André fra Kautokejno/15
Polaregnenes lille Paris. — For flere Aar tilbage benævnedes Ultima Thules Hovedstad saaledes paa Grund af dets udviklede Selskabslivs Luksus, Belevenhed og Forfinelse, paa Grund af dets Kunstsans og forbausende »Privatsamling« af musikalske og ogsaa enkelte dramatiske Talenter, — i det Hele taget af begavede Mennesker.
Den Kavaler, der med Held og Bifald bevægede sig i Tromsø Selskabskredse, kunde med Tryghed fremtræde i Udlandets Saloner; hans Væsen var poleret.
Dette Særsyn skrev sig dels fra dets livlige Søfart, dets stadige Samkvem med Udenverdenen, dels fra den Omstændighed, at flere af de unge bleve opdragne ved udenlandske Instituter.
At Tromsø Selskabsliv udviklede sig saa smukt og saa rigt, var imidlertid tillige en Nødvendighed. Naturen bød intet den største Del af Aaret; Tromsø Indbyggere vare afsondrede og henviste til sig selv.
Medens ovenstaaende, blodige Drama udviklede sig i Kautokejno, rullede Pariserlivet en miniature med sine Konserter og Dilletantforestillinger, sine Selskaber og Baller rastløst og uophørligt hen under det Mørke, som havde lejret sig over Polarbyen saa tæt, at selv ved Middagstid brændtes Lys.
Hvilke brogede Perspektiver dog disse Gader, tilsneede og dunkelt oplyste, fremviste for Beskuerens Øje!
Russiske Kaner, forsynede med kostbare Ulve- og Bjørneskindsfælde samt prydde med filerede Net, fore igennem dem. Hvilken Klang af Bjælder, af lystige Piskesmeld! Hvilken Latter, Raaben, Banden og Skælden paa norsk, lappisk, kvænsk og russisk!
Der vrimlede av Lodjer[1] i Sundet og af Søfolk paa Kajerne. Sortskæggede, alvorlige, russiske Købmænd gik om med Lommerne fyldte med Russenødder. Russerne ere godmodige. De ere Børneelskere og ønske at lokke et glad Smil frem paa ethvert Barneansigt, de møde, helst dog ved Hjælp af Russenødder.
Grupper af Sølapper vare paa Zigeunervis lejrede i hver Gade og paa hver Brygge; man kendte dem i lang Frastand paa Lugten af Rensdyrshuder.
De lo, snakkede, dyppede sin bankede Tørfisk i Tran og takkede Gud for »godt, velsmagende« Maaltid.
Hvilken forunderlig, broget Tilværelse! Overforfinelse og ukultiveret Nomadeliv, Blaserthed og umiddelbar Naivitet!
Rul hen, du ejendommelige Nordpolsliv, rul hen, sprudlende og friskt, medens Tromsøen svømmede paa det plaskende Ishav. Lysene fra Polarstadens tusinde Hjem straalede ud i Mørket.
Forsølvet af Maanens blege Glans laa Ultima Thules Hovedstad lig et utydeligt, halvt spøgelseagtig Fata Morgana, som man er bange vil forsvinde, dersom man nærmer sig det, medens Himmelens Stjernefakler tegnede sælsomme Runer over dets Hoved.
Stjerneskud paa Stjerneskud faldt ned i Polarhavet.
Hold inde, du blinkende Regn, du forvirrer Synet og Tanken!
Nordlysene lynede gennem ALtet. De funklede, de gnistrede, de hvislede i en Elektricitetens afsindige Hvirvel. Det var Elementaraandernes vilde Jagt.
Tromsø laa i fuld Illumination og straalede ud i Saganatten.
Endnu var imidlertid alt taust fra Kautokejno, og intet Rædselsbud havde endnu naaet frem over Fjeldet.
Men under Tromsøs sædvanlige, lystige Selskabsliv begyndte der snart at gaa en sagte Underdønning. Den religiøse Opvækkelse forplantede sig lidt efter lidt til Stiftsstaden, men det skede tyst og stille. Den var endnu ikke trængt ind i de Kredse, i hvilke André færdedes. Ikke destomindre opfangede han lejlighedsvise Glemt af denne »mystiske Fremtoning,« naar han under Tiden om Aftenerne paa sin Vandring gennem Gaderne hørte Salmesang tone ud fra et eller andet Hus, hvor der holdtes en kristelig Opbyggelse.
André stod ofte stille og saa lyttende op til de oplyste, tildækkede Vinduer.
Disse lejlighedsvise Glemt vare imidlertid tilstrækkelige til at indgyde hans let bevægelige Fantasi et ubestemt Indtryk af noget hemmelighedsfuldt, der gærede i den Luft, han indaandede, af skjulte Magter, han ikke kunde raade.
Den fortsatte Kamp mellem André og hans unge Hustru blev hidset af den nervepirrende Søvnløshed, der ofte er den mørke Tids ubønhørlige Ledsager. De vare begge unge, livskraftige og — stærke. Ingen af dem vilde give efter, og ingen af dem vilde give tabt. Den lidenskabelige Kærlighed, de hver paa sin Side følte for hinanden, gav Striden en Intensitet, der drev den ud paa Spidsen.
Ligesom André hin Gang for femten Aar siden i Kautokejno listede sig om den unge Pige med Lazzaronens Smidighed for tilsidst at erobre hende, saaledes kæmpede han nu lig Pygmalion, forat hans Galathea skulde faa den Glød og den Hengivelse, han forlangte.
Pygmalion vilde blive Galatheas Gud.
Olgas Længsel efter André’s Fader blev tilsidst ulidelig; thi hun havde en Følelse af, at naar hun blot fik komme til den gamle Mand og lette sit forpinte Hjerte, vilde alt blive godt.
André’s »store Arbejde« var imidlertid blevet færdigt, dette romantiske Epos, — thi Ultima Thules Søn var naturligvis en fuldblods Romantiker, — der i Følge alles Forventning skulde forbause Verden.
Den unge Poet havde netop afsendt sit Manuskript til sin Forlægger, da han og Grev Wasili en Aften slentrede ud udenfor Byen.
Den første gik og nød indvortes Eftersmagen af sin Inspiration, medens den sidste udviklede sine Theorier om Præeksistensens Skønhed og Dybsindighed.
Hans Svigersøn svarede adspredt og med Enstavelsesord. André var »anderswo engagirt« og formaaede ikke at løsrive sine Tanker fra det moderlige Billede, han havde fremtryllet i sin Diktning.
Dette Billede fyldte tilsidst hans Sind med en fortærende Længsel efter en Gang at kunne faa det at se Ansigt til Ansigt.
Det vilde være et Mirakel, hvis det skede, men til enkelte Tider er Menneskenaturen forberedt paa noget uventet, selv om den savnede, eller det savnede, figurlig talt, stod op fra de døde.
Grev Wasili stansede pludselig. De vare lige udenfor Hansjonæsset[2], hvor en Trup tilrejsende Linedansere havde lejret sig i en aaben Traktørbod.
»Voilà!« udbrød Grev Wasili. »Lad os et Øjeblik gaa ind og se paa disse Gøglere. Der var et Ansigt, som vel var værd et Par Minutter.«
Greven aabnede Porten, og André fulgte ham mekaniskt og fremdeles hensunken i sine egne Tanker.
»Et Krus Øl, Marketenterske!« raabte Grev Wasili leende.
André, der i det samme Øjeblik saa Moderen, saaledes som han havde fremstillet hende i Slutningsscenen, hvor hun med Valkyriens ildfulde Begjestring svinger Krigsfaklen, saa op paa den Kvinde, der rakte dem Kruset.
Han for tilbage, som om en Øgle havde stukket ham. Han slog hende Kruset ud af Haanden og styrtede ud, som om den Dæmon, der boede i ham selv, og som han havde indsuget med Modermelken, fulgte i hans Fodspor.
Nu havde han staaet Ansigt til Ansigt med denne Djævel. Det var hans Moder! Han kendte hende igen efter det halvt udviskede Daguerreotyp, hans Fader havde vist ham; det var jo hans eget Ansigt!
OM saa hele Verden vilde erklære, det ikke var hende, vilde Stemmen i hans Indre alligevel sige: »det var din Moder!«
Var det Blodets Røst?
André ilede hurtigt frem ad, han blev pludselig bange for sin egen Natur.
Billedet, han havde rejst, var styrtet fra Idealitetens Piedestal ned i det Virkelighedens Smuds, han traadte under sine Fødder.
I Afsky og panisk Rædsel ilede han hen til Hotellet, hen til sin Hustru, forat indaande ren Luft.
»Pak dit Tøj ind, Olga,« raabte han, »om nogle Dage rejse vi til Kautokejno!«
Thi Faderen blev med ét det eneste Menneske i Verden, der kunde redde ham.
André greb fat i sin Hustrus Haand, og nu fulgte en af de Latterparoxysmer, som Olga allerede kendte.
Hun rev Haanden til sig, dækkede for sine Øjne og flygtede for denne rædselsfulde Haanlatter, der forfulgte hende og gennemisnede hendes Blod.
»Alt viger under mine Fødder, jeg bliver svimmel! Hvad er jeg? Er jeg Kvæn? Er jeg Lap? Er jeg Nordmand? Var jeg kun én af dem og ikke lidt af dem alle! — Gud i Himlen!« raabte André, »kunde jeg blot faa Tag i mig selv!«
Grev Wasili var imidlertid bleven staaende og stirrede med vidt opspilede Øjne paa den ranke Kvænkvinde, der havde rakt dem Kruset.
Trods de femti Aar kunde man alligevel ikke undgaa at lægge Mærke til hende. Det askefarvede Haar var blevet graat, men de sorte Øjne luede endnu med Ungdommens Ild.
»Det Ansigt har jeg kendt,« mumlede han, idet han satte Lorgnetten paa.
»Ja,« sagde hun med en besynderlig dæmpet, stille Haan, »det Ansigt har du kendt og — skændet. For din Skyld forlod jeg den Mand, der var som en Gud i Samenligning med dig og mig. For dig, Usling, forlod jeg ham, hvis Fødder du ikke er værdig at kysse, — den gamle Mand, der visselig har tilgivet sin gamle Hustru.«
Hendes sorte Øjne skøde Vredeslyn, og idet hun pegede paa Porten, sagde hun med en ubeskrivelig stolt Foragt i Stemme og Blik:
»Gaa — jeg vil ikke længere besmittes af din Aande.«
Grev Wasili lod sig det ikke sige to Gange. Denne Rencontre var altfor ubehagelig. Hvordan i Himlens Navn var denne forglemte Karasuando-Kvinde kommen faldende ned fra Himmelen!
Grevet retirerede øjeblikkelig og blev pludselig med en Gang saa ubehagelig lille.
Men Andreas Thorsens Hustru blev staaende igen med Armen støttet paa Portstolpen og stirrede efter den bortflygtende.
Hun havde ikke set sin Søn, hun havde neppe lagt Mærke til, at han slog hende Kruset ud af Haanden; hun havde kun set Grev Wasili.
Da hun netop Aftenen i Forvejen var ankommen med den Trup, der gav hende Livsophold, vidste hun heller ikke, at André var paa Tromsø, ligesaa lidt som Rygtet om hendes Søns eventyrlige Skæbne nogensinde under hendes omflakkende Liv havde naaet hendes Øre.
Aina tænkte ikke paa sit Barn. Hun tænkte kun paa den Mand, hun havde forladt, og som havde været saa »god mod hende.«
»Og jeg gamle Kvinde har brugt syv og tyve Aar forat komme tilbage til ham!« tænkte hun sørgmodigt. »Nu kan jeg ikke mere! Maa jeg blot faa krybe hen for hans Fødder og saa — dø.«
Grev Wasili ilede imidlertid af Sted, som om den Onde i Form af en ubehagelig Erindring fulgte ham i Hælene.
»Vi maa tage til Kautokejno,« sagde han aandeløs, da han naaede Hotellet. »Luften her er bleven plumret, vi trænge til Sceneforandring.«
Grev Wasilis Glæde ved, at Andrés Beslutning stemmede overens med hans egen, gjorde den lille Mand ude af sig selv af Henrykkelse.
Olga skjulte imidertid sin Forbauselse over det ligesaa pludselige som uventede Omslag.
Rejsen blev hurtig fastsat, og da André, trods sin nyskabte Stemning, dog ikke formaaede at lade nogle Triumfens Blomster ligge hen at visne uden øjeblikkelig at plukke dem, blev Routen — den haarde Aarstid uagtet — bestemt til ved Hjælp af en Lodje, der skulde til Vadsø, at lægges over Hammersfest, Vardø og Vasino. André ønskede tillige, at hans Hustru skulle se disse Steder ved Vintertid.
André, hans Hustru og Svigerfader havde imidlertid neppe forladt Tromsø, førend Efterretningen om Urolighederne i Kautokejno naaede Stiftstaden og vakte en umaadelig Sensation og Bekymring.
Overordentlige Forholdsregler bleve trufne, og Autoriterne, det vil sige: Biskop og Stiftamtmand, gjorde sig øjeblikkelig rede til at tage op til Kautokejno.
Imidlertid nærmede André sig langsomt Østfinmarken.
Han havde en Gerning at udrette, — han vidste ikke selv hvilken.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |