Aasgaardsreia
– „Tre Flokke Møer;
En foran dog red
Hvid under Hjelm.
Gangerne sig rysted,
Af Mankerne nedfoer
Dug til dybe Dale,
Hagl til høie Skove,
Frugtbart Aar blandt Folk de volde –
Alt var det mig leedt hvad jeg saae.“
Hrimgerda i Edda.
Denne Færd bestaaer af Aander, der ei have gjort saameget Godt, at de kunne fortjene Himmelen, og ikke saa meget Ondt, at de kunne komme til Helvede. I den træffer man Drukkenbolte, Slagsbrødre, Nidvise-Qvædere, fine Bedragere og saadanne Folk, som for en eller anden Fordeels Skyld have forsvoret sig til Fanden. Deres Straf er derfor at ride om indtil Verdens Ende. I Spidsen for Færden farer Guro-Rysse eller Reisa-Rova[1] med sin lange Rumpe, hvorpaa hun kjendes fra de Øvrige. Efter hende følge en heel Mængde af begge Kjøn. Seer man dem fortil, da ere baade Rytterne og Hestene store og deilige, men bagtil seer man Intet uden Guros lange Rumpe. Hestene ere kulsorte og have Øine, som lyse i Mørket, og styres med gloende Stænger eller Jernbidsler, der i Forening med Rytternes Skrigen foraarsage en frygtelig Allarm, som kan høres lang Vei. De ride saavel over Vand, som over Land, og man seer neppe Hestehoven røre ved Vandskorpen. Hvor de kaste Sadlen paa Taget, der maa strax et Menneske dø, og hvor de fornemme, at Slagsmaal og Mord i et Drikkelag vil indtræffe, der komme de ind, og sætte sig paa Hylden over Døren. De forholde sig rolige saalænge Intet er paafærde, men skoggerlee og rasle svert med deres Jernstænger, naar Slagsmaal begyndes, og Drab begaaes. Færden reiser især omkring i Julen, naar de store Drikkelag holdes. Paa Gaarden Bakken i Svartedal i Øvre-Thelemarken pleier den at hvile, og ved Sundsbarmsvandet bager den sedvanlig Brød. Naar man hører Færden komme, maa man enten see at komme af Veien eller i al Fald kaste sig næsegruus paa Marken, og lade som man sover; thi man har havt Exempel paa, at levende Mennesker ere blevne opsnappede af Færden, og enten førte tilbage til det Sted, hvor de bleve optagne, eller ogsaa fundne halv bedøvede liggende langt fra det Sted, hvorfra de bleve bortførte. En Juleqveld foer saaledes Skreia over Nordbø i Nissedal og man hørte et fælt Raab: „til Hest, til Hest.“ Manden vilde see ud, men inden han vidste et Ord deraf sad han paa Mønen af sit eget Hus. Endnu værre gik det Helge Tveitan. Hun blev revet bort af sin egen Seng og bortført af Færden. Da hun kom til Holmevand, en Miil fra sit Hjem, kjendte hun sig igjen paa de mange Holmer. En Times Tid efter blev hun halvdød kastet ind ad Døren i sit eget Hjem. Skumsvede Heste, der have været med i Færden, sees ofte. Paa Trydal i Gjerrestad, hvor man truer skrigende Børn med Haaskaalreia, blev Bonden en Juleqveld bortført i Færden. I sin første Bestyrtelse kunde han ei faa et Ord frem, men da han kom en halv Fjerdingsvei Nord for Gaarden, fik han sagt „Jesu Navn.“ I det samme slap Færden ham ned paa Marken. Gunhild paa Tvedt i Ombli, blev tilligemed en sort Hest paa Stalden taget med i Færden. Hesten løb lige godt paa Vand som Land og i susende Fart gik det indtil hun kom til Liøsestad paa Vegaardsheien. Her slap hun løs. I gamle Dage var man i Ombli saa bange for Askereia, at man ei engang turde synge, naar den var ude. Nu skræmmer man Børn med den. Det retskafne Menneske, der er saa forsigtig enten at fatte sig næsegrus eller og paa Ryggen og slaae Armene ud, saa at det bliver Korsets Tegn, har intet andet at befrygte, end at enhver af Selskabet spytter paa ham. Naar hele Færden er forbi, saa spytter man igjen; thi ellers kan man let faae Stade deraf.
[Mundligt].
Anm. Dette mærkelige Sagn, hvis Navn selv tydeligen peger hen paa Hedenold, er i det mindste af Navn bekjendt over den største Deel af Christiansands Stist; men findes fuldstændigst i øvre Thelemarken, hvor jeg selv har hørt det; (confr. Willes Beskrivelse over Sillejord S. 252) og i Sætersdalen (Hansens Archiv, 2, 368), hvor den kaldes Aaske-Rej eller Asanerfærd, som man dog her ei kan see, men kun høre. Den fortærer Fladbrød, Smør o. s. v., som man bereder til Julen hvis man ei korser det, førend man sætter det bort. Den, som ved at høre Færden ei fattet sig ned, hans Sjæl maatte i Sætersdalen følge med, medens Legemet blev liggende. Naar Sjelen kom tilbage i Legemet, var dette ganske afmægtigt og siden stedse sygeligt. Paa nogle Steder kaldes denne larmende Færd Aaskereia, paa andre Holskelreia. Stundom farer den med susende Støi gjennem Luften, stundom møder man den ved Nattetider paa Veiene, ridende paa sorte Heste, der have gloende Ildøine. Juleaften og de tre Julenætter grasserer den fornemmelig, og den Bonde, der boer i det Strøg, hvor den farer og ei har været saa forsigtig, at sætte Bom for sine Heste eller Kors over Døren, kan være vis paa næste Morgen at finde dem drivvaade og halv sprængte; thi Hoskelreia har da brugt dem, og de Folk fare ikke lempeligen. I Sirdalen farer „Askrei afsted paa lignende Maader, især ved Juletider. Det eneste Redningsmiddel, man der kjender, naar Færden kommer, er at sige: „Gura Gunnarsdatter, støt paa Rumpa di.“} I Akershus Stift og paa andre Steder i Landet haves lignende Sagn om Støi og Ridt i Luften, om svedende Heste om Julenatten o. s. v.; men her tilskrives dette gjerne „Troldkjærringer,“ der paa Kosteskafte, Limer o. s. v. om Jule- og St. Hans-Nat tage sig en Tour. At Asgardreia, saavel Navnet som Ideen, er ældgammel og hedensk er vel utvivlsomt. Om den tyder hen paa Asgards Guders Ridt, (reid) eller Skrei ɔ: Skare, eller paa de i Slag fældte Heltes Reise til Asgard, eller til Norner og Valkyrier, der efter den nordiske Gudelære paa deres rappe Heste fore fra og til Asgard, er derimod vanskeligt, bestemt at afgjøre. Da Askereia glæder sig ved Drab og er derved tilstede, saa er det maaske mest rimeligt, at vi i den gjenkjende Valkyrierne, der gjerne vare tilstede ved Hildursleg og Mandedrab, og som ved Christendommen have faaet denne Gestalt, da saavel de som de gamle Guder bleve til onde Aander og Djevlens Engle.
Denne Larm og Susen i Luften, som af de heftige Storme, der gjerne rase ved Juletider, og af andre tilfældige Aarsager let lader sig forklare[2], tilskrives ogsaa udenfor Norge overnaturlige Væsener. I Skaane kalder Almuen den Lyd, som i November og December undertiden høres i Luften, Odens Jagt, (Geijer 268), og i Lapland pleiede man tilforn at offre til Ære for Juhla-Folket, som ved Juletider, efter Almuens Tro svevede om i Luften i Skov og paa Bjerg. (Scheffers Beskr. over Lapland 1675. P. 132).
Paa Sjælland og i Jylland jager endnu Kong Waldemar, paa Fyen Palna Jæger, i Schlesvig Kong Abel, der alle i deres levende Live vare berygtede for Vantro eller Ugudelighed. (Thieles danske Folkesagn). I Tydskland husere Hackelberg, Tut Osel (Otmars Volkssagen 241), das wüthende Heer auf der Walser Haide (Hornmayers Taschenbuch 1840) og „Wanderer denen sie aufstößt, werfen sich still auf den Bauch und lassen den wilden Jäger über sich wegfahren,“ siger Grimm (1, 400). I de engelske Skove færdedes den berømte Kong Arturs og i Skovene ved Fontainebleau le grund veneur (Thiele 1, 187).
„Das wütende Heer“ i Tydskland mener Dobeneck i hans Volksglauben und Herroensagen 1, 56, egentlig at være en Levning af den romerske Tro, at Diana med sine Nympher ved Nattetider streifede gjennem Skov og Mark, en Overtro, hvorimod de Geistlige meget ivrede, da de henførte den til Djevlen, der vidste at iføre sig forskjellige Skikkelser.
- ↑ I Nissedal kaldes hun Rumpeguro, der er væn fortil, men huul bag og har en stor Hesterumpe. I Valders staaer ikke Guro, men en stor og diger Mand, der kaldes Thron, i Spidsen for Færden, som husserer lige indtil 13de Dag Jul og derfor kaldes Juleskreia. Den gamle Aslak Foslie i Sætersdalen fortalte mig, at i Spidsen for Aasgaardsreia, der farer afsted med ranglende Ringbexler, rider Guris Mand, Sigurd Snaresvend paa Grani. Han er imidlertid nu saa svag og gammel, at han ei kan see uden „Hegter paa Øinene“ Han sang ved samme Leilighed denne Strophe:
De va litin Smaadrengie,
han kom saa godt i Raai.
Du steg paa Lændi och ri au Skøndje,
for Grani bær Gutane baai“. - ↑ De fleste Exempler kunne forklares enten som Drømme i Juleruset eller som Bortførelse af den overgivne Ungdom, som i Fjeldbygderne halvberuset pleiede at fare om i Julen, tage Folks Heste og gjøre alskens Løier. Dermed staaer maaske i Forbindelse den Tro, som findes f. Ex. i Ombli, at „Oskereia især liker dem, som synge godt.“