Ældre Forsøg paa at forene Norge og Sverige
Den Tanke, at de to Riger paa den skandinaviske Halvø høre sammen, er saa naturlig, at det næsten maa forundre, naar der ikke oftere har været gjort Forsøg paa at forene dem til et politisk Helt, enten paa den ene eller den anden Maade. Baade folkelige og geografiske Forhold synes at have henvist Norge og Sverige til at støtte sig til hinanden og ved forenede Kræfter at sikre hinandens selvstændige Tilværelse. Det har været dette Aarhundrede forbeholdt at optage denne Foreningstanke og bringe den til Udførelse paa en Maade, der lod begge Folk komme til sin Ret, efterat det tidligere havde forekommet umuligt at gjennemføre den. I Norge havde Folkets store Flerhed i den Tid, hvori vort Fædreland var forenet med Danmark, egentlig aldrig for Alvor tænkt paa den Mulighed at opløse denne Forbindelse og knytte en ny. Men det er desuagtet ved flere Leiligheder mærkeligt at se, hvorledes der hos Almuen var bevaret en broderlig Velvilje mod det svenske Folk, som først lidt efter lidt blev fortrængt af ganske andre Følelser, forsaavidt man overhovedet kan sige, at den nogensinde var aldeles udryddet. I Sverige raadede ogsaa længe den samme Følelse af broderlig Velvilje mod Nordmændene hos Folkets Masse, medens dets Konger ofte ligefrem stræbte at forene den hele Halvø til et Rige. Ubekjendtskab med de norske Forhold bevirkede, at man i Sverige aldrig kunde gjøre sig en rigtig Forestilling om den Maade, hvorpaa Nordmændene betragtede en saadan Forening. Det, der atter og atter endelig forhindrede disse Planer fra at blive til Virkelighed, var imidlertid ikke det norske Folks Uvilje, hvor stærk denne end til sine Tider kunde være; det var som oftest Forhold, hvorpaa vi ikke kunde have nogen Indflydelse, der bleve afgjørende for vor og Nordens Skjæbne.
Da de tre Rigers Throner efter Kong Kristofers Død vare ledige i Aaret 1448, valgte, som bekjendt, Danmark Grev Kristian af Oldenburg og Sverige Karl Knutssøn Bonde til sin Konge. I Norge derimod nølede man med at træffe sit Valg. Almuen viste kun liden Iver for at redde sit Fædrelands Selvstændighed, naar de kun slap for at have en dansk eller tysk Konge. For dem stod det som det vigtigste at holde Fred med Sverige, og af den Grund fandt den svenske Konge langt villigere Modtagelse end den danske. Uagtet Forholdene bevirkede, at den sidste endelig gik af med Sejren og kom til at bære Norges Krone, kunde han dog ikke rose sig af, at det var Folkets Kjærlighed, som kaldte ham dertil. Tvertimod havde Almuen endog i Bergens Stift, der ellers plejede at være mindst paavirket af svensk Indflydelse, paa mange Steder udtalt sig til Fordel for hans Modstander. Saalænge Kalmarunionen stod ved Magt, vedbleve de samme Stridigheder; men den svenske Indflydelse blev desuagtet aldrig stærk nok til at opveie den danske, uagtet Folket i det Store taget vistnok var mere stemt for en Tilslutning til Sverige. Deraf kommer det, at de Mænd, der ere skildrede som Forsvarere af Norges Ret, i Grunden kun arbejdede for en Forening med Sverige, der ønskedes af Folket. Det svenske Parti fik et Skin af Fædrelandskjærlighed, fordi det kjæmpede for det, som havde lettest for at tiltale Folkets Masse.
Da Kalmarunionen opløstes efter Kristian den Andens Afsættelse og Reformationens Indførelse, befandt Alt i Norge sig i Opløsning. Da Forholdene henimod Slutningen af det sextende Aarhundrede paany begyndte at ordne og fæste sig, var Meget forandret. Først og fremst havde den store nordiske Syvaarskrig (1563–1570) ved alle de Hærje- og Plyndretog, som fulgte denne, skabt et indbyrdes Had mellem de nordiske Folk, som heller ikke undlod at vise sig i Norge. Dernæst havde den danske Styrelse nu faaet et saa fast Fodfæste i vort Land, at det ikke paa længe kunde nytte at forsøge paa at rokke den. Men desuagtet hændte det midt under denne samme Syvaarskrig, at Almuen i Valdres sluttede en særskilt Fred med Svenskerne, da de ikke fandt, at der var nogen Grund til at slaas med dem. I det Hele taget maa man erkjende, at Sverige aldrig har været saa nærved at erobre Norge, som under denne Krig, da dets Tropper til forskjellige Tider besatte store Dele af Landet, og Nordmændene endnu ikke vare synderlig knyttede til den danske Regjering. Nu gik denne Lejlighed imidlertid ubenyttet forbi, uagtet der endnu, da der næste Gang var Krig, den saakaldte Kalmarkrig (1611–1613), fremdeles herskede et lignende venskabeligt Forhold mellem den norske og den svenske Almue. Da der saaledes i Hast var samlet en stor norsk Hær ved Svinesund for at rykke ind i Sverige, erklærede en Mængde af de Bønder, der gjorde Tjeneste i denne, at de ikke havde nogen Forpligtelse til at føre Angrebskrig mod Sverige, og gjorde i den Anledning Mytteri mod sine Anførere. Paa samme Tid derimod viste Thelebønderne sig meget ivrige, da der udbredtes det Rygte, at svenske Orlogsskibe havde landsat flere hundrede Mand, som skulde have brændt hele Fyrisdal. Almuen rejste sig for at marschere imod Fienden og var alt et Stykke paa Vejen, da de modtoge den Underretning, at det Hele var blind Allarm. Der havde kun været et eneste Skib, som havde brændt en fem sex Gaarde ved Kysten og strax var draget sin Vej, da det rygtedes, at Almuen vilde forsvare sig. Det mest Betegnende for hine Tiders Stemning i begge Lande, er maaske en Beretning fra et Par norske Speidere om sine Rejser ind i Sverige og om de Samtaler, som de der havde med Bønderne. Hvor de vare komne hen, havde de blot hørt en Mening om, at Krigen var en Unaturlighed, og kun skrev sig fra Kongernes Lyst til at slaas. Almuen erklærede Nordmændene for sine bedste Venner og sagde, at de ikke vilde angribe dem. En Bonde sagde endog om Kong Karl, at han ønskede, „at Djævelen tog hannem bort sin Kaas, og at dette Plogjern stod saa gloende udi hans Hjerte.“ Almuen vilde endog slutte en særskilt Overenskomst med Nordmændene om at lade hinanden i Fred og bekræfte dette med Brev og Segl.
Under disse Forhold var det meget naturligt, at den svenske Konge, Gustav Adolf, faldt paa den Tanke, at benytte Nordmændenes venskabelige Stemning til at gjøre et Forsøg paa at drage dem over til sig. Han udstedte derfor en Opfordring til hele det norske Folk, hvori han mindede det om den fornedrede Stilling, i hvilken dets Fædreland nu befandt sig, og lovede dem alt godt, om de i dets Sted vilde slutte sig til Sverige. Om denne Opfordring har vundet synderlig Udbredelse i Norge, ved man ikke; sikkert er det, at den ventede Tilslutning af mange Grunde udeblev. Sverige var i Kalmarkrigen den underlegne Stat og kunde ikke vente at gjøre Erobringer i Fiendens Land. Men en svensk Fyrste havde dog vist, at han nærede Haab om at kunne udvide sit Rige mod Vest, og flere af hans Efterfølgere fulgte den derved betegnede Vei. Der gaar fra nu af i lang Tid gjennem den svenske Historie to Bestræbelser; den ene ex at gjøre Sverige til en af Europas Stormagter og sikre det Herredømmet over Østersøens Kyster – den anden gjælder at forene Norge med Sverige og derved sikre det en fast og varig Grændse mod Vest. Begge disse Planer foresvævede Gustav Adolf, der ikke opgav Tanken paa Norge med det første mislykkede Forsøg. Det er blandt Andet bekjendt, at en svensk Gesandt, der i 1615 besøgte Kjøbenhavn, med megen Iver undersøgte Forholdet mellem Norge og Danmark. Omsider sejrede dog Hensynet til Protestantismen i Tydskland og Ønsket om at gjøre Sverige til en Stormagt, og idet Kongen gik ombord paa Flaaden for at sætte over til Tydskland, opgav han for sin Tid alle Tanker om at gjøre Sverige til Skandinaviens Herre. Men hans anden Efterfølger gjenoptog Planerne i en endnu dristigere Form, end de nogensinde kunne have foresvævet Gustav Adolf.
Den første Del af Dronning Kristinas Regjeringstid var mest optagen af Krigen i Tydskland, der bortvendte Tankerne fra Norden. Senere derimod, da der endnu hertil kom en Krig med Danmark, benyttedes Anledningen til ved Fredsslutningen i 1645 at frarive Norge et Par Provinser, Jæmteland og Herjedalen, hvorved Sverige fik en mere naturlig Vestgrændse, end det før havde havt. Tabet af disse Landskaber var i national Henseende lidet føleligt for Norge. Navnlig Jæmterne havde sjelden vist sig meget norsksindede og havde ved enhver Anledning gjort fælles Sag med Sverige, sidste Gang i Kalmarkrigen, da de i Masse gik over til Fienden. De havde fra gammel Tid af havt mangt et Tilknytningspunkt til Sverige, blandt Andet derved, at de hørte under Erkebiskopen af Upsala, ikke som det øvrige Norge under Erkebiskopen af Nidaros. At der en enkelt Gang berettes om Grændsestridigheder mellem Jæmteland og dets svenske Naboer, havde kun Lidet at betyde imod alt det, som fjernede Landskabet fra det gamle Moderland. Forbindelsen mellem Jæmteland og Norge over de høje og brede Fjelde var altid vanskelig og ofte om Vinteren spærret i lang Tid for enhver Samfærdsel, medens de naturlige Forhold henviste Folket til at have Omgang og Handelssamkvem med Svenskerne. Indbyggerne, der skildres som haarde og slemme, havde sit eget Landsthing og sin egen Lagmand, der først for en Tid berøvedes dem noget før 1600, tilligemed et særskilt Landskabssegl. Da den gejstlige Forbindelse mellem Jæmteland og Sverige havde vist sig saa virksom til at skille Provinsen fra dens gamle Moderland, var der i Tiden efter Kalmarkrigen arbeidet med megen Iver paa at skaffe norske Præster derhen. Frugten af disse Bestræbelser viste sig, da en norsk Hær 13 Aar senere atter besatte Jæmteland. Thi ved denne Lejlighed vidste Præsteskabet sig meget norsksindet; ja endog Almuen skal en Gang have havt stærk Lyst til paany at bytte Fædreland. Hertil fik de dog ikke Anledning, og Jæmteland har siden altid fulgt Sverige. Med Jæmteland og Herjedalen skiltes ogsaa de to østerdalske Sogn, Idre og Serna, fra Norge. Almuen havde under Krigen sluttet sig frivillig til Sverige; men dette blev ikke godkjendt ved Freden. Desuagtet mislykkedes de Forsøg, som senere bleve gjorte paa at gjenforene de to Sogne med Moderlandet ved Underhandlinger, og endnu den Dag idag høre Idre og Serna til Sverige. Det var en let Sag for den svenske Regjering at gjøre de nyerhvervede Landskaber aldeles svensksindede og udslette Sporene af det gamle Herredømme. Idre og Serna vare to halvforglemte Skovbygder, hvis Indbyggere vist ikke paa længe havde havt nogen klar Bevidsthed om, enten de hørte til det ene eller til det andet Rige. I Jæmteland og Herjedalen støttedes Forsvenskningen af en historisk Udvikling, som længe havde sigtet i den Retning. Kort efter Fredsslutningen i 1645 opkom der i Tydskland det Rygte, at Nordmændene tænkte at gjøre sit Fædreland til en Republik under svensk Beskyttelse. Dette var fremkaldt ved de Bevægelser, som netop paa den Tid foregik i Norge, men uden at tilsigte politiske Omvæltninger.
Da Dronning Kristina havde frasagt sig den svenske Throne, og Karl Gustav derpaa overtaget Rigets Styrelse, varede det ikke længe, inden han var midt inde i en Krig med Rusland og Polen. Da han under denne stødte paa Vanskeligheder, som han ikke kunde overvinde, greb han med Glæde den ærefulde Anledning til at kunne forlade Polen, som tilbød sig, da Danmarks og Norges Konge Frederik den Tredie erklærede ham Krig. Karl Gustav ilede til Danmark og stod, forinden Nogen anede det, foran Kjøbenhavn, hvor Frederik III maatte prise sig lykkelig ved at slippe med at afstaa store Dele af sine Riger. For Norges Vedkommende var det Baahus Lehn og Throndhjems Lehn med Romsdalen, der bleve overladte til Sverige ved Freden i Roeskilde den 26de Februar 1658. Derimod blev Nordland og Finmarken, samt Søndmøre, hvorom der kunde være Tvivl, fremdeles bevarede for Norge.
Der var til Norges Held en vis Halvhed i den Politik, som Karl Gustav fulgte ved denne Leilighed. I Stedet for at tage det Hele, som han havde grebet efter, lod han sig nøje med en Del. Skjønt han snart angrede, at han ikke havde forenet alle Nordens Lande til et eneste stort Rige, mislykkedes dog hans andet Forsøg, og i Freden i Kjøbenhavn den 27de Maj 1660 maatte Sverige endog give Afkald paa en af hans Erobringer, idet Throndhjems Lehn nu atter blev erkjendt for en norsk Provins, efterat det strax ved den anden Krigs Begyndelse var blevet gjenerobret af en norsk Hær, forstærket ved en almindelig Rejsning af Gudbrandsdølerne, som frivillig sluttede sig til den. Dette for Norge heldige Udfald af Fredsforhandlingerne skyldes maaske mere end noget Andet de to vestlige Sømagter, Hollands og Englands, Frygt for, at Sverige, naar det fik Adgang til Atlanterhavet og kunde bemande sin Flaade med norske Søfolk, snart vilde overfløje dem som Havets Herrer. Hollænderne, som satte megen Pris paa den Hjælp, de havde i den Mængde Nordmænd, der stadig toge Tjeneste hos dem, tænkte selv saa smaat paa at erhverve sig Throndhjems Lehn; men da de maatte opgive denne Plan, stræbte de ialfald at bevare det for Norge. Ved at beholde Throndhjems Lehn vilde Sverige ogsaa have gjort et godt Skridt nærmere henimod en fuldstændig Erobring af vort Fædreland; derfor opgav det kun modstræbende denne Besiddelse. Ved Underhandlingerne forlangtes der endog fra svensk Side at faa hele Akershus Lehn og det daværende Stavanger Stift, som Erstatning for Throndhjems Lehn, formodentlig i den Tro, at England og Holland, hvis Gesandter ikke havde stort Kjendskab til Norges Geografi, ikke skulde tage det saa nøje og hjælpe dertil. Men denne Fordring, der efter en af de danske Gesandters Udtryk tydelig viste, „at Kongen af Sverige ikke havde Tanke for Andet, end hvorledes han kunde trænge ind i selve Norges Indvolde“, blev ikke dreven igjennem. Den samme danske Gesandt overbeviste nemlig Englænderne om, at Sverige netop vilde blive dem allerfarligst, naar det kom i Besiddelse af disse sydlige Landskaber, der havde en Kyststrækning paa over 500 engelske Miles Længde og besad udmærkede Havne og Fæstninger, blandt andre Flekkerø, der efter hans Skildring var „hele Nordens mest navnkundige Tilflugtssted for Søfarende“. De Opraab til det norske Folk, som under Krigen bleve udstedte fra svensk Side, fandt, saavidt vides, ingen Tilslutning.
Medens saaledes Throndhjems Lehn atter blev forenet med Norge, vedblev Baahus Lehn at staa under svensk Herredømme. Men derved havde ogsaa den delvise Sønderlemmelse af Norge for bestandig faaet sin Afslutning, skjønt der rigtignok ogsaa senere gjordes flere Forsøg paa at fortsætte paa den Vej, hvorpaa Sveriges Konger en Gang havde slaaet ind. Uagtet der ogsaa under Karl den Ellevtes lange Regjering (fra 1660–1697) førtes Krig, vare dog Forholdene under denne saadanne, at der kun vanskelig kunde tænkes paa nogen Gjenoptagelse af Karl Gustavs Erobringer. Det skulde snarere have været fra norsk Side, at man kunde gjøre sig Haab om at tilbagetage det Tabte. Herom blev der imidlertid heller ikke Tale, og Freden i Lund 1679 gjenoprettede det gamle Forhold, som det havde været før Krigens Udbrud. For Baahus Lehns eget Vedkommende havde Folket maaske ønsket at vende tilbage til Norge, da det ikke gik saa let med at forsvenske dette Landskab, som med Jæmteland. Baahus Lehns naturlige Beskaffenhed og Folkets Næringsveje vare ogsaa langt mere norske end svenske, saa at det ske var at undres paa, at Mange her bevarede Kjærligheden til det gamle Hjemland.
Den næste Gang, der spores Forsøg fra svensk Side paa at erobre Norge, er i Karl den Tolvtes sidste Dage, da han var vendt hjem fra sit lange Ophold i Tyrkiet. Skjønt der er hengaaet over 150 Aar siden denne mærkværdige Mands Død, har man neppe endnu vundet til den rette Forstaaelse af ham og hans Virksomhed. Karl den Tolvtes Betydning for Sveriges og Europas Historie er fremdeles Gjenstand for videnskabelig Tvist, idet Nogle anse ham for en ubetænksom og letsindig Eventyrer, der styrtede Sverige i en lang Række af Ulykker, medens Andre i ham se den beregnende Statsmand, der forstod de Farer, som truede Sverige og Europa fra den nygrundede russiske Magt, og derfor anstrængte al sin Kraft for at standse denne, før den blev overvældig. Hvis man vil holde sig til de Sidstes Mening, viser hans Plan om at forene Norge med Sverige sig maaske i det sandeste Lys; det var hans sidste Forsøg paa at bringe istand en nordisk Magt, som kunde danne nogen Modvægt mod Ruslands Vælde.
En af Karls mest afgjorte Beundrere, den nylig afdøde Bernhard von Beskow, har udtalt som sin Opfatning af hans sidste Levedage, da han underhandlede med den russiske Tsar, at det den Gang sandsynligvis var Kongens inderste Tanke at trække disse Underhandlinger i Langdrag, indtil han paa egen Haand havde erobret Norge, og saa derpaa tvinge Russerne til at nedstemme sine Fordringer. De Planer, som sysselsatte Kongen i hans sidste Øjeblikke, vare saaledes intet Mindre end efter Fuldendelsen af Norges Erobring at forene sig med England og Tyrkiet for med dem paany at kaste sig over Rusland. Men denne Norges Erobring var ikke saa let; der har maaske aldrig boet den Modstandsaand hos vort Folk, som den Gang, uagtet flere af dem, der skulde være Landets første Mænd, næsten tabte Sans og Samling, da Fienden nærmede sig. Under sit første Indfald i 1716 fik Karl Anledning til at kjende denne Folkets Aand, og da han anden Gang kom tilbage i 1718, havde han endnu ikke udrettet Noget, da Døden rammede ham for en norsk Kugle. Det paastaaes i Sverige, at Frederikstens Fald var sikkert; men dette er aldrig bevist og er neppe troligt. Kongens Død afskar imidlertid alle Udsigter, saa at en tilfældig Begivenhed her blev afgjørende for en længere Fremtid.
I Aaret 1718 spillede Spørgsmaalet om Norge en vigtig Rolle ved de Underhandlinger, hvori flere af Europas Stater vare indviklede lige fra Rusland til Spanien; men det var ikke vore egne Bedrifter, vi skyldte dette. Denne Gang var det maaske ikke saa langt fra, at de europæiske Forviklinger skulde have øvet en overordentlig Indflydelse paa vor Skjæbne; men Planen blev atter gjort til Intet ved Omstændigheder, hvorover vi ikke raadede. Andre Forhold gjorde, at den ikke paa lang Tid blev gjenoptagen, idet Sverige fra nu af paa en enkelt Afbrydelse nær i over femti Aar mest ofrede sig for Udviklingen af sine Næringsveje og sine indre Partistridigheder, der tilsidst bragte Riget nær sin Opløsning. Men i denne Tid kom en anden Plan paa Bane, nemlig at forene de tre nordiske Riger ved at vælge den danske og norske Kronprins Frederik til svensk Thronfølger, da der i 1743 skulde holdes Valg paa en saadan. I selve Sverige fik Prins Frederik varm Tilslutning hos Dalekarlene, der endog marscherede ind til Stockholm for at drive hans Antagelse igjennem. Men atter blandede Udenforstaaende sig ind og forstyrrede det Hele; det var Ruslands Skyld, at denne gunstige Leilighed til at forene Sverige med de to andre nordiske Riger gik ubenyttet hen. Hvad Karl den Tolvte havde stræbt at forebygge, var nu indtruffet, idet Rusland øvede den største Indflydelse i Norden. At forhindre dettes Forening var netop i højeste Grad af Vigtighed for vor østlige Nabo.
Det var først, da Gustav den Tredie havde besteget den svenske Throne og gjennemført Statsforandringen i 1772, at der paany blev Tale om Forsøg paa at bringe Norge til at slutte sig til Sverige. Flere af hans nærmeste Omgivelser, som Armfelt og Toll, bleve tilligemed Folk af lavere Rang, som Eventyreren Ingmann eller Manderfelt, oftere anvendte til at undersøge Stemningen i Norge, for ikke at tale om Fremmede, som Englænderen Sir Sidney Smith, der senere blev saa navnkundig ved sit Forsvar af Acre imod Napoleon. Kongen selv, der havde en overordentlig vindende Personlighed, undlod heller ikke, naar han under sine Ophold ved Badestederne traf sammen med norske Kjøbmænd, at bearbejde dem for disse Planer, der skulle have foresvævet ham allerede fra hans Barndom af. Om Vinteren 1782–83 kom en Tydsker, Grev Schmettow, der senere spillede en Slags Rolle ved Begivenhederne i 1814, til Stockholm med sin Familie for at bo der i nogen Tid. Denne var paa den Tid Oberst og kommanderede som saadan det andet throndhjemske Infanteriregiment; da han tillige var en meget rig Mand, og, som det hed sig, skulde være i Unaade ved det danske Hof, gjorde Kongen alt Muligt for at vinde ham for sig og derved paavirke Stemningen i Norge. Der sparedes følgelig ikke paa Æresbevisninger. Hvorvidt Rygtet om Schmettows Forhold til det danske Hof medførte Sandhed, eller om det blot var udspredt, for at Schmettow kunde spionere saa meget tryggere, blev ikke ganske oplyst. Dog skal det være aldeles sikkert, at Kongen og han havde en lang Samtale under fire Øine, og at Kongen efter denne nøje undersøgte Muligheden af et Felttog i Norge.
Gustav kom aldrig til at virkeliggjøre sin store og ofte overvejede Plan om at erobre eller paa anden Maade vinde Norge, skjønt Rygtet ofte havde travlt dermed. Man var nemlig i Norge ganske vel bekjendt med hans Hensigt, og som en Følge deraf kunde der fortælles og troes de vidunderligste Ting. Saaledes gik der to Aar efter Schmettows Ophold i Stockholm det Rygte, at Kongen af Sverige skulde have forsøgt at komme ind paa Frederiksten og Akershus Fæstninger under Navn af en fransk Greve, men at han var bleven gjenkjendt og nægtet Adgang. I 1787 ansattes for første Gang en svensk Konsul i Norge, ved Navn J. C. Martineau, der uden Tvivl ogsaa var betroet politiske Hverv. Øieblikket var forsaavidt heldig valgt, som der hos flere oplyste Nordmænd fandtes en stærk Trang til at erhverve politisk Frihed for sit Fødeland, og denne med Lethed kunde benyttes i svensk Interesse og berede den danske Regjering store Vanskeligheder. Selv den rigeste og mest indflydelsesrige Mand i Kristiania, Bernt Anker, var en Tid mistænkt for at staa i hemmelig Forbindelse med den svenske Regjering, hvorimod Martineau antog, at han tænkte paa at gjøre Norge til en selvstændig Stat ved engelsk Hjælp.
I Gustav den Tredies Regjeringstid var som oftest det ydre Forhold tilsyneladende fredeligt, skjønt det undertiden var nærved at briste. Dette indtraf kun en eneste Gang, da et norsk Korps i 1788 rykkede ind i Baahuslehn og truede Gøteborg. Men Freden blev desuagtet snart gjenoprettet, dog uden at der indtraadte et virkelig venskabeligt Forhold. Rygter og Formodninger vedbleve fremdeles at krydse hinanden; i Virkeligheden havde ogsaa Gustav efter Krigen, ligesom før denne, sin Opmærksomhed henvendt paa Norge. Netop ved Begyndelsen af Aaret 1792 var Forholdet saa spændt, at neppe Nogen kan sige, hvortil dette omsider vilde have ledet, hvis ikke Gustavs Mord om Vaaren 1792 pludselig havde givet Alt et andet Udseende. I de første Aar af hans Søns, Gustav IV Adolfs Regjering, da Farbroderen, Hertug Karl af Sødermanland, styrede Sverige som den unge Konges Formynder, slog ogsaa den svenske Politik ind i en ganske anden Retning. Medens Gustav i sine sidste Leveaar havde vundet Rusland, begyndte Hertug Karl sin Styrelse med at fjerne sig fra dette Rige og nærme sig Danmark og Norge. Dette ledede til, at de nordiske Riger i 1794 og de følgende Aar holdt sammen og derved under meget vanskelige og truende Forhold sikrede sin Selvstændighed.
Dog varede ikke dette længe. Ved Aarhundredets Skifte finder man igjen den svenske Regjering sysselsat med Tanken paa at erhverve Norge. Allerede i 1796 og 1797 havde Rusland tilbudt sin Hjælp til dette Øjemed; men først i 1800 og 1801 blev der indledet nærmere Forhandlinger derom. Toll, som allerede i Gustav den 3dies Tid havde arbejdet paa denne Forening, var en af dem, som nu atter arbejdede paa at stemme Kongen derfor. Dette lykkedes ogsaa. Landshøvdingen i Venersborg, Baron Lilliehorn, fik af Kongen det Hverv at oprette en hemmelig Forbindelse med Norge og undersøge, hvorvidt Stemningen var gunstig for en Forening med Sverige, da Kongen forøvrigt ansaa det for let at fremtvinge en saadan ved Ruslands og Frankriges Bistand.
Udbyttet af disse Undersøgelser viste sig ikke meget lovende for Sverige. Det fremgik af dem, at det norske Folk, især langs med Grændsen, stod i den Tro, at Svenskerne i høj Grad vare trykkede af allehaande Toldafgifter, adelige Forrettigheder og Skatter, og af den Grund var imod enhver Forening, der vilde bringe dem de samme Byrder. Af Hensyn hertil blev det fra svensk Side besluttet, at der ikke nu skulde gjøres noget forhastet Skridt for at vinde Norge, men at man skulde indskrænke sig til underhaanden at forberede Stemningen og oplyse der norske Folk om de Fordele, som vilde tilflyde det af en Forening med Sverige. I saa Henseende antoge de Svensker, der skulde knytte disse nye Forbindelser i Norge, at Øjeblikket var heldig valgt. De havde saaledes faaet høre, at der havde været Uroligheder i Lejrdal i Anledning af den befalede Udskrivning, og vidste, at Mange ikke saa de nye Tillægsskatter, som Regjeringen netop i Aaret 1802 begyndte at udskrive, med synderlig Tilfredshed. Man ventede sig derfor meget, om man kunde oplyse det norske Folk om den fordelagtige Stilling, som Finland indtog under Sverige, og derved give det en Forestilling om, hvor langt bedre de for Eftertiden kunde faa det ved at skille sig fra Danmark og give sig under den svenske Konge. I dette Øjemed blev der forfattet et Skrift over Finlands Forhold, der kunde være skikket til at opfordre til Sammenligning. Dette blev i et større Antal omdelt til Nordmænd, der kom til Kristinehamns Marked, eller ogsaa sendt ind i Norge ad andre Veje. Ligeledes foretog en svensk Prest fra Vermeland flere Rejser i de norske Grænseprovinser og til Frederikshald og Kristiania for der at indlede Forbindelser. Han blev paa flere Steder modtagen med al den Venlighed og Opmærksomhed, som kan skyldes enhver Rejsende fra et venskabeligt Naboland men forøvrigt uden at Nogen viste sig villig til at indlade sig paa Planer til politiske Omvæltninger. Uagtet nok enkelte Kjøbmænd nær ved Grænsen i Stilhed kunde nære det Ønske at se Halvøens Riger forenede, viste Folkets store Masse og Embedsmændene sig afgjort uvillige imod saadanne Planer. Derfor blev der heller ikke mere Udbytte af disse end af de tidligere Foranstaltninger i samme Retning, og det Hele døde hen af sig selv.
Det viste sig, at man fra svensk Side havde lagt for Meget i de enkelte Tegn til Misnøje og Uro, som der havde været sporet i Norge. Kristian den Syvendes senere Regjeringsaar var heller ikke den rette Tid til at skille Norge fra Danmark; Folket havde det godt, og de, der følte Trangen til en Forbedring, vare ikke mange. Noget anderledes stillede Sagen sig, efterat Norge i 1807 var kastet ind i en ødelæggende Krig med England og Sverige, der lammede det i en Grad, som vi nu vanskelig kunne forestille os. Men selv da var det kun Faa, som tilfulde forstode, hvad der var at gjøre. Da der i 1809 næste Gang var Planer i Gjære om at forene Norge og Sverige, var der dog enkelte Nordmænd, som optraadte selvstændig handlende, medens det samme Spørgsmaal tidligere ikke havde fundet saadan Tilslutning mellem Landets egne Børn. Begivenhederne fra Aaret 1809 ere saaledes af en anden Art, end de her omtalte, og kunne følgelig heller ikke behandles paa en saa flygtig Maade, som det har ladet sig gjøre ved disse. Aarer 1809 er et Forspil for 1814; det er Indledningen til en ny Tid for vort Fædreland, et Varsel om det afgjørende Brud med Fortiden, der snart skulde komme.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |