrebes af epidemien. Flere kompagnier havde 40 døde; den gevorbne garnison mistede 60 mand. Størst var dog dødeligheden blandt landdragonerne, af hvilke over halvdelen skal have tilsat livet i Trondhjem. Flere af officererne afgik ved døden i aarets sidste maaneder; mest beklagedes tabet af den dygtige oberst Meitzner og oberstlieutenant Dietrichsen. – Denne sterke afgang blandt tropperne var Budde den farligste fiende; det hjalp ham ei stort, at magazinerne endnu var forsynede for 3–4 maaneder, og denne ellers saa jernfaste mands mod begyndte at vakle under disse tryk. „Gud se i naade ned til os!“ er den stadige slutning paa hans breve henimod aarets udgang. Men sikkert er det dog, at fienden endnu vilde have fundet i ham en haardnakket modstander, inden Trondhjem faldt i hans hænder.
Det er ei utænkeligt, at Armfeldt i den nærmest paafølgende tid vilde have vovet en storm paa byen. I leiren ved Melhus arbeidedes der nemlig paa stiger og andre dertil fornødne redskaber, og ifølge de norske beretninger skal han daglig have ventet beleiringsskyts fra Sverige eller hovedhæren. Men af dennes foretagender og fremrykken var den jemtlandske hærs skjæbne aldeles afhængig[49].
Den svenske hovedhær var i de første dage af november i tre afdelinger rykket ind i det søndenfjeldske og havde leiret sig udenfor Fredrikssten. Denne festning var i Karl XII’s øine landets nøgle, og naar den først var erobret, haabede han, at Norges erobring skulde foregaa uden større vanskeligheder. – Det gik imidlertid ikke saa hurtigt som paaregnet. Først d. 8 decbr. faldt fortet Gyldenløve efter et heltemodigt forsvar. Arbeiderne i løbegravene stødte paa hindringer; men da de omsider var komne festningen paa 280 skridt nær, saa at anlægget af batterier kunde paabegyndes, rammedes kongen om aftenen d. 11 decbr. (30 novbr. gl. st.) af den kartetschekugle, der gjorde ende paa hans eventyrlige og daadrige liv. – I de følgende dage trak den svenske hovedhær under prins Fredrik af Hessens kommando sig ud af Landet, saa at der d. 20 decbr. ikke fandtes en eneste fiende i det sydlige Norge.
Saasnart Lützow d. 23 decbr. fik budskab herom, udkastede han strax følgende plan for at afskjære Armfeldt og hans hær fra tilbagetog. Generalmajor Gaffron beordredes med 4 batailloner infanteri og 100 mand kavalleri opover til festningen Kristiansfjeld i Elverum for at gjøre en ende paa de la Barres udsendte rytterpartiers streiftog ned gjennem Østerdalen. Imidlertid skulde generallieutenant grev Sponneck saa snart som muligt samle et korps ved Skjeberg, og deres samlede styrke, der i alt vilde løbe op til 6000 mand, skulde gjennem Østerdalen rykke op til det nordenfjeldske for at møde Armfeldt paa tilbagetoget, medens Budde paa samme tid rykkede ud af byen og fulgte ham i hælene for at true hans ryg og flanke.
Lützows skrivelse kom Budde i hænde d. 30 decbr. Men allerede 2 dage i forveien havde Armfeldt fra Sverige faaet efterretning om kongens død og maaske tillige rigsraadets befaling af 9 (ɔ: 20) decbr. om at vende tilbage[50].
I et krigsraad, som Armfeldt strax skal have sammenkaldt, blev det besluttet, at man skulde holde kongens død hemmelig for soldaterne, og sandsynligvis fattede man her tillige bestemmelse om at lægge tilbagetoget ad den nærmeste vei over Tydalen til Handøl i Jemtland[51].
Den følgende dag brød hæren op fra Melhus og Horg og tog veien opover Guldalen medbringende hele bagagen, hvorimod de forarbeidede stormstiger blev efterladte.
Generaladjutant Marcks v. Würtemberg sendtes fra Melhus med befaling til de paa Skaanes og Stene staaende besætninger om at tiltræde tilbagetoget. Disse solgte først ved auktion til de omboende bønder, hvad de havde samlet i magazinerne, krævede tilbage som brandskat de rede penge, hvormed de modtagne varer var betalte, sprængte kanonerne, stak ild paa befestningerne og trak sig d. 9 januar over Sul tilbage til Sverige. Øverst oppe i Værdalen stødte et regiment under oberst Stålbue (?) til dem. Denne afdeling skal paa veien over fjeldet have lidt adskilligt tab, dog naturligvis langt fra saa stort som 2000 mand; thi de herværende besætninger udgjorde neppe en saa stor styrke[52].
I de første dage foregik Armfeldts marsch kun meget langsomt, forat de forskjellige detacherede afdelinger kunde slutte sig til hæren. Veiret var koldt og klart, saa at elve og myrer var tilfrosne, og markerne » var ganske fri for sne. „I mands minde,“ heder det i Buddes rapporter, „er der ingen vinter falden saa liden sne som nu.“ Der kunde saaledes ikke være mulighed for Budde at angribe fienden med sit hele korps, der var saa medtaget i løbet af vinteren; men han nøiede sig med at udsende streifpartier i større antal end nogensinde før for at allarmere fienden og opsnappe efternølerne. Et saadant parti under lieutenant Beufre opsnappede paa gaarden Fossum i Horg en svensk trop paa 20 mand under lieutenant Ulfsparre.
Der var dog intet, som mere græmmede Budde, end at skiløberne af mangel paa føre maatte holde sig i uvirksomhed. De havde i slutningen af decbr. maaned taget stilling i Tydalen i en ikke langt fra Hillemo bro opkastet skanse. Den 4 januar kom en svensk afdeling paa 200 mand fodfolk og rytteri under major v. Fieandt derhen, som over fjeldene skulde føre en del slæder med proviant og brændevin til Armfeldt og sandsynligvis ogsaa havde opbrudt veien fra Handøl til Tydalen. De blev angrebne af skiløberne; Fieandt blev saaret; hans mænd flygtede tilbage over fjeldet og efterlod nogle slæder og den medbragte post i fiendens hænder.
Hvorvidt Armfeldt har faaet underretning om den af Lützow udkastede plan, eller hvorvidt han har forudseet disse foretagender fra Nordmændenes side, lader sig vel vanskeligt nu afgjøre. Saa meget fremgaar dog af de forhaandenværende norske breve, at han neppe – som almindelig antaget – fra først af har tænkt at lægge tilbagetoget over Røros og Rutefjeld ind i Herjeådalen. Denne vei var næsten dobbelt saa lang og i det mindste lige saa besværlig, som veien over Tydalsfjeldene under sedvanlige forhold pleiede at være, og der er slet ingen rimelighed for, at han har tænkt paa at vende tilbage over Værdalen, alene af den grund, at denne marsch vilde gaa gjennem øde og aldeles udarmede bygder[53].
Allerede paa veien opover Guldalen sendte han de la Barre befaling om at støde til hæren med sin afdeling. Det sagdes siden, at denne ei havde billiget planen om at foretage retraiten over den ubefolkede og uveisomme strækning; men han drog dog hurtig de til Tønset sendte ryttere til sig og brød om morgenen d. 6 januar op fra Røros. For direktør Bergmann skal han have ladet nogle ord om sine mørke anelser falde. „Hellere vilde han have kjæmpet med de ankommende Nordmænd end gaa tilfjelds i den sterke kulde og finde en mere haard død.“ Ved Dragaasen stødte han til Armfeldts hær, som netop var ankommen, og sendte presten Johan Lobes til hans hjem.
Fra Holtaalen gik hærens marsch over fjeldet Bukhammeren til Frolen i Selbo. Avantgarden kommanderedes af generalmajor Horn og oberstlieutenanterne Glansberg og Cronstedt. En af de svenske ryttere i bagtroppen blev skudt af en bonde, og da Armfeldt frygtede for, at almuen vilde forurolige hans tilbagetog, vilde han føre presten Lobes, hvis dristige prædikener han ansaa for at være ophavet hertil, med sig i fangenskab til Sverige. Men da de udsendte ryttere fandt presten i en saa sørgelig forfatning, at han neppe kunde udholde en saadan reise, nøiede de sig med at udpresse en betydelig sum penge i brandskat[54].
Paa den tre mile lange strækning fra Holtaalen til Frolen skal hæren have mistet 200 mand ved, at en afdeling gik vild og for den største del omkom af sult og kulde. Skiløberne trak sig ved fiendens ankomst til Frolen tilbage til Selbo, og den af dem opførte skanse blev ødelagt.
Allerede dagen efter stod Armfeldt i Tydalen ifærd med at træffe foranstaltninger til at iverksætte overgangen over fjeldet. Fra Østby, den øverste gaard i denne bygd, til Handøl i Jemtland er der fem norske eller, som man almindelig regner, noget over otte fjeldmile. Veien var vistnok meget besværlig, dog langt fra i den grad, som man gjerne forestiller sig. Under Gyldenløvefeiden havde general v. Hoven i høsten 1677 ad denne vei rykket ind i Jemtland, og i det følgende aar kom generallieutenant Karl Sparre ligeledes herover paa sit berygtede herjetog mod Røros, der søger sin lige selv blandt denne krigs rædsler. Mindet herom levede endnu i dalen og drev bygdens folk bort til de langt afsides liggende setere. Kun med nød og neppe fik man fat paa to bønder, som blev tvungne til at være veivisere. Den ene af dem var Lars Østby, en graahærdet mand, der fra barnsben af havde vanket om paa fjeldene paa jagt og falkefangst, og som i det forløbne aar havde bragt Nordmændene efterretninger om fiendens foretagender.
Hærens fortropper satte sig d. 11 januar (nytaarsaften efter gl. stil) i bevægelse fra gaarden Østby opover fjeldet og leirede sig om aftenen ved foden af Øifjeldet paa en myr, som endnu bærer navn af Svenskemyren eller Svenskeleiren. Den følgende dag rykkede den øvrige del af hæren efter. Neppe var den kommen op paa fjeldet, før der brød løs et forfærdeligt uveir med storm og kulde, der slog soldaterne lige imod. Veien gik ind under Øifjeldet, som de havde paa høire haand, over en høide til Sankaadalen, ned gjennem denne til Øisandsøen, der ligger 2 mile fra Østby, hvor der blev slaaet leir. Underveis var dere omkomne af kulden, og i løbet af denne nat skal især rytteriet have lidt adskilligt. Alle de norske fanger, som fulgte med fortropperne, døde der med undtagelse af 5 dragoner, som var tagne tilfange i træfningen ved Sundlandsbro. Disse blev den følgende morgen frigivne af Armfeldt og fik tilladelse til at vende tilbage fra fjeldet, hvilket de og lykkelig gjorde. „Om morgenen i dagningen, när resan vidare skulde anträdes, funnos några hundrede ihjelfrusna, af dem en del stode tät inntill hvarandra, liksom lefvande, men när man stötte litet på dem, ramlade de döde öfver ända likasom stoder.“ – Uveiret rasede lige voldsomt og var nu saa meget farligere, som marschen gik over den vidstrakte og 2 mile lange slette Enbogen. Her kunde man paa grund af snedrevet ikke se de opsatte varder, og saaledes forvildede nogle afdelinger sig bort fra hæren; enkelte soldater kom endog ned i de norske bygder Selbo, Klæbo og Meraker, hvor de efter sagnet skal have lidt en grusom død under de forbitrede bønders hænder. Hestene styrtede i stort antal, og en mængde bagage- og ammunitionsvogne samt de medbragte feltstykker maatte her efterlades. Den ene af veiviserne døde den første nat, og Lars Østby skal efter sigende have gjort alt, hvad han kunde, for at lede de svenske vild. Den anden aften slog hæren leir paa Enaelven, hvor optrinene fra den foregaaende nat gjentog sig. – Da de faa gaarde, som fandtes i Handøl- og Wallombygden, langtfra vilde være tilstrækkelige til at yde hele hæren ly, besluttede Armfeldt sig den følgende morgen til at dele hæren i to afdelinger. Medens den ene fulgte Enaelvens løb til Handøl, skulde den anden (formodentlig under generalmajor Yxkull) gaa over Snasahøgarne forbi Annsjøn til de mere tætbyggede dele af Åre sokn. Armfeldt og Horn førte den første afdeling og kom om aftenen frem til Handøl. Men selv til disse soldater fandtes der ikke rum nok paa disse gaarde, og mange tilsatte livet i den strenge kulde udenfor husvæggen. Men allerede nogle dage efter var den største del af hæren samlet i egnen omkring Dufve skanse, og herhen kom lidt efter lidt ogsaa forskjellige smaa afdelinger, der havde vanket om paa fjeldet i 4–6 dage[55].
Da uveiret havde lagt sig lidt, kom Emahusen med sine skiløbere op paa fjeldet. Af et brev, som han kort efter skrev, hidsættes:
„– – Jeg er ikke istand til at skildre den svenske hærs undergang saaledes, som jeg har seet den. – – Paa hele fjeldet er der ingen ved at finde, og da de sidste marscherede op paa fjeldet, begyndte uveiret, som vedvarede paa fjerde dag. Det var et sørgeligt og gyseligt syn! Menneskene laa døde i hobe paa 30, 40, 50 og flere, i fuld mundering med randsel paa ryggen, nogle med geværet i armen; andre laa døde ved veien med mad i haanden, ja endog i munden; rytterne stod paa hovedet i sneen langs veien, saaledes som de var kastede af hestene, mange havde slaaet kolberne af sine geværer for at gjøre op ild med – nei, jeg kan ikke beskrive det! Jo længere man kom op paa fjeldet, des flere døde mennesker og heste fik man at se. Blot faa saavel af kavalleriet som infanteriet kan være.komne over fjeldet; de, som er det, maa være forfrosne, hvad rang de end indehar; thi uveiret og kulden var altfor gjennemtrængende – –“[56].
Endnu 22 aar senere stod dette syn levende for hans øine. „Jeg saa – skriver han – vel den halve del af folkene og en hoben heste ligge død paa fjeldet og nogle hundrede heste omkringløbende med sadel og fuld eqvipage, hvilke ikke andet kunde end maatte krepere. Man kan tænke, til hvad yderlighed nøden gik, at, da fjeldet var bart uden skov, havde den gemene mand af mangel paa brænde slaget skjæfterne fra deres gevær, lagt dem i dynge tilsammen og gjort en ild op deraf for at varme sig ved; jeg fandt sommesteds folkene, ligesom de havde lagt sig om ilden, døde.“
Skiløberne medbragte fra fjeldet flere læs geværpiber, sabler og andre gjenstande. De efterladte kanoner, deriblandt de tre, som var tagne ved Stene, blev ogsaa Nordmændenes bytte. Efter dem kom bønderne fra de tilstødende bygder for at plyndre, og paa flere gaarde skal der endnu findes forskjellige værdifulde sager, som hidrører fra denne begivenhed.
Paa Enbogen, næsten helt nede ved grænsen mod Meraker, fandtes liget af en høitstaaende officer, hvis forgyldte kaarde og breve bragtes til Budde. Hvem det har været, ved man ei med bestemthed at sige. Sandsynligvis har det ikke været nogen anden end Armfeldts næstkommenderende, generallieutenant de la Barre[57]. Af andre officerer omkom oberst v. Gerdten, overkommissær Werling og fortifikationskaptein Oxenstierna.
Under almindelige veirforhold vilde Armfeldts tilbagetog have været lige saa beundringsværdigt, som hans indfald havde været. Det har dog væsentlig kun vakt opmerksomhed ved de overdrevne forestillinger, man har havt om det tab, som hans hær skal have lidt paa veien over fjeldet. Saaledes har man i almindelighed anslaaet det til 4000 mand, ja enkelte har endog paastaaet, at kun 5–700 mand vendte uskadte tilbage fra Norge. Norberg opgiver tabet af soldater til 600 døde, 200 af kulden skadefrosne og 300 syge foruden den største del af trotskuskene. Sandsynligvis har han havt authentiske dokumenter at støtte sig til. Dette bestyrkes end mere ved en liste, som findes i det norske rigsarkiv, og om hvis paalidelighed der ikke kan være tvivl, naar man sammenligner den med de af I. Manekell i „Uppgifter rörande svenska krigsmagtens styrke etc.“ meddelte oplysninger. Efter den stod der i juli eller august maaned 1719 ved Gefle 871 mand kavalleri og 4,504 mand infanteri[58]. En nøiagtigere undersøgelse med hensyn til, hvilke tropper hørte til den jemtlandske hær, vil maaske end bedre bevise sandheden af Norbergs udsagn.
Det er paafaldende, hvorledes rygterne i Sverige fra tid til anden forstørrede denne hærs tab. Medens det i marts maaned berettedes fra Stockholm til Norge, at den største del af den var vendt tilbage, hed det henimod aarets udgang, at 7000 mand var omkomne paa fjeldet. Det er derfra, at de misvisende underretninger er komne over i de norske og danske fremstillinger, og derfra igjen over i de svenske. Strax efter tilbagekomsten fjernedes Armfeldt fra overkommandoen, men ihvorvel han udnævntes til landshøvding i Viborg, tiltraadte han dog aldrig dette embede, men blev staaende som chef for sit regiment, hvor han under general Hamilton det samme aar deltog i Sveriges forsvar mod Russerne. Medfører Fants sigende sandhed, at Armfeldt og den jemtlandske hær var Karl Fredrik hengiven, har man maaske i alt dette et vidnesbyrd om, paa hvilken maade den nye regjering søgte at vinde terrain.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |
- ↑ Relationer om de svenskes campagne og marsch udi Norge 1716–18 (T.hjems videnskabsselskabs bibl. mskr. 192. 4.), cfr. Tønder, Norske saml. II, s. 522.
- ↑ I en samtidig optegnelse i rigsarkivet nævnes det viborglenske regiment som blot bestaaende af en eskadron under oberstlieutenant Jung.
- ↑ I samme optegnelse nævnes oberst Stiernschantz som chef for dette regiment (cfr. bilag til Buddes brev af 1 oktbr. 1718).
- ↑ Sammesteds siges en bataillon deraf under oberstlt. v. Essen at have fulgt med hæren.
- ↑ E. M. Fant, Utkast til svenska historien II, s. 122, cfr. Tønder, N. saml. II, s. 526.
- ↑ Major Meyers relation af 29 septbr. 1718. Dalregimentet nævnes desuden blandt de ved Gefle i 1719 staaende tropper, der havde deltaget i dette tog. – Det var almindelig troet blandt Svenskerne i den første tid efter indfaldet, at generalmajor B. F. Zøge medfulgte denne hær, og ved overløbernes beretning kom denne feiltagelse over i Buddes rapporter af 24 septbr. og 1 oktbr. Tønder, N. saml. II, s. 520. Klüwer s. 65.
- ↑ Tønder, N. saml. II, s. 523–24. Klüwer s. 53. Budde til Lützow 20 juli. Kundskaber fra Sverige 8 og 16 aug. Peder Thorkelsens brev til kaptein Schulz om Lars Østbys beretning 5 aug. 1718.
- ↑ Regimenternes lister. Motzfeldts brev til Lützow 31 oktbr. 1718. Major Ramms brev til Wedel 8 febr. 1718. Lister over Trondhjems borgervæbning (28 novbr. 1718) i T.hjems stiftsarkiv.
- ↑ Blot som exempler anføres: Premierlieutenanten ved garnisonskompagniet Tejelgaard var 80 aar gammel, og sekondlieutenanten led af sten og podagra. Af artillerikompagniets officerer var ingen under 70 aar. Den ene, Koplow, døde 1719 af alderdomssvaghed, den anden, Hiorth, havde i flere aar været sengeliggende, og den tredie, Balsløw, var kun nu og da istand til at forrette tjeneste. Flere af officererne, f. ex. J. W. Klüwer (den ældre) og Fredrik Oldeslohe, havde deltaget i Gyldenløvefeiden. Den store afgang blandt officererne nordenfjelds efter den ved kgl. skrivelse af 11 novbr. 1718 paabudne undersøgelse viser bedst, hvorledes forholdene var.
- ↑ Dette regiment, der stod under Myhlenpfort, blev først i januar 1719 virkelig oprettet; men Myhlenpforts bestalling som oberst er dateret 24 decbr. 1717 og 4 marts 1718.
- ↑ Kgl. skrivelse til Wedel 20 mai 1718 med vedlagte breve fra oberst G. F. v. Myhlenpfort af 16 april s. a.
- ↑ Breve i Trondhjems stiftsarkiv og forskjellige skrivelser i rigsarkivet i en pakke med paaskrift: De trondhjemske festningsverker vedkommende.
- ↑ O. F. v. d. Osten til Sverdfeger 26 decbr. 1716. Myhlenpfort til Cicignon og Arnoldt 1718. Meitzner til samme 30 septbr. 1718. Brev fra Erik Madsen til I. v. Ahnen 8 juni 1718 (i T.hjems stiftsarkiv).
- ↑ Brev fra v. d. 0sten til Lützow 18 juli 1718. Wedel til Wind 13 novbr. 1717 (kopi). v. Ahnen til Wedel 25 deebr. 1717 og 26 marts 1718. D. Sverdfeger til Wedel 15 jan. 1718. v. Ahnen til fogderne 21 oktbr. og 6 novbr. 1717, samt 27 febr. 1718 (kopier i T.hjems stiftsarkiv). Klüwer s. 35, 26. Tønder, N. saml. II, s. 522–24.
- ↑ Slotslovens skrivelse af 17 decbr. 1717 til Trondhjems magistrat og stiftsbefalingsmand (i T.hjems stiftsark.). Wind til Wedel 1 og 8 jan. 1718. Trondhjems borgerskabs memorial af 24 marts 1718 (kopi i stiftsarkivet).
- ↑ Kgl. skrivelse til Wedel af 21 marts 1718. Wind til Wedel 16 april og 2 mai.
- ↑ Budde til Wedel 6 april, 14 og 21 mai 1718.
- ↑ Budde til Lützow 2, 16, 20 og 29 juli, 5 aug. og 7 septbr. 1718. Hjort, Beskrivelse over Røros kobberverk, s. 160–62. Klüwer s. 36. Tønder, N. saml. II, s. 524–25.
- ↑ Buddes brev til Lützow 1 septbr. med vedlagte demonstration fra oberstlieutenant Huitfeldt af 29 aug. Tønder, N. saml. II, s. 524.
- ↑ Bergmans kundskaber af 28 septbr. Armfeldts brev til kong Karl 2 septbr. (gl. st.) i „kildeskriftfondets“ samlinger.
- ↑ Af denne vei sees endnu tydelige spor i Kraaklierne, ved foden af Hermanssnasen, i Faanetdalen og flere andre steder.
- ↑ I Buddes relation til kongen (N. saml II, s. 549) staar der ved feillæsning møllen og Wolla for Molden (i daglig tale Molla). Ved denne gaard sees spor af forhugningen. En evje i elven nedenfor kaldes endnu til minde om disse begivenheder Svenskehullet.
- ↑ N. saml. II, s. 549 fg. Enslydende skrivelse til Lützow 16 septbr. Armfeldt til Karl 2 septbr. (gl. st.). v. Ahnen til slotsloven 14 septbr. (kopi). v. d. Osten til Lützow 14 septbr. Klüwer s. 38–40. Tønder, N. sml. II, s. 526–27. L. D. Klüwer (Norske mindesmerker, s. 69) fortæller det endnu almindelig kjendte sagn om dragonen Stor-Ingvald.
- ↑ Norberg, Karl XII’s historia II, s. 670, sp. 1. Tønder nævner (N. saml. II, s. 528) med gode grunde oberstlieutenant Junge som kommandant. Han afløste maaske i slutningen af oktober Bildstein i hans stilling.
- ↑ Armfeldt til Karl 6 septbr. (gl. st.). Budde til Lützow 10 septbr. Klüwer s. 40 fg. Tønder, N. sml. II, s. 529.
- ↑ Buddes breve til Lützow 24 og 28 septbr. samt 1 oktober (med vedlagte journalextrakter). Armfeldt til Karl 23 septbr. (gl. st.). Brev fra Inset (direktør Tax) 13 og 25 septbr. Nils Krogs brev af 17 septbr. (militært tidsskrift b. 25). Trondhjems raad til slotsloven 24 septbr. Klüwer s. 41, 48 fg. Tønder, N. saml. II, s. 529 fg.
- ↑ Breve fra Kragh til Lützow 20, 22 og 26 septbr. Forhandlinger mellem Lützow og generalerne i anledning af Armfeldts indfald (et hefte med forslag og resolutioner). Slotsloven forhandlingsprotokol under 23 og 30 septbr. (skrivelser til Bergens magistrat), 10 oktbr. og 9 decbr. (til Trondhjems magistrat). Bergens magistrat til slotsloven 14 oktbr. Brev fra Kruse til Cicignon og Arnoldt 27 septbr. Brockenhus til Lützow 27 septbr.
- ↑ Budde til Lützow 11 oktbr. Brockenhuus til Lützow 17 oktbr.
- ↑ Budde. breve til Lützow 28 septbr., 1 og 4 oktbr. v. d. Osten til Lützow 3 oktbr. Armfeldt til Karl 23 septbr. (gl. st.). Tønder, N. saml. II, s. 530. Klüwer s. 55 og 70 fg., hvor Buddes plan med urette henføres til en senere tid.
- ↑ Budde til Lützow 11 og 18 oktbr. v. d. Osten til Lützow 10 oktbr. Brev fra Trondhjem (oberst Storm?) 10 oktbr. (vedlagt skrivelse fra Gaffron til Lützow 15 oktbr.). Armfeldt til Karl 29 septbr. og 5 oktbr. (gl. st.). David Thomessøn til oberbergamtet 14 oktbr. Klüver s. 42–44. Tønder, N. saml. II, s. 528.
- ↑ Peder Storch levede endnu i 1728, men hans livsomstændigheder forøvrigt er aldeles ubekjendte.
- ↑ Budde til Lützow 11, 18, 22 og 28 oktbr., 5 og 7 novbr. v. d. Osten til Lützow 8 oktbr. David Thomessøn til oberbergamtet 14 oktbr. Klüwer s. 45–49, 57. Relationer om de svenskes campagne og marsch 1710–18. Kundskaber fra Høland 10 oktbr. Brev fra Fredrikshald 12 oktbr. Armfeldt til Karl 5 og 10 oktbr. (gl. st.).
- ↑ Karl til Armfeldt 16 oktbr. i K. af Lundblads Karl XII’ historia II, s. 503.
- ↑ Budde til Lützow 12 og 15 novbr. Brockenhuus til samme 5 novbr. Klüwer s. 49–53. Desværre er præsident Collins brev af 8 decbr. 1718 (vid. selsk. bibl. fol. 57), der vilde have givet den bedste oplysning om troppernes postering, bortkommet af bibliotheket.
- ↑ Budde til Lützow 19. novbr. Tønder, N. saml. II., s. 532, hvor „Hvide Ørn“ maaske er forvexlet med „Hvide Falk“, der først var bestemt derhen (cfr. slotslovens brev til v. Ahnen 10 oktbr.). Klüwer s. 50, hvor hukkerten Leoparden maa bero paa misforstaaelse. Garde, Efterretninger om den danske og norske sømagt II, s. 388.
- ↑ Budde til Lützow 19, 22, 26 og 29 novbr. samt 20 decbr. Motzfeldt til Lützow 3 og 21 decbr. Direktør Tax til foged Kristian Juel 1 decbr. Klüwer s. 54–01. Tønder, N. saml. II, s. 582 fg.
- ↑ N. saml. II, s. 554 fg. Motzfelds breve til Lützow 3, 10, 15 og 30 decbr. med vedlagte efterretninger om fiendens foretagender og dragonernes og bøndernes forhold. Motzfeldt til Bertouch 28 decbr. Tax til Juel 2, 4 og 7 decbr. Juel til Lützow 7 og 15 decbr.
- ↑ At det var de la Barrers bestemmelse at vende sig mod Røros, saasnart Motzfeldt var fordrevet, fremgaar af Motzfeldts brev til Lützow 15 decbr. (bilag) og Tax’s til Juel 7 decbr.
- ↑ Budde til Lützow 14 decbr. Juel til Lützow 20 og 21 decbr. Henrik Flor til kapteinlieutenant Bonde 21 decbr. Tax til Juel 4 og 11 decbr. Brev fra Røros (direktør Bergmann?) 18 decbr. Abr. Drejer til rentekammeret 21 jan. 1719. David Thomesesøn til oberbergamtet 2 april 1712. Presten Johan Buschmanns brev af 15 juli 1722 (vedl. Østerdalen fogedregnskab for 1719). Examen og inqvisition paa tab af gods og eiendom samt dets værdi, foraarsaget ved de svenskes indfald N. 18–12 (Orkedals fogderi).
- ↑ Juel til Lützov 22 decbr. Bonde til Lützow 22 decbr. Bjergverkkommissionens (F. W. v. Gabel, O. Schielderup og E. Must) betænkning dat. Røros 4 mai 1719. Ch. Hjorts fremstilling i de af Aas udgivne „Efterretninger om Røros“, s. 162 fgg., der er aldeles urigtig med hensyn til de norske troppen forhold. Mentzonius og Tønder arresteredes strax efter og underkastedes forhør; men det omtales ei, at de stilledes for krigsret.
- ↑ Kraft til Lützow 31 decbr. 1718, 1, 2 og 3 jan. 1719. Gaffron til Lützow 3 og 7 jan. 1719. Oberst Krafts beretning om hans forhold i Krigens tid under Frederico quarto (univ. bibl. mskr. 438. 4.). Sandsynligvis er det til sammenstødet paa Øverby, B. Deichmann sigter i sit forsvarsskrift for det norske folk (Saga II, s. 228). Michael Meldahl († 2 marts 1719) var søn af presten Even Meldahl paa Tønset. Han havde før i ganske kort tid været ansat som fænrik ved det nordenfjeldske dragonkorps. Mindet om træfningen lever endnu i traditionen i Tønset og Tyldalen.
- ↑ Budde til Lützow 22 novbr., 6, 20 og 24 decbr. Cicignon og Arnoldt til Budde 28 decbr. (kopi). Klüwer s. 61, 62.
- ↑ Budde til Lützow 10 decbr. Klüwer s. 61 fg. Tønder, N. saml. II. s. 534.
- ↑ Magnhild Lobes’s ansøgning af 29 april 1721 (i T.hjems stiftsarkiv).
- ↑ Budde til Lützow 14 decbr. Examen og inqvisition paa tab af gods og eiendom, foraarsaget ved de svenskes indfald 1718–19 (Orkedala fogderi).
- ↑ Examen og inqvisitien etc. (Strindens og Orkedalens fogderi). – I Børseskogn fortælles et sagn, der maaske maa henføres til denne Maidels expedition. Da han kom til gaarden By, havde lensmanden Ole By drevet sine kreaturer ned i et graneholt i nærheden af gaarden for at redde dem. Det blev opdaget, og obersten gav ham med egen haand en dragt prygl. Nogle kjør blev strax slagtede; men da lensmandens kone helbredede oberstens hest for en sygdom, hvoraf den led, blev de øvrige skaanede. – Ogsaa paa Bynesset findes der flere traditioner om den afdeling, som sendtes derhen.
- ↑ Fryxell XXIX, s. 148. Klüwer s. 117. Budde til Lützow 6 decbr. 1718.
- ↑ Generalkommissariatet til Lützow 19 novbr. Budde til Lützow 15 novbr. Cicignon og Arnoldt til Budde 28 decbr. Breve fra Holst til Bertouch 3 og 31 decbr. o. fl. Bertouch til Lützow 29 oktbr.
- ↑ Budde til Lützow 14 og 17 decbr.
- ↑ Det har almindelig været troet, at Armfeldt i Tydalen skal have opsnappet en norsk post og derigjennem først have faaet kundskab om kongens død. Men posten fra Kristiania gik efter fiendens overgang over Nidelven gjennem Gudbrandsdalen til Veblungsnes, hvorfra den søveien førtes til Trondhjem (Buddes brev til Lützow 24 septbr. (bilag) og 3 decbr.). Sandsynligvis er denne formodning opstaaet ved, at soldaterne holdtes i uvidenhed om kongens død, som de først erfarede ved ankomsten til Jemtland. (Fryxell XXIX, s. 148). Forresten var der ogsaa flere af Nordmændene, som troede, at Budde selv havde givet fienden underretning derom. Saaledes beskyldte den ovenfor omtalte lieutenant Michael Meldahl i en til generallieutenant Sponneck indgiven klage Budde for, at han ved en tambour havde sendt Armfeldt en del svenske breve, som kaptein Lossius havde opsnappet. Naturligvis var det ei vanskeligt for Budde at paavise det taabelige og usandfærdige i dette rygte (Budde til Lützow 31 jan. 1719).
- ↑ At de svenske soldater holdtes i uvidenhed om kongens død, fremgaar af flere samtidige breve. I Melhus og omliggende bygder er følgende sagn almindelig kjendt og bærer præg af at være fuldkommen troværdigt. Armfeldts kvarter var Nyhus i Flaa sogn. En ung gut, generalens page, havde under opholdet paa gaarden vundet folkenes kjærlighed og derfor nydt meget godt hos dem. – En dag i julen kom der saa usedvanlig mange høitstaaende officerer tilgaards, at det vakte folkenes opmerksomhed. Da konen om kvelden gik til fjøset og gutten efter sedvane fulgte med, spurgte hun ham om aarsagen til dette. Længe vilde han intet sige, da det under dødsstraf var ham forbudt at røbe, hvad officererne havde raadslaaet om. Men tilsidst tog han løfte af hende om taushed og hviskede i hendes øre: „Konungen vår är död.“ Dagen efter brød Svenskerne op og marscherede sydover (cfr. O. Stv. Hansens „Bygdefortælling. Optegnelser fra Tydalen, annex til Selbu“, s. 47).
- ↑ Tønder, N. saml. II, s. 535 fg. Budde til Lützow 10 og 14 jan. 1719. Relationer, som kundskaberne har indbragt 21 novbr. 1719.
- ↑ Chr. Schønings reise I, s. 58 fg. Først d. 12 januar brød grev Spornneck og Gaffron op fra Kristiansfjeld. De la Barre maa allerede d. 5 januar have faaet Armfeldts ordre om at støde til hæren, altsaa inden rygtet om deres komme kunde være naaet saa vidt (Gaffron til Lützow 11 jan., Kraft til Lützow 5 jan.). At grev Sponneck kom til Røros samme dag, som de la Barre brød op, er aldeles urigtigt (cfr. Budde til Lützow 17 jan. Brev fra Røros 21 jan. o. fl.).
- ↑ Magnhild Lobes’s ansøgning af 29 april 1721.
- ↑ Emahusen til Bertouch 28 januar 1719. Buddes rapporter til Lützow 31 decbr. 1718, 3, 7, 10, 14 og 17 januar 1719 samt Tønder og Beufres demonstration af 20 febr. De 5 søndenfjeldske dragoners beretning, der var vedlagt Buddes brev til Lützow af 24 januar, er desværre ikke at finde. – Da Idmans prædiken „Folkets rop på norska fjällen“ ei har været at overkomme, er det korte uddrag, Hagström har meddelt i sin „Jemtlands beskrifning“, s. 67–72, benyttet.
- ↑ Emahusen til Bertouch 28 januar 1719.
- ↑ Relationer, som kundskaberne fra Sverige har indbragt 21 novbr. 1719. De la Barre nævnes ikke senere. Det af ham kommanderede nylandske kavalleriregiment førtes 1721 (og maaske ogsaa tidligere) af hans broder, Robert Fredrik de la Barre, der som frivillig med oberstlieutenants rang fulgte med hæren til Norge. Ennes henfører (Minnen af Karl XII’s krigere I, 224) generalens død til 1724, men dette er maaske kun en antagelse bygget paa, at der i det nævnte aar foretoges en omorganisation af regimentet. Heller ikke er hans øvrige opgaver her ganske nøiagtige.
- ↑ Af kavalleri: Åbolens regiment 402 og Nylands 469 mand. Af infanteri: Åbolens 203, Bjørneborgslens 71, Dalregimentet 1,175, Tavastehuslens 245, Helsingens 766, Viborglens 63, Savolax med Nyslotslens 325, Nylands 193, Østerbottens 415 og Jemtelands regiment 1048. Paa grund af de nylige og store udskrivninger til dette tog kan der ei godt antages, at nye har fundet sted i Sverige og naturligvis heller ikke i det af Russerne okkuperede Finland. – De saakaldte tre- og femmænnings regimenter var i følge norske kundskaber hjemforlovede i slutningen af februar eller begyndelsen af marts maaned.