Om det kongelige nordiske Oldskrift-Selskab i Kjøbenhavn
Foruden den Arnamagnæanske Kommission, oprettet allerede i 1772, gives der, som bekjendt, i Kjøbenhavn flere Foreninger, hvis Maal det er at fremme Studiet af det norske Oldsprog og befordre Udgivelsen af Skrifter henhørende til den norsk-islandske Oldlitteratur; saaledes: Det islandske litterære Selskab (hit íslenzka bókmentafélag), det nordiske Litteratursamfund og fornemmelig det kongelige nordiske Oldskrift-Selskab, der i 1823 blev grundlagt af et lidet Antal Mænd med varm Kjærlighed til Nordens Oldtid, og siden ved en klog og nidkjær Bestyrelse har hævet sig til et rigt og mægtigt Samfund med udbredte Forbindelser over den hele Verden. I Begyndelsen anvendte Oldskrift-Selskabet sine Kræfter fornemmelig paa Udgivelsen af Oldskrifter (Fornmanna-Sögur, 12 Bind, Fornaldar-Sögur, 3 Bind) med dansk og latinsk Oversættelse, hvorfor den Arnamagnæanske Kommission, ved hvis Foranstaltning forhen de fleste Udgaver var besørgede, fra nu af ikke tog i Betænkning at anvende sine Midler til større og vanskeligere Foretagender til Videnskabens Fremme, om disses Resultater end ikke straks kunde vise sig for det større Publikum. Saaledes lod den ved to Islændinger undersøge de offentlige Biblioteker i Stockholm og Upsala, forfatte en udførlig ræsonnerende Katalog over disses Haandskriftsamlinger og tage Afskrifter af flere vigtige Oldbøger; ligeledes ofredes betydeligere Kræfter paa Gjennemgaaelse, Ordning og Beskrivelse af den Arnamagnæanske Samling samt paa Forberedelsen af et islandsk Diplomatarium. Ganske opgaves dog ikke Udgaven af Oldskrifter; saaledes er i den senere Tid fra Kommissionen udkomne: Íslenzkir Annálar (fra Aar 803–1430), Járnsiða eða Hákonarbók, og de to første Bind af Snorra Edda ásamt Skáldu. Imidlertid begyndte ogsaa Oldskrift-Selskabet at lade denne Del af sin Virksomhed træde i Baggrunden for Udgivelsen af andre kostbare Verker til den nordiske Oldtids Belysning (Antiquitates Americanae, Grønlands historiske Mindesmærker, Antiquités Russes et Orientales) samt af sine stadige Tidsskrifter, navnlig Annaler for nordisk Oldkyndighed og Historie og Antikvarisk Tidsskrift; desuden anvendes en Del til Forberedelser af Ordbøger over Oldsproget og meget betydelige Summer paa Forøgelse og Udvidelse af Selskabets Bibliotek og Samlinger af Oldsager. Hvad der i de sidste 10 Aar er udkommet af Oldskrifter, er højst ubetydeligt. Dette Forhold fremkaldte i 1847 Oprettelsen af det nordiske Litteratur-Samfund, hvis Virksomhed hovedsagelig har været rettet paa Udgivelsen af Bøger i det oldnorske Sprog (Hervarar Saga, Grágás og aatte islandske Familiesagaer); desuden har det paa olddansk udgivet Lucidarius og tre danske Provinslove, samt endelig de færøiske Sjúrdar kvæði. Foruden at tilstilles Medlemmerne mod Aarsbidraget, 1 Spd., er disse Skrifter ogsaa særskilt at faa i Boghandelen til en forhøjet Pris; ligeledes er mange vigtige Oldskrifter i den senere Tid gjorte tilgjængelige ved de i Norge besørgede Udgaver, saa at det Savn nu for en Del er afhjulpet, som ved den forandrede Retning i Oldskrift-Selskabets Virksomhed i længere Tid var meget føleligt.
For saa meget som muligt at udbrede sin Indflydelse over hele Norden har Selskabet flere Gange udstedt Opfordringer til Almenheden i Broderrigerne om at indtræde som Medlemmer. Navnlig blev der i 1845 paa Forslag af Professor P. A. Munch gjort et saadant Forsøg, idet der oprettedes en norsk og en svensk Oldskrift-Komite, der med Understøttelse af Selskabets Pengemidler skulde sørge for de Dele af Oldvidenskaben og for Udgivelse af de Oldskrifter, som særlig vedkom deres Fædreland. I Henhold hertil udstedtes en Indbydelse, som i det mindste i Norge fandt megen Gjenklang og fremkaldte en talrig Tilslutning til Selskabet. Efter denne kan man, foruden paa sædvanlige Betingelser at indtræde som Medlem, tillige tiltræde som „Subskriptions-Deltager“ ved at tegne sig for Annaler for nordisk Oldkyndighed og Historie, hvoraf der aarlig skal udgives efter Omstændighederne et halvt eller et helt Bind til en Pris af 1⁄2 eller 1 Spd., hvorhos man uden Betaling erholder det af Selskabet udgivne Antikvarisk Tidsskrift samt Atlas for nordisk Oldkyndighed. I Sverige har Opfordringen maaske ikke fundet den samme Deltagelse, da man af Aug. Sohlmans Nordisk Tidskrift for 1852, S. 304, ser at Selskabet atter har udgivet et Program for nordisk Oldkyndighed og udstedt Indbydelse til at slutte sig til Selskabet. Programmet er ikke kommet i Boghandelen og neppe noget Eksemplar deraf til Norge, men det findes opført i Aarbog for Skandinaviens Litteratur 1852, og dets væsentligste Indhold gjengivet i Sohlmans Tidsskrift. Man ser heraf, at der er oprettet en ny Klasse Medlemmer under Navn af „Deltagere,“ hvis Pligter og Rettigheder er de samme som de norske Subskriptions-Deltageres, med den Forskjel at de skal betale nordisk Atlas for Oldkyndighed særskilt med 1 Spd. (medens Bogladeprisen bliver den femdobbelte), men derimod, „ligesom Medlemmerne, have Adgang til de særskilte rent videnskabelige Møder.“ Da denne Ret for udenrigs boende har liden Betydning, og Selskabet desuden vel er liberalt nok til ikke at negte rejsende med Interesse for Sagen Adgang til at overvære de videnskabelige Møder, naturligvis uden Stemme i dets Anliggender, har saaledes de ældre Subskriptions-Deltagere i Virkeligheden gunstigere Betingelser end de nye Deltagere. Hvad man har havt til Hensigt med Oprettelsen af dette nye Slags Medlemmer, er ikke ganske klart, og den synes neppe aldeles betimelig eller nødvendig.
Efter denne foreløbige Udsigt over Selskabets Virksomhed skal jeg noget nærmere omtale de af dets Skrifter, som senest er komne hid op til Norge.
Af „Annaler for nordisk Oldkyndighed og Historie“ er Bindet for 1851 udkommet, og indeholder blandt andet en med Oversættelse og Anmærkninger forsynet Udgave af en af de oldnorske Bearbejdelser af Middelalderens Ridderhistorier, nemlig Saga af Tristram ok Isodd. Den Skik gjennem Annalerne at udgive Sagaer med Oversættelse indførte Oldskriftselskabet første Gang i Bindet for 1848, hvori paabegyndtes en saadan Udgave af Trójumanna sögur ok Breta sögur, besørget af Islændingen Jon Sigurdsson. I en Anmeldelse af dette Bind (i Frey 1849 No. 6 S. 369 ff.) dadlede Lektor George Stephens skarpt en saadan Fremgangsmaade og viste tydeligt, hvorledes disse Saga-Udgaver gjennem Annalerne er bortkastet Arbejde; til hans Mening sluttede sig ogsaa Rigsarkivar Chr. Lange i „Norsk Tidsskrift“ 1849 S. 419, men trods disse vegtige Stemmer har Selskabet senere stadig vedblevet med denne Sammenblanding af Afhandlinger og Oldbøger, uden at man har set Spor til nogen Gjendrivelse af de herimod fremsatte talende Grunde. At den paabegyndte udgave af Tröjumanna sögur ok Breta sögur fuldendtes i næste Bind, var naturligvis i sin Orden, men i 1850 meddeltes Saga af Flores ok Blankiflur, og nu i 1851 Saga af Tristram ok Isodd, saa at det ser ud til, at Meningen er for Fremtiden at lade Annalernes ene Halvdel bestaa af Saga-Udgaver, den anden af Afhandlinger. Hvis Selskabets Bestyrelse efter fornyet Overvejelse skulde holde fast ved denne Beslutning, vilde det være ønskeligt, om hver Afdeling kunde faa sin særskilte Paginatur, med særskilt ordnede Tittelblade, saa at man i alt Fald ved Indbindingen kunde adskille de uligeartede Bestanddele; men det bedste vilde vistnok være at udgive Sagaerne paa den eneste værdige Maade: i særskilte, fuldstændigt bearbejdede Udgaver; mangler man da Stof til hvert Aar at udgive et fuldt Bind af Annalerne, har man jo efter Selskabets i 1845 udstedte Program Adgang til blot at udgive et halvt.
Den her meddelte Tristrams Saga er for øvrigt vel udgiven af den dygtige Forsker, Gisle Brynjulfsson, efter den yngre islandske Bearbejdelse, ikke efter den ældre og udførligere norske, da Udgiveren antog hin for den oprindeligere og først siden blev opmærksom paa det rette Forhold. Det interessanteste er dog de fortrinlige Bemærkninger, hvormed Udgiveren ledsager Teksten, og som indeholder: I. Om den gammelfranske Roman i Almindelighed og Nordboernes Indflydelse paa dens Dannelse. II. Oversigt over de forskjellige Bearbejdelser af Romanen om Tristram og Isodd. III. Om dennes oldnordiske Bearbejdelser og disses Forhold til de øvrige. – I det første Afsnit udvikler Forfatteren den gammelfranske Romans Oprindelse og litterære Betydning samt Nordboernes Indflydelse paa dens Udvikling; han nævner, hvorledes Biskop Percy først fremtraadte med den Anskuelse, at det var fra de til Frankrige udvandrede Nordboer, at saa vel Ridderaanden som den romantiske Poesi maatte udledes, og viser, at man for ret at fatte dens sande Væsen heller maa ty til Norges og Islands Oldlitteratur end til Roms og Grækenlands. Han slutter denne Afdeling med følgende Ord:
„Eddadigtene og Sagaerne kunne derfor med fuld Ret betragtes som den germaniske Civilisations første, og sikkerligen reneste og mest oprindelige Frugter, i det mindste i litterær Henseende – og det er netop heri at deres store historiske Betydning ligger. Men hvis nu, som vi tro at have vist, den romantiske Poesi kun er at betragte som en umiddelbar, skjønt i Begyndelsen langt ufuldkomnere Affødning af den nordiske Heltedigtning og Sagavæsen – det germaniske kunde vi kun sige, hvis vi kjendte det uforvansket i en anden end dets nordiske Form – saa følger heraf ligefrem at den oldnordiske Litteratur maa betragtes som det egentlige Udgangspunkt for al moderne Litteratur, hvis højeste Udvikling vi se hos Shakspeare og Walter Scott, – Videnskab tage vi her aldeles ikke Hensyn til – paa samme Maade som den oldgræske Litteratur var Udgangspunktet for hele Oldtidens Dannelse, og Nødvendigheden af at gjøre sig bekjendt med denne oprindeligste Kilde maa da tillige blive desto mere indlysende for hele Verden. Man har hidtil ofte set den nyere Poesis Historie behandlet, uden at der er taget det mindste Hensyn til Eddadigtene eller den øvrige oldnordiske Poesi, og det samme har ogsaa været Tilfældet med Romanen. Der ere skrevne vidtløftige Verker over dens Oprindelse og Udvikling, uden at der er blevet sagt saa meget som et eneste Ord om de islandske Sagaer. Men vi kunne dog trøste os. Ligesom hine Historikere ved at omtale Shakspeare i Virkeligheden ere komne til at omhandle og anerkjende den oldnorske Poesi, saaledes have de ogsaa, hvad de moderne Romaners Oprindelse angaar, paa en anden Maade, og uden selv at vide det, været nødte til at tage et ikke ubetydeligt, om end indirekte Hensyn til Sagaerne. Skjønt de ikke have havt Kundskaber nok til ligefrem at gaa tilbage til disse selv, saa have de dog maattet skjenke deres Bastarder, de gammelfranske eller nordmanniske Romaner, en saa meget desto større Opmærksomhed, da det er almindelig anerkjendt, at fra dem har al senere Romanskrivning udviklet sig – og den oprindelig nordiske Indflydelse paa denne er saaledes ogsaa godtgjort. Alle frugtesløse Forsøg paa, af den græske eller romerske Oldtid at forklare det, hvis Væsen ad den Vej aldrig fuldstændigt vil lade sig erkjende, falde saaledes ogsaa bort, og ogsaa i denne Henseende ville Jornandes Ord befindes at være sande om Norden, „quasi officina gentium aut certe veluti vagina nationum.“ Thi det bliver i Virkeligheden derfra at den kraftige aandelige Virksomhed, der først formaaede at sætte noget blivende i Stedet for den fordærvede romerske Civilisation, maa udledes, og det er egentlig dette, det gamle Nordens aandelige Liv, som den nye Civilisations største og bedste Repræsentanter, det af Nordmanner og Nordboer stiftede England og de Forenede Stater, maa siges at fortsætte – eller for kraftigere at udtrykke vor Mening med den islandske Digters Bjarne Thorarenssøns Ord:
„Frá norðrinu streymir um mannheima magnið
Mjölnis úr segul í hendi á Þór.“
Sikkerligen maa det i det mindste altid betragtes som et højst mærkværdigt Fænomen, at paa den samme Tid som Nordmændene i Island stiftede den Litteratur, hvori man nu søger de reneste og paalideligste Efterretninger om den oprindelige germaniske Civilisation – paa den samme Tid lægge deres Frænder i Nordmandiet Grundvolden til en Litteratur, hvoraf senere alt det, der er mest karakteristiskt for den nyere Tids Poesi, i Modsætning til Oldtidens græske og romerske, skulde udvikle sig, og det i et Tidsrum, da der endnu ikke var Tale om noget lignende i det øvrige Europa. Det var de nordmanniske Romaner, der senere efterlignedes og oversattes i alle Lande, og først efter at Nordmannerne havde sat sig fast i Nedre-Italien og paa Sicilien, opdager man de allerførste Spor til den nyere italienske Litteratur og det netop ved de nordmanniske Herskeres Hof. Det synes saaledes som det har været Nordmannernes Fortjeneste, allevegne, hvor de kom, at lære Folkene at benytte deres egne Kræfter og deres eget Sprog i Stedet for det livløse Munkelatin, eller med andre Ord, at hæve dem til ny Selvstændighed; og det er endog højst sandsynligt at de ældste provençalske Troubadourer langt snarere have dannet sig efter de sicilianske og andre nordmannisk-italienske Digtere, end omvendt. Men fornemmelig maa dog Frankrig stedse være taknemmeligt imod Nordmannerne, ti det er egentlig først ved dem at det har erholdt den Indflydelse og verdenshistoriske Betydning, der senere vistnok ofte har været overvurderet, men hvis Skin det dog i det mindste endnu har bevaret. Havde ikke Rolf med sine Mænd tilfældigvis nedsat sig der i Landet, og havde ikke disse, ved saa tidligt at danne det franske Sprog til det nyere Europas ældste Skriftsprog, eller ved i Korstogenes Tider at gjøre det, saa vel som det franske Navn i det hele taget, berømt over hele den kristelige Verden, lagt Grundvolden til dets senere Anseelse – saa vilde Frankrig rimeligvis aldrig have spillet den Rolle i Historien, det har gjort. Og med denne tilsyneladende Paradoks ville vi her slutte disse ufuldstændige Antydninger, idet vi endnu engang anbefale Sagen selv til kyndiges Opmærksomhed.“
I den anden Afdeling omtaler Forfatteren de forskjellige franske, italienske, spanske, tyske, danske og gammel-engelske Bearbejdelser af Romanen om Tristram. Den mærkeligste af disse er et anglo-nordmannisk Digt, hvoraf desværre nu kun et Brudstykke er opbevaret, der øjensynlig indeholder Slutningen af en fuldstændig Roman de Tristram; det tillægges en „Thomas“ som efter Sproget at dømme maa have levet efter Englands Erobring af Nordmannerne og uden Tvivl er den samme, hvis Digt har udgjort Grundlaget for den gamle engelske og Gottfried von Straßburgs tyske Bearbejdelse. Om dette ytrer Forfatteren: „Det os levnede Brudstykke, der indeholder 1818 Vers og begynder midt i den norske Oversættelses Cap. 89 og vedbliver til Fortællingens Slutning i Cap. 101, findes i et Pergaments Haandskrift fra det 13de Aarhundrede, der før tilhørte den engelske Lærde Fr. Douce, og er først udgivet af Michel i hans Tristan, vol. II. p. 1–85; et Uddrag af det, forfattet af G. Ellis, havde før været trykt i W. Scotts Udgave af Sir Tristrem. Dets store Vigtighed bliver først indlysende ved en Sammenligning med den fuldstændigt opbevarede norske Oversættelse, thi Gottfrieds tyske Digt slutter førend det franske Fragment begynder, og det engelske Digt, skjønt fuldkommen overensstemmende med den norske Saga i Begivenhedernes hele Gang, er dog alt for kortfattet til at lade ane, at det netop er efter denne Bearbejdelse at det er blevet digtet, og mangler desuden selve Slutningen. Den rette Sammenhæng bliver derfor ogsaa først egentlig klar ved at sammenligne de tre ufuldstændige Digte, det franske, det engelske og det tyske, med den fuldstændige norske Oversættelse af det første, og Sagen fortjener derfor vel saa vel franske, som engelske og tyske Litteratorers Opmærksomhed. Hverken for Michel eller de andre Bearbejdere og Udgivere af de gamle Tristram-Romaner var det hidtil muligt at erkjende det rigtige Forhold i dets Helhed.“
Den tredje Afdeling begynder: „Idet vi nu sluttelig gaa over til at omhandle de to oldnordiske Bearbejdelser af Romanen om Tristram, maa vi først bemærke, at den her trykte Saga ikke, som vi i Begyndelsen, saa vel paa Grund af Sprogets større Renhed som dens i det hele taget langt mere sagamæssige Fremstillingsmaade, havde troet, er den ældste af de to, men aabenbart kun en senere islandsk Omarbejdelse af den oprindelig norske Oversættelse af den franske Roman. Foruden at den er langt kortere, afviger den ogsaa betydeligt fra denne i selve Beretningen, fornemmelig i Begyndelsen og hvad Navnene angaar; men disse Afvigelser ere vistnok kun aldeles vilkaarlige, og Forfatteren synes i det hele taget enten ligefrem at have opdigtet eller blandet forskjellige udenlandske Romaner sammen. Vi ville derfor ikke opholde os længere ved den, men straks vende os til den anden langt vigtigere Recension af Sagaen, den norske Bearbejdelse nemlig. Denne, der haves i de oven anførte Haandskrifter, blev som det i Overskriften siges, i Aaret 1226 paa Kong Haakon (Haakonssøns) Befaling oversat af Broder Robert, uden Tvivl den samme, der ogsaa oversatte Elis Saga for ham. Oversætteren angiver intetsteds sin Original, men det skal straks sees at denne ikke kan have været nogen anden end det før omtalte franske Digt, hvoraf Slutningen endnu haves.“ Efter at dette udførlig er paavist og adskillige Ejendommeligheder ved den norske Oversættelse udhævede, heder det: „At Sagaens Fremstilling for Resten aldeles stemmer overens med Fragmentet, behøve vi neppe at gjentage; der kan ikke være mindste Tvivl om at den har været oversat efter dette Digt, og da den saaledes supplerer Fragmentet, vilde det vistnok interessere mange at se den udgiven. For Nordmænd og Franskmænd maa dette dog have den allerstørste Interesse.“ Til Slutning meddeles nogle interessante Oplysninger om de islandske rimede Behandlinger af Tristramssagnet, hvilke dog samtlige er af meget nyere Oprindelse.
Forfatterens Ønske om at se den saa vigtige norske Bearbejdelse udgiven vil for øvrigt maaske om føje Tid opfyldes, idet Bestyrelsen af „Foreningen til norske Oldskrifters Udgivelse,“ efter at Thidrik af Berns Saga nu snart er færdig fra Pressen, har Haab om ved Lektor C. R. Unger at faa den udgiven. Naar dette vil kunne ske, beror paa, om man kan faa de fornødne Haandskrifter udlaante fra Kjøbenhavn, en Villighed, som man vel til et saadant Øjemed med den sædvanlig Imødekommen vil vise.
Annalerne indeholder dernæst nogle lærde „Undersøgelser angaaende Troværdigheden af Johan Mejers Kart over Nord-Frisland 1240 hos Dankwerth og Landets Tilstand i ældre Tid“ ved J. N. Schmidt, som før i Antikvarisk Tidsskrift 1848 S. 274 ff. har meddelt en Afhandling om Olgerdige og Frisergrændsen. Endelig indeholder dette Bind en Meddelelse „om Udgravningen af Asserbos og Søborgs Ruiner, under hans Majestæt Kongens Ledelse i Aarene 1849 og 1850, med nogle historiske Oplysninger“ af C. F. Wegener. Det er de righoldige historiske Oplysninger, som gjør denne Afhandling i høj Grad underholdende og tiltrækkende. Asserbo, som først blev indrettet til et Kloster for franske Kartheusermunke, men snart efter forladt af disse, gik derpaa over til at blive en Grangie eller Ladegaard under Sorøs Kloster; i første Halvdel af det 15de Aarhundrede kom det i den mægtige Adelsmand Peder Oxes Besiddelse og betragtedes som hans Hovedejendom, hvorefter han skrev sig Peder Oxe til Asvardebode. Det tilhørte nu i over et halvt Aarhundrede denne Familie, indtil Hr. Oluf Oxe solgte det til den bekjendte Povel Laxmand til Valden i Halland, Kong Hans’s Hofmester, der imidlertid snart kom i en heftig Strid med Sælgeren, som paastod at han havde faat Gaarden fra ham ved Uretfærdighed, og denne Strid løb ikke af uden Voldsomhed og Blodsudgydelse; den Gang sejrede Povel Laxmand og beholdt nu Asserbo i rolig Besiddelse indtil sin Død, men hans store Rigdomme havde vakt ham Misundere, og den 22de Juni 1502 blev han, som bekjendt, dræbt i Kjøbenhavn af Ebbe Strangessøn og Bjørn Anderssøn. De følgende Forviklinger, som endte med at Asserbo blev Kronens Ejendom, er af megen Interesse, men det vilde blive for vidtløftigt her nærmere at omtale dem.
End mere underholdende er naturligvis det sagnrige Søborgs Historie, hvis første Oprindelse efter den sterkeste Beretning skulde ligge tilbage mere end 300 Aar før Christi Fødsel; den grunder sig paa en gammel Indskrift, der skulde have staat over Porten paa den yderste Vold:
Vixit Aristoteles et Alexander dominatur,
Dum per gentiles castrum Söborg fabricatur.
Vist er det, at det var til paa Valdemar den stores og Absalons Tid, da den tapre og trofaste Thorbern var Høvedsmand der. Grundtrækkene i dets senere Historie, som her udførlig fortælles, er bekjendte nok; hvorledes under Knud den sjettes og Valdemar Sejrs Regjering Valdemar Bisp her i Aarrækker smægtede som Statsfange, indtil han paa Dronning Dagmars Forbøn sattes i Frihed; senere holdtes her fangen Kong Abels Sønnesøn, Hertug Valdemar den fjerde, med sin Drost Tyge Abildgaard, og under Erik Menved sad Danmarks Erkebisp, Sveriges Primas, den mægtige og stolte og stivsindede Jens Grand her i sit grusomme Fængsel under Opsigt af Slotsherren Jesper Mogenssøn, indtil det ved en Koks Hjelp lykkedes ham at iverksætte sin eventyrlige Flugt. Senere sad her indespærret Dronning Helvig, som Valdemar Atterdag mistænkte for utilladelig Forbindelse med Folkvard Lavmandsøn, og her skal hun have født sin berømte Datter, Nordens Dronning Margrete.
Med dette Bind af Annalerne fulgte tillige „Antikvarisk Tidsskrift“ for 1850 og 1851. Foruden Oldskriftselskabets og den Arnamagnæanske Kommissions Aarsberetninger indeholder disse Hefter Meddelelser af stor Interesse. Saaledes findes i Aargangen for 1850 Molbechs danske Dialekt-Leksikon og Ivar Aasens Ordbog over det norske Folkesprog anmeldte af N. K. F. Dyrlund, der forhen i Heftet for 1848 S. 236–257 har leveret en udførlig Kritik over det norske Folkesprogs Grammatik af Ivar Aasen. Han gjør opmærksom paa den Forskjel i Udstrækningen af det behandlede Stof, som gjør sig gjældende deri, at skjønt begge Forfattere er enige i at behandle Bygdemaalene som en Helhed, har Molbech kun optaget Ord, Udtryk og Talemaader af den danske Almues Tungemaal, for saa vidt som de er fremmede for Skriftsproget og den almindelige Sprogbrug, medens Ivar Aasen derimod har medtaget alle (usammensatte) Ord, uagtet mange af dem allerede er bekjendte fra Skriftsproget. „Dette,“ siger Anmelderen, „hænger sammen med den, om vi saa maa sige, ny-norske Betragtningsmaade, i Følge hvilken det gamle norske og ældre islandske, som en Enhed, sættes imod det olddanske (og oldsvenske); og de yngre norske Dialekter, under et, derfor tænkes i en bestemt Modsætning til det „højdanske“ Skriftsprog, Paastande, der ikke mangle al Sandhed, kunne de end overdrives og misbruges.“ Videre fremhæver han den Forskjel ved Indsamlingen af Sprogforraadet, at Molbech næsten udelukkende har bygget paa andres skriftlige Meddelelser, Ivar Aasen derimod saa godt som ene paa egen Jagttagelse under en i det Øjemed foretagen Omrejse; han gjør opmærksom paa begge Fremgangsmaaders særskilte Fortrin og Mangler, idet han finder den første farlig for Enheden, den sidste for Fuldstændigheden, og mener at en virkelig og inderlig Forening af begge Maader vilde yde den største Betryggelse for Udfaldet, idet han tilføjer at ogsaa Ivar Aasen agter senere at udgive en Samling af Tillæg, hvortil han har opfordret andre til at bidrage. Efter i temmelig Detalj at have vist, hvorledes begge Ordbøger kan tjene til at belyse hverandre, beklager Anmelderen at Tiden endnu ikke i Danmark er kommen til en gjennemgribende Bearbejdelse af Bygdemaalenes Ordforraad, fordi man savner de nødvendige grammatiske Forarbejder; han siger: „Maaske vi nu tør anse Oldsprogets grammatikalske Beskrivelse for nogenledes udtømt (navnlig ved Rasks, Munchs og Gislasons Arbejder); hvorimod, uagtet enkelte udmærkede forberedende Verker, intet i den Henseende fuldstændigt er blevet de efterfølgende Tidsløb til Del. – Vi frygte desaarsag for at endnu en rum Tid vil hengaa, inden Dialektstudiet i Danmark kan siges at staa paa et lige saa højt Standpunkt, som det, hvortil det ved en enkelt Mands heldige og paaskjønnede Virksomhed har hævet sig i Norge.“
Heftet indeholder dernæst en Del færøiske Folkesagn, meddelte af Pastor J. H. Schrøter; de er samtlige af historisk Indhold saa vel fra den ældste som fra nyere Tid. Deriblandt findes interessante Meddelelser om Kong Sverres Ungdom, om den bergensiske Student Heine Havreke, som kort før Reformationens Indførelse 1538, paa en Lystrejse til Søndmøre i en Baad, drev over til Færøerne, hvor han senere blev Provst, og hans Afkom endnu er meget udbredt; fremdeles om hans Søn, den bekjendte Søhelt og Kaperkaptejn Magnus Heinessøn, der stod i stor Yndest og var meget betroet under Frederik den anden, men til sidst fik en sørgelig Ende, fordi han i hollandsk Tjeneste havde opbragt et engelsk Skib, hvis Ladning han solgte i Bergen. Der indløb Klage fra England, hvorefter Valkendorf lod ham indstevne, og han blev dømt til Døde som Sørøver og halshuggen i Kjøbenhavn den 8de Februar 1589. De hamborgske Kjøbmænd i Bergen, til hvem han havde solgt Ladningen, fik imidlertid snart fra Holland Bevis for, at Skib og Ladning var prisdømt der og kjøbt af Magnus, som altsaa uskyldig var dømt til Døde; Lindenow lod Sagen undersøge paa Rigsdagen, og der blev erklæret at Magnus Heinessøn var uskyldig henrettet.
Derefter følger færøiske Folkesagn saa vel af mytisk som historisk Indhold, meddelte af Færøingen V. U. Hammershaimb, der ogsaa tidligere i Antikvarisk Tidsskrift har givet flere Oplysninger om sit Fødested og saa vel her som blandt det „Nordiske Litteratursamfunds“ Skrifter udgivet mange af de mærkelige, med vore norske saa beslægtede, færøiske Folkeviser og Kvæder. Han giver først Indholdet af Folkesagnene temmelig fuldstændigt paa dansk, og fortæller dem derefter i vidtløftigere Form paa færøisk, der med den her anvendte Retskrivning – som vel er lempet efter Mundartens ejendommelige Lydforhold, men dog med stadigt Hensyn til Afstamningen fra Modersproget – viser sig saa ligt det oldnorske og vore Bygdemaal, at de fleste Nordmænd med Glæde vil opdage at de uden Vanskelighed kan læse og forstaa det. Disse Folkesagn fortsættes i Heftet for 1851, hvor han desuden meddeler 527 færøiske Ordsprog, 78 Talemaader, 72 Gaader, en Del Skikke og Lege, Barneviser og Ramser; samtlige disse er af megen Interesse for os, især paa Grund af den mærkelige Lighed og Overensstemmelse med vore norske; skjønt man vistnok maatte vænte at finde den stor, bliver man dog i Sandhed forbauset ved at finde den saa stor.
I Selskabets Aarsberetning bebudes Udgivelsen af oldnordiske Haandordbøger (en oldnordisk-dansk og en oldnordisk-svensk) for i en videre Kreds at lette Oldsprogets Studium. Meningen hermed er sandsynligvis for det første at udgive en oldnorsk-dansk og en oldnorsk-svensk Ordbog, da det olddanske og oldsvenske endnu vel er for lidet bearbejdede i leksikalsk Henseende, til at nogen Haandordbog over dem for Tiden kan udgives, og de desuden trods sit store Slægtskab med det oldnorske dog er saa forskjellige derfra, at de neppe, førend særskilte Ordbøger over de tre Søstersprog enkeltvis er istandbragte, hensigtsmæssig bør sammenfattes med det i en og samme Ordbog; men dette maatte nødvendigvis ske, hvis Benævnelsen oldnorkisk skulde passe. Det rimelige er derfor, at man her kun, som saa ofte forhen, har brugt dette Navn i Betydningen „oldnorsk.“ Ordbogen er beregnet at skulle udgjøre omtrent 30 Ark i sædvanlig Median-Oktav, og vil, hvis den snart maatte udkomme, afhjælpe et stort og længe følt Savn.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |