Æsthetisk Betænkning om Median-Figuren paa Universitets-Bygningen
„Solche Werke sind Spiegel; wenn ein Narr hinein sieht, kann
kein Apostel daraus sehen.“
De Klager, ja man kunde næsten sige det Skrig, der har reist sig mod denne Figur, er efter Omstændighederne naturligt og let forklarligt. Man er her saa lidet vant til at see Sculptur-Verker, saa lidet inde i den Stemning, hvormed de bør betragtes, at man overhoved slet ikke forstaaer et saadant Verk; det er kommet ind i en fremmed Verden, der kold og forundret stirrer det imøde. Denne Fremmedhed virker naturligviis frastødende; hvad man ei mægter at assimilere, maa man søge at udstøde, at befrie sig fra. Den Lyst til at kritisere istedetfor fromt at hengive sig til Betragtning og Nydelse, er ikke Andet, end en Yttring af dette udvortes Forhold, hvori man staaer, jeg havde nær sagt til Kunstens Verker i Almindelighed, men især til den plastiske Kunst. Disse Verker modtages og antages ikke – efter deres egentlige Bestemmelse – af den umiddelbare Sands, men af en mistænksom og kun overfladisk interesseret Reflexion; der er ikke vaagnet nogen virkelig dybt følt Trang til Kunsten og dens Frembringelser, men ialfald en paa Reflexion hvilende abstract Respect for Kunsten som Noget, der hører til; derfor er det det abstracte Moment af et Verks Gyldighed overhoved, der er os vigtigere end Verket selv; det er os især magtpaaliggende at faae at vide, om det er godt eller slet. Men at fra et saadant Standpunct det Sidste i de allerfleste Tilfælde maa blive Dommens Resultat, er af sig selv klart; man kan endog næsten sige, at et Verk, der virkelig kunde tækkes en saadan Betragtning, som Kunstverk netop maatte være slet. Thi dette abstracte Kunst-Liebhaberie, denne hule Beundring for et Verk, „fordi det er gyldigt Kunstverk,“ har i sig selv ingen Maalestok for det isandhed Skjønne, der er af concret Natur; derfor hjemfalder Dommen en udvortes, opløsende Reflexion, der hænger sig i Enkeltheder og doctrinære Bemerkninger; og jo mere et Verk søger udelukkende at fyldestgjøre disse i deres endeløse, usammenhængende Mangfoldighed, desto mere maa det bortgive af sin egentlige Bestemmelse at virke som Totalitet.
Ialfald er det ganske tilfældigt, naar det virkeligen Gode og Skjønne under saadanne Forholde vinder fortjent Bifald. For Reflexionen existerer det Totale og Concrete overhoved ikke, hvad den udhæver og dvæler ved, er ikke det Skjønne som saadant, men kun et enkelt eller enkelte Momenter deri, hvori den tilfældigen forgaber sig, medens det Skjønne selv i sin Uendelighed bliver den skjult. Det ligger i Reflexionens Natur, at den vil have Beviser for Alt; hvad den skal antage, maa tildemonstreres den; men netop det Skjønne selv kan ikke naaes ved Demonstration, ligesaa lidet som Livet kan findes af Anatomens Kniv.
Af denne Publicums Mangel paa umiddelbar Kunsttrang og Kunstsands reiser sig ogsaa den uforholdsmæssige Indflydelse af Enkelte, der med mere eller mindre Ret ere komne til at gjælde som Kjendere. Det kommer jo hovedsagelig an paa at faae et anerkjendt Stempel, Fleerheden seer mere efter dette end efter Verket. Og i hine „Kunstdommere“ concentrere sig i Almindelighed netop de eensidige Reflexioner og enkelte doctrinære Yndlingsforestillinger, der gjøres gjældende som absolute. Enhver saadan Connaisseur har gjerne en Kjephest, han rider, classisk, romantisk, naturalistisk, sentimental eller hvordan den end kan være; han har en tilskaaren Læst, hvorefter Alt skal passes, hvilken som stiv og uorganisk indeholder alt Andet, end den skjønne Form, der ialfald langt bedre udtrykkes af den individuelle, levende Fod.
Lægger man hertil paa den ene Side Selvtilliden, der forkaster, hvad den ikke forstaaer, paa den anden Side Frygten for at give sig blot ved at beundre, hvad der mueligens ikke holder Stik, samt Lysten til for sig selv og Andre at agere Kjender, hvilken Lyst som bekjendt stedse bedst finder sin Regning ved Vragen og Udsættelser; saa indseer man let, hvilken Skjebne, der i Regelen maa vente et Kunstverk i en saadan Atmosphære.
Og naar det alligevel hænder at et Kunstverk – ligegyldigt af hvad Grund – har faaet en afgjørende Stemme for sig, da er det almindelige Tilløb og den almindelige Beundring ligesaa overvættes og ufornuftig, som ellers Dadelen. Thi den har, som allerede bemerket, ingen Maalestok i sig selv; den styrter kun ind efter et givet Løsen. Hvad man trænger til og søger, er jo ikke det skjønne Verk, og dets inderlige, individuelle Tilegnelse, men blot i Almindelighed dette Formelle, at have Noget at beundre; er Adgangen hertil kun aabnet, da strømmer Alverden til for at tilfredsstille denne Trang – en Tilfredsstillelse som da ogsaa kun er formel og abstract, i sig selv uorganisk, masseagtig og kun finder sit Udtryk i tomme Exclamationer og en Snappen efter intetsigende Superlativer. Man kan et Øieblik indbilde sig, at Publicum glæder sig over det skjønne Verk; men nei! Publicum er ikke saa naivt, saa uskyldigt; det glæder sig egentlig kun over, at Verket er skjønt, at det selv har et godt Verk at beundre, det nyder igrunden kun sin egen Beundring. Verkets Fortrinlighed løser sig ligesom ud fra Verket og danner en gylden skinnende Kapsel derover, og Publicum seer mere paa Kapselen end paa Indholdet.
Men dette er Undtagelser; Regelen er som sagt Vragen og Fordømmelse. Og selv heri nyder Reflexionen væsentlig sig selv og sin Overlegenhed. Den indre Opløsthed, det inderligt Uskjønne i Stemningen giver sig Luft i den Piilregn af slette Vittigheder hvormed Verket overøses, gjenspeiler sig i de Vrængebilleder, hvortil det forvandles – i den Grad, at Reflexionen tilsidst med Afsky vender sig bort fra sit eget Billede. Men der er megen Affectation ogsaa i denne Afsky; thi igrunden elsker Reflexionen sig selv.
Dog vi føre her ingen Polemik; vi søge kun at orientere os over et almindeligt Phænomen.
Der kan synes at ligge Saameget i denne Publicums manglende Paaskjønnelse af et Kunstverk, at dette i ethvert Fald maa siges at være paa urette Sted og igrunden forfeilet, naar det nemlig viser at det ikke har sin Rod i den almindelige Bevidsthed. Thi et Kunstverk skal ikke blot indeholde Ideen, det skal tillige tolke den paa en anskuelig Maade; og en Tolk, der taler et uforstaaeligt Sprog er jo en Uting, om han forresten end taler med en Engels Tunge.
Men eftersom de ovenfor berørte Forholde ere af almindelig Natur, kunde denne Betragtning let lede til, at ethvert – idetmindste plastisk Kunstverk hos os blev en Uting; og det vil man dog ikke gjerne gaae ind paa. Desuden maa man vel skjelne mellem Pulicum og Folket. Et Publicum kan være huult og foragteligt, fordi det udelukkende bestemmes af særegne Dannelses-Elementer, særegne Tidsforholde og andre Tilfældigheder, fordi, med eet Ord, det er en Boble, som driver for Veir og Vind; Folket maa som saadant dog være noget væsentlig Fornuftigt, maa i sig indeholde det Sande og Almeenmenneskelige. Hvad der i sig selv er sandt og godt og skjønt, hvad der er en almeen-menneskelig Fornødenhed, dertil maa der dog i Folkets Indre være en dyb Trang, hvorvel den længe kan slumre. Saasandt derfor Kunsten er noget i sig Gyldigt og Nødvendigt, kan et virkeligt Folk ikke være uden Kunsttrang og Kunstsands, om denne end kan være lidet udviklet og let lade sig overdøve og vildlede af Dagens Publicum og dets høirøstede Reflexioner. For dette Folk skal man bygge og hugge og male og synge – uforstyrret af det snadrende Publicums Dom – blot bestræbende sig for at fremstille Ideen i de klareste, meest harmoniske Former. Kun ved disses Beskuelse er det Folkets Kunstsands efterhaanden skal udvikles, og da vil det i sig Skjønne og Gyldige nok finde sin Paaskjønnelse. Den gnavende Reflexion vil tilsidst opslide sin Tand.
Disse Betragtninger ere, synes mig, de første, hvortil man maa føle sig foranlediget ved det saa sterkt udtalte Misnøie med den nys opstillede Figur paa Musæe-Bygningen. At et saadant Misnøie vilde give sig tilkjende, kunde man meget godt vente forud, ihvordan end Figuren blev, og allerede dette synes at maatte vække alvorlige Betænkeligheder mod at ville paa Grund af „den almindelige Opinion“ gribe voldsomt ind i en af en Kunstner vistnok længe og omhyggeligt gjennemtænkt Plan.
Over denne vil jeg ikke fælde nogen afgjørende Dom. Og isærdeleshed om den omhandlede Figurs Kunstværd idethele tør jeg saameget mindre sige noget Bestemt, som det disige Veir, der har hersket i denne Tid og mine Øine, der aldrig see klart i Afstand, have hindret mig fra at betragte den med Nøiagtighed. Dog en saa fjernt stillet Figur er vel heller ikke bestemt til at virke ved nogen fiin Detail-Udførelse; det er det almindelige Omrids og dens Grundtanke, det især gjælder. Herimod have ogsaa Angrebene i Almindelighed været rettede.
De Anker, der have været at see paa Prent, have imidlertid været uden Betydning. Man har klaget over, at en menneskelig Gestalt havde Vinger, paa Grund af disses Naturstridighed; men derved har man jo brudt Staven over den hele romantiske Kunst, hvor en saadan Gjennembrydelse af det Naturlige er aldeles væsentlig, ja over den græske Kunst med, der ogsaa kjendte og anvendte Vingerne, skjønt de her vistnok spille en mindre væsentlig Rolle. Man har meent det var urigtigt, at en Figur bærer en anden som Attribut; men ogsaa dette har gyldige Forbilleder og kan af Ideen selv med Lethed godtgjøres. Naar man har fundet at det seer ud som om „Genien vilde flyve bort med Minerva,“ da er dette kun en af hine slette Vittigheder, der ikke betyde Andet end Geniens og Minervas Flugt fra Betragterens Sjæl – idetmindste i hiint Øieblik.[1]
Ethvert Kunstverk maa tale for sig selv og indeholde sin Fortolkning i sig selv. Men netop i Modsætning til en eensidig Reflexion, der forstyrrer dets rene Indtryk, kan det være hensigtsmæssigt ogsaa ad Tankens og Begrebets Vei at bidrage til dets Forklaring ved idetmindste at opstille det rette Synspunct, hvorfra det bør betragtes.
Først og fremst maa fastholdes, at en Figur som den, hvorom her er Talen, ikke maa betragtes afsondret, men i nøie Sammenhæng med den Bygning, hvorpaa den staaer. Den skal her ikke staae som en ørkesløs Zirat, men maa med organisk Nødvendighed udvikle sig af Bygningens Idee. Og som central og afsluttende det Hele, skal Median-Figuren naturligviis ikke udtrykke en eller anden Bibestemmelse, et eller andet underordnet Moment ved Ideen, men netop denne selv i dens Totalitet og Fuldendelse. Det er ligesom Bygningens Geist, der i denne Figur skal aabenbare sig, saadan som den phantasierige Betragter, naar han havde mættet sit Blik med Bygningens Beskuelse, af sig selv maatte see den opstige deraf og svæve derover, selv om intet Billed stod der. Men netop hvad der saaledes er inderligt tilstede, skal den plastiske Kunst i det Muelige give ydre Anskuelighed, hvis Verket skal siges at have fuldkommen Afslutning. Denne Afslutning skal nu naturligviis ikke f. Ex. indeholde en formindsket Model af Bygningen, hvilket blot vilde være en ørkesløs Gjentagelse og kunde fortsættes i det Endeløse, men dens Idee i forklaret altsaa personlig Skikkelse; thi Personligheden er Ideens fuldkomneste, isandhed afsluttende Form; den først indeholder den fulde Forklaring, hvortil al Kunst sigter. At en Bygning af høiere Art og Bestemmelse afsluttes i en Billedstøtte er saaledes ligesaavel i Ideen begrundet, som det ved Tradition er hævdet; i de blot architektoniske Constructioner er Ideen endnu dunkel og ufri, i mange Henseender ubestemt og kun antydet; først i Billedverket faaer den ellers stumme Bygning ligesom en levende Røst og udtaler hvad den skjuler i sit Indre.
For altsaa at faae et Begreb om, hvorledes Billedstøtten bør være, maa man klargjøre sig hvad Bygningen væsentlig er og bor være. Bygningens Bestemmelse er nu, kort at melde, den, at være et Hjem for videnskabelige Samlinger og videnskabelig Virksomhed, et Tempel for Videnskaben. At Architekten hertil har valgt hovedsagelig en græsk Stiil, kan ikke forundre os – ikke alene fordi denne Stiil, ligesom Videnskaben, er den bestandig præsente, bestandig nye og friske, medens alle andre Stiilarter meer eller mindre have Forgangenhedens og den historiske Erindrings Præg – men ogsaa fordi Videnskaben igrunden er et græsk Begreb. Hos Grækerne er Videnskaben ikke alene oprunden, men den har ogsaa allerede hos dem – Idealfolket κατ᾽ ἐχοχήν – naaet sin idealske Skikkelse; her straaler den endnu i guddommelig Klarhed og Skjønhed, endnu ikke trykket og fordunklet af den Kjendsgjerningernes Masse, som den vistnok baade dybere og mere storartede nyere Videnskab har optaget, men hvorved ofte Ideens Harmoni forvirres for Betragterens Blik – paa samme Maade som ogsaa i vort praktiske Liv dettes straalende Ideal let formørkes og adsplittes i Hverdagenes smaalige Enkeltheder. Netop først derved har den moderne Verden kunnet komme til Klarhed over sig selv, at den ogsaa har optaget i sig den græske Civilisation, især dens Kunst og Videnskab; skjønt denne her vistnok er nedsat til et under- ordnet Moment i en langt mere omfattende og gehaltfuldere Heelhed, danner den dog ligesom et idealsk Middelpunct, hvorfra ordnende, formende, forklarende Straaler udgaae til alle Sider.
Idetmindste hvad Form og Stiil angaaer har saaledes den græske Videnskab og Kunst leveret for alle Tider gyldige Forbilleder. Derfor er det endog en historisk Kjendsgjerning, at den med de høieste Ideer svangre og allerede i Middelalderen med overnaturlig Productionskraft svulmende moderne Videnskab først fandt ud af den chaotiske Gjæring, først vandt Form og Klarhed ved at slutte sig op til den classiske Oldtid; endog med den kirkelige Reformation – der forresten ogsaa betegner en Verdens-Omveltning – staae de gjenvakte humanistiske Studier, deels som forberedende deels som ledsagende og udviklende, i den nøieste Forbindelse.
Med dette for Øie, vil man vistnok for en Bygning, der kunstnerisk skal udtrykke Videnskabens Idee, finde den græske Grundform saagodtsom selvskreven. Og da Videnskaben fremdeles væsentlig har Betydningen af en Helligdom, en høiere aandelig Magt, vil Forestillingen af sig selv nærmest henvises til et antikt Tempel, et Tempel f. Ex. for Videnskabsgudinden Athena. Kaster man imidlertid et Blik paa vore Universitets-Bygninger, saa vil man strax see, at de dog ikke egentlig ere græske Templer. Dertil have de allerede formegen Udbredelse og Masse (hvorved her naturligviis forstaaes noget Andet end de reent qvantitative Dimensioner), foruden andre architektoniske Merker, som her ei behøve at udvikles. Egentlig er det Midtpartiet, den store Hovedporticus, som nærmest minder om det græske Tempel; iøvrigt viser Totaliteten noksom, at vi her ikke ere paa reen græsk Jordbund, at vi meget mere have en ganske anden og mere omfattende Gehalt for os, der har optaget og ligesom indsmeltet det græske Element i sig. Imidlertid har dette Centralparti naturligviis udbredt sin Indflydelse over det Hele og paatrykt dette sit Præg. Stilen, den hele ydre Form og Anordning er i sin Udførelse græsk. Thi Forbindelsen maatte naturligviis være organisk, ikke blot en mechanisk, udvortes Sammenlodning; en Bygning i middelalderlig Stiil forøvrigt, blot med et græsk Portal, vilde, som Enhver let seer, være en kunstnerisk Umuelighed.
At det beskrevne Forhold i sin almindelige Grundtanke netop er det rette og til Ideen svarende, vil af det Foregaaende være klart. Thi det var jo ikke egentlig den antike, men den moderne Videnskab, der her skulde finde et Udtryk, og kun i den Omstændighed, at ogsaa den moderne Videnskab har optaget det græske Element og derved selv har faaet en væsentlig Formbestemmelse, har det græske Kunstpræg i Bygningen sin Berettigelse. Og denne Optagelse af den græske Videnskab er ingen blot mechanisk Indfatning – som af en Juveel i en Ramme – men en organisk Indforlivelse, hvis Virkning maa sees overalt; ogsaa her – i Videnskaben – har det græske Element en evig formbestemmende Indflydelse. Netop i denne levende Formæling af det Modern-Christelige med det Antike – af denne uendelig dybe Gehalt med denne klare Form – seer vor Tids Videnskab sin væsentligste Opgave.
Med denne Betragtning af Bygningens Idee er ogsaa en dertil passende Billedstøttes Charakteer i sin Almindelighed given. Hvad man saaledes først kunde falde paa at forlange, en Athena uden Videre, viser sig strax ubegrundet, da derved den græske Videnskab blev betegnet som det Absolute, hvilket hverken ligger i Bygningens Bestemmelse eller i dens architektoniske Grundpræg, hvor meget mere det Græske kun er et Moment i en større Heelhed. Den Videnskab, hvis Genius her skal fremstilles, er naturligviis den moderne, der har en mere almindelig, altomfattende Charakteer. Denne Genius er væsentlig bevinget; thi de nyere Tiders Aand higer og stræber mod Uendeligheden, den hviler ikke i denne rolige, selvtilfredse Nydelse af det Umiddelbare, som de græske Guder; den moderne Aand er ogsaa i Christendommen væsentlig i Besiddelse af overnaturlige Kræfter til Flugt over det Jordiske. Men bliv kun ikke bange: den flyver derfor ikke strax bort og taber sig i det Blaae! – Dertil er den dog for klar, for besindig, for græsk. Ogsaa denne Flugt har de nye Tiders Aand vel forsøgt: den har forladt Virkelighedens faste Bund for at snappe efter Skyer og Taagebilleder; den har opstillet en reen apirorisk Videnskab, der ikke skulde behøve Erfaringens Ledelse, og i Det Praktiske et Liv af overjordisk Hellighed og Reenhed, hvor jordiske Følelser og jordiske Forbindelser skulde være udslettede. Men den er kommen tilbage fra denne Forvildelse. Den har lært at begrændse sig, at vandre paa Jorden og gjennemtrænge Livet – ei at flye det. Skjønt af Oprindelse og Bestemmelse en himmelsk Aand, finder den sig dog i at blive i Verden for at hæve og hellige den. Den er derfor vel begrændset og endelig, men i sin Begrændsning dog fri, fordi den væsentlig begrændser sig selv. I sin Verdslighed er den netop Verdens Overvinder. Den vandrer igjennem Livet med stedse løftede Vinger.
Det græske – Begrændsningens, Klarhedens, Dennesidighedens Princip udgjør da ikke dens egentlige Væsen, men kun et frit optaget, dens Totalitet underordnet Moment. I den billedlige Fremstilling udtrykkes dette derved, at den græske Gudinde nedsættes til et Attribut. Den moderne Erkjendelses Genius er selv ingen Athena, men den har tilegnet sig hende, den pleier og freder om hende og holder hende frem som sit Billed og Symbol – thi det er de græske Guders evige Betydning, at de, efterat de ikke længer ere udtømmende Udtryk for den virkelige, levende Aand i dens Totalitet, dog ere stedse gyldige Symboler for dennes særegne Bestemtheder – ligerviis som ogsaa Bygningen nedenunder som sin betydningsfulde Midte lader fremspringe den græske Tempelindgang.
Man kunde indvende, at naar dette var Meningen, saa burde Genien, som den moderne christelige Tids, ogsaa været udført i romantisk Stiil, med f. Ex. middelalderligt Costume. Men foruden at dette ikke engang vilde være symbolsk rigtigt, da det Middelalderlige kun er en eensidig Form af det Modernt-Christelige, saa vilde i ethvert Fald denne Symbolik være for plump paa den kunstneriske Harmonies Bekostning. Det vilde netop svare til, om Bygningen – som ovenfor nævnt – i sin Heelhed gotisk, kun havde et græsk Portal. Ligesom her det græske Element ialfald som ydre Stiil har udstrakt sin formende Indflydelse over den hele Bygning, kun modificeret efter dennes afvigende Totalgehalt; saaledes maa ogsaa det afsluttende Billedverk ligesom fra Athena-Billedet af have ladet sig bestemme til at antage det græske Costume, det græske udvortes Præg. Ligesom Bygningen ved første Øiekast kan gjælde for en græsk Bygning, men ved nøiere Beskuelse viser sig at være en efter den nyere Tids Fordringer lempet Anvendelse af den græske Stiil, saaledes er det i sin Orden, at ogsaa Tindfiguren ved et løseligt Blik kan tages for en græsk Guddom, medens den dog ved dybere Betragtning røber sig som en Omtydning af det græske Symbol, hvor dette som blot græsk bliver underordnet. Med eet Ord, da Bygningens Stiil er græsk, maa Figurens ligesaa være græsk, om end ved begge Gehalten er noget Mere end græsk, hvilket naturligviis ogsaa maa medføre en Modification og ligesom Udvidelse af Stilen.
Saadanne Omtydninger, hvorved det oprindelige Symbol nedsættes som et underordnet Moment under en ny Skabning, mangler forresten ikke Analogie i den græske Mythologie og Kunst selv; meget mere er den der et herskende Træk. De græske Guder ere som bekjendt oprindelig Naturmagter, meer eller mindre abstracte, upersonlige Principer; først efterhaanden har den græske Aand naaet frem til Forestillingen om den skjønne, i sig afrundede Individualitet. Idet den nu under sit eget Fremskridt har omformet sine gamle Guder, har den dog ogsaa ved Siden af de nye, fuldendte Figurer opbevaret de gamle Skikkelser, idet disse deels udtrykkelig (i Mythen) fremstilles som fortrængte, deels sættes i Forbindelse med Hovedguderne som Sønner, Fædre, Ledsagere, deels endelig (i Kunstfremstillingen) ligetil underordnes dem som Attributer. Saaledes er, for at nævne bekjendte Exempler, Kronos styrtet af Zeus, Helios trængt i Baggrunden for Apollon, Silen og Ampelos ere blevne Bacchi Ledsagere o. s. v. I denne Henseende er ogsaa netop Athenas Forhold til Nike merkværdigt. Egentlig er her udentvivl Nike den oprindeligere Skikkelse; selv en Titanide, er hun dog Zeus’s vigtigste Medhjælp mod Titanerne; hun betegner derfor dog paa en Maade den aandelige Krafts Overmagt over den raae Natur, altsaa væsentlig den samme Idee, der senere i udviklet Form udtrykkes i Pallas Athene. Igrunden kan man derfor sige, denne sidste er en Omdannelse af Nike; men det er netop Aandelighedens, Intelligentsens, Personlighedens Moment, der nu er traadt i Forgrunden som det Substantielle, medens Begrebet om dets Overmagt, dets alt beseirende Kraft betragtes mere som accessorisk, er slaaet om til en Accidens. Saaledes er Seiersgudindens Billed blevet Videnskabsgudindens Attribut; istedetfor Nike er traadt Athena Nikephoros.
Hvad man nu gjør, er egentlig kun et Skridt videre i samme Retning, idet man istedetfor Athena substituerer en Daimon- (Genius-) eller om man vil Angelos Athenaphoros. Det kan see ud som det nye Symbol er en Omvendelse af det gamle, idet den nye Genius virkelig har en overfladisk Lighed med en Nike. Og selv dette Skin, der her spiller ind og ialfald vækker en dunkel Reminiscents, er ikke uden Betydning. Thi deels kan den christelige Verdensanskuelse virkelig paa en vis Maade siges at være en Tilbagevendelse fra de individuelle Former til de almindelige Ideers Felt, hvorfor ogsaa den christelige Kunst tildeels igjen nærmer sig til det Symbolske i engere Forstand, der maa nøie sig med at fremstille Pensonificationer istedetfor Individer. Deels har den moderne Tidsaand en mere omfattende realistisk Charakteer, og betragter den abstracte Idee som et underordnet Moment. Den nye Aand – Christendommen – er først og fremst et reelt Princip, en verdensbeseirende Magt, Videnskaben den blot ideelle Virksomhed, er kun dens Middel, dens Attribut. Denne Aand lader sig virkelig forestille som en Victoria, der bærer Intelligentsens Gudinde.
Og naar ogsaa med Hensyn til Formbestemmelsen og Stilen et omvendt Forhold finder Sted, idet i hiin antike Figurcomplex Niken, Attributet, er udpræget under Indflydelsen af den beherskende Guddom, i den moderne derimod Attributet synes at have virket modificerende tilbage paa Hovedfiguren: saa er dette ogsaa begrundet i Sagens Natur. Thi den individuelt udformede græske Guddom er overhoved Kunstudviklingens absolute Midtpunct, der til begge Sider maa yttre en formbestemmende Indflydelse. En saadan central Stilling har jo den græske Kunst i Almindelighed. Medens den tildanner og saa at sige civiliserer de gamle titaniske Magter, de fra Orienten stammende Ursymboler, forsmaae heller ikke den senere Tids dybere Ideer at klæde sig i dens lette, gjennemsigtige Gevandt. Om vor Tids Genius kan man derfor sige, at den vel i Realiteten behersker det græske Princip, men at den beherskes deraf i Formen. Dog er denne Beherskelse og den deri liggende Selvmodsigelse egentlig kun et Skin, der for den dybere Betragtning netop aabenbarer den nyere Tids sande Overlegenhed, idet den ikke er umiddelbart bunden til Formen, men vælger og antager den med Frihed og benytter den kun som et Middel. Den nyere Tid har ingen nødvendig eller udelukkende Stiil, den udtømmer sig overhoved ikke i nogen enkelt, afsluttet Form, men klæder sig i alle Former, bruger alle Stiilarter efter sine forskjellige Øiemed. Ogsaa i Formernes Rige vandrer denne Genius med løftede Vinger.
Saaledes troer jeg at have godtgjort, at den paa Universitetets Midtbygning opstillede Figur efter sin almindelige Tanke stemmer paa det nøieste overeens med Bygningens hele Charakteer og Bestemmelse. Den er ingen løs Tilsætning, der uden videre kan ombyttes med en anden. Og at der i Almindelighed paa hiint Sted virkelig fordres et Billedverk, kan selv for en overfladisk Betragtning blive klart blot ved at hensee til det Forhold, i hvilket denne Bygning staaer til begge de andre. Man maa nemlig let blive var, at de tre Bygninger ikke ere selvstændige, men høre væsentlig sammen. I denne Sammenhæng indtager nu nødvendigviis Midtbygningen en beherskende og ligesom toneangivende Stilling; derfor har ogsaa dens Hovedpartie faaet en større Udvikling, medens de øvrige ere at an- see som antydende Efterligninger. Hvis nu dette saameget mere udviklede Midtpartie, der netop skal vise sig som overordnet, skulde lade sig nøie med de samme ubetydelige Zirater som de øvrige, vilde et skrigende Misforhold opstaae; ogsaa Medianfiguren, ja man kan sige denne isærdeleshed maa vise sig som et fuldkommen gjennemaandet levende Midtpunct, der kan bære og udtale det Heles Betydning.
Med Hensyn til den forsøgte Udvikling af denne Betydning, bør jeg maaskee tilføie at jeg derom ikke har modtaget den mindste enten directe eller indirecte Meddelelse fra Architekten eller Bygnings-Commissionen.[2] Men man skal overhoved ikke spørge en Kunstner efter Forklaringer over hans Verk. En Kunstner tænker væsentlig ikke i discursive Forestillinger og Begreber, men i Gestalter; i sit Verk har han givet den bedste Forklaring af sin Tanke, som han var istand til. Derfor kan ogsaa hans subjective Tanke og Hensigt være ligegyldig; ikke efter hvad han har villet lægge i Verket, men efter hvad der ligger, hvad Beskueren med Føie kan lægge deri, skal Verket dømmes. Og forsaavidt man maaskee skulde finde, at jeg har lagt altfor meget deri, da maa dertil svares, at man aldrig kan lægge for meget i et Kunstverk, saalænge det, man lægger deri, er noget Fornuftigt; thi ethvert sandt Kunstverk har et uendeligt Indhold. Denne Uendelighed gjør ogsaa, at der vistnok gives utallige Maader, hvorpaa man kan søge at tydeliggjøre sig dets Mening i Begreber – da Enhver naturligviis maa søge at passe det ind i sit særegne Begrebsforraad og assimilere det efter sin Tænkemaade. „Solche Werke sind Spiegel“ ikke alene med Hensyn til Grundmodsætningen mellem Nar og Apostel, men i Henseende til alle de forskjellige aandelige Standpuncter, alle Nuancer af aandelig Udvikling. Men da Kunstverkets Indhold dog er af almeen-menneskelig Natur, saa ville, hvor man blot medbringer en Smule Aand overhoved, lidt aaben Sands og Tilbøielighed til virkelig at nærme sig Verket, alle disse Tydninger dog blive nogenlunde concentriske og ikke forfeile Sagen i dens Væsentlighed. Om man saaledes i nærværende Tilfælde kun uden videre finder, at Figuren fore- stiller en Genius, der ved det tilføiede Attribut nærmere er bestemt som Videnskabens, saa er denne Tydning vel hverken synderlig dyb eller aandrig, men dog ikke egentlig falsk; og selv om man ikke skjønner Attributet, men blot seer f. Ex. en Skytsaand eller Skytsengel for Universitetet saa er heller ikke dette nogen egentlig Feiltagelse, men bor paa et Udviklingstrin, hvor man overhoved ikke kan see dybere, være tilfredsstillende. Hvor derimod hine Hovedbetingelser for Tilegnelsen mangle, hvor man bliver staaende forstenet udenfor og kiger ind fra Siderne uden at ville eller kunne gaae ind i Sagens Midtpunct, der fremmylrer den uoverskuelige Hær af subjective Tydninger, der gaae i Øst og i Vest og ikke have Andet tilfælles, end at ingen af dem træffer det Rette.
Jeg maa gjentage, at jeg med Alt dette ikke har villet ud- tale nogen Dom over den omhandlede Figurs Udførelse, deels fordi jeg som sagt endnu har savnet Anledning til at betragte den med fornøden Nøiagtighed; deels fordi jeg i Almindelighed mangler technisk Uddannelse. Vel kunde jeg f. Ex. anmerke, at Figuren forekommer mig noget tynd og langstrakt (hvilket maaskee tør beroe paa etslags optisk Bedrag ved den manglende Baggrund), at den Maade, hvorpaa Athena-Billedet projicerer sig paa Hovedfiguren, gjør at den førstes Omrids blive ubestemte o. s. v. Men i en klarere Luft[3] og for et skarpere Øie tør dette maaskee vise sig anderledes, og jeg er altfor levende overbeviist om det Utilbørlige i at gjøre sin egen Kortsynethed eller Atmosphærens Tykhed til Maalestok for et Kunstverks Værd. Dette gjælder aandeligt saavel som legemligt. Hvad jeg derimod har tilsigtet er naturligviis kun at bidrage til at klare det æsthetiske Synspunct, at ikke eensidige Reflexioner, udtrædende gjennem et uerfarent men ingenlunde uskyldigt Publicums skjeve Domme, skulle lede til uden bydende Nødvendighed at ville gribe udenfra ind i en Kunstners Plan til ubodelig Skade for det hele Verks Harmonie.
Til Slutning maa jeg bede om Tilgivelse, om jeg af Materiens almindelige videnskabelige Interesse har ladet mig henrive til en Vidtløftighed, som maaskee ikke staaer i Forhold til det enkelte praktiske Formaal. Ligeledes tør jeg maaskee gjøre Regning paa Undskyldning, fordi Tonen i min Fremstilling fjerner sig temmelig langt fra den sædvanlige officielle Stiil. Thi det synes mig at flyde af Sagens Natur, at naar man handler om æsthetiske Ideer, da maa man nødvendig forestille sig at tale til virkelige tænkende og følende Mennesker ei til abstracte Auctoriteter.
Den omhandlede Figurs Skjebne er endnu uafgjort. Naar den foregaaende Betænkning imidlertid overgives Offentligheden, saa er det naturligviis ikke for derigjennem at faae nogen Indflydelse paa Afgjørelsen, da den givne Forestilling ad en mere lige Vei vil naae rette Vedkommende; men netop fordi de anstillede Betragtningers Værd eller Uværd paa Grund af deres almindelige Beskaffenhed er uafhængig af denne enkelte Figur og hvorledes det gaaer den. Baade Skildringen af en umoden æsthetisk Reflexions Fordærvelighed og Udviklingen af den antike Kunsts og Videnskabs Forhold til den moderne vil beholde sin Sandhed, enten man lader hiint Billede blive staaende eller ikke. E però – stà. Det vil alligevel i sin væsentlige Tanke opstige af Universitetet!
Og kun den væsentlige Tanke har jeg anseet det for min Opgave at fremhæve i Modsætning til skjeve Tydninger og ubegrundede Forudsætninger. Forresten kan vistnok det enkelte Tilfældes Afgjørelse tænkes ogsaa at beroe paa andre Omstændigheder, som ikke ere tagne med. Thi foruden Spørgsmaalet om Billedets techniske Udførelse, som jeg med Flid har holdt borte, kunde man endnu f. Ex. spørge, hvorvidt Figuren – bortseet fra dens reent ideelle Forhold til Bygningens Grundtanke – ogsaa i sit ydre Omrids harmonerer med Bygningens Linjeforholde, dens geometriske Construction. Man kunde nemlig finde, at det stumpe Triangel nedenunder vilde kræve en dermed mere overeensstemmende – altsaa lavere, mere pyramidalt udbredt (f. Ex. siddende) – Figur, der altsaa kunde betragtes som en (i Kunstsproget saakaldt) Foryngelse deraf. Men skjønt en Indvending i denne Retning, der først senere er kommen mig for Øre, vistnok røber en finere Sands og en ganske anden Indsigt end al den øvrige løse Snak, saa beroer den dog efter min Anskuelse paa en mindre rigtig Opfattelse af Medianfigurens Betydning, idet den her udelukkende betragtes som architektonisk Zirat. Er det nemlig rigtigt, hvad jeg ovenfor har antydet, at man i en saadan Figur væsentlig skal see en Forklarelse, en virkelig Belivelse af Bygningens Idee, hvor denne f. Ex. er befriet fra Forestillingen om hensigtsmæssigt Locale, om Materialets Betingelser o. s. v.: saa vil det være klart, at den ikke maa være saa fast bunden til Bygningens faste Masse, til dens strenge geometriske Former. Som Personlighed maa den netop gjennembryde denne geometriske Regelmæssighed, hvilket den ogsaa saa meget lettere kan gjøre uden at forstyrre Harmonien, paa Grund af dens Dimensioners forholdsvise Ubetydelighed. Var den i høi Grad kolossal, var det naturligviis en anden Sag; det Kolossale nærmer sig altid mere det strengt Architektoniske og er mere underkastet Massens Betingelser.
Ogsaa Symbolet kræver her Noget, der hæver sig, der rager i Veiret, der ikke er for fastknuget til Massen. En siddende Figur har dog for liden Frihed, for liden Elevation til at betegne Aanden, Videnskaben. Rigtignok ligger det altfor meget i den menneskelige Skrøbelighed at ville sætte sig ned, at blive magelig og fast og stereotyp, og selv den Lærde er ikke altid fri derfor; men Videnskabens egentlige Kald skulde det dog være, stedse at være aarvaagen og bevægelig, stedse fuld af levende Aand. Paa et alexandrinsk Serapeum vilde en siddende Gudinde (en Isis) være et passende Sindbillede, paa vort Universitet vilde den være et Varsel, som vi inderligen maae bede Gud afvende i det Længste.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |
- ↑ Jeg er senere bleven gjort opmerksom paa, at den i Texten citerede uheldige Lignelse i en Hast er bleven brugt af en Mand, for hvem baade som Lærd og som Menneske jeg nærer den dybeste Respect. Jeg kunde derfor gjerne have strøget denne Tirade ud, der ogsaa i en Hast er løben mig af Pennen, hvis det ikke var paa Grund af en vis Pilatus-Natur, og fordi jeg mener, den Bedste vel kan være bekjendt engang at have sagt en slet Vittighed. Det Sidste maa jeg ialfald ogsaa gjøre gjældende for egen Regning.
- ↑ Senere har jeg meddelt Architekten det Meste af den ovenstaaende Udvikling og af ham faaet den Forsikkring, at han deri væsentligen gjenkjendte det Samme, der – naturligviis i en anden Form – havde foresvævet hans Fantasie og var i hans Følelse.
- ↑ Dette er vel at merke skrevet 17de November; siden har der været enkelte klare Dage. Imidlertid maa jeg endnu tilstaae, at mit Øie gjerne vilde have Athena-Billedet noget større for at kunne skjelnes tydeligere. Alligevel maa det indrømmes, at da det her kun er Attribut, maa det være ganske tilbagetrædende og ikke paatvinge sig Synet med formegen Kraft. Jeg har desuden Grund til at troe, at man i Henseende til Dimensions-Forholdet til Hovedfiguren har rettet sig efter et græsk Forbillede, hvilket det altid er en Samvittigheds-Sag at forlade, da Grækerne netop for Forholde og Form-Harmonie havde en langt finere og sikkrere Sands, end noget andet Folk kan rose sig af.