André fra Kautokejno/14
Nytaarsdagsmorgen blev hans Lig fundet i Sneen, og Thorsen indsaa Nødvendigheden af, at nu maatte der gribes til alvorlige Forholdsregler og ved Hjælp af disse til Selvforsvar, hvis ikke Oprøret skulde antage Dimensioner, paa hvilke han neppe vovede at tænke. Han gik derfor hen til Lensmanden.
»Der maa øjeblikkelig sendes Ekspres til Fogden efter Politiassistenter,« sagde han.
»Hvem skulle vi sende?« spurgte Lensmanden. »Her er ikke en Lap i hele Kautokejno, paa hvem vi kunne stole. Jakob Tudekas er for gammel.«
»Saa maa du rejse selv«, søgde Thorsen. »Rejs øjeblikkelig, der er ikke et Minut at spilde, og tag Vare-Ren[1] med.«
Efter Lensmandens Afrejse tiltog imidlertid Urolighederne Time for Time.
»Hvad skal jeg gøre,« tænkte Kirkesangeren, »forat holde dem i Tømme? Det er Nytaarsdag. Om jeg aabnede Kirken, tændte Lysene og holdt en Bøn i Kordøren? I Nødsfald maa det være mig tilladt forat frelse Menneskers Liv.«
Øjeblikkelig han havde fattet denne Beslutning, gik han hen til Tudekas’s Gamme.
»Følg med, Jakob,« sagde han, »vi ville gaa til Kirken og tænde Lysene. Du skal ringe Klokkerne.«
Uden at sige et Ord stod Samen op og fulgte ham.
Kirken blev aabnet, Lysene bleve tændte, og Kirkeklokkerne løde ud over Kautokejno.
Lapperne stansede og lyttede.
Hvad var det? Der var jo aldrig nogen Gudstjeneste paa denne Tid af Aaret?
Men Kirkeklokkerne bleve ved at lyde, og Lysene straalede ud gennem Kirkevinduerne.
»Det maa være et Mirakkel,« tænkte Lapperne og strømmede til. Fra alle Kanter kom de og styrtede ind i Kirken.
Andreas Thorsen stod i Koret, og et Sekund opfangede han et Glimt af Lamik Nikkut, der listede sig ind ad Kirkedøren.
Kirken blev propfuld, og Lappernes Ansigter vare nysgerrige vedte op mod Kirkesangeren.
»I Guds Navn!« tænkte Thorsen, idet han begyndte at læse Indgangsbønnen.
Men i samme Øjeblik lød en høj, kraftig Røst gennem Kirken:
»Fordømt være du, Andreas Thorsen!«
Kirkesangeren vendte sig om og saa Lamik Nikkut, der stod oppe paa Prædikestolen og med vredesglødende Ansigt stirrede ned paa ham.
»Stig ned, Lamik Nikkut!« sagde Thorsen roligt, idet han igen vendte sig om mod Menigheden og begyndte at bede:
»Fader vor, du som er i Himlen.«
»Du lyver, Andreas Thorsen!« raabte Lamik Nikkut, idet han styrtede ned fra Prædikestolen og frem i Koret. »Du skulde sige: »»Fader vor, du som er i Helvede!«« thi din Fader er Djævlen. Slutter eder til mig, Samer! En saadan Lærer bør ikke taales! Ned med ham til Afgrunden, og i Afgrunden er Rædsel!«
Lappen var næsten imponerende skøn, som han stod der med funklende Øjne, Huen revet af Hovedet, og Ordene strømmende fra hans Mund i ildfuld Veltalenhed.
»Jeg er opstanden uden Kød!« raabte han. »I Kraft af Aanden er jeg sand Gud, og i Kraft af min menneskelige Natur er jeg tillige sandt Menneske. Bøj Knæ, Samer, og bed! Jeg er Kristus!«
En Flok Lapper, der samme Dag vare komne fra Karasjok, og som ikke vare grebne af Forvildelsesrusen, blev dette imidlertid for stærkt. De sprang frem og kastede sig over Lamik.
Nikkut gjorde en fortvivlet Modstand, han slog om sig til Højre og til Venstre, og da hans »Troesbrødre« kom ham til Hjælp, brød han sig frem gennem Sværmen og styrtede ud.
I Kirken opstod der imidlertid et forfærdeligt Slagsmaal mellem Karasjok- og Kautokejnolapperne. Der flød Blod paa den indviede Gulv, og Eder og Forbandelser trængte sig helt op til Alteret.
Thorsen, der kendte Lappernes Modtagelighed for ethvert ydre Indtryk, indsaa øjeblikkelig, at den eneste Frelse var et pludseligt Mørke.
»Sluk Lysene, Tudekas,« sagde han. Men Jakob Tudekas stod ubevægelig med opspilede Øjne og betragtede den kæmpende Masse. Smitten havde begyndt at gribe ogsaa ham, og da en liden Lappepige paa elleve Aar pludselig sprang ud af Kvindernes Klynge op paa Alteret og med hvinende Stemme røøbte: »Blod! Blod! Blod! Blodet, der flød paa Korset, lad det flyde til Fordømmelse!« styrtede Tudekas frem, faldt paa Knæ og jublede:
»Herren har sandelig besøgt sit Folk! Herre, du haver skjult det for de vise og forstandige og aabenbaret det for de enfoldige og umyndige!«
»Vogt dig, Tudekas!« raabte Thorsen. »Følg hjem med mig.«
Forgæves! Advarsler og Formaninger vare talte for døve Øren.
»Naar Menneskene tie, skulle Stenene tale,« raabte Jakob Tudekas.
Da slukkede Thorsen Lysene, og der blev bælgmørkt i Kirken.
En pludselig Dødsstilhed indtraadte. Der hørtes ikke en Lyd undtagen Lappernes stønnende Aandedræt.
Efter ti Minutters Forløb stod Thorsen alene igen i Mørket.
Lamik Nikkut var imidlertid fra Kirken ilet ned til sin Gamme.
Seimke sad paa et Renskind foran Ilden med det halvnøgne Barn i Skødet, da hendes Mand stormede ind.
»De Syndens Hunde forfølge mig!« raabte han. »Giv mig nogle Lefser og et Stykke Kød, jeg maa tilfjelds!«
Seimke lagde Vaibi ned paa Skindet og efterkom skælvende hans Opfordring, medens Lamik tog Madposen og spændte Skierne paa.
»Bliv hos dit Barn, Lamik,« sagde Seimke og tog bønfaldende hans Haand.
Nikkut rev den til sig, svingede med Staven, og med Raabet:
»Den, som lægger Haanden paa Ploven, se sig ikke tilbage, ellers vorder han en Saltstøtte som Loths Hustru!« ilede han ud.
»Herre Gud Fader!« sagde Seimke, idet hun tog Barnet i sine Arme og grædende krøb sammen paa Hug foran Ilden. »Mit Hjerte er ubehjælpelig som en stakkels, vingeløs Fugl.[2] Kom du og tag det i din Haand.«
Nogle Timer efter at Thorsen var vendt tilbage til sit Hus, kom Seimke styrtende ind til ham med Barnet paa Ryggen.
»Kom op, kære Kirkesanger, kom op!« raabte hun bedende, idet Taarerne strømmede ned ad hendes Kinder. »Min Fader har faaet Smitten, kom og frels ham!«
Thorsen fulgte hende øjeblikkelig til Bumandens[3] Gamme; men da han løftede Renskindet og traadte ind, veg han uvilkaarlig tilbage for det Syn, der mødte hans Øje.
Jakob Tudekas sad halvnøgen midt paa Jorden og sled i de Toug, hvormed han var bleven bunden. Fraaden skummede ham ud af Munden, og han lignede en af Bibelens besatte. Lapperne stode rundt om ham med blottede Hoveder og betragtede ham med hellig Ærefrykt.
»Vi have maattet binde ham,« sagde en af dem. »Aanden kom i en saadan Fylde over ham, at hans Legeme ikke kunde bære det.«[4]
Thorsen saa paa ham.
»Hvorledes lever du?« spurgte han.
»Jeg! Som var, som er og som bliver?« spurgte Tudekas. »Knæl!« raabte han til Datteren.
»Ja, jeg skal,« svarede hun angst, idet hun knælede ned foran ham.
Tudekas hævede de bundne Hænder.
»Det er ikke nok. Du skal tilbede mig som —«
»Holdt,« raabte Thorsen, »ingen Gudsbespottelse, Jakob Tudekas! Staa op, Seimke!« vedblev han, »du skal tilbede Herren din Gud og ham alene!«
Idet Seimke langsomt rejste sig op, tilkastede Tudekas Thorsen et hadsk men samtidigt frygtsomt Blik.
»Satan annamme dig!« skreg han.
»Du skal ikke bande,« sagde Kirkesangeren.
»Jo, Belials Søn! Naar der kommer Magt over mig til at bande, saa bander jeg.«
»Han har Ret til at bande dig,« raabte Lapperne. »Jakob Tudekas har Aanden!«
»Den Aand, der taler ud af eders Mund, viser bedst, hvis Børn I ere,« svarede Thorsen. »Samer, I have vist mig eders Rievdadus-Mærke.«
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |