André fra Kautokejno/9

Fra Wikikilden
Karl Schønbergs Forlag (s. 107-132).
9de Kapitel.

Tromsø, Ultima Thules Hovedstad, er Kulturens og Civilisationens mest ejendommelige Forpost mod Nord.

Den ligger der oppe paa Øen, der svømmer i Nordishavet og forgyldes af Midnatssolen.

Den lille, venlige opdyrkede Ø er prydet med lysegrønne Birketræer, Landsteder med Verandaer og Altaner, plaskende Springvand og med en venlig Blomsterflora.

Midsommersolen, der under Tiden skinner saa brændende[1], at man neppe formaar at gaa tvers over Gaden, giver uvilkaarlig den Forestilling, at man er kommen ind i et Drivhus. Man ser maa­ske endog op efter Glastaget, der maa have værnet disse duftende Blomsterkalke mod Kulde og Sne.

Tromsøen ligger med sin lille, livlige By og ser over til Tromsø-Tinden, der evigt snedækt holder Vagt paa den anden Side af Tromsø-Sundet. Den hvide, kullede Tinde staar paa Vagt mod Fantasien.

Den ligger der paa de blanke Vover saa grøn, saa smilende og solbelyst, som om den var vugget af varmere Vande end Nordishavets og beskinnet af en varmere Sol end Nordpolens.

Tromsø er et Jan van Huysums Blomster­stykke midt i Is, Sne og Frost.

Men Nordpolens Sol indretter ogsaa sit Sommerdrivhus saa støgende hedt, at Blade og Blomster fødes i ét Nu og dø igen ligesaa hurtigt. De ere Polarsolens Inspirationer.


Den hede Sommerdag, da Grev Wasili, hans Datter og André vendte tilbage til Finmarken, var Tromsøen imidlertid langt fra saa kultiveret og forskønnet som nu, — man mindes, at vi ere hensatte en tredive Aar tilbage i Tiden! — men den besad ikke destomindre tilstrækkeligt til at forbause den fremmede, der kom op til Norges nordligste Stiftsstad med en sikker Forestilling om Sneens og Isens Eneherredømme.

Gaves der end ikke saa mange Landsteder og Haver i 1851 som i 1879, saa gaves der dog enkelte, og vare disse enkelte end ikke saa fuld­endte, vare de dog for den intet anende en Overraskelse.

Tromsø var tidlig paa Benene. Man var i Feststemning, endog inden man rigtig havde faaet Søvnen ud af Øjnene. Aandeligt saa vel som legemligt strammede man sig op ved Opplantning af Flag, Ophængning af Guirlander samt ved det sidste, prøvende Blik paa Baldragter, Spiseseddel og Festprogram.

Efterretninger vare allerede indløbne om Dikterens festlige Modtagelse i Kristiania, om de Triumfer, han havde høstet i Byerne langs Kysten; men Finmarken vilde overstraale det øvrige Norge, som Solen overstraaler Maanen. Var det øvrige Norges Enthusiasme rolig og solid, saa vilde Finmarkens skumme som den Champagne, dets Skibe importerede direkte fra Frankrig, og som Hvalfiskene samt Fiskestimerne, der forsølvede Nordishavet, betalte.

I Lighed med Bergenserne besidde Finmar­kingerne et stort Fortrin, det vil sige denne elskværdige og uimodstaaelige Evne til at kunne give sig hen, denne sympathetiske Gave til lige­som Sydens Folk at kunne blive Børn i Øjeblikkets Begejstring, men lige over for hvilken »barnagtig Naivitet« Østlændingen og Trønderen i Reglen vilde skamme sig, det vil sige, saafremt han følte den.

Men — som sagt! Der skulde ske noget uhørt, noget hidtil uoplevet.

Festprogrammet lød:

  1. »Naar Dampskibet faaes i Sigte —Salut, almindelig Flagning.
  2. Naar Dampskibet kaster Anker paa Rheden — fornyet Salut.
  3. Naar Landstigningen ved Bryggen finder Sted — den treje Salut, Tale, Sang, Over­rækkelse af de unge Damer af en Blomster­buket, almindelig Blomsterkastning og Hurraraab.
  4. Middag i Klubben, Bal, Serenade, Fyrværkeri.«

Festkommitéens Formand citerede Gøthe, og Damernes Hjerter bankede ved Tanken om at skulle stedes Ansigt til Ansigt med »gudasonen«. Selv om en ung, lyrisk Dikter er Ægtemand, om­svæver der ham dog alligevel noget umærkeligt erotisk; han drager jo i Virkeligheden kun Aande i Erotik.

Tromsøs beau monde illustrerede hin hede Sommerdag, i Lighed med hvad enhver anden Byes beau monde vilde have gjort ved en lignende Anledning: »ét Hjerte, et Slag;«[2] kun ved et eneste Spørgsmaal viste dette »Hjerte« en Til­bøjelighed til at sanktionere Kønsforskellen.

Spørgsmaalet formulerede sig nemlig saaledes:

»Skal Buketten — denne betydningsfulde Buket — overrækkes Dikteren selv eller hans unge Hustru?«

Damerne sagde: »Ham. Vi hylde Dikteren, men ikke hans Hustru.«

Herrerne, hos hvem det ridderlige begyndte at røre sig, erklærede imidlertid enstemmigt: »Hende. Vi hylde Dikteren netop genem hans Hustru. Vi vise ham den største Opmærksomhed ved at hylde den, han hylder.«

Og da Damerne, i Tilfælde af en offentlig Af­stemning, altid blive vejede og fundne for lette, gik Herrerne naturligvis som sædvanligt af med Sejren.

Kl. var tre. Smykket med Flag og Vimpler viste »Prins Gustav« sig paa Tromsø Rhed under almindelig Kanonade.

Grev Wasili var bleven femten Aar ældre. Tiden havde lagt et tæt Net af utallige, fine Rynker over hans gule Ansigt. Han stod paa Dækket ved Siden af André, som han havde »tilladt« at blive sin Svigersøn, »fordi Dikterne endog stod — over Adelen.« Lig en Kunstner havde han nu i Løbet af en Maaned rejst om med det Kunstværk, han havde skabt. Menageriejeren foreviste det sjeldne Dyr, han havde fundet i Urskoven og derpaa dresseret.

Greven var tilfreds med sig selv, med sin Svigersøn og med den hele Verden.

Denne gamle, forslidte Verden havde endog pludselig med ét faaet det Indfald at være original!

Landstigningen havde fundet Sted, For­manden havde holdt sin Tale, og under bedøvende Hurraraab lød den tredje Salut ud over Tromsø-Sundet.

André stod med blottet hoved. Endskønt han nu Dage og Nætter igennem havde levet i en eneste Festrus, var han hverken bleven træt eller havde følt sig slappet derved. Hans Naturs glødende Spænstighed kunde taale Overmaalet og alligevel bære sin Rus. Hans Liv skulde efter hans eget Ønske være et sjæleligt Delirium, ellers gad han ikke leve det igennem.

Med funklende Øjne, der havde noget selv­fortærende i sin egen Ild, og med let bevægelige Næsebor stod han der svælgende i Overmættelse og i Triumfens Vellyst.

Med en magnetisk, dragende Magt trak han Stemningen til sig og erobrede den med Storm. En værdigere Personifikation af »Geniets Dæmon,« af »Aandens Vulkan« syntes de omstaaende ikke at kunne tænke sig.

Øjeblikket var kommet, da Buketten skulde overrækkes den unge Russerinde, der var bleven en Dikters Hustru.

Idet den unge Pige, til hvem Hædershvervet var blevet overdraget, nærmede sig den nygifte Frue, vendte André med en rask Bevægelse Hovedet om og tilkastede Olga et skarpt, gennemtrængende Blik. Det hang aandeløst, spørgende ved hendes Ansigt.

Med et Udtryk af resigneret Træthed men tillige med et venligt, takkende Smil rakte hun sin Haand ud efter Buketten.

»Noli me tangere, naar skal jeg faa dig knust!« mumlede André, idet hans Blik sprang hen paa den ungdommelige Skikkelse, der stod foran dem.

Forskrækket over dette pludselige og uventede Lynglimt tabte den unge Pige Buketten. André bøjede sig hurtig ned og tog den op, men idet han rakte den til sin Hustru, sagde han uhørligt for andre end netop for hende:

»Pardon, madame!«

De hosstaaende, der i denne Hvisken op­fangede en Hyldning til hende, brød ud i jublende Bifaldsraab; men medens »Publikum« applauderede, trak hans Hustru Sløret for sit Ansigt.

Middagen var vellykket, Skaaltalerne ligeledes, — man var ude af sig selv, og Grev Wasili er­klærede »Scenearrangementet« for at være »superbt.«


»Beau monde« havde trukket sig tilbage til det Landsted, hvor Sommerballet skulde finde Sted. I »Vinens Dunster« udvidedes Hjerter saa vel som Hjerner.

De unge Herrer kastede de med brogede Baand ombundne Ringe i Luften, og løbe omkap med unge Piger i lyse Sommertoiletter hen over Græsplænerne.

Trætte og stakaandede af den muntre Leg lejrede Gæsterne sig i det bløde Græs, følte Varmen i hvert Lem, hver Fiber, stirrede op gennem Træernes Grene paa den lysende Sommerhimmel og fulgte nysgerrigt Solstraalernes Leg med Skyggerne.

De lyttede til Toner, til Musik, til Fugle­sang, medens mange Nationers Flag og Vimpler vajede ud over Sundet.

»Voilà, Fata Morganas Land!« udbrød Grev Wasili i sin Ekstase, idet han med Armene kors­lagte over Brystet lorgnetterede »Tableauet.«

André Thorsen berusede alle.

En kæk, kraftig, men tillige smuk og sym­metrisk Figur bar et Hoved, der var lille og fint­dannet.

Dette Ansigt, der ikke var vakkert, men ikke destomindre bedaarende, dette Smil, der blottede de hvide Elfenbenstænder, disse sorte Øjne, der bevægede sig i en Slags »elektrisk« Ild, udgjorde tilsammen, i Forbindelse med en vis medfødt, smidig Elegans, noget sanseligt ligesaa vel som noget aandeligt berusende.

Beau monde havde, som man heraf kan mærke, ikke Spor af Kritik tilbage lige over for sin Dikter, men med desmere Vægt, thi Kritik maa ved enhver Lejlighed have Luft, faldt den over hans unge Hustru.

Olga Wasili var ingen Skønhed, det vil sige, hvis man med Benævnelsen »en Skønhed« forstaar noget smukt, der briljerer i Frastand.

Hendes Træk vare regelmæssige, hendes Hudfarve bleg, og hendes klassisk formede Hoved distingveret, men hvad der ligesom slugte hendes hele Væsen i en eneste Ejendommelighed var en fin Fornemhed, en ædel comme il fant, der høfligt tog Hensyn og aldrig stødte an.

Den svævende Gang, de gratieuse Bevægelser tilligemed hendes Toilette, hvis simple, men ud­søgte Smagfuldhed lod til at være et helligt My­sterium, ordnet for nogen eller for noget af Eros’s kunstneriske Haand, blev hemmeligt misundt, men ogsaa samtidigt strengt »recenseret.«

En besynderlig Vane havde den unge Russer­inde bevaret fra sin Barndom af, nemlig lige over for et Menneske, eller i det Hele taget lige over for noget, hun misbilligede, at holde Øjnene halvt sænkede. Ved denne Vane fik hendes Blik noget overseende og nedladende.

André, der havde holdt Øje med hende den hele Tid, bemærkede det øjeblikkeligt og vidste, hvad »Klokken var slagen.«

Han, som endelig kendte dette fuldt opslagne Øjes sjælfulde Storhed og ildfulde Pragt, for­bandede disse sænkede Øjenlaag; thi han vidste nu, hvad de betøde.

»Hæv Øjet!« mumlede han mellem de sammen­bidte Tænder.

»Hvad behager?« spurgte den hosstaaende Kavaller. »Jeg syntes, De sagde noget.«

»Intet,« svarede André, idet han trak sine Hansker paa.

Dansemusikken faldt paa ny ind, og André, der havde engageret den unge Pige, som havde overrakt Buketten, begyndte i Dansens Hvirvler en stormende Kurtise.

»Voilà!« hviskede Grev Wasili. »Tag dig i Agt, Olga, du hidser til Feber.«

»Nous verrons,« svarede Olga.

I samme Sekund bukkede André for sin Dame og gik tvers over Gulvet til sin Hustru.

»Jeg vil danse med dig,« sagde han bydende.

»Jeg er træt,« svarede hun koldt.

Grev Wasili bøjede sig bagfra over hendes Skulder.

»Alle Øjne ere fæstede paa dig,« hviskede han hurtigt. »For Himlens Skyld, gør ingen Skandale!«

Olga reiste sig øjeblikkelig op.

En brusende Vals tonede ud over Salen, og de traadte ind i de dansendes Rækker, men da André lagde sin Arm om hendes Liv, bævede hendes Læber i en skjult Smerte.

André knugede hende heftigt op til sig, Aandedrættet forgik hende, hendes Fødder rørte neppe ved Gulvet, han løftede hende op, han bar hende, og hans Blik brændte hendes Ansigt. Var der Lidenskab, var der Hevn i dette voldsomme Favntag?

Ligesaa plutseligt, som han havde grebet hende, slap han hende imidlertid igen.

I næste Minut greb han Champagneglasset og traadte frem midt i Salen. Improvisationens Aand var kommen over ham.

I ét Nu stimlede de dansende omkring André. Musikken taug, der blev dødsstille i Selskabet.

»I femten Aar,« udbrød han, »har jeg ikke set min Fødeegn. Rastløst har jeg vandret om fra Land til Land, set alt og nydt alt. Lig en fredløs har jeg ikke fundet Hvile noget Sted, en Nomade ligesom min Bedstemoders Folk.

Jeg har svælget i Sydens Yppighed, jeg har studeret i Vatikanets Sale og drømt paa Akropolis’s Ruiner, men intet Steds kunde jeg glemme Mid­natssolen og Nordlysenes Jagt; de forfulgte mig næsten med Smerte.

Idet jeg for fire Maaneder siden stod foran Laokoongruppen, raabte jeg: »»Jeg maa op til det yderste Thule!««

Den Længsel, der drog mig, maate jeg følge; thi Nøkkens Sjæl ventede endnu forgæves paa sin Befrier. Dens Angstraab naaede mit Øre mit i Verdenslivets Larm, midt i Henrykkelsen, midt i Beruselsen.

Kort efter drog jeg op mod Nord, direkte op mod Nord, som uvilkaarlig tiltrukken af Magnet­naalen.

O, Ultima Thule! Der er Resignation over dit Billede. Dit Smil er forklaret af Smerte, et Genskin af en tabt Salighed hviler paa din blege Pande, og i den gennemsigtige Luft er der Renhed.

Føler den, om I kunne, I Ultima Thules ægtefødte Søner!

Hvis I formaa det, — hører, hvorledes Naturen vaander sig under Forbandelsen!

Det Suk, der bæver i Vinden, i Havets Brusen, i Elvenes Skvulpen, i alle de Naturlyde, der tone gennem Verdensrummet, det høres tydeligst her opp i Nordpolens Stillhed, hvor alt og alle synes at lytte, at tilhylle sit Ansigt og at hviske: »Hellig, hellig!«« som om de vare stedte for Guds Aasyn.

Det er Naturens Længsel efter Forløsning, det er Nøkkens Klage:

»»Har jeg ingen Sjæl?««

{{midtblokk|<poem> Midnatssol! Til Nordpolen kommer Helios med Sommer. Snehvide Vinger Muntert sig svinger. Løsnende Bække, Grønnende Hække: Et Symbol Paa Forløsning! — O, Ultima Thule!

Midnatssol! Du Nordpolens Tempel, Et Evigheds Stempel Smykker din Pande. Paa dine Strande Dødsenglen hviler. Sorgfuldt den smiler: Et Symbol Paa Forlængsel! — O, Ultima Thule!

Arktiske Hav! Beruset af Solen Favner du Polen. Medens du skælver, Himlen sig hvælver. Nordpolen sover I dine Vover. I dens Grav Lyser Solen! — O, Ultima Thule!

Arktiske Hav! Tys, elsker du Solen, Favner du Polen, Brus da kun stille! Bølgerne trille Langsomt hen over. Nordpolen sover. I dens Grav Lyser Solen! — O, Ultima Thule!« </poem>}}

En endeløs Jubel brød som en alt opslugende Strøm ud over Andrés Hoved.

Denne højrøstede Enthusiasme var imidlertid intet mod den, som rummedes i det ene, lynsnare Blik, der skød frem fra hans Hustrus Øjne. Det for lig en Ildstraale hen over hans hele Skikkelse.

Hendes Husbond mødte det ikke; thi da han vindte sig om, var det atter fæstet paa Gulvet.

I dette Øjeblik fik Andrés Ansigt et Udtryk, der lignede Had.

Den Hyldest, han den øvrige Del af Aftenen viste den unge Luise Walter, var saa hensynsløst paafaldende, at den »blot« kunde tillades den, der havde erholdt Samfundets moralske Fribrev. Lige­over for enhver anden vilde Selskabed i »det passendes« Navn have nedlagt en enstemmig Pro­test, men en fejret Dikter var ethvert Lune, enhver Kaprice tilladt.

I dette specielle Tilfælde lød endog Dommen: »Intet Under, at den Mand maa fryse ihjel! Med en saadan Hustru maa jo en Dikternatur drives til det yderste. Hun er kold og følelsesløs som Snedronningen i Æventyret.«

Dikterens Kurtise blev saaledes undskyldt, tilgivet, ja endog i en vis Henseende tilkendt Prædikatet: »berettiget«.

Den unge Piges Kinder blussede af smigret Forfængelighed.

André syntes en Tid lang ikke at se andre end hende, hans Blik hang ved hendes Ansigt.

Olga lod, som om hun ikke bemærkede dem. Kun én Gang imellem hvilede hendes Øjne paa den unge Dame, ikke med Skinsyge men med en for­underlig, moderlig, deltagende Bekymring.

Festen endte med en smuk Serenade, og længe efter at Selskabets Larm var forstummet, stege Raketter i Vejret og afløste Champagneproppernes Knalden.


»Bon soir!« sagde Grev Wasili, idet han lagde Haanden paa Dørgrebet forat gaa ind i sit Værelse. »Jeg gratulerer dig, André! Denne Ekstrakt var uforfalsket, den var superb.«

Mand og Hustru vare alene. Olga stod ved Vinduet og saa ud over den lille, grønne Slette, der hvilede saa blødt i Midnatssolens Lys.

André, der længe gik op og ned ad Gulvet, stansede pludselig lige foran hende og kastede Hovedet udfordrende tilbage.

»Det var Liv!« sagde han.

»Det var Liv!« svarede hun. »Du har Ret. Det var Liv; thi Livet er ogsaa Humbug.«

Han greb hendes Hænder og knugede Haand­leddene saa haardt, at hun blev bleg af Smerte.

»Slip mig, André.«

»Var dette Humbug?«

»Ja!« raabte hun og hævede Øjet.

»Var der ingen Sandhed i det, disse Tusinder følte, der jublede ved min Ankomst?«

»Jo, André, i det Øjeblik var der Sandhed, men naar Champagnerusen er dunstet bort, saa er ogsaa Enthusiasmens Bind revet bort fra deres Øjne, og Kritikken er kommen i Steden.

Den vil en Gang komme over dit Hoved, André, saa vist som du ikke er en Gud, hvis Værk er fuldkomment. Jeg har tiet paa hele denne Reise, men nu maa jeg have Luft.«

»Du troer ikke paa Begejstring, fordi du ikke elsker den.«

»Jo, jeg troer paa Excelsiors Begejstring, der vil frem ad — selv ind i Døden; jeg elsker Heltenes og Martyrernes Begejstring, der midt i Lidelser ser Himlen aaben, men jeg troer ikke paa den i Form af Middagsbordets Feststemning. ― André! I Nat, da du stod der med Champagneglasset i Haanden, da de omstaaendes smigrende Jubel lagde Virakens Laurbærkrans paa dit Hoved, og alt blev dig tilladt i Geniets Navn, da saa din Hustru i Aanden den Tid, da din Stjerne ikke vil straale saa klart som nu, da Nyhedens og Frisk­hedens Nimbus er forsvunden fra din Pande, og ― og ― hun saa, at hvis Poesien pludselig blev revet fra dig, hvis du stod der ikke som Dikter men som Menneske, som skrøbeligt, fejlende Menneske, da vilde der blive raabt Anathema over det, der nu tillades dig, da vilde du kun blive betragtet som en anklaget og dømt som en anklaget, og da, André, saa jeg dem alle, der nu i et Par Maaneder have tiljublet dig sit Bifald, alle som én stene dig i dydlig Harme og Egenretfærdighed; og ikke én vilde holde inde og spørge: »»Hvem tør kaste den første Sten?««

André sprang op.

»Olga Wasili!« raabte han. »Dette er mere reflekterende Fornuft, end en Dikter kan taale.«

»En Dikter maa taale at høre Sandheden, dersom han selv er af Sandheden.«

»Du sagde hin Gang, da jeg var Tolk i Karasjok Kirke: »»Du spillede ypprligt Komedie.«« Jeg forstid det ikke den Gang, jeg forstaar det nu! Spillede jeg i Nat Komedie?«

»Nej, André, du ar kun dig selv, dit eget fyrige, kraftige Selv, men dette Selv var Stemning, der — ogsaa dunster bort.«

André stansede igen foran hende, hans Blik var iskoldt.

»Hun var smuk,« sagde han kort.

»Ja, hun var smuk, men hun var tillige noget, der var bedre.«

»Hvilket?«

»Hun var for god til at lege med.«

André lo haanligt.

»Hvem siger, jeg leger med hende?« raabte han.

»Jeg.«

André sprang hen og bøjede sig over hende.

»Den, der elsker, er ikke saa sikker i sin Besiddelse, men elsker i Frygt og Bæven. Du skal endnu komme til at tigge om Smulerne af det, du i din Stolthed forkaster!«

Han greb sin Hat og ilede ud.

I det samme Øjeblik aabnedes Døren til det tilstødende Værelse, og Grev Wasili traadte for­sigtig ind.

»Pardon, min Datter, men det er min Pligt som Fader at advare dig. Du spiller et højt Spil.«

Olga støttede sig mod Bordet. Hendes Brysts heftige Bølgen røbede hendes stærke Sindsbevægelse.

»Den, som intet vover, vinder intet,« svarede hun.

»Undskyld, mon enfant, jeg er ikke ganske med, — hvad er det, du vil vinde?«

»Andrés bedre Jeg, ham selv, fri for Slagget, som er blandet med Guldet.«

»Trés-bien! Jeg troede, min Datter vidste, hvad hun paatog sig, da hun blev en Dikters Hustru.«

»Jeg vidste det, min Fader, og derfor vidste jeg ogsaa tillige, at jeg ikke vilde komme til at danse paa Roser.«

»Bien, fordi det er dig, der af Skæbnen er bestemt til at strø Roser paa hans Vej.«

»Forat skjule de Stene, jeg skulde hjælpe ham til at rydde af Vejen?«

»Som man tager det, madame! Jeg vil kun tillade mig at gentage: du staar til Ansvar for, hvad du har paataget dig. Pardon! Hvorfor vilde du ikke danse med ham i Aften? Jeg havde ventet mig mere af din Smag. For en Dikters Hustru er det en meget lidet lønnende Egenskab at være skinsyg.«

»Jeg er ikke skinsyg. At denne Egenskab ikke tilhører min Natur, antager jeg, jeg allerede under mit korte Ægteskab tilfulde har vist.«

»Vær fornuftig, madame! Tillad ham disse smaa Friheder.«

»Jeg tillader ham dem jo alle!«

»Det er ikke nok; du skal tillige glemme dem. Du skal glemme alt, uden ham, du skal vide af intet andet at sige, uden ham. Mon enfant, du skal bøje dig for Geniet, der bor i ham.«

»Nej. Men jeg vil bøje mig for Mennesket i ham, naar det bliver det værd.«

»Saa har jeg intet videre at sige. Vi hylde en forskellig Fremgangsmaade, en forskellig Livs­anskuelse, — que faire? Du støder din Mand fra dig, i Stedet for at trække ham til dig og behage ham.«

»Behage ham! Min Gud! Driver jeg ikke Koketteri med mit Toilette, for at hver Fold, hver Sløjfe skal tiltale hans Skønhedssans? Synger jeg ikke de Melodier, han elsker? Læser jeg ikke de Bøger, han ynder? Drømmer jeg om andre om Natten, end om ham? Lever og aander jeg om Dagen for nogen anden, end for ham? Men mit bedre Jeg sælger jeg ikke for hans Kærlighed; thi saa var jeg den ikke længer værd.«

»Charmant! Charmant! Nu har du naaet den rette Varmegrad, madame. Parole d’honneur, du er fortryllende, Olga Wasili, men du skal lære dig til at praktisere Tolerance! Lad ham sværme, lad ham kurtisere og fantasere, det siger intet. Naar han er bleven træt af sine Sonnetter og Serenader, vender han saa alligevel alltid tilbage til dig.«

»Jeg takker Dem, min Fader, jeg takker Dem! Deres faderlige Raad har en Smule Lighed med, hvad Shakespeare lader Capucius sige, da han, efter at Henrik den ottende saa grusomt og barbarisk havde forstødt sin Hustru, træder hen til Dronning Katharinas Dødsleje: »»Det smerter Kongen, at I er syg. Ved mig han sender Jer sin kongelige Hilsen, og beder Jer at tage imod Trøst.«« — Og jeg skal tage roligt og ydmygt til Takke med en Kjærlighed, der har været ude paa Laan? Aldrig! Jeg elsker ham over alt paa Jorden, men jeg for­nedrer mig ikke og indvilliger ikke i Synd.«

»God Nat, madame! Du er en Smule echaufferet.«

Greven gik ud, og Olga kastede sig paa Knæ.

»To mod én! Ene, ene, ene! — O, Fader Thorsen, kunde jeg blot snart komme hen til dig! Du vilde raade den raadløse. — O min Gud! Hjælp mig til at frelse Mennesket i ham, selv om Dikteren skal gaa til Grunde!«

André var imidlertid ilet ud, rasende over, at hans Hustru var det eneste Menneske, der modstod hans Magt, og som han ikke kunde faa trukket ind i sin Tryllekreds.

Hans Fordring, at hun skulde være ligesaa kritikløs og enthusiastisk lige over for ham, som alle de andre, at hun ingen Fejl skulde se hos ham, at han skulde være hendes Gud, og hun hans Tilbeder, der var salid ved at kysse Støvet under hans Fødder, vilde hun ikke opfylde; mod denne Fordring rejste hendes hele Natur sig i en udfordrende Protest.

Det ethiske i hende rustede sig til en Kamp paa Liv og Død mod det æsthetiske i ham.

Det var dette i hende, han som Dreng hadede og vilde tillivs. Og han hadede det nu, skønt han elskede hende afsindigt. Han vilde besejre det og intet Middel sky forat kunne formaa at vække den slumrende Skinsyge og Angsten forat miste det, hvorpaa hun nu i sin Selvfølelse og Overlegenhed var saa sikker.

Han vilde tvinge hende til at hæve Øjet, som han gjorde hin Gang, da han kæntrede Baaden. Han havde tryglet om hendes Kjærlighed, nu skulde hun til Gengæld trygle om hans! Han havde ikke arvet Kvænens Trods for intet!

I dette egoistiske Selvforgudelsens Liv, der var begyndt i hans Barndom, og siden uafbrudt var blevet fortsat, i dette Liv var der en eneste, der vovede at træde op mod ham, og denne ene var den Hustru, der havde svoret ham Under­kastelse.

Det stormede og bruste inden i ham, idet han langsomt slentrede ned ad mod Byen, som laa og slumrede i Midnatssolen.

Sommerfuglene flagrede om ham. Han lyttede til Fluernes Summen, til Gøgens ensformige vemodige Kluk og til Sundets stille Skvulpen.

Der lød en fjern Sang.

André stansede.

En Skare russiske Matroser droge syngende gennem Tromsø Gader, to og to, Forsangeren i Spidsen.

Den sidste begyndte med en enkelt Tone, de øvrige faldt ind Par efter Par, indtil det hele Kor stemmede i med.

Det var en Tonebølge, der vokste og steg, indtil den svulmede over.

Forunderlige Rythme, der pauserer, hvor andre vilde begynde, og begynder, hvor andre pauserer!

En af de sørgmodige, slaviske Melodier, lang­somme, ensformige og dog saa navnløst gribende klang ud over Tromsø-Sundet.

André stod stille, han rørte sig ikke af Pletten.

Anede han i dette Øjeblik den dulgte Angst og Vemodens Inderlighed i Sommerglæden hos enhver af Ultima Thules Børn?

Selv deres Nyden er en Kval; thi i samme Nu, den bliver født, dør den.

Anede han pludselig i dette Øjeblik Forkrænke­ligheden og alle Tings Forgængelighed — selv hans eget Livs?

Og André brast ud i en iskold, skærende Latter, saa vild, saa forfærdelig, som man kun kan høre den i et Daarehus; thi Dæmonerne inde i ham maatte faa Luft.

Der var en sønderrivende Splid mellem de tre Naturer, som boede i ham: Lappens, Kvænens og Nordmandens. De trak hver til sin Side forat slide hans Sjæl itu.

Der var et Kaos af fjendtlige, sammensatte Magter i hans Bryst, men i dette Kaos var der et Centrum, og i dette Centrum sad »den indre Dommer«, som Lapperne havde givet ham med paa Reisen, og »den indre Dommer« gav ham ikke Fred.

Men naar Andrés onde Aand var over ham, da var det Himmel og Jord, som var Kaos, og i dette Kaos fandtes der et Centrum, og dette Centrum —

»Er jeg!«


  1. Over 20 Grader Reaumur i Skyggen.
  2. Man maa ikke tro, at dette skal være en speciel Kritik over Tromsø, der kun heri, ligesom i saa meget andet, deler Skæbne med hele den øvrige Verden.


Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.