Anarkiets Bibel/Bog IX
Planen mislykkes. Østens og Vestens
skuder blir staaende der side om side
paa blindskjæret og hugge — det hele
ser haabløst ud
KAPITEL I
Arbejdets organisation mislykkes for pengepisk-
svingerne
Dette var hvad Østens pengepisk-svingere sa til hverandre, da de var kommet over den første almindelige krise, og forstod at de hadde en række lignende kriser ivente, hvis de blev ved at la tingene gaa sin egen skjæve gang. Det vil si, de mest betænkte af dem sa det til de andre. Og de ikke bare sa det, de dannet ogsaa en organisations-forening, der altsaa skulde virke for en sammenslutning af den taabelige anarkiske privat-produktion til en rationelt ordnet landsproduktion.
Det første organisations-foreningen gjorde var, at stifte filialer overalt, landet rundt. Det gjaldt jo nemlig først at faa producenterne paa hvert enkelt sted til at slutte sig sammen hver i sin branche, og drive branchens produktion paa stedet for én fælles regning. Naar der paa hvert enkelt sted ikke længer var mere end én produktions-forretning i hver branche, skulde samtlige landets produktions-forretninger slutte sig sammen hver i sin branche og drive branchens produktion under ét for det hele land. Og naar der saa hele landet over ikke længer var mere end én produktions-forretning i hver branche, skulde endelig samtlige brancher slutte sig sammen og drive al produktion for én fælles regning — under ledelse af et centralstyre, der i samraad med tilsynsmænd fra alle brancher ordnet produktion og omsætning saaledes, at befolkningen kunde gaa til sin gjerning befriet fra alle økonomiske bekymringer, mens pengepisk-svingerne fik al den luxus som dermed var forenelig.
Dette var programmet. Men det viste sig at være et langt lærred at blege —:
I hver enkelt branche var der jo daarlige forretninger og gode — og indehaverne af de gode følte ingensomhelst trang til at slaa dem sammen med de daarlige. Og mellem de forskjellige brancher var der jo nogle som netop florerte og tjente store penge, mens andre for øjeblikket laa nede under overproduktion og tjente lidet og ingenting, hvis de ikke gik med tab. En sammenslutning hadde ingensomhelst tillokkelse for producenterne i de florerende brancher. Saa var der ogsaa de stakkels pengepisk-svingere som før, under, og efter den almindelige krise hadde tabt sine formuer paa uheldige foretagender. Tre veje stod dem endnu aabne til at vinde sine formuer tilbage: handels-spekulationer, selvstændig gründer-virksomhed og aktie-jobberi — og alle tre veje vilde jo bli stængte, hvis en sammenslutning kom istand. I det øjeblik pengepisk-svingerne begyndte at drive al produktion og omsætning for én fælles regning, vilde nemlig deres ring engang for alle være sluttet. Hvem der da befandt sig indenfor ringen, kom altid til at bli der; men hvem der i det øjeblik befandt sig udenfor, vilde aldrig kunne slippe derind, uden ved arv. De ruinerede pengepisk-svingere, som altsaa kom til at befinde sig udenfor, følte sig alt andet end begejstrede ved tanken om en saadan sammenslutning. Endelig var der ogsaa handelsstanden, som under den fri konkurrences regimente hadde voxet sig op til en mægtig, selvstændig stand. Denne stand ledet ikke blot omsætningen, den ledet ogsaa for en væsentlig del selve produktionen; den tjente stadig væk formuer hver gang den bragte produktionen ind i et nyt rigtigt spor, og selv om den ogsaa stadig væk tabte formuer, hvergang den ledet produktionen paa vildspor, saa tjente den dog i længden mange flere formuer end den tabte. For denne stand var jo det at knæsætte organisations-tanken ensbetydende med selvmord. Ganske vist kom de handelsmænd, der allerede hadde erhvervet sig formuer, til at befinde sig indenfor ringen, og var dermed sikre paa altid at kunne beholde dem; men alle de der endnu ingenting ejet, andet end det kommercielle eller finansielle talent, hvormed de haabet at skulle kunne vinde sig formuer — og det var jo massen af dem — de kom jo til at befinde sig udenfor ringen; og naar der ingen plads længer var for selvstændig handels-virksomhed, vilde der for dem ikke være nogen anden udvej end at søge sig plads som funktionærer, hvad de hverken hadde lyst til eller anlæg for, siden deres lyst og anlæg jo gik i retning af at erhverve sig formuer ved kommercielle eller finansielle operationer. Osv. osv. — kort sagt: en mængde sær-interesser rejste sig mod organisationstanken.
Der fandtes imidlertid blandt Østens pengepisk-svingere endnu saa megen forstaaelse af, hvad al ejendom egentlig er indstiftet for, og saa megen god vilje, at en sammenslutning alligevel vilde være kommet istand, hvis man bare for alvor hadde vært overbevist om, at det virkelig var muligt at drive landets samlede produktion og omsætning som en eneste stor kjæmpeforretning. Men de færreste hadde nogen egentlig tro paa, at det virkelig lod sig gjøre. „Det vilde bli en altfor uendelig indviklet og indfiltret affære! — det gaar pokker ikke!“ sa de fleste og rystet vantro paa sine hoder. Og fordi troen manglet gik sær-interesserne af med sejren. Organisations-tanken blev ganske vist en tidlang ivrig diskuteret; der blev skrevet og talt, snakket og vrøvlet, for og imod, offentlig og privat, i aviser, paa møder og mand og mand imellem — men det lykkedes ikke at faa viljerne bragt sammen.
Det eneste positive resultat af organisations-foreningens virksomhed blev, at en sammenslutning virkelig kom istand mellem producenterne i en enkelt branche, som netop laa stygt nede under overproduktion dengang organisations-foreningen begyndte sin virksomhed. Fortvilede over den elendige forfatning hvori deres affærer befandt sig greb producenterne i denne branche sammenslutnings-tanken strax den blev kastet ud, og klamret sig til den som til en redningsplanke. Og bedre redningsplanke kunde de aldrig ha fundet. Ved at slutte sig sammen opnaadde de for det første at befri sig for al ny konkurrence. De nye konkurrenter som dukket op her og der, strax branchens affærer begyndte at rette paa sig, blev i en fart konkurreret sønder og sammen saa de forsvandt, og resultatet var at folk tog skræk og lod branchens produktion ifred. Dermed var de forenede producenter herre over markedet og behøvet ved ansættelsen af sine priser ikke længer at ta hensyn til andet end den udenlandske konkurrence, som slet ikke var generende; de prøvet sig derfor ganske rolig frem til de hadde fundet ud hvilke priser der var de fordelagtigste — og producerte saa ikke mere end hvad der til disse priser lod sig sælge, hvorved de indsparte en betydelig mængde arbejdsløn. Dernæst opnaadde de ved sammenslutningen ganske betydelig at forenkle branchens administration, hvad der indsparet en mængde administrations-omkostninger. Og endelig kunde de, strax de hadde sluttet sig sammen, afskedige en hel hær af handelsreisende og andre mellemmænd, som de hadde vært nødt til at benytte saalænge de konkurrerte med hverandre, men som de ingen brug hadde for mere, siden de arbejdet sammen — ogsaa en vældig besparelse.
De forenede producenter gned altsaa fornøjet sine hænder — de tjente nu store penge. Men arbejderne, administrations-funktionærerne og alle de utallige mellemmænd rystet bekymret paa sine hoder —: hvor i alverden skulde det bære hen, hvis nu ogsaa de andre brancher gav sig til at organisere sig, den ene efter den anden! smaafolk kom jo da til at sulte ihjel i massevis! — og det spørgsmaal blev for fuldt alvor opkastet: Bør det være tilladt paa den maade at ta brødet ud af munden paa folk?
Spørgsmaalet blev ivrig diskuteret, og de fleste kom til det resultat, at det var aldeles utilbørligt og burde forbydes ved lov. Man ræsonnerte nemlig som saa:
Der er jo ingen som betviler, at en rationelt ordnet lands-produktion er meget fordelagtigere end den planløse anarkiske privat-produktion som nu drives. Ikke blot kan de konkurrerende producenter ikke paa langt nær beskjæftige den hele befolkning, men de er desuden nødt til at beskjæftige en vældig mængde mennesker med arbejde som kun er nødvendigt fordi de konkurrerer med hverandre. Alt dette arbejde blir jo overflødigt naar produktionen organiseres, og baade den vældig mængde arbejdskraft som derved indspares, og den vældig mængde arbejdskraft som de konkurrerende producenter maa la gaa ledig, vil af lands-produktionens centralstyre bli anvendt til produktivt arbejde — hvad der jo er en stor og utvilsom fordel.
Men nogen saadan fordel opnaaes ikke ved at organisere en enkelt branche. At producenterne i den enkelte branche, ved at organisere sig og ta monopol paa branchens produktion, gjør en mængde arbejdere administrations-funktionærer og mellemmænd overflødige, og derved indsparer en masse arbejdskraft, tjener jo kun til at øge arbejdsløsheden, fordi den enkelte branches centralstyre ikke — som centralstyret for en organiseret lands-produktion — formaar at skaffe anvendelse for den indsparede kraft.
Ved en fuldstændig organisation af alt landets arbejde kan arbejdsløsheden tvinges til at forsvinde, men ved organisation af en enkelt branche opnaar man tværtimod bare at øge den. Og derfor siger vi: Et af to: enten organisation over hele linjen, eller fri konkurrence over hele linjen! Enhver blanding af organisation og konkurrence er et større onde end konkurrencen alene — altsaa bør delvis organisation forbydes ved lov.
Hertil svarte imidlertid producenterne i den organiserede branche: Skal den hele produktion engang bli organiseret, maa der begyndes med de enkelte brancher — og mens dette organiserings-arbejde staar paa kommer arbejdsløsheden ganske rigtig til at voxe. Men til gjengjæld vil den ogsaa helt komme til at forsvinde i det øjeblik sammenslutningen af alle brancher finder sted. Hvad det gjælder om er derfor, at organiseringen af de enkelte brancher ikke kommer til at trække i langdrag — og har vi nu tat det første skridt ved at organisere vor branche, saa bør altsaa I andre skynde jer alt hvad I kan med at komme efter, for at overgangstiden med dens ulemper kan bli saa kortvarig som muligt.
Men de andre kom slet ikke efter. Massen af dem trodde i det hele taget ikke paa muligheden af en fuldstændig organisation, og holdt derfor principmæssig paa den fri konkurrence som det mindre onde. Og saa gik desuden „tiderne“ op, hvad der baade gjorde at spørgsmaalet blev mindre brændende, og at særinteresserne fik vind i sejlene.
Naar „tiderne“ tilslut alligevel gik yderligere op, da skyldtes det atter de ledige funktionærer. Disse folk der saa flinkt hadde firdoblet sine formuer under krisen, hadde ingenlunde lagt sig paa ladsiden da krisen var over — de hadde tænkt og spekuleret paa det som nu var at gjøre, og lagt sine planer. Et hadde de strax vært paa det rene med —: en luxus-produktion maatte sættes igang! De ræsonnerte nemlig som saa: Landmændene og de gamle gründere er jo allesammen rige folk der tjener det flerdobbelte af hvad de bruger, og hvad det gjælder om er altsaa at faa dem til at bruge hvad de tjener, eller ialfald saameget af det som muligt. Men skal det kunne lykkes os, maa vi jo producere luxus som de ønsker at kjøbe. De penge vi faar dem til at kjøbe bort i luxus gaar for en del i lommen paa os luxus-producenter, men størsteparten af dem vil jo bli tjent af vore luxus-arbejdere og altsaa komme til at øge befolkningens kjøbeevne, som desuden betydelig vil øges ved at arbejds-lønnen gaar op over hele linjen strax luxus-produktionen sættes igang. Men stiger befolkningens kjøbeevne, da stiger ogsaa huslejen og priserne paa nødvendigheds-artikler — og med priserne paa nødvendigheds-artikler ogsaa aktie-udbyttet. Vi faar altsaa da for det første allesammen større indtægt af vore aktier — og desuden faar ejendomsbesidderne større husleje, de arbejdende funktionærer større gager, og vi selv den nye indtægt af vor luxus-produktion. Med andre ord: vi kommer da allesammen til at tjene mere end vi nu bruger. Og da vi jo ikke er pengepugere, kommer vi allesammen til at bli luxus-industriens kunder. Luxus-industrien vil derfor kunne betydelig udvides, og da befolkningens kjøbeevne derved yderligere vil øges og aktie-udbyttet med den, vil nye konkurrenter komme til at kaste sig ind ogsaa i nødvendigheds-produktionens forskjellige brancher. Og medens saaledes stadig nye etablissementer rejses baade i luxus- og nødvendigheds-brancherne, vil tiderne florere, og hele befolkningen finde stadig og vellønnet beskjæftigelse.
Saadan ræsonnerte de ledige funktionærer — og da de hadde udarbejdet sine planer gik de ivej med at rejse en mængde luxus-etablissementer landet rundt. Selv havde de jo nogle skillinger i banken; ejendoms-besidderne og de arbejdende funktionærer tegnet desuden ivrig aktier i de nye foretagender; og endelig hadde de gamle gründere nu lavet banker som laante penge ud mod sikkerhed i industri-aktier — saa der var ingensomhelst pengemangel.
Og det gik som de ledige funktionærer hadde tænkt:
Da anlægget af luxus-etablissementerne begyndte, minket arbejdsløsheden strax ganske betydelig, arbejdslønnen gik ivejret over hele linjen, befolkningens kjøbeevne voxte, husleje og aktie-udbytte med den — og da etablissementerne blev færdige hadde derfor alle pengepisk-svingere raad til at optræde som luxus-industriens kunder.
Da det første sæt luxus-etablissementer tjente store penge og slet ikke magtet at tilfredsstille efterspørgselen, gik man øjeblikkelig igang med anlæg af et nyt sæt. Arbejdsløsheden minket som følge deraf paany, arbeidslønnen gik yderligere ivejret, udbyttet af nødvendigheds-produktionen med den — og der tjentes nu saa pene penge paa nødvendigheds-produktionen, at konkurrencen ogsaa kastet sig over den. I alle nødvendigheds-brancher begyndte man at rejse nye etablissementer. Og snart var der ingen arbejdskraft mere ledig, befolkningen var beskjæftiget til sidste mand — og arbejdsløn og fortjeneste, kjøbeevne og aktie-udbytte hadde dermed naad sit maximum.
Oppe paa dette maximum kunde jo imidlertid aktie- udbyttet ikke holde sig længer end til de nye nødvendigheds-etablissementer blev færdige. Strax de traadte i virksomhed og øget produktionen sank priserne paa nødvendigheds-artikler; man blev nødt til at sælge det større kvantum man nu producerte, for de samme penge man hidtil hadde faat for det mindre kvantum, siden befolkningens kjøbeevne ikke øget samtidig med produktionens mængde.
Udbyttet af nødvendigheds-produktionen gik altsaa ned.
Og denne nedgang hadde en dobbelt virkning. At pengepisk-svingerne tjente færre penge paa sine nødvendigheds-artikler, betød jo paa den ene side, at befolkningen fik mere for sine penge — og det var derfor først nu, at „tiderne“ for alvor blev gode for befolkningen. Men paa den anden side betød jo nedgang i pengepis-svingernes fortjeneste ogsaa nedgang i efterspørgselen efter luxus — og da det nye sæt luxus-etablissementer netop samtidig blev færdigt og begyndte at øge luxus-produktionen, blev man nødt til at sælge det større kvantum luxus-artikler man nu producerte, for færre penge end man før hadde faat for det mindre kvantum der da producertes.
Ogsaa luxus-productionens udbytte dalte altsaa betydelig.
Alligevel tjentes der endnu saa meget, baade paa nødvendigheds-produktionen og paa luxus-produktionen, at man fremdeles vedblev at anvende al disponibel arbejdskraft til at rejse nye etablissementer — og mens „tiderne“ altsaa allerede var gaat betydelig ned for pengepisk-svingerne, vedblev de fremdeles at holde sig paa sit højdepunkt for befolkningen.
Men da saa et nyt sæt etablissementer blev færdigt og begynte yderligere at øge nødvendigheds-produktionen, mens befolkningens kjøbeevne vedblev at være den samme, og man som følge deraf atter maatte sælge det større kvantum nødvendigheds-artikler man nu producerte, for de samme penge som man før hadde faat for det mindre kvantum man da producerte, saa kom nødvendigheds-produktionen i vanskeligheder, og det ene etablissement efter det andet blev nødt til at indstille sin virksomhed.
Da udbyttet af nødvendigheds-produktionen paa denne maade omtrent gik ned til nul, gik ogsaa efterspørgselen efter luxus atter ned, just som et nyt sæt luxus-etablissementer begyndte at øge produktionen. Atter maatte altsaa det større kvantum luxus-artikler man nu producerte, sælges for færre penge end det mindre kvantum man før havde produceret, og følgen var, at ogsaa luxus-produktionen kom i vanskeligheder, saa etablissement efter etablissement maatte stanse.
Falliternes og arbejdsstansningernes tid var altsaa inde baade for nødvendigheds-produktionen og for luxus-produktionen — og dermed var det forbi med de „gode tider“ ogsaa for befolkningen. Arbejdsløsheden voxte og arbejdslønnen sank for hver dag som gik, og jo mere befolkningens kjøbeevne derved reducertes, desto mindre tjentes der paa nødvendigheds-produktionen — og jo mindre der tjentes paa nødvendigheds-produktionen, desto flere arbejdsstansninger over hele linjen. Pengenes underfundighed hadde atter bragt produktionen ind under den automatiske bræmse — og nedover bar det mod elendigheds-niveauet.
KAPITEL II
Den vrede befolkning vil selv overta produktionen
for at organisere den — men det mislykkes
Da var det, at den tapre befolknings taalmodighed omsider brast: der gled som en mørk skygge ind i de smaa gule mænds ansigter, solglimtet i deres øjne blev borte, og man saa vredeslyn glimte frem isteden, mens de indignerede stak sine hoder sammen og raadvilde spurgte hverandre, hvad djævelen der nu var at gjøre — ja for dette vanvid maatte jo ha en ende! — Og længe varte det ikke før røster lod sig høre, mørke alvorlige røster, som banet sig vej op fra folkedybet og sa:
— De der svinger pengepisken i vort land har vist sig uværdige til at svinge den; la os ta den fra dem og svinge den selv!
Befolkningen studset og lyttet... det var jo som talt ud af dens eget hjerte... men — lod det sig ogsaa virkelig gjøre?...
— Vist lar det sig gjøre, svarte de mørke røster — vi behøver jo bare at ville. Og vel kan det synes haabløst ved første øjekast, for os, alle millionerne, at ville bringe vore viljer sammen, naar det ikke engang har kunnet lykkes for vore pengepisk-svingere, skjønt de bare udgjør nogle hundretusen. Men der er en væsentlig forskjel mellem dem og os. Hver enkelt én af disse hundredetusinder hadde sine særinteresser, mens vi, millionerne, alle tilhobe bare har én eneste interesse — den at hver mand i landet skal kunne leve sorgfrit af sit arbejde. Og fordi denne eneste interesse er vores alles, vil vore viljer kunne bringes sammen, tiltrods for at vort antal er det mangedobbelte af deres.
Befolkningen lyttet opmærksomt... det var atter som talt ud af dens eget hjerte... men, men — hvorledes skulde det gaa til?
— Saaledes! svarte røsterne — og ikke anderledes: Paa hvert enkelt sted i landet slutter den ganske befolkning, de produktive som de uproduktive arbejdere sig sammen, og danner foreninger hver i sit fag; og i hver enkelt saadan faglig forening siger alle medlemmerne til hverandre, som om én mand sa det til sig selv:
— Vi, samtlige stedets arbejdere i dette fag, vil, at pengepisken skal fratages dem der svinger den, o g isteden svinges af befolkningens tillidsmænd, for befolkningens regning.
hvorpaa de strax vælger tillidsmænd der faar i opdrag at slutte foreningen sammen med landets øvrige foreninger i samme fag, saa de alle tilsammen kommer til at udgjøre et fagligt lands-forbund. De valgte tillidsmænd trær saa sammen, hver i sit fag, og siger paa alle de lokale foreningers vegne til hverandre, som om én mand sa det til sig selv:
— Vi, samtlige landets arbejdere i dette fag, vil, at pengepisken skal fratages dem der svinger den, og isteden svinges af befolkningens tillidsmænd, for befolkningens regning
hvorpaa de konstituerer sig som de sammensluttede foreningers faglige forbundsraad, og strax vælger nye tillidsmænd der faar i opdrag at slutte deres fags landsforbund sammen med landsforbundene i de øvrige fag, saa de alle tilsammen kommer til at udgjøre en eneste lands-organisation —: De Samvirkende Fag-forbund. Disse nye tillidsmænd trær saa sammen og siger paa alle lands-forbundenes vegne til hverandre, som om én mand sa det til sig selv:
— Vi, samtlige landets arbejdere i alle fag, de produktive som de uproduktive, vil, at pengepisken skal fratages dem der nu svinger den, og isteden svinges af befolkningens tillidsmænd, for befolkningens regning
hvorpaa de konstituerer sig som „De Samvirkende Fagforbunds centralraad — og skrider til at sætte befolkningens klart udtalte vilje igjennem ved at organisere de førstkommende politiske valg.
Vore pengepisk-svingere har jo nemlig ikke blot adopteret barbarernes økonomi, men ogsaa det med den sammenhørende politiske system, der gjør befolkningen absolut souveræn i det øjeblik den staar fuldt organiseret og ved hvad den vil. Ved de første politiske valg som finder sted efter at organisationen er istandbragt, blir ikke en eneste pengepisk-svinger gjenvalgt; befolkningen besætter ved sit organiserede valg hver eneste plads i nationalforsamlingen — og ikke før er den nyvalgte forsamling traadt sammen, før den øjeblikkelig enstemmig fatter følgende beslutning:
— „Privatmænds ejendomsret til jord, til fast ejendom, til dele af det industrielle produktions-apparat, samt til lagere af alle slags produkter, kort sagt: privatmænds ejendomsret til produktions-midlerne, er fra idag af ophævet. Produktionsmidlerne tilhører for fremtiden befolkningen, der betror dem til sine tillidsmænd, som faar i opdrag at organisere svingningen af pengepisken saaledes, at hver mand i landet, den ganske befolkning saavelsom de forhenværende pengepisk-svingere, herefter til enhver tid kan leve økonomisk sorgfrit af sit arbejde.“
Og det kan ikke nytte pengepisk-svingerne at sætte sig til modværge og forsøge at hindre, at denne beslutning blir gjennemført. Ejendomsvogternes landsforbund er medlem af De Samvirkende Fagforbund og lar sig ikke bruge mod organisationen — og med ejendomsvagten imod sig staar jo pengepisk-svingerne fuldstændig magtesløse. —
Saaledes talte de alvorlige røster der steg op af folkets dyb. Og befolkningen lyttet, men følte sig ikke overbevist —: Ah dette var jo vel nok ... men, men, men — vilde befolkningens tillidsmænd ogsaa virkelig være istand til at organisere svingningen af pengepisken saaledes, at hver mand i landet til enhver tid kunde leve sorgfrit af sit arbejde? — for det var jo det egentlige spørgsmaal.
Men røsterne svarte rolig:
— Derom kan der ikke være nogensomhelst tvil. Det er nemlig ganske anderledes let end det ser ud til — det er snart sagt fod i hose:
Ganske vist kan befolkningens tillidsmænd til en begyndelse ikke gjøre andet end at fortsætte produktionen ligesaa planløst som den nu drives. Men selvfølgelig vil de strax sætte alle de stansede etablissementer i virksomhed igjen — og hvad der da fremdeles blir tilbage af disponibel arbejdskraft vil bli anvendt til at rejse nye etablissementer i de brancher hvor man antar, at efterspørgselen under de nye forhold kommer til at kræve en øget produktion. Naar befolkningen paa denne maade er sat i arbejde til sidste mand, indsender alle de lokale fagforeninger, hver til sit fags forbundsraad, en opgave over den arbejdskraft som paa vedkommende sted er beskjæftiget i faget, hvorledes den anvendes, og med hvilket resultat. Paa grundlag af alle de stedlige opgaver udarbejder hvert fags forbundsraad en fuldstændig statistik over fagets arbejdskraft hele landet over — hvorledes den anvendes, og hvad der inden faget frembringes, hvis det er et produktivt fag. Denne fagstatistik blir af alle de faglige forbundsraad indsendt til De Samvirkende Fag-forbunds centralraad, som derved blir istand til at skaffe sig en fuldstændig oversigt over hvorledes landets samlede arbejdskraft anvendes, og hvad der i det hele taget produceres. Og ud fra denne oversigt inddeler centralraadet befolkningen i to klasser: den produktive og den uproduktive. Til den produktive klasse henregnes udelukkende den del af befolkningen som frembringer forbrugsartikler, og den uproduktive klasse kommer derfor til at omfatte: 1. alle dem der er beskjæftiget med vedligehold, fornyelse og forøgelse af produktions-apparatet; 2. den i engere forstand uproduktive befolkning; og 3. alle arbejdsudygtige.
Lad os nu for en enkeltheds skyld si, at de to klasser viser sig at udgjøre akkurat hver sin halvdel af befolkningen.
I saa fald udarbejder centralraadet en pristarif, gjældende for det hele land, hvorefter hver forbrugsartikel kommer til at koste akkurat det dobbelte af hvad der gjennemsnitlig, landet over, betales i arbejdsløn for at faa den produceret — og følgen vil være, at den produktive og den uproduktive klasse akkurat vil kunne kjøbe hver sin halvdel af alle de forbrugs-artikler som produceres.
Forbrugs-artiklerne sælges nemlig da ikke længer for penge. Som panteobligationer og aktier er blit værdiløse ved ophævelsen af den private ejendomsret til produktions-midlerne, er nemlig ogsaa pengene blit værdiløse derved, at centralbankens guldbeholdning er blit nationens ejendom, og ikke længer bruges til at dække seddelmassen, men udelukkende til at ordne landets mellemværende med barbarerne. Pengene kan altsaa ikke længer bruges hverken til at kjøbe forbrugs-artikler for, eller til at betale arbejdsløn med. Ethvert arbejde blir derfor at betale med anvisninger, lydende paa den arbejdstid det har kostet — saa og saa mange arbejdstimer eller arbejdsdage — og for disse anvisninger, og kun for dem er det at forbrugs-artiklerne nu kan kjøbes.
Da alle forbrugs-artikler tilsammen koster akkurat det dobbelte af hvad der er betalt for at faa dem produceret, vil følgelig den produktive klasse der har frembragt dem, for sine arbejds-anvisninger akkurat kunne kjøbe halvparten. Og naar arbejdslønnen er lige for alle, for de produktive som for de uproduktive arbejdere, og de arbejds-udygtige oppebærer fuld arbejdsløn i pension, saa vil altsaa den uproduktive klasse for sine anvisninger akkurat kunne kjøbe den anden halvpart.
Hermed vilde jo tingene være iorden, hvis der akkurat producertes hvad alle tilsammen ønsker at kjøbe for sine anvisninger. Men at det ikke vil bli tilfældet, er jo paa forhaand givet.
Skjønt alle tjener lige meget vil de nemlig ikke alle komme til at indrette sit forbrug ens — nogen vil foretrække at bruge hvad de tjener paa én maade, andre paa en anden, og hvorledes enhver indretter sig kommer altsaa til at afhænge af hans individuelle smag og behag. Hvad hele befolkningen tilsammen kommer til at ville kjøbe af hvert enkelt fags produkter, lar sig følgelig ikke paa forhaand beregne, og netop derfor er det jo ogsaa at tillidsmændene er nødt til i guds navn at fortsætte den planløse produktion, indtil de faar rede paa forbruget.
Foreløbig frembringes der altsaa slet ikke hvad befolkningen ønsker at kjøbe for sine anvisninger. Ganske vist vil det kunne hænde, at en eller anden branche tilfældigvis kommer til at frembringe netop akkurat, hvad der ønskes kjøbt af dens produkter; men det vil jo være det rene slumpetræf. Vi kan derfor i sin almindelighed si, at i enhver branche vil der enten bli produceret mere eller ogsaa mindre end befolkningen finder at ha brug for — og mens de brancher der producerer for meget vil faa varer liggende usolgte paa lager, saa vil til gjengjæld de andre brancher, der producerer for lidt, ikke være istand til at tilfredsstille efterspørgselen.
Men ikke at kunne tilfredsstille efterspørgselen, det vil jo nu si det samme som ikke at kunne honorere sine anvisninger, med andre ord fallit. Det gaar jo ikke an at si til en mand der kommer for at kjøbe en vare, at han faar værsgo kjøbe en anden vare isteden, fordi den vare han ønsker er udsolgt; han har jo alt kjøbt hvad han ønsker af andre varer; hvad han nu ønsker for de anvisninger han har tilovers er denne vare, og kan han ikke faa den, da er hans anvisninger for ham værdiløse, og han er altsaa blit bedraget for den arbejdstid de lyder paa. Og fortsætte at arbejde for værdiløse anvisninger, fortsætte at la sig bedrage, det er der jo ingen som vil.
Heldigvis har man imidlertid i alle brancher mere at tilfredsstille efterspørgselen med, end det der for øjeblikket produceres, og de brancher der producerer for lidet vil derfor ikke strax bringe tillidsmændene til fallit. Til en begyndelse har man nemlig i alle brancher vældige lagere liggende fra den fri konkurrences tid, — dengang producenterne stadig blev hængende med læs af varer, ikke fordi befolkningen jo hadde udmærket brug for dem, men fordi den ingen penge hadde at kjøbe dem for. Paa disse vældige lagere vil man kunne flyde en stund. Og mens man paa den maade foreløbig holder efterspørgselen stangen i de brancher hvis produktion er for liden, rejser man skyndsomst nye etablissementer, der hurtigst muligt vil bringe disse branchers produktion op i højde med efterspørgselen. For centralraadet volder den opgave ingensomhelst vanskeligheder. Ikke blot sidder nemlig centralraadet fra første færd af inde med fuld oversigt over hvad der i hver branche haves paa lager; men det blir ogsaa uafladelig holdt à jour med, hvorledes disse lagere enten voxer, fordi der i vedkommende branche produceres for meget, eller minker fordi der produceres for lidt — og mens produktionen i de brancher hvis lagere viser sig at voxe, øjeblikkelig indskrænkes, sætter centralraadet al den arbejdskraft, som derved blir disponibel, til at rejse nye etablissementer i de brancher hvis lagere viser sig at minke. Og skulde den fart hvormed en branches lagere tømmes, vise sig at være saa stor, at det blir nødvendigt at sagtne den, hvis man ikke vil se branchens lagere staa tomme før man endnu er istand til at øge produktionen i tilstrækkeligt mon, da har jo centralraadet det i sin magt at formindske efterspørgselen ved foreløbig at sætte priserne paa vedkommende branches produkter saa meget op, som nødvendigt er. Da anvisningernes masse vedblir at være den samme, vil jo en prisforhøjelse paa branchens produkter nødvendigvis tvinge efterspørgselen ned, og paa den maade vil altsaa lagerne kunne bringes til at vare, indtil de nye etablissementer blir færdige og kan bringe branchens produktion op i højde med efterspørgselen.
At centralraadet med sin fuldstændige oversigt over forbrug og produktion, sine vældige varelagere i alle brancher, og sit absolute herredømme over priserne, ikke blot til enhver tid kan honorere alle sine arbejdsanvisninger, men ogsaa inden kort vil bli istand til at sørge for at der virkelig blir produceret hvad der forbruges, er jo ganske indlysende og behøver ingen nærmere paavisning.
Længe vil det altsaa ikke vare før produktionen er blit saaledes indrettet, at den akkurat dækker forbruget, og naar det punkt er naad behøver man jo ikke længer at rejse nye etablissementer, med mindre man ønsker at udvide produktionen, for yderligere at kunne øge befolkningens forbrugsevne. Det blir derfor befolkningens sag, før dette punkt er naad, at afgjøre, enten den arbejdskraft som da blir disponibel skal anvendes til at forkorte arbejdstiden, saa befolkningen kan faa mere tid til at leve, og til at udvikle sig sjælelig og intellektuelt. Og naar den organisered befolkning gjennem sine organer har tilkjendegivet sin vilje i saa henseende, har centralraadet ingesomhelt vanskelighed ved at efterkomme den — det hele er fod i hose.
Da der altid vil findes gode, moddels og daarlige arbejdere i ethvert fag, kan det ved første øjekast synes uretfærdigt, at lønnen sættes lige for alle. Men det er kun tilsyneladende en uretfærdighed. Den mand der er en daarlig arbejder i sit fag, vilde nemlig højst sandsynlig blit en udmærket arbejder, hvis han bare hadde fundet plads i et fag der bedre passet til hans evner og hans temparament; og den mand der er en udmærket arbejder i sit fag, vilde ganske sikkert blit en daarlig arbejder, om han var kommet til at arbejde i et fag der hverken laa for hans evner eller hans temperament. Og ikke blot er det kun faa mennesker hvis evner er saa udprægede, at de strax ved sin indtrædelse i livet kan si: i det og det fag hører jeg hjemme, og i det bør jeg altsaa faa plads; men enhver er jo desuden mer eller mindre nødt til at ta fat i det fag hvor der netop er brug for hans arbejdskraft i det øjeblik han gjør sin indtrædelse i livet. Og siden at skifte fag har altid sine vanskeligheder. Den lige løn er derfor i virkeligheden slet ikke uretfærdig. Det forhindrer imidlertid ikke, at man hvis befolkningen ønsker det, alligevel kan anvende akkordsystemet overalt hvor det lar sig praktisere, skjønt det sikkert ofte vil føre til uretfærdige resultater.
Men der er ved den lige løn for alle en anden uretfærdighed, som det er ganske nødvendigt at bøde paa, den nemlig, at en mand der har børn at forsørge, kanskje en ti tolv stykker, ikke skal kunne bruge mere end den der ingen børn har. Den uretfærdighed lar sig imidlertid letvindt bøde paa ved at børnene regnes med blandt de arbejds-udygtige og derfor, alt efter sin alder, faar en større eller mindre brøkdel af en mands arbejdsløn i pension. Naar familiealderen ved siden af sin egen arbejdsløn hæver sine endnu ikke arbejdsdygtige børns pensioner, blir han jo økonomisk ligestillet med den der ingen børn har at forsørge.
Men alle den slags smaatterier kan centralraadet uden vanskelighed ordne efter befolkningens ønske.
Der er altsaa ingenting at betænke sig paa, tingen er grej og klar —: lad os simpelthen ta pengepisken ud af hænderne paa de uværdige der nu svinger den, og isteden svinge den selv!
Saaledes talte de mørke alvorlige røster der steg op fra folkedybet. Og mange var de, som lyttet og forstod, — og man saa da ogsaa strax en mængde smaa gule mænd med fanatisk staalglimt i øjet ivrig gi sig til at danne fagforeninger rundt omkring i det ganske land. De trodde i den første begejstringens rus, at befolkningen strax vilde strømme til og i en fart organisere sig som én mand. Men den lange elendighed hadde allerede forlængst afstumpet den stakkels befolkning; de fleste orket ikke at tænke paa andet end hvor de skulde faa mad fra imorgen; organisations-arbejdet blev derfor et langvarigt, trættende og kjedeligt arbejde, som endnu den dag idag har lange udsigter med at række frem — og den vanvittige privat-økonomi er derfor endnu i fuldt flor i Østen.
KAPITEL III
Hvorledes situationen samtidig hadde udviklet sig i
Vesten
I Vesten hadde udviklingen ført til ganske samme resultat, men ad en anden vej. Allerede længe før Vestens pengepisk-svingere kom i tanke om at slutte sig sammen til et konsortium for at sikre sine formuer mod det ødelæggende krisevæsen, hørtes node fra folkedybet indignerede røster som erklærte dem uværdige til deres gjerning, og opfordret befolkningen til, hurtigst mulig at organisere sig faglig, for selv at overta svingningen af pengepiske, og indrette produktion og omsætning efter alles tarv. Og her som i Østen blev mange af dem der lyttet til disse vrede røster, grebne af begejstring, og vandret med fanatisk staalglimtende øjne ud blandt befolkningen og prædiket fag-organisationens evangelium — i den glade tro at snart skulde man faa se befolkningens rejse sig overalt, og maalbevidst som én mand i en haandevending omstyrte det bestaaende, for paa dets ruiner at bygge op et nyt samfund, baseret paa frihed lighed og broderskab mellem menneskene.
Men ganske som i Østen blev deres haab ynkelig skuffet. Befolkningen lyttet til deres flammende tale med stille hovedrysten, lod sig slet ikke begejstre for det nye evangelium, var i det hele taget for sløv til at interessere sig for andet end hvor den skulde faa penge til mad fra imorgen — og de fagforeninger som blev dannet fik kun yderst faa medlemmer og formaadde intet at udrette.
Men de brave apostle tabte derfor ikke modet. Op mod denne utrolige sløvhed stillet de sejg, udholdende energi. Hadde de ikke magtet at ta befolkningen med storm, nuvel saa fik de ta den me dlæmpe tænkte de — og dermed forandret de bare taktik:
Det store maal — sa de nu — lar sig tydeligvis ikke naa saadan i en fart; det vil ta lange tider, kanskje hundrede aar, inden den trælbundne befolkning kan række frem til at staa maalbevidst organiseret overfor sin store opgave. Men allerede længe før, men den endnu holder paa at organisere sig, vil den gjennem sin organisation kunn opnaa betydelige fordele. Saasnart bare fag-organisationerne faar et nogenlunde antal medlemmer kan de nemlig ved strejker eller trudsler om strejk tvinge arbejdslønnen ivejret — og ved at gjøre sig politisk gjældende desuden fremtvinge en arbejdervenlig lovgivning der i væsentlig grad bedrer befolkningens kaar allerede under de private pengepisk-svingeres styre. Selv den der slet ikke tror paa befolkningens evne til at svinge pengepisken, og som derfor paa ingen maade vil være med paa at ta den ud af hænderne paa dem der nu svinger den, bør altsaa alligevel træ ind i fag-organisationen, for ialfald at skaffe sig selv og sine kammerater bedre arbejdsvilkaar.
Den tale forstod befolkningen bedre. Tilstrømningen til fagforeningerne øget derfor strax noget; efterhvert som det viste sig at fordele virkelig lod sig opnaa ad den vej, øget den stadig mer og mere — og lidt efter lidt kom de organiserede arbejdere til at udgjøre en ganske væsentlig del af befolkningen, selv om de endnu var i afgjort minoritet.
De fleste arbejdsgivere var i første øjeblik, da de saa det røde spøgelse dukke frem, blir temmelig forskrækkkede, og hadde under trudsel om afskedigelse forbudt sine arbejdere at melde sig ind i fagforeningerne. Men strax det revolutionære staahej forsvandt, og de krigerske revolutionstaler afløstes af fredelige reformkrav, stillet hovedmassen af arbejdsgiverne sig meget velvillig overfor organisations-bevægelsen. I og for sig hadde de nemlig slet ikke noget imod at efterkomne arbejdernes krav paa bedre vilkaar. Kun forlangte de at kravene skulde efterkommes samtidig af alle konkurrenter, saa konkurrence-forholdene ikke blev forrykkede. For at sikre sig at dette krav skete fyldest dannet de somme steder arbejdsgiver-foreninger, der sat haardt imod haardt, hvergang arbejderne i deres by eller deres land fandt paa at rejse krav der ikke samtidig blev rejst i konkurrerende byer og lande; andre steder organiserte man de arbejdere der ikke vilde ha med strejker at gjøre, og brugte dem som modvægt mod strejke-organisationerne — man stillet, som det hed, gule foreninger op imod de røde, for at kunne holde dem stangen naar det blev nødvendigt. Men ud over det tog arbejdsgiverne ingen forholdsregler. Med stor ro saa de paa fagorganisationernes fortsatte væxt; de vidste jo, at den store masse af disse organiserede arbejdere slet ikke tænkte paa at ta pengepisken fra dem, men kun ønsket fredelig forhandling om bedre vilkaar.
Men den idé som de mørke røster hadde kastet ud nede fra folkedybet: at befolkningen burde slutte sig sammen og drive al produktion for fælles regning og indrette den efter alles tarv, hadde hos endel penge-pisksvingere affødt den modsatte idé, nemlig at de besiddende klasser burde slutte sig sammen og producere i fællesskab, for at kunne indrette produktionen efter sit tarv. Ganske vist vandt denne tanke ikke almindelig tilslutning, men den førte dog til, at der ogsaa i Vesten fandt en sammenslutning sted inden et par enkelte brancher. Og sammenslutningen bragte vedkommende producenter de samme tre fordele som den hadde bragt deres kolleger i Østen —: De kunde holde sig fremmed konkurrence fra halsen og derved opnaa bedre priser; de slap at producere mere end der kunde sælges og undgik derved det spild af arbejdsløn som den fri konkurrence gjør nødvendig; og endelig kunde en mængde funktionærer og mellemmænd afskediges som overflødige. Men ganske som i Østen skreg arbejderne, funktionærerne og mellemmændene op og forlangte beskyttelse mod dette brud paa den fri konkurrence — og fik medhold af de ikke sammensluttede pengepisk-svingere, som hverken trodde paa muligheden af at drive al produktion under ét, og ej heller for nogen pris vilde opgi sin selvstændighed. Følgen blev derfor, at spørgsmaalet om, ved lov at beskytte den fri konkurrence, ogsaa i Vesten blev sat paa dagsordenen.
I Vest som i Øst var der altsaa blandt pengepisk-svingerne et parti der holdt paa at produktionen burde organiseres fra oven — og blandt befolkningen et parti som vilde organisere den fra neden. Men i Vesten som i Østen var disse to partier i haabløs minoritet; massen af befolkningen saavelsom massen af pengepisk-svingere hele pengefælden over ansaa den fri konkurrence for at være det eneste mulige produktionssystem, og trodde at alt hvad der lod sig gjøre var at bøde paa dette systems ulemper ved at la arbejderne organisere sig, saa de kunde opnaa lidt bedre vilkaar.
I Vesten som i Østen blev derfor den vanvittige privat-økonomi ikke blot forsat; men der var ogsaa al udsigt til at den fremdeles vilde komme til at bli fortsat endnu i lange tider.
KAPITEL IV
Satan gotter sig over situationen, skjønt han ikke
begriber den
Du sad der gamle Satanas og saa med undren menneskene vedbli at fremture i sin utrolige galskab. Men dit ansigt var klarnet op igjen — det hele forekom dig nemlig altfor komisk. Hvor i alverden du vendte dit øje hen, overalt det samme ubegribelig løjerlige vanvid — i stort som i smaat:
Halvhundrede aar efter at symaskinen var opfundet sad endnu hundrede millioner kvinder og spildte hver dag timer af sit liv med at lappe gammelt fillet tøj — et arbejde de kunde gjort fra sig i en haandevending, hvis hver af dem hadde hat en maskine. I alle byer fandtes store lagere af saadanne maskiner; flittige og alvorlige mennesker gik der og stelte med dem og holdt dem — og atter andre fartet byer og lande rundt og forsøgte at prakke dem ind paa folk paa lempelige vilkaar. Alligevel gik det altfor traadt med at faa dem afsat. Thi udenfor fabrikerne hvor de blev lavet stod hele tiden ledige arbejdere som gjerne vilde faa lov til at være med at lave flere af dem; men derom kunde der slet ikke være tale, svarte fabrikherrerne, for den arbejdsstok de beskjæftiget producerte allerede flere end der var brug for. Og de ledige arbejdere blev altsaa gaaende der ledige, og de hundrede millioner kvinder blev siddende der og spilde timer af sit liv hver dag, fordi de maatte reparere det gamle tøj uden maskiner.
Og saa var det ovenikjøbet ganske rigtig, naar fabrikherrerne sa at de hundrede millioner kvinder ingen brug hadde for maskiner — det var det løjerligste af det hele. Det kolossale reparationsarbejde de hver da udførte var der nemlig i og for sig ingen mening i. Det vilde koste meget mindre arbejde at la det gamle fillede tøj gaa i kludemøllen og erstatte det med nyt, end det nu kostet at reparere det og la massen af mennesker gaa omkring med de lappede klude paa sin krop. Og i alle verdens byer saa man vældige magasiner struttende fulde af nyt propert tøj, som fordi det maatte ligge og vente paa at bli solgt, unødig optog masser af lager- og butikfolks tid. Og udenfor alle de forskjellige slags fabriker hvor det nye tøj blev lavet stod hele tiden ledige arbejdere og vilde gjerne faa lov til at være med at lave mere nyt tøj; men derom kunde der slet ikke være tale, svarte fabrikherrerne, for arbejdsstokken de beskjæftiget frembragte allerede mere end der var brug for. Og de ledige arbejdere blev gaaende der ledige, mens massen af mennesker fremdeles blev ved med hver morgen at hænge paa sig lappede klude — hvis de ikke isteden var nødt til at iføre sig lasede pjalter. De usle penge de tjente — hvis de i det hele taget tjente nogen — forslog nemlig knapt nok til mad og hus...
Og hvad var det for slags hus de maatte nøje sig med? Smaa, fugtige, usunde rum, hvor de bodde sammenpakket som kaniner i bur og mistet arbejdskraft og energi og fik sin helbred ødelagt og sit liv forkortet. For vel gik der i alle bygningsfagene arbejdere ledige om, som gjerne vilde faa lov til at bygge dem sunde rummelige boliger; men derom kunde der slet ikke være tale, svarte bygmestrene, eftersom der allerede var bygget flere huse end befolkningen hadde brug for. Og de ledige bygningsarbejdere blev gaaende der ledige, og befolkningen blev ved at sætte til arbejdskraft og energi og faa sin helbred ødelagt og sit liv forkortet i de trange forpestede hundeboliger — især da den dertil led af mangel paa ordentlig ernæring.
Ogsaa maden var nemlig frygtelig dyr i forhold til de penge befolkningen tjente, og massen af mennesker var derfor nødt til at nøjes med daarlig og utilstrækkelig føde. Og det kom slet ikke deraf, at landmændene som frembragte føden tjente for meget paa sit arbejde — tværtom, en mængde af dem tjente for lidt. Hovedmassen af Evropas bønder dyrket endnu fremdeles sin jord omtrent som deres oldefædre hadde gjort, og det var en meget dyr maade at dyrke den paa. Hadde man pludselig git sig til at dyrke al jord paa det vis, maatte en del af befolkningen ha sultet ihjel, og de der blev tilbage var blit nødt til at følge præsten Malthus’ lære og indrette sin børneavl efter sin kornavl og ikke omvendt — men til gjengjæld vilde landmændene da ha tjent gode penge, for priserne paa deres produkter hadde kunnet holdes oppe. Nu derimod, da Evropas godsejere og Amerikas farmere drev sine store ejendomme med maskiner., blev der tiltrods for bøndernes daarlige jordbrug alligevel produceret adskillig mere menneskeføde end der til rimelige priser lod sig sælge for de penge befolkningen kunde afse til mad — og fødemidlerne maatte derfor sælges til priser der ialfald for bøndernes vedkommende var saa urimelig lave, at naar de hadde betalt sine skatter og afgifter, hadde de knapt nok tilbage hvad de behøvet for at opholde livet.
Og dette forhold vilde ikke ha rettet paa sig selv om bønderne hadde kunnet gribe til bedre dyrknings-methoder. Sæt at alle Evropas bønder pludselig gik over til intensivt jordbrug, mens godsejerne og Amerikas farmere fortsatte sit extensive jordbrug med maskiner. Der vilde da bli produceret saa meget, og priserne kom til at synke saa dybt, at ikke blot godsejerne og farmerne men ogsaa bønderne selv vilde gaa fallit, tiltrods for at det da var dem, der producerte billigst og altsaa fik sti arbejde forholdsvis bedst betalt. Ganske vist — dersom bare nogle faa bønder, ikke for mange af dem, greb til intensiv drift, da vilde disse faa nok tjene penge; men priserne kom nødvendigvis til at falde fordi der blev produceret mere end før; og naar disse faa bønder nu fik sin indtægt forøget, da var det paa godejernes, farmernes og de øvrige bønders bekostning — og enden vilde bli, at de mindst modstandsdygtige af bønderne kom til at gaa fra gaard og grund og deres jord bli liggende brak. Og for befolkningen vilde resultatet da bli det samme som før.
Men blandt bønderne var der ingen som tænkte paa at gaa over til intensivt brug; dertil savnet de saavel den nødvendige indsigt som den nødvendige kapital — og ingen af delene kunde de skaffe sig. Bondens jord gav lidet af sig og var derfor ikke stort værd, og den kapital der skulde til for at installere et intensivt brug beløb sig til meget mer end værdien af hele hans jord.
Endel af godsejerne, der sad med stærkt forgjældede godser og nok kunde trænge til at øge sine indtægter ved at gaa over til intensiv drift, befandt sig i samme situation som bønderne; paa de forgjældede godser lod den nødvendige kapital sig ikke rejse — og følgelig hadde de ingen interesse af at uddanne sig som intensive jordbrugere. Og de øvrige godsejere, saavel som de amerikanske farmere, som tjente forholdsvis gode penge, var allesammen ivrig optat med stadig at forbedre sit extensive jordbrug, og tænkte slet ikke paa at kaste sig over studiet af de intensive methoder og experimentere med dem; det intensive jordbrug var for det første en helt anden geschæft end deres, og de fleste af dem ansaa det desuden bare for at være noget snurrepiberi uden større praktisk betydning.
Og trængte jordbrugerne ikke ind paa kapitalen for at faa de nødvendige penge til at gaa over til intensiv drift, saa trængte kapitalen endnu mindre ind paa jordbrugerne for at faa dem til at gjøre denne overgang — dertil var skrækken for overproduktion af menneskelig føde altfor udbredt. Da Rusland begyndte anlægget af sin sibiriske bane, skreg aviser og økonomiske tidsskrifter strax op om den store fare der nu kom til at true Evropa fra Sydsibirens kornmasser. Hændte det at Rusland fik to tre gode høstaar paa rad sank kornpriserne i den grad, at de russiske bønder ikke længer kunde betale sine skatter, og staten kom da og pantet dem ud og solgte bort deres heste og kjør, saa de som bjørne maatte gaa i hi og lægge sig til at suge paa labben til tiderne bedret sig — hvis de da ikke døde af sult forinden. Og blev hvedehøsten i Amerika for stor, da rottet farmerne sig sammen og brændte op en passende del af den for at holde priserne oppe. Det var med andre ord noget alle vidste, at overprodutkion af levnetsmidler var en frygtelig fare baade for landmanden og for den der hadde kapital staaende i landbrug. Og derfor var det at kapitalen, skjønt den stadig ynglet og altsaa uafladelig maatte se sig om efter nye felter for kapital-anbringelser, dog klogelig holdt sig væk fra det intensive jordbrug. Og vel var det; for hadde kapitalen modig kastet sig over denne billigere frembringelse af menneskelig føde, vilde det jo ført til de skrækkeligste resultater.
Om bare en femtedel af befolkningen hadde tat i brug de vældige naturkræfter som de intensive jordbrugere hadde dresseret til at producere menneskeføde, kunde de ha druknet den ganske befolkning i levnetsmidler. Var samtidig den arbejdskraft der gik ledig i beklædningsfagene stadig blit anvendt, vilde der ogsaa uafladelig blit produceret mere tøj end den ganske befolkning hadde kunnet hænge paa sin krop. Og hadde man dertil lat den arbejdskraft der gik ledig i alle bygningsfagene stadig sætte op nye moderne bygninger, vilde den ganske befolkning i løbet af endel aar kundet komme til at bo i rummelige første klasses lejligheder med elektrisk lys og varme, badeindretninger, og hvad der forøvrigt hører til et komfortabelt hjem. Men pengepisken skulde svinges, mad og klær altsaa sælges og boligerne lejes ud for penge — derfor maatte al den herlige produktionskraft bli liggende ubrugt. Og det uagtet befolkningen paa grund af usunde boliger og mangelfuld ernæring øjensynlig degenererte, og med sine degenererte ansigter stirrende sløvt ud af de lappede klude og lasede pjalter frembød et alt andet end opbyggeligt skue.
For at denne mærkelige økonomi samvittighedsfuldt kunde bli fortsat maatte desuden snese millioner mennesker tilbringe sit liv, dels med at sidde paa en kontorkrak eller staa i en butik, dels med at fungere som vogtere af den private ejendomsret, og dels med at passe paa at de forskjellige lande ikke gav sig til at plyndre hverandres ejendom. Og det tiltrods for at alle disse millioner mennesker, hvis arbejdskraft paa denne maade misbrugtes til uproduktivt arbejde, sammen med de arbejdsløse og sammen med de to femtedele af befolkningen som vilde faa sin arbejdskraft frigjort ved den store jordbrugs-revolution, kunde ha øget menneskehedens produktive kraft i den grad, at det hele produktions-arbejde var blit en munter liden leg som enhver vilde ha fornøjelse af at delta i, en liden behagelig motion, ikke større end at enhver trængte den for sin sundheds skyld — og menneskeheden kunde da, ovenpaa denne forfriskende motion, med al sin kraft ha kastet sig over dens tolte opgave der er den stillet af dens eget væsen —: at gjennemtrænge tilværelsen, løse alle dens gaader, og leve sit liv som universets herre.
Hele dette økonomiske vanvid, der lyste dig imøde overalt, i stort som i smaat, var der bare nogle ganske enkelte mennesker som saa! Og selv disse faa der hadde faat sine øjne opladte, vidste altsaa ikke bedre forslag at stille, end at man i guds navn, for at slippe bort fra vanviddet, fik ta pengepisken ud af de enkeltes hænder og herefter svinde den under ét, enten for de besiddende klassers eller for hele befolkningens regning! Andet hadde de ikke at bringe i forslag! — det var jo aldeles ubegribeligt...
KAPITEL V
De to veje ad hvilke menneskene pønser paa at
slippe bort fra vanviddet, duer ikke nogen af dem
For det første hadde hverken det ene eller det andet af disse to forslag nogensomhelst udsigt til at bli sat igjennem paa lange lange tider, om det nogensinde kom til at ske. Thi vel voxte deres tal forholdsvis hurtig, som forlangte bedre vilkaar for befolkningen; men tallet paa dem der vilde gjøre en ende paa selve det vanvittige system var ikke blot endnu meget lidet — det voxte næsten ikke. Og selv om et af disse to tarvelige forslag engang langt om længe virkelig blev sat igjennem — hvad vilde saa derved være vundet?
Jo: naar pengepisken svinges under ét, hvad enten det sker for de besiddende klassers eller for hele befolkningens regning, saa vil for det første den store jordbrugsrevolution endelig komme til at gaa for sig, og to femtedele af menneskehedens arbejdskraft altsaa bli indsparet. For det andet vil arbejdsløsheden, og med den sult og nød, forsvinde af verden, fordi ingen arbejdskraft mere blir lat ubrugt. For det tredje vil alt arbejde bli saaledes organiseret, at intet arbejde i sig selv er ubehageligt — fordi ubehageligt arbejde er ensbetydende med uøkonomisk arbejde. Og endelig for det fjerde vil arbejdstiden bli betydelig forkortet — mest naturligvis hvis pengepisken blir svunget for befolkningens regning.
Dette kan synes at være betydelige fordele. Men:
Da pengepisken fremdeles svinges (pengenes ombytning med arbejdsanvisninger forandrer nemlig intet ved den sag) saa kommer for det første menneskenes arbejde fremdeles til at være tvangs-arbejde — og kun paa frihedens vinger formaar menneskesjælen at løfte sig mod sit høje maal. For det andet vedblir kjøb og salg at existere, og masser af mennesker maa altsaa tilbringe sin tvungne arbejdstid i kontorer og butiker, beskjæftiget med at kalkulere priser, tælle, veje og maale — et arbejde, som fordi det hører hjemme i nødvendighedens og ikke i frihedens rige, er ganske under menneskets værdighed, og desuden ufrugtbargjør tanken og stækker dens vinger. For det tredje maa ejendomsretten fremdeles beskyttes, og masser af mennesker altsaa tilbringe sin tvungne arbejdstid med at fungere som ejendomsvogtere — et endnu mere degraderende arbejde. Og endelig for det fjerde vil enhver fremdeles ha at sørge for sig og sine, familie-retten maa altsaa bibeholdes, og med den ægteskabet, der gjør det helligste forhold mellem mennesker om til en økonomisk institution, og dermed dræber kjærligheden og tilintetgjør den højeste art af menneskelig lykke.
Kort sagt: menneskehedens legeme vil være reddet, men den vil fremdeles vedbli at ta skade paa sin sjæl. —
Og vilde menneskene saa dermed være blit lykkeligere? — det var et meget stort spørgsmaal. Højst sandsynlig kom arbejdstvangen til at fordærve dem det hele.
Negerslaven, hvis forfædre gjennem generationer har arbejdet under slavevogterens pisk, har en medfødt modbydelighed for at arbejde. Denne modbydelighed har arbejdstvangen fremavlet hos hans fædre, efter dem har han faat den ved arc i sit blod — og den øges ved hans eget tvangsarbejde. Kun saalænge han føler piskesnærten svæve truende over sit hode præsterer han derfor et nogenlunde om end tarveligt arbejde; lad pisken forsvinde, og han lægger sig til at sove — at ville vække interesse hos ham for et arbejde er haabløs gjerning.
Indianeren derimod, naturens fribaarne søn, lar sig ikke tvinge til arbejde. Løft pisken over ham, han rører sig ikke; lad den suse ned over hans nøgne rygstykker, du faar ham ikke af flekken — blir pinen ham for stor, søger han heller døden end at underkaste sig arbejdstvang. Men interessér ham for et erbejde og du vil se ham ta fat med lysende øjne — og han vil ikke blot gjøre nytte for to negre, men ogsaa straale af stolt tilfredshed naar det er lykkedes ham at bringe arbejdet tilende.
Det civiliserede menneske, hvis forfædre gjennem generationer har trasket om i penge-mad-ringen, med pengepisken svævende som en uafladelig trudsel over sit hoved, har den samme medfødte modbydelighed for arbejde som negerslaven. Som negeren har han faat den i sit blod ved arv fra sine fædre, og som negeren øges den ved hans eget tvangsarbejde. Men alligevel er der en forskjel. Det civiliserede menneske har ikke blot en mulighed for at kunne sprænge ud af penge-mad-ringen; han kan endog hæve sig til en meget betydelig økonomisk magtstilling, hvis han sidder inde med kommercielt eller finansielt talent. Og i hvert fald ved han, at efter al sandsynlighed vil han kunne opnaa en bedre økonomisk stilling ved at udvikle iver og dygtighed, end om han viser sig lad og uduelig. Han ved med andre ord, at hvis lykken ikke er ham aldeles imod saa er han til en vis grad selv sin egen lykkes smed. Bevidstheden herom kaster over hans arbejde et skjær af poësi som negslaven maa undvære — pengenes fattige poësi, den fattigste poësi af alle, men dog endnu en poësi. Og fordi denne poësi virker som drivkraft ved siden af pengepisken blir det civiliserede menneskes arbejde mere produktivt end negerslavens.
At gjøre negerslavens arbejde mere produktivt ved at kaste pengenes poësi over det, var den økonomiske idé der laa bagved forslaget om negerslaveriets ophævelse. Kun for desto hurtigere at gjøre forslaget popul'rt og skabe den opinion der maatte til for at drive det igjennem, blev det staset op med ædle motiver og endel forloren snak om menneskeret og menneskeværd. Og da negeren tilslut virkelig fik pengenes poësi kastet over sit arbejde maatte han ogsaa betale denne poësis pris —: hans existens tabte den relative tryghed der hadde hvilet over den saalænge han var en salgbar handelsvare der ved at forringes i værdi bragte sin ejer tab, og han blev nu som den hvide mand udsat for periodisk arbejdsløshed, nød og sult. —
Blir pengepisken svunget under ét for de besiddende klassers regning, da vil ingen længer kunne skabe sig en økonomisk magstilling ved hjælp af finansielt eller kommercielt talent — den del af pengenes poësi vil være forsvundet. Men arbejderen vil fremdeles kunne forbedre sin økonomi ved iver og dygtighed — den del af pengenes poësi vil endnu være tilbage.
Svinges derimod pengepisken for hele befolkningens regning vil pengenes poësi fuldstændig være forsvundet af verden, og arbejdstvangen staa nøgen tilbage og avle lede ved alt arbejde. Ingen vil da længer selv være sin økonomiske lykkes smed. Enhver blir nødt til hver dag at udføre et bestemt arbejde for at faa ret til at leve, og ved at udføre det opnaar han den økonomiske stilling han i det hele taget kan opnaa — den samme som alle de andre. Hvad der kræves af ham under trudsel om at man ellers tar fra ham hans ret til at leve, er ganske vist ikke noget haardt arbejde; set i forhold til hvad der nu forlanges af den der er nødt til at traske rundt i penge-mad-ringen, vil det endog synes ganske overordentlig let. Men let eller tungt, det er et arbejde der paatvinges ham, og da al tvang byr mennesket absolut imod, blir dette tvungne arbejde, saa let det end er, en daglig ubehagelighed i hver mands liv. Hvergang denne ubehagelighed er overstaaet vil derfor massen af mennesker puste ud og si til sig selv : „Saa, gudskelov, nu er det gjort, nu har ingen mer at fordre af os idag, lad os altsaa æde og drikke og være glade til imorgen!“ Deltagelsen i produktions-arbejdet vil paa den maade, fordi den er tvungen, fremdeles bli staaende som den store haupt-und-staats-affære i hvermands liv — og da saalidt som nu vil massen af mennesker komme til at agte paa røsten der kalder i deres indre for at minde dem om hvad mennesket er skabt til, og hvad der alene kan gjøre ham lykkelig. Da saalidt som nu vil altsaa menneskesjælen formaa at løfte sig mod sit høje maal. Det kan den nemlig kun paa frihedens vinger, og de vinger voxer ikke ud paa den før pengepiske lægges ned. Men da voxer de ogsaa ud pludselig, med et smæld. I samme øjeblik som arbejdstvangen forsvinder kommer nemlig arbejdsglæden — og den er det som gir sjelen vinger.
Men pengepisken forsvinder jo alt kjøb og salg og ejendoms-vogteri, og det arbejde som da behøves for at holde produktionen gaaende blir følgelig betydelig mindre end under ligheds-statens regimente, hvor masser af mennesker endnu beskjæftiges med disse nedværdigende arbejder. Men denne indsparing af arbejdskraft er ingenlunde det væsentlige. Hovedsagen er at med pengepisken forsvinder arbejdstvangen. At anvende sine kræfter et par timer om dagen til at delta i produktions-arbejdet, er nemlig, hvis det sker af egen drift og fri vilje, et dobbelt forstand behageligt arbejde. Det føles ikke blot som en forfriskende motion der holder ens sundhed vedlige og styrker ens kræfter, men det er ogsaa forbundet med bevidstheden om, at man paa denne behagelige maade sammen med alle de andre, skaber en tryg og sikker operationsbasis for menneskeheden under dens kamp mod den fiendtlige natur. Forfriskede af denne sunde styrkende motion, og glade ved det resultat den gir, vil menneskene ikke, naar de er færdige med den, lede ved arbejde lægge hænderne i skjødet — massen af dem vil tværtimod da med liv og sjæl kaste sig over sit egentlige arbejde, nemlig at deltage, hver paa sit selvvalgte vis, i den række operationer som menneskeheden, støttet paa sin solide operationsbasis, foretar imod den fiendtlige natur for lidt efter lidt at bringe alle dens forskansninger til at falde. Hver især af disse forskansninger synes ved første øjekast uindtagelig, men ser man nærmere til kan den altid bringes til fald ved en klog omgaaende bevægelse. Og at planlægge og udføre en saadan omgaaende bevægelse mod den af naturens forskansninger, i hvis fald man for øjeblikket er mest interesseret, er for mennesket en beskjæftigelse af den mest tiltrækkende og spændende art. Thi hvergang en saadan operation er lykkedes fyldes hans sind med en dyb og dobbelt glæde —: Et maal er naad som han selv har stillet sig, ud af sin egen naturs drift; han har dermed fuldbragt noget af det han et skabt til at fuldbringe, virkeliggjort en del af sin sjæls indhold, realisert en del af sit eget væsen. Og samtidig har han bragt menneskeheden et srkidt, stort eller lidet men i hvert fald et skridt, nærmere det store lysende maal der er gjenstand for hans egen og alle de andres inderste længsel og higen — fordi at først naar det maal er naat, kan menneskeheden komme til hélt at leve det liv den er skabt for, hélt at virkeliggjøre alt sit sjæleleige indhold, hélt at realisere sit eget væsen.
Baade sit individuelle væsen som den han er, og sit almene væsen som menneske, har han delvis realiseret ved at løse den opgave han hadde stillet sig — deraf den dybe dobbelte glæde er den højeste poësi der kan kastes over et menneskes arbejde, og derfor ogsaa den mægtigste drivfjer til arbejde, der i det hele taget kan gives, Har et menneske først éngang smagt denne dybe glæde, vil hele hans liv sidenefter bli et eneste lidenskabeligt jag efter at faa smage den paany — et jag, som kun kjærligheden vil kunne afbryde, og kun døden bringe til afslutning. Betaget af kjærlighedens ufattelige under, der pludselig steder ham ansigt til ansigt med selve evigheden, kan han for en tid synke hen i nuet og glemme hvad han har foran sig; men stanses for godt kan han først ved at døden aabner ham sin port og lar evigheden sluge ham. —
I samme øjeblik som arbejdstvangen forsvinder, løfter den befriede menneskesjæl sig paa arbejdsglædens vinger begejstret mod sit høje maal; dermed er det store tænke-organ, som i tidernes morgen blev givet menneskeheden i vuggegave, endelig traadt i virksomhed — og menneskene føler sit arbejde som en glad dans fremover mod sin attraas maal. Under ligheds-statens regimente derimod, hvor arbejdstvangen avler lede og ikke glæde ved arbejdet, vil menneskehedens store tænke-organ vedblive at være paralyseret som før; kun nogle halsstarrige faa vil da som nu gaa omkring og sysle efter bedste evne med menneskehedens store opgave mens massen af mennesker, naar de er færdig med tvangsarbejdet, sætter sig til at gabe af kjedsomhed. De kan nemlig længe nok, hvergang de er færdige med tvangsarbejdet, gi sig til at æde og drikke og forsørge paa at være glade til tvangsarbejdet melder sig paany... det vil ikke kunne lykkes dem. Al poësi, selv den fattigste, pengenes, er tat bort af deres liv; de begriber ikke hvad de skal faa tiden til at gaa med, siden arbejdet ikke har nogen tiltrækning for dem. Og enden vil bli, at ligheds-statens mætte velklædte borger, der sidder trygt med sin velnærede familie i et komfortabelt hjem, længes tilbage igjen til pengenes utrygge tidsalder med dens suveræne foragt for menneskeliv og menneskeværd, hvor alles haand var vendt imod alle, hvor overdaadigheden levet side om side med elendigheden, — men hvor det endnu stod til den enkelte selv at gjøre sit liv til en række spændende kampe, som vel ofte endte i grufulde nederlag, men som ogsaa hadde en chance for at krones med glimrende sejre — kort sagt: hvor livet endnu var et æventyr. Som det nittende aarhundredes pengetjenende borger i sine ledige stunder længtet tilbage til riddertidens poësi i den æventyrlige middelalder, saaledes vil ligheds-statens velforsørgede borger længes tilbage til pengenes poësi i det vanvittige nittende aarhundrede...
Nej — mad og hus og klær kunde menneskene skaffe sig ved at ta pengepisken fra den enkelte og svinge den for alles regning, men lykken lod sig ikke naa ad den vej. Menneskehedens legeme kunde reddes ved at der kom methode i galskaben, men den vilde fremdeles vedbli at ta skade paa sin sjæl. Og nogen anden udvej end den at bringe methode ind i galskaben saa de altsaa ikke, selv de faa der hadde faat sine øjne opladte for det løjerlige vanvid som gik for sig — det var jo aldeles ubegribeligt!...
Som du sad der, Satanas, og saa paa det hele, fandt du situationen højkomisk — og den moret dig. Men helt klog paa hvordan det egentlig var fat med menneskene kunde du slet ikke bli. Hvad i alverden var det der gjorde dem blinde for den udvej som laa lige for næsen paa dem —: hvorfor i alverden la de ikke simpelthen pengepisken ned?...