Aftenscene paa Søen
Søvinden vifter og Solen vil dale,
Aftnen er varm.
Lad nu vort Seil, over Bølgerne svale,
hæve sin Barm!
See dog hvor stolt vor bevingede Karm
lader sit Flag over Blaadybet prale.
Nu skal vor Snekke, den lette Svanhvide,
gjøre sig fri.
Snart mellem Seilernes Vrimmel vi glide
Øen forbi,
og, paa vor vexlende, flygtige Sti,
løbe den hurtigste Seiler om Side.
Men til de vinkende Lunde vi sende
spottende Blik.
Styrmanden raaber alt: „Klar til at vende!“
Hurra, det gik!
Snekken har her med sit yndigste Nik,
givet sin Glæde paa Bølgen tilkjende.
Og, medens nu over skinnende Planker
Skummet slaaer ind,
drage de gladeste, flygtigste Tanker
gjennem vort Sind.
Ingen vil her, mens der lufter en Vind,
løbe i Havn eller ligge for Anker.
Kjender du Baaden, hvor Valdhornet klinger?
Reis dig, min Ven,
sving med din Hat, eller kys paa din Finger
— Ja, det er den!
Kom lad os vende og styre derhen;
fæst nu til Sejlene Ømhedens Vinger!
Seer du din Skat med den sorte Mantille?
— Hold ei for nær!
Ak, i den lurende, stive Familie
sidder hun der.
Mødes og skilles! — det passer jo her
just til en Dands over Havfruens Tilie.
Nu er det stille. Paa Øer og Strande
Taagen er lagt.
Aftenens Glands paa de rolige Vande
spreder sin Pragt
Flaget i Seilfligen hænger forsagt;
ja, man kan see, det er Tid til at lande.
Hvor er din Dame? I Skumringens Fjerne
blinker et Seil
hist, hvor den prægtige Aftenens Stjerne
seer sig i Speil.
Ak, da Sejladsen har slaaet os feil,
ankred du der for et Øjeblik gjerne.
Lad Barkarolen i Moltoner sige
hende Farvel.
Stil for din Tanke den lyttende Pige,
drøm om dit Held!
Ja, lad den deilige, rødmende Kveld
kaste sit Gjenskin i Drømmenes Rige!
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |