André fra Kautokejno/8
Den tyvende November modtog Andreas Thorsen følgende Brev fra Grev Wasili, dateret »Köln, Hotel L’Europe.«
»Monsieur Thorsen!
Jeg opfylder herved min Pligt som Adoptivfader, idet jeg tillader mig at underrette Dem om, at Deres Hr. Søn for et Par Dage siden er bleven højtidelig optagen i den romersk-katholske Kirke.
Monsieur Thorsen, que faire? En Kirke er — en Kirke, og det ene Toilet er lige saa anvendeligt som det andet.
Skønt jeg selv er Protestant, anser jeg nemlig enhver Religion for berettiget, — NB. i sin Genre — og paa Grund af den romersk-katholske Kultus’s smukke Form kunde jeg endog selv være bleven fristet til at følge Deres Hr. Søns Eksempel, hvis ikke en Toiletomskiftning i dette specielle Tilfælde, det vil sige: i min Alder, vilde være et mal-à-propos tilligemed en personlig Gène.
Monsieur! Idet jeg som Følge heraf antog for givet, at De — vis-à-vis Religionen — hyldede en lige saa liberal og human Livsanskuelse — tør jeg sige: Idé? — som jeg selv, modsatte jeg mig derfor ikke Deres Hr. Søns Beslutning. Tør jeg smigre mig med, at jeg — par instinct — har truffet Sandheden?
Parole d’honneur, monsieur Thorsen! Jeg forsikkrer Dem som Adelsmand og Kavaler, det vilde have været lige saa umuligt at rokke denne pludselige Enthusiasme som at flytte selve Mont Blanc fra Schweitz til det yderste Thule.
Deres Søn stod fast som Fjeldet og lignede i sin vilde Begejstring en Excelsior, der svang sit Fremtidsbanner.
Og sandelig! Dersom De havde set den Beruselse, der greb ham, da han første Gang traadte ind under Kölnerdomens Hvælvinger, da han for første Gang saa den romersk-katholske Kultus’s poetiske Formskønhed samt dens hellige Mystik, da han for første Gang hørte Oratoriernes højtidelige, profetiske Salmetoner, og da hans friske, kraftige Sanser og gennem disse hans Sanser hans Kunstnersjæl i et eneste skabende Nu blev tagen til Fange, — monsieur Thorsen! De havde sagt som jeg:
»Ingen kan undgaa sin Skæbne, men bliver magnetisk tiltrukken af sin oprindelige Naturgrund!«
Jeg er Fatalist, monsieur! Deres Hr. Søn er ikke skabt for Protestantismens blege Dagslys, men for Katholicismens glødende Farvepragt.
Hede Taarer styrtede ud af hans Øjne, han var ikke længere sig selv mægtig, han kastede sig paa Knæ og — blev Katholik.
Monsieur Thorsen! Jeg tillader mig at gentage: »Que faire? En Kirke er — en Kirke, og det ene Toilet er lige saa anvendeligt som det andet.«
Jeg er Fatalist. A la bonne heure, der har De hele Historien!
Min Beslutning er foreløbig at føre Deres Hr. Søn til hans Hellighed Paven, forat Kristi Statholder paa Jorden kan lyse Velsignelsen over hans poetiske Daab; thi André Thorsens Optagelse i den romersk-katholske Kirkes Moderskød og hans Optagelse i Musernes Tempel staar i mine Tanker — pardonnez-moi! — som en Enhed, der ikke kan divideres.«
Andreas Thorsen læste Brevet flere Gange, derpaa faldt han paa Knæ.
»Herre! Der ere ogsaa andre Stier, som ere dine, naar du kun fører ham til Maalet! Herre! Du er over alt, og der skal blive én Hjord og én Hyrde.«
Andreas Thorsen vidste nu, at det var en farlig Fører, han havde givet sin Søn, men »Daabens Engel fulgte ikke destomindre med i Rejseselskabet.«
Fra det Øjeblik, André forlod Kautokejno, levede Faderen kun i Sønnens Breve. I Tankerne delte han hans Liv, og skønt hans Legeme var i Finmarken, fulgte hans Aand den unge trofast paa hans Fart »ud i Verden.«
Hver Gang Raabet lød: »Fjeldposten er kommet!« forplantede Raabet sig med Lynets Hurtighed fra Gamme til Gamme, og Ekkoet havde neppe naaet den sidste, førend Kirkesangerens Hus blev stormet; thi lige saa vist, som der kom Post, lige saa vist bragte ogsaa denne Post et Brev paa flere Ark fra André.
Disse regelmæssige og tæt skrevne Breve bleve betragtede som fælles Ejendom. I den lange Mellemtid, der forløb inden et nyt Brevs Ankomst, blev det gamle læst paa ny op og op igen, indtil Lapperne tilsidst kunde det udenad, og Lensmanden begyndte at fatte dets Mening.
Rygtet om disse Breve, om disse fabelagtige Fortællinger fra »den store Verden,« bredte sig lig et Æventyr ud over hele Kautokejno, og André var ÆVentyrets Helt.
Lapperne rystede ikke længere paa Hovederne og sagde: »Gud tro ham!« Dersom André havde fortalt dem, at Himlen vilde falde ned paa Jorden, havde de modtaget det som et Evangelium.
»Vort lille Barn bliver til noget,« sagde Lensmanden, og hans Øjne straalede af Glæde.
Brevene vare alle uden Undtagelse skrevne paa finsk. Om André, idet han benyttede dette Sprog, blot havde til Hensigt at vedligeholde det, eller tillige til at give sin ungdommelige Forfængelighedssol Anledning til ogsaa at skinne for Kvænerne, tør imidlertid ikke paastaas med Bestemthed, ligesaa lidt som det Spørgsmaal med Sikkerhed kan besvares, om André i disse samme Breve ikke blot solede sig i sin egen sønlige Kærlighed, der trofast mindedes sin Pligt at glæde Faderen, men ogsaa tillige i sin Egenkærlighed, der gerne vilde vise, hvilken Karl han var bleven.
De gave under alle Omstændigheder Luft for den Fantasi, der gærede i ham. Andrés Breve formede sig, efter hvert, som hans Uddannelse skred frem, snart i Humoresker, snart i Idyller og snart i Aforismer, men hvad der udgjorde deres største Værd, det var, at de vare Faderens Liv, og at han saa Guds Haand i dem alle.
I 1838 meldtes der pr. Post, at André med Hæder havde bestaaet sin Adgangseksamen til Bologna-Universitet, i 1844 at han med Glans var kommen ud derfra, og i 1849 optraadte den »olympiske, af Guderne udkaarede Yndling« paa Dikterarenaen med et elegant udstyret Bind lyriske Poemer, inspirerede af Finmarkens Natur, af dets »evige« Dag og af dets »evige« Nat.
Endskønt disse Dikte — det antage vi i det mindste for givet, — ikke vilde have erholdt Laurbærkransen af den højere Kritiks berettigede Domstol, det vil sige, saafremt de skulde være blevne vejede paa Retfærdighedens og Upartiskhedens Vægtskaal, modtoge de den ikke desto mindre af Nyhedstrangens Døgnskrig.
André’s Dikte gjorde Epoke og vakte Sensation, takket være den usædvanliges Spændkraft.
Hermed ville vi imidlertid ingenlunde sige, at den glimrende Lykke, der blev hans første Aandsprodukt til Del, var fuldstændig ufortjent. Trods sine store Mangler besad det i Lighed med det samiske Sprog en østerlansk Farvepragt og en Lidenskabens Fantasi, der tilvisse skjulte en ægte, guddommelig Gnist af den hellige Ild paa Geniets Alter.
Men det fatale ved Sensationen, det var den berusende Kimære: »Med et eneste Spring har jeg naaet Parnassets Top! Fuldkommen er min Begavelse født til Verden!« Det var den fuldstændige Forglemmelse af Kunstens Devise: »Ej blot til Lyst!« Det var Epikuræerens Drøm om Nyden uden Arbejde og Kamp.
Andreas Thorsens Hjerte bævede af hellig Fryd. Herren havde været stor mod ham og havde besøgt hans Hus. Faderhjertet havde ikke Rum for Kritik; det følte kun det skønne og takkede Gud.
Samtidigt med, at det første Bind Dikte blev sendt Thorsen, modtog han tillige Underretning om Andrés Forlovelse med Grev Wasili’s Datter, Komtesse Olga.
En forunderlig, men let forklarlig Angst greb den jevne Mand ved Tanken paa denne fornemme Svigerdatter.
»Hun gav den syge Lap Vin at drikke paa Varangerfjeldet,« tænkte han derpaa i sin medfødte Trang til at yde Retfærdighed. »Hun maa være god. Jeg mindes vel hendes Ansigt.«
Lamik Nikkut og Seimke Tudekas vare imidlertid blevne voksne, og de elskede hinanden.
En dejlig, stille Sommerdag, da Laksen sprang i Elven, og Fuglene fløjtede, hørte man i Kautokejno to Stemmer, der sang om Bæive barnek, Solens Sønner[1].
Seimke sang:
En Saga har talt,
En Saga har sunget:
»Bortenfor Nordstjernen,
Vestenfor Sol og Maane,
Af Sølv og af Guld
Ere Klipperne skabte.
— — — — —
— — — — —
Lamik svarede:
Guld, der gløder,
Sølv, der blinker!
Fjeldet sig i Havet spejler
Og ler mod sit straalende Billed.
— — — — —
— — — — —
Seimke nynnede:
Hvorfra kommer du?
Sig, hvem søger du?
Søger du Dødens Borddug,
O Solens Søn?
Og Lamik svarede:
Sarakka mig skabte af min Faders spænstige Sener,
Kraft i min Favn jeg drak af min Moders snehvide Mælk.
— — — — —
Uksakka blandede Mælken,
Gød Vid ind i mit Hoved.
— — — — —
Jeg søger Læ for Stormen,
En Forstand, der kan tæmme Vreden,
I Modgang gode Raad,
I Medgang en Tømme,
I Lykke, Liv og Død en Ven,
For Hjertets Sorger en Erstatning,
I Nød og Angst en Trøst,
Om den anden Verden en Anelse,
Af os begge en Ætling.
Og da jublede Seimke:
Sammenbland vort Blod!
Foren vore Hjerter
I Nød og i Lyst, o Søn
Af din uskyldige Moder!
Og i de klare Sommernætter vaagede Lamik sammen med Solen.
Han gik om mellem Gammerne og kaldte:
»Nanna!«[2] Kom Nannacam[3] til den Sjæls Elsker!«
Lamik Nikkut og Seimke bleve den 15de Marts viede i Kautokejnos Kirke.
Med det lange, hvide Skærf i Kors over Brystet og derpaa slynget om Livet stod Brudgommen ved Siden af Bruden, der bar Kronen paa sin Pande.
Sølvbroderierne og de mangefarvede Baand glimrede i Vintersolen.
Under Vielsen holdtes Pellet[4] som en Tronhimmel over Brudeparrets Hoveder.
Samtidigt og paa samme Dag knælede Olga Wasili smykket med hvid Silke og Orangeblomster ved André Thorsens Side i Grev Wasilis »Bedekammer« i hans Palæ i Genua.
Fra begge Pars Læber lød den samme Troskabsed, og over begge udtaltes det guddommelige, saa ofte overtraadte, men alligevel uforanderligt gældende Bud: »Hvad Gud har sammenføjet, skal intet Menneske adskille.« Og før skulle Himmel og Jord forgaa før en Tøddel af Guds Ord.
Den første Fjeldpost, der efter denne fælles Bryllupsdag naaede Kautokejno, bragte en Brudegave fra André og hans unge Hustru til Lamik Nikkut, og samtidigt med denne modtog Andreas Thorsen følgende Linjer:
»Kære Fader!
Mit Hjerte er for fuldt af Jubel og Kærlighed, til at jeg formaar at sende dig andre Ord end disse: »»Jeg elsker ham saa uendeligt!«« Jeg elsker din Søn saa højt, kære Fader, saa du maa bede for mig, at jeg ikke maa komme til at sætte ham over Gud! Kære, gamle Fader, velsign din trofaste Datter.
Olga Wasili.
P. S. Vi forlade Genua i næste Uge og komme i Begyndelsen af Juli op til dig.«
»Herre Jesus,« udbrød Andreas Thorsen,
»dersom nu ogsaa min Hustru var kommet, saa
kunde jeg sige: »»du har ladet mig se din Frelse.
Herre, nu lade du din Tjener fare hen i Fred!««
— Men, hun er ikke kommen endnu.«
Femten Aar vare rullede hen over Finmarkens Fjelde, efterladende sig Spor, der Hammerslag for Hammerslag vare blevne hugne ind i Stenen. Ledet af en energisk Vilje og af en brændende Kærlighed til det samiske Folk havde Pastor Stockfleth endelig vundet sin Sejer.
Det samiske Sprog var blevet forvandlet til et Skriftsprog. Det havde faaet Ordbog, Grammatik, Alterbog, Bibelhistorie og Katekismus. Luthers Passionsprædikener, Det Ny Testamente, Davids Salmer samt et Uddrag af de fem Mosebøger vare blevne oversatte paa lappisk.
Lappernes Jubel var grænseløs og taknemmelig. Oldinge paa otti, nitti Aar lærte af sine Børnebørn at kende Bogstaverne og at lægge disse sammen, forat ogsaa de kunde faa læse »sine egne Bøger,« inden de gik i Graven.
Luthers lille Katekismus blev som en Talismand baaren paa Brystet inden for Pæsken.
»Nu kunne vi først rigtig se, hvad vi skulle tro, og hvad vi skulle gøre!« jublede Lappalaiset og dikterede følgende Brev[5], der blev afsendt til Paster Stockfleth:
»Du naadige Lærer og Sjælesørger!
Kautokejno Menighed har syntes godt om Stockfleths Bøger. Vi takke dig, fordi du har oversat Bøger i vort eget Sprog, og vi bede dig fremdeles ved Guds Bistand, om det er muligt, da at skaffe os hid Salmebøger, som benyttes i Kirken. Vi ønskede, dersom det var muligt, en i lappisk kyndig Præst, som kunde prædike foruden Tolk. Vi have levet vel, hvad Legemet angaaer. Ved Guds Naade er det sket, at vi have begyndt at fornemme det syndige Levnet, i hvilket vi have vandret, og ved Guds Naade ville vi med Ydmyghed ty til Genløseren. Hele Menigheden frembringer mange Hilsener.«
Radien Attschje begyndte at detroniseres af den eneste, sande Gud, og Elementaraanderne, turde fra nu af kun hviske sagte i Mørket.
Den, der ivrigst af dem alle kastede sig over de nye Bøger, var imidlertid Lamik Nikkut. Den første Dag, han fik det Ny Testamente ihænde, lærte han udenad hele det første Kapitel af Johannes Evangelium.
I Lighed med Solens Søn begyndte han at søge »om den anden Verden en Anelse«.
Den Fantasi, der var i Lappens Blod, og som André senere hen havde næret med alle mulige Slags, kaotisk sammenblandede Forestillinger, havnede tilsidst i Bibelen og opslog sit Paulun i den hellige Skrift. Davids Salmer vare hans Poesi, og Salomo Højsang, som han møjsommeligt gennemstavede paa norsk, blev hans Kærlighedsdikt. Lidt efter lidt dannede Lamik Nikkut sig en Religion for sig selv, og i denne Religion smeltede Erotik, Mystik og Symbolik sammen til en ligesaa ejendommelig som overspændt Kultus, der halvt om halvt mindede om Andrés Romerkirke. Begge søgte gennem Sanserne til Gud.
- ↑ Det eneste lappiske Epos, der er blevet reddet fra Forglemmelse.
- ↑ Kæreste.
- ↑ »Lille Kæreste.«
- ↑ Et stort Silketørklæde, svensk Skik.
- ↑ Ordlydende efter Originalen.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |