Amtmandens Døttre. En Fortælling
22. Amtmandens Døttre. En Fortælling. 2 Dele. 33 Ark. 8. Christiania 1855. Joh. Dahl. Heftet 1 Spd. 84 ß.
Hvorfor lægger man denne Bog fra sig med en uvilkaarlig Følelse af Utilfredshed og Forstemthed, skjønt man maa erkjende, at den er fortræffeligt skreven og indeholder mange ypperlige Skildringer og slaaende Sandheder? Aarsagen er vel tildels, at Fortællingens hele Grundtanke er en falsk og overdreven Opfatning af Kvindens nedværdigede Stilling under vore Forhold; den Anskuelse skinner nemlig overalt fremherskende igjennem, at Kvindens Opdragelse lige fra Barndommen blot tilsigter at faa hende „godt forsørget“, at skaffe hende en Mand med et godt udkomme, saa godt som uden Hensyn til hans øvrige Egenskaber og hendes Tilbøjelighed. Det fremstilles ikke alene som en Tilfældighed, men næsten som en Umulighed for hende at slutte et Egteskab grundet paa Kjærlighed, og det i den Grad, at selv hvor alle Omstændigheder synes at begunstige en saadan ædlere Forbindelse, bliver den dog ad de besynderligste Veje forpurret og maa give Plads for et solid og agtværdigt Fornuftparti. Forfatterinden fremhæver med stor Styrke Kjærlighed som den eneste Grundvold, hvorpaa et lykkeligt Egteskab kan bygges, som den eneste Støtte til at udholde og bære Hverdagslivets mangfoldige Savn og Trivialiteter. Men alligevel sluttes ikke et eneste Egteskab af Kjærlighed; Opdragelse, udvortes Omstændigheder og, man kan næsten sige, en uundgaaelig Skjæbne bidrager samtlige til at gjøre det umuligt, og derfor maa alle Kvinder tilsidst blive Ofre for disse sørgelige Misforhold og skatte sig lykkelige, naar de kan opnaa at tilintetgjøre og døde enhver dybere Følelse og at blive forenede med en agtværdig og økonomisk uafhængig Egtemand. Saa slemt er det dog ikke, og alene denne overdrevne og falske Skildring kunde vistnok fremkalde hin nævnte Utilfredshed hos Læseren; men denne vilde dog neppe fremkomme i saa høj Grad, hvis Forfatterinden i dyb og sterk Harme ivrede mod en saadan Uretfærdighed, hvis hun i sin berettigede Vrede udstødte et fortvivlet Oprørsskrig, der kaldte alle hendes Søstre til Kamp paa Liv og Død mod de utaalelige Samfundsforhold, der saaledes nedværdiger dem til Trældyr. Da vilde man vistnok ikke kunnet billige en saa overdreven og forfejlet Anskuelse, men man havde følt et Slags Behag i den aabne og djerve Protest mod den paaklagede om end indbildte Nedværdigelse. Men hvad der især forstemmer Læseren, er den bitre Haabløshed, der med sin kvælende Aande knuger gjennem den hele Fortælling; Kvinden skildres som Trællen, der er kommen til fuld Bevidsthed om sin Stillings Rædsler og dybt føler deres Frygtelighed, og som dog ikke tænker paa at gjøre Modstand, men vaander sig i fejg Fortvivlelse, vrider og krymper sig som en Orm under Svøben. Det er denne antagne eller foregivne Kvindens Selvforagt, hvorimod uvilkaarlig enhver Læsers Følelse oprøres, som han umulig kan tro paa, og som visselig heller ikke i Virkeligheden finder Sted. Denne svage Opgivelse af enhver Modstand mod Nedværdigelsen finder ikke engang en formildende Trøst i den religiøse Resignation, der dog kunde kaste et dulmende Slør over Ulykken; thi af nogen fast og urokkelig Gudhengivenhed, af et usvigeligt Haab og Tillid til en højere Bestemmelse og et ædlere Liv, der ved sin langt overvejende og herligere Betydning kan forsone med den jordiske Usselhed, findes der i den hele Bog intet Spor; alt aander haabløs Jammer, bitter Forsagthed. Det er denne Falskhed i Fortællingens ledende Hovedtanke, som frembringer hin Misfornøjelse og Forstemthed, især vel hos enhver kvindelig Læser – der maa føle sig ubehagelig berørt ved at se sit hele Kjøn skildret saa usselt –, trods det Mesterskab, hvormed mangfoldige Enkeltheder og hele større Partier er udførte, trods de fortrinlige Skildringer af Situationer og Naturscener, de mange træffende Bemærkninger og den elegante Fremstilling. Man kan endogsaa medgive, at hver enkelt af de indtræffende Begivenheder i og for sig ikke er umulig – skjønt selv det undertiden falder haardt nok –, ja endog, at man til Nød kunde tænke sig, samlet at træffe paa et saa besynderligt Sammenstød af særegne Karakterer og Omstændigheder, som de, der møder os i „Amtmandens Døtre“; men det hele maatte da beherskes og gjennemsyres af en højere Grund-Ide, det maatte til syvende og sidst fremskinne, at alle de her fremstillede Misforhold blot dannede Undtagelser, hvis Aarsag let vilde fremgaa af de forekommende Personers særegne Karakterer og de højst mærkværdige tilstødende udvortes Tilfældigheder. Men Fejlen er, at disse Undtagelser sættes som Regel, ja som Nødvendighed; i Stedet for at de skulde gaa op i, indordnes under og beherskes af en højere Ide, spiller de selv Ide og kommer derved til at indtage et falskt og uberettiget Standpunkt.
Fortællingens Hovedpersoner, gjennem hvilke dens Ide fornemmelig skal udvikles, er Georg Cold og Amtmandens yngste Datter Sophie Rein; de øvrige grupperer sig for største Delen om Udviklingen af disses Skjæbne eller skal tjene til at afgive yderligere Beviser for Rigtigheden af den Sætning, at kun Egteskaber grundede paa Kjærlighed kan gjøre lykkelige, men at de dog stedse grundes og maa grundes paa andre udvortes Omstændigheder og derfor samtlige bliver mere eller mindre ulykkelige; besynderligt nok forekommer dog temmelig i Forbigaaende ogsaa et Inklinationsparti (mellem Brøcher og Amalie), men dette bliver paa Grund af begge Parters Intetsigendhed og Ubetydelighed næsten det trivielleste af dem alle. Cold har som Huslærer hos Amtmanden kjendt Sophie fra hendes tidlige Barndom og besørget hendes Ungdoms Undervisning; senere har hun under et længere Ophold hos en Tante i Kjøbenhavn uddannet sine rige naturlige Anlæg, og da hun kommer tilbage som en voksen Pige, der fængsler alle ved sin fortryllende Ejendommelighed og henrivende Elskværdighed, lægger atter Cold ved sine indholdsrige Samtaler og ved at skaffe hende vækkende Læsning den sidste Haand paa hendes Sjæls Udvikling. Under dette opstaar der mellem dem et Kjærlighedsforhold, som øjensynligt begunstiges af Forældrene; det kommer saa vidt, at de tilstaar hverandre sine Følelser, og alt synes at maatte være klappet og klart; men da indtræder pludselig en Misforstaaelse, som paa de besynderligste Maader og ad de forunderligste Veje næres og vedligeholdes, i Stedet for at den langt naturligere med Lethed vilde kunne være hævet, og inden nogle faa Maaneder er Sophie gift med den elskværdige og hæderlige, men aldrende Provst Rein. Spørgsmaalet er nu, om denne Hovedpersonernes Skjæbne kan tjene som Udgangspunkt til deraf at uddrage nogen almindelig Regel for de menneskelige Vilkaar, og navnlig Kvindens Stilling under vore borgerlige og sociale Forhold; men dette er saa langt fra i nogen Maade at være Tilfældet, at man har vanskeligt for at indrymme Muligheden af den Udvikling af Forholdet, som Fortællingen giver, og i alt Fald maa finde den højst usandsynlig og under enhver Omstændighed betragte den som en stor og sjelden Undtagelse, grundet paa Besynderligheder i de elskendes Karakterer og paa højst mærkværdige, underligt sammentræffende udvortes Tilfældigheder, saa at man maa tænke: „ja saa rart kan det muligvis en Gang imellem gaa til i Verden“. For det første kan Colds og Sophies Karakterer ikke ret afgive nogen Regel for Menneskene i Almindelighed. Cold er en dannet og poleret Mand med god Smag og fin Følelse, men yderlig svag og umandig, temmelig ubetydelig og uden noget kraftigt Opsving; derfor lader han sig af den raae, men djervere og hensynsløsere Müller kue og kyse til at fornegte sig selv og spotte sin elskede, derfor mægter han ikke trods sit brændende Ønske at komme til nogen Forklaring med Sophie. – Sophie er med al sin Elskværdighed højst bisar og kan mindst af alle tjene til nogen Maalestok for Kvinder i Almindelighed. Lige fra Barnsben af er hun drømmende, excentrisk og egensindig, og hendes ihærdige Beslutning ikke at modtage nogen Forklaring af Cold synes nærmest grundet paa et besynderligt Lune. Om altsaa end mellem to saadanne Karakterer Forbindelsen blev forpurret, kunde dette endnu ikke fremkalde nogen berettiget Slutning om at saadant i Almindelighed maa finde Sted formedelst vore forkvaklede Samfundsforhold. Men hertil kommer, at Forstyrrelsen af deres Forbindelse ikke engang flyder som en Udvikling af disse Karakterers Paavirkning af og Sammenstød med de almindelige ydre Vilkaar, hvorunder de lever og virker, men den fremkommer ved en Misforstaaelse, fremkaldt ved en ren Tilfældighed, der ikke staar i Forbindelse hverken med Karakter-Udviklingen eller noget som helst Slags sociale eller borgerlige Forhold, samt vedligeholdt og næret ved en Række af ikke mindre uventede og mærkværdige Tilfældigheder. Der er nemlig efter Fortællingens Gang og under de givne almindelige og særegne Betingelser al Sandsynlighed for et lykkeligt Egteskab mellem Cold og Sophie i det Øjeblik, det er kommet til Forklaring mellem dem. Hverken vort antagne sørgelige Opdragelsessystem eller Kvindens foregivne Nedværdigelse vilde være til Hinder herfor, og Fortællingen synes paa dette Punkt at være sin Afslutning nær; men for Forfatterinden hersker en ubønhørlig og ulykkelig Skjæbne over alle Kvinder, et lykkeligt Egteskab er en Umulighed, og dette varsles derfor straks i det lykkelige Øjeblik ved at Sophie bag dem paa Gjerdet ser en liden, hæslig Gnomegestalt (Lægdsdrengen Vesle-Ole), der stirrer paa dem med uhyggelig opspærrede Øjne, hvisaarsag hun udstøder et sagte Rædselsskrig; det samme er allerede tidligere foreløbig antydet, idet Cold ved sin Hjemkomst løftede Blikket mod Sophies Vindu og troede at bemærke en hvid Arm, der ligesom vinkede ad ham; „dog ved at se nærmere til opdagede han, at det var Sophies hvide Kat, hun havde den Uvane at have inde om Natten, og som nu gjorde sit Morgentoilette i Vinduet.“ Man ser, vi er ikke saa ganske frie for Mysticisme; vi kan ikke saa lige fatte, hvorfor Cold og Sophie ikke maa blive lykkelige, men det er nu engang en hemmelig uforklaret og uforklarlig højere Magts Bestemmelse, og maa saa være, hvorledes saa end Midlerne skal bringes tilveje. Og det engang bestemte, vanskelige Resultat frembringes nu ogsaa ved en Kombination af storartede og vedholdende Anstrengelser og besynderligt sammenstødende Tilfældigheder. Først kommer Sophie tilfældigvis til gjennem en tynd Brædevæg at paahøre en kompromitterende Samtale mellem Müller og Cold, hvori denne optræder paa en højst svag og uheldig Maade; at han negter, at der bestaar noget Forhold mellem ham og Sophie, er endnu ikke saa besynderligt og kunde ikke med Rette forundre eller fortørne hende, skjønt hun rigtignok senere siger at dette har været den eneste Grund til hendes senere Kulde; men den uværdige Maade, hvorpaa han i Samtalens Løb omtaler hende af fejg Frygt for Müllers Spottegloser, er vistnok i høj Grad skikket til at vække hendes Harme. Endnu er dog ikke alt forspildt; den følgende Morgen haaber og venter hun i Haven under et aftalt Møde med Cold at faa en tilfredsstillende Opklaring, men Ulykken vil at Müller træffer hende først, og at de har en Samtale, der afgjørende bestemmer hende til at udrydde sin Kjærlighed til Cold uden at ville modtage nogen Forklaring af ham. Det kan nu være tvivlsomt nok, om det stemmer med Sophies Karakter, at denne Samtale har en saadan Indflydelse paa hende; i alt Fald er det vist, at med almindelige Mennesker vilde det ikke være Tilfældet; en sterk Kjærlighed, der nogle Timer i Forvejen er bleven beseglet ved den elskedes Forsikringer og Tilstaaelser, pustes ikke saa let bort ved et Par Ord, som ethvert nogenlunde fornuftigt Menneske maatte kunne antage muligvis var udtalte i en ironisk Mening, da de jo faldt under Bestræbelserne for at holde en udelikat Tredjemand i Uvidenhed om deres endnu ikke offentlige Forbindelse; hun kunde synes, at hendes Elsker bar sig klodset ad, men vilde neppe straks opgive sin Kjærlighed, der dog havde en dybere Grund. Endnu utroligere er det, som Forfatterinden ogsaa omtrent selv medgiver, at Cold virkelig ikke under det daglige Samvære i den paafølgende Tid skulde finde nogen Lejlighed til Opklaring; og endda maa dertil komme en Række af andre Tilfældigheder: Besøget hos Provst Rein, hvor Cold er tosset nok til ikke at blive med – Adas Sygdom og Provstens mystiske natlige Frieri under saa rystende Omstændigheder, at det forekommer hende som en Drøm, – Opholdet hos Louise, Moderens og Amalies Paavirkninger – Colds ubelejlige Sygdom i Kristiania, – alle disse mange forunderlige Ting maa støde sammen og virke samlet for at frembringe det Egteskab, der skal bevise Forfatterindens Theori; det er endogsaa ganske forunderligt, hvor vanskeligt hun har for at slippe fra den paa sand og virkelig Kjærlighed grundede Forbindelse, som alle ydre og indre Betingelser synes at ville have sluttet.
Sophies Skjæbne kan derfor ingenlunde betragtes som nogen Følge af Kvindens Stilling og Samfundsforholdene i Almindelighed, ja den fremgaar ikke engang som nogen nødvendig Konsekvens af hendes særegne Karakter i dens Brydning med Forholdene, men skyldes ene og alene en Række af tildels usandsynlige Tilfældigheder; den er saaledes ubrugbar til at danne Udgangspunktet for en almindeligere Slutning eller til i nogen Maade at tjene til Støtte eller Bevis for Fortællingens Grund-Ide. Herved er det givet, at Bogen trods sine mange ypperlige Detalj-Skildringer og mesterlige Enkeltheder dog er falsk i sit Anlæg og forfejlet som Helhed; Udviklingen af Hovedpersonernes Karakterer og Skjæbne opløser sig til et pikant Bisarreri, der ikke engang giver noget sandt psykologisk Udbytte, fordi Karakterernes Virkning fremtræder med for liden Magt i Sammenligning med Tilfældighedens. De mere underordnede Grupperinger, som skal understøtte Forfatterindens Egteskabstheori, er ikke stort bedre skikkede til dette Øjemed. Louise gifter sig med den uagtværdige Caspersen, skjønt hun bærer en anden Kjærlighed i Hjertet, hvorom hun dog intet nævner til noget Menneske; Sophie er selv forbauset over at hun saaledes uden videre giver sit Samtykke, og Læseren indser heller ingen Grund dertil, navnlig ikke i Forældrenes Forhold, da jo disse tvertimod senere uden synderlig Vanskelighed lader Amalie følge sin Tilbøjelighed for den fattige Brøcher, skjønt hun derfor maa afslaa det langt mere glimrende Tilbud fra Provst Rein. Senere (2den Del S. 239–40) erfarer man, at Louises Ulykke ogsaa udelukkende skyldes en Tilfældighed og hendes Karakters Bisarreri. Men af saadant kan ingen almindelig Moral uddrages. Om den ældste Datter Maries Egteskab faar man kun vide, at det var trivielt og at hun døde af Kjedsommelighed. Brøchers og Amalies Forbindelse, der dog er grundet paa uinteresseret Tilbøjelighed, kan heller ikke være lykkeligt, fordi Personerne selv er for tørre og ubetydelige og fordi nu engang Forfatterinden ej synes at kunne tænke sig Muligheden af et lykkeligt Egteskab. Den eneste, som er fuldkommen tilfreds, er den ædle og elskværdige Rein, men han er ogsaa den eneste, der har baaret sig ad som et almindeligt fornuftigt Menneske, uden ved egne Besynderligheder at forspilde sin Lykke. Og hvem ved, om ikke maaske Sophie ret snart kan fuldkommen helbredes for sin Kjærlighed til den temmelig ubetydelige og intetsigende Cold og overføre den paa den langt elskværdigere og mere helstobte Rein, for hvem hun jo paa Forhaand har en temmelig sterk Tilbøjelighed; det er ikke saa givet, at hun allerede har et brustent Hjerte. Men i saa Fald er den Moral, man kan uddrage af det virkelig sande og rigtige i Fortællingen, ingenlunde saa slem og sørgelig, som Forfatterinden vil gjøre det til; de egteskabelige Ulykker skyldes jo blot særegne Tilfældigheder og særegne Daarskaber hos hendes Helte og Heltinder; naar man blot er et almindeligt fornuftigt Menneske med almindelig god Lykke, kan det gaa nok saa godt.
Trods denne Grundfejl i Hovedanlægget vil „Amtmandens Døtre“ dog altid indtage en betydningsfuld Plads mellem vor Skjønlitteraturs mærkeligste Frembringelser paa Grund af sine mange ypperlige Enkeltheder. Med et sandt Mesterskab skildres ofte Naturscener og Situationer, hvert Øjeblik overraskes man af pikante og træffende Bemærkninger, af Betragtninger over det forkerte i vore Forhold, der i det enkelte ofte har en slaaende Sandhed; hele større Partier indeholder Genrebilleder, tegnede med et Liv og en Friskhed, som intet lader tilbage at ønske; man erindre kun i første Del, den store Fisketur til Sæteren, hvor Lorentz Brandt falder i Vandet og reddes af Cold, samt i anden Del den smukke idylliske Skildring af Livet paa Reins Præstegaard. Karakter-Tegningen er ogsaa ofte god, ja af en træffende Sandhed; mindst heldige er vel i det hele de mandlige Karakterer, de er for vege, der er for lidet Mandfolk i dem, hvilket ikke mindst gjelder Hovedpersonen Cold og ligeledes den ellers godt og sandt tegnede Amtmand Ramm; endog den noget raae og grovslagne Müller, der synes anlagt paa Mandhaftighed, er, naar det kommer til Stykket, temmelig svag, bider tilsidst uden Vanskelighed paa den første Krog, der for Alvor udkastes efter ham, og kommer under Tøffelen – hvilket for Resten kan være sarkastisk nok. Kun Provst Rein er en helstøbt elskværdig Mand, og den forlorne Student Lorentz Brandt er skildret med en Blanding af Humor og sørgelig Sandhed, som gjør et dybt Indtryk; af gribende Virkning er især Afskedsscenen i anden Del mellem ham og Sophie, som neppe kan tænkes bedre opfattet og gjengiven. Af de kvindelige Karakterer er derimod flere ganske ypperlige, f. Ex. Amtmandinden og den sværmende Amalie med sin „laante Romantik“, som dog altid fra sine mest højt flyvende Fantasier med Lethed lader sig neddrage til Hverdagslivets prosaiske Tankegang, hvor hun egentlig rettest hører hjemme. Forfatterinden har ogsaa en mærkelig Evne til i et Par Drag at tegne en Person saa livagtig, at man synes at se ham lys levende for sig, f. Eks. Sønneve, Reins Søster, Brøcher, gamle Dorthe.
En interessant Episode danner Margrethes Dagbog. Denne Colds Ungdomsveninde ligger rigtignok, kan man sige, udenfor Fortællingen og dens Udvikling i det hele; det siges vistnok, at Læsningen af disse Blade fik en væsentlig Indflydelse paa Colds Forhold til Sophie, men af denne Indflydelse ser man egentlig intet Spor i selve Fortællingen. Men Dagbogen hævder dog sin Plads som fuldkommen berettiget, naar man, hvad der vistnok er det retteste, mere betragter den som et Moment i Udviklingen af den Livsanskuelse, som det i denne Tendensbog er Forfatterindens Hovedøjemed at fremsætte og forsvare, – end som et Moment i den løbende Fortælling, der danner Rammen for denne Hensigt. I Margrethe fremstilles et Mønster paa kvindelig Troskab, som urokkelig holder paa Gjenstanden for sin sterke og dybe, skjønt bittert skuffede Kjærlighed, og som uden Religionens Hjelp alene ved sin egen Sjælekraft skal have tilkjæmpet sig Resignationens Ro og Fortrøstning, medens hun dog ved den udstandne Kamp bliver saa nedbrudt, at hun snart bukker under derfor, og dør, „naar Bladene falder af Trærne“. Dagbogen indeholder for Resten mest almindelige Livsbetragtninger og Bemærkninger om store og smaa Forhold, snart sande og snart falske, men altid pikante og underholdende. For at give en Prøve paa Forfatterindens Stil og Maner skal vi tillade os at afskrive et af disse Brudstykker, saa meget mere, som det tildels er ganske karakteristisk til Betegning af den Livsanskuelse, der raader gjennem Bogen.
„Naar det var muligt, burde Mændene aldeles ikke vælge. De vælge mest efter sandselige Indflydelser, de sætte Besiddelse over Alt.
Kvinderne burde heller ikke vælge. De ere saa lidet udviklede, at de ikke engang kunne vælge fornuftigt af Fornuft. Man vilde forfærdes ved at se de Motiver, der ofte bevæge dem til at tage imod et Tilbud.
De saakaldte „stiftede Partier“ indeholde ofte en større Betryggelse for den gjensidige Lykke end man tror. Man skal ikke foragte dem.
Der er blot et, der i Sandhed bør vælge, og det er den kvindelige Kjærlighed.....
Mændene vælge som Daarer og bøde som Martyrer.....
Af alle de drømte og virkelige Egenskaber, der fængsle ham hos hende, hans Valg falder paa, glemmer han blot en lille ubetydelig, det er hendes Kjærlighed.
Mærker han, at den lille Ting mangler, saa tænker han: den kommer nok.
Alle Mænd tro sig Pygmaleoner, der tidsnok kunne belive Galathea, naar den Tid kommer, da hun nødvendigvis maa stige ned af Piedestalen.
Men Egteskabet tænder neppe nogen Kjærlighed; der bør tvertimod bringes et dygtigt Fond med, for at holde det ud.
En Mand kan, selv om han ikke er nogen øm Egtemand, være en brav Egtemand. Han kan røgte sit Kald lige ivrigt, lige samvittighedsfuldt. Hans Pligter have en bestemt Begrændsning.
