Ængstelig Forventning

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk

En lummer Middagsro er udbredt over
den ynde-rige, ſkyggefulde Egn,
en Ro, der grunder paa hvad Himlen løber
med ſine Solglimt mellem Uveirstegn.
Thi over Graneſkovens lyſe Toppe
udfolde ſig de ſorte Skyer nu.
Den ſtrenge Magt, ſom ruſter ſig der oppe,
har fyldt Naturen med en ſtille Gru.

Paa Lundens Kroner og paa Eng og Ager
hviler endnu det ſommervarme Lys;
men gjennem disſe Løvpauluner drager
det korte Vindſtøds ængſtelige Gys,
og Fuglen ſtandſer nu ſin bløde Trille,
og ſmutter dybeſt i det grønne Ly,
mens Draaber falde enkeltviis og ſtille
paa Lindebladet fra den mørke Sky.


Alt er Forventning og tungſindig Anen,
og Livet drager her ſin Aande tungt.
Juſt nu, da Solen vil gaae nedad Banen,
ſtaaer Dagens Skjæbne paa ſit Vendepunkt.
I denne tunge, ſmertelige Pauſe
hvert lille Plantehjerte angſtfuldt ſlaaer;
i Markens pludſelige Duft det tauſe,
bønlige Suk fra Blomſterlæben gaaer.

Jeg ſidder ſelv i Tanker under Løvet,
og deler Egnens hemmelige Nød;
thi Angſt og Bæven, ſom min Sjæl har prøvet
fandt her ſit Speil i Enſomhedens Skjød.
Med ydre Ro, lig den, jeg her betragter,
hvor ingen Skabning nyder Livet trygt,
hilſed jeg tidt de ſkjæbneſvangre Magter,
der holde Sjælen mellem Haab og Frygt.


PD-icon.svg Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.