En Kone maa være øm, skal hun være brav. En Kones Kald har ikke saadanne Grændser. Det bestaar i en Skare ubestemmelige, forskjelligartede, navnløse Enkeltheder, usynlige som Duggen der falder, og som blot faa deres Betydning gjennem det Sindelag, hvoraf de udgaa. I dette, i Kjærligheden ligger dets Ubegrændsethed. Uden denne skrumper det ind til et Aag, en triviel Pligtfølelse, hvori det øjeblikkelig søger sin Begrændsning.
En Mand kan sidde hele Dagen ved sin Pult, uden en eneste Gang at tænke paa hende, for hvem han dog arbejder. Derimod tænker han meget paa, hvorledes den Afhandling, han arbejder paa, vil tage sig ud i Bladet og hvad Virkning den maaske har paa næste Forfremmelse.
En Kone, der elsker, tænker alene i al sin Gjerning paa ham. Til ham, for ham, ved ham, Alt. Han er hendes Ærgjerrig- hed, hendes Offentlighed, hendes Statsraadsafdeling.....
Det er mærkværdigt, hvorledes man kan føle, idet man træder ind i et Hus, om denne belivende Geist er tilstede eller ei. Man mærker det ordentlig paa Atmosphæren inde i Stuerne. Hvor den raader, vil Alt have et mildt, beaandet Skjønhedens Præg, hvor den mangler, er Alt dødt, koldt og nøgternt, selv i den rigeste Omgivelse. Enten river hun sig da med Magt løs af Aaget, og lader Maskineriet gaa som det kan, medens hun søger at døve sit Liv udenfor Huset, eller hun gaar rent op i det, hun selv bliver en knarrende Maskine, som man helst undgaar.“
I Margrethe ser vi saaledes en Kvinde, som trods sine Fejl maa indgyde Agtelse og vække Symphati; hun har med Liv og Sjæl hengivet sig til en Kjærlighed, hvori hun bliver skuffet, men hun holder dog med urokkelig Troskab i det længste fast paa den elskede Gjenstand; og selv da hun endelig maa opgive ham, søger hun dog ikke straks letsindig Trøst i et profant Egteskab med den første den bedste, som tilbyder sig, men bevarer til sidste Stund Følelsen af og Bevidstheden om sin kvindelige og menneskelige Værdighed. Hun kjæmper standhaftig og ufortrøden med sig selv, og vinder Sejr; men da hun ikke har nogen Støtte i levende Tro og Fortrøstning til Gud, da hun i det hele mangler den religiøse Resignation, bukker hun i samme Øjeblik under, overanstrengt af Kampens Møde og Besvær. En saadan Karakter er sand, den vækker Deltagelse, og man er dog forsonet med at dens jordiske Skjæbne ikke blev lysere, da Kampen og Lidelsen skjønnes at være nødvendige Momenter for at udvikle de ædlere Sjælens Spirer, som tilsidst skal lede den til Fred og Forsoning. Margrethe danner saaledes en behagelig og lysende Modsætning til Louise og Sophie; hun repræsenterer den lidende Kvinde, som tappert og værdigt kjæmper mod sin haarde Skjæbne, medens disse repræsenterer den nedværdigede, trælsindede Kvinde, der villig og uden Nødvendighed bøjer sig under Aaget. Louise har en Kjærlighed, som hun ved første Anledning utvungen opgiver for at forlove sig med en hende i Grunden modbydelig Person, fordi hun endnu ikke med Sikkerhed ved, om den er gjengjeldt, og ikke vil give sig Tid til at vente en Stund. Sophie har en Kjærlighed, som hun opgiver, skjønt den er gjengjeldt, og vilde og maatte ført til en lykkelig Udgang, naar hun blot havde baaret sig nogenlunde rimeligt og fornuftigt ad; hun indbilder sig imidlertid virkelig at være skuffet, skjønt hun blot ved en urimelig Grille og et bisart Lune opretholdes i denne Indbildvning; men ogsaa hun søger straks med en mageløs Letsindighed Trøst i et Fornuftparti, hvorved hun dog heldigvis falder i saa gode Hænder, at hun efter al Sandsynlighed vil finde en Lykke, som i Grunden er over Fortjeneste.
Som tidligere bemærket, ligger Bogens Hovedfejl i denne Nedværdigelse af Kvindens Karakter, der afspejles i Louises og Sophies Adfærd, og fremstilles ikke som en sjelden og uværdig Undtagelse, men som Regel. Herimod kan man paa Kvindens Vegne med Tryghed paa det bestemteste protestere. Lige saa ulykkeligt, som det vilde være, om den halve Menneskehed var saa dybt sunken, lige saa vist er det, at dette ikke er Tilfældet, og at Forfatterinden anskuer Livet og dets Forhold alt for mørkt; enkeltstaaende kan næsten enhver Skildring i hendes Bog være sand og træffende, men kun som Undtagelse, ikke som almengyldig Regel.
Jeg skal endnu kun pligtskyldigst som Anmelder gjøre et Par Bemærkninger af mere udvortes Beskaffenhed. Forfatterinden henter naturligvis som sædvanligt, og som rimeligt kan være, undertiden Billeder og Sammenligninger fra Mythologien, Ossian, George Sand, osv., og hun gjør dette med Smag, uden Overdrivelse og i Almindelighed uden Fejl; det omtales derfor kun for at gjøre opmærksom paa en liden Urigtighed, der vistnok er højst ubetydelig, men dog altid støder mangen Læser og med Lethed kan rettes i næste Oplag, som vel ikke længe vil lade vente paa sig. Det var nemlig ikke, som det i 2den Del S. 119 heder Solguden, men Flodguden Alfeios, der vilde omfavne den skjønne Arethusa; denne smukke Mythe er for bekjendt, til at en saadan Fejl bør blive staaende urettet næste Gang. Sproget er i det hele smukt og elegant, fuldt af fine Vendinger; det er norsk i Tone og Klang, uden at man mærker nogen affekteret Stræben derefter, medens Forfatterinden heller ikke er bange for at benytte endog ganske nye, gode norske Ord, saasom: Fremsyning (saa vidt vides, første Gang brugt af Ivar Aasen i hans Prøver af Landsmaalet under Formen: Framsyning), hvilket er en bedre Erstatning af det fremmede Ord „Fænomen“, end noget af de andre, der hidtil har været paa Bane: Foreteelse, Skinbaring, Skue, Fremtoning (i hvilket Sammensætningens sidste Del egentlig er hollandsk, medens Fremsyning baade er skarpt betegnende og helt igjennem egte norsk.) Paa den anden Side forekommer ogsaa enkelte stygge Germanismer, saasom det afskyelige „Opdrag“ (Auftrag) for „Hverv“; ligesaa: „kvæl Dem ikke med noget Svar“ for: „plag Dem ikke osv.“ For grammatiske Bommerter er Sproget heller ikke altid frit, man finder endog „lagt“ for „ligget“ odl., ligesom Retskrivningen i den yderligste Grad er besynderlig og holdningsløs, snart ultra-modern snart ultra-gammeldags; det samme Ord skrives paa de forskjelligste Maader, saa det gjør et lidt forstyrrende Indtryk selv i denne Retskrivnings-Forvirringens Tid, hvor man er vant til, at tage til Takke med noget af hvert. En forvildende Trykfejl er formentlig „Favn“ for „Form“, 2den Del S. 215 L. 15. Alle disse udvortes Smaafejl er jo imidlertid forholdsvis rene Ubetydeligheder, som med Lethed vil kunne rettes i næste Udgave; men en Anmelder bør dog formentlig ikke lade dem ganske upaatalte, da selv vore omhyggeligste og bedste Forfattere i disse Henseender gjerne tager sig Tingen utilbørlig let, hvilket dog i Længden ikke kan være til Baade for Sproget og Litteraturen. Og i „Amtmandens Døtre“ er Formen og Sproget i det hele og væsentlige saa ypperlige, at det virkelig er Synd, at de tildels skjæmmes ved saadanne Pletter som dem, hvorpaa en Del Eksempler her er anførte.
H. Winter-Hjelm.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |