Skildringer og Stemninger fra den yngre Litteratur/Arne Dybfest I
Udpaa Sommeren 1891 kom saa «Ira » — en Jeg-Roman om Kjærlighed og en Tyveaarigs selvberuste Verdensglæder og Verdenssmerter. En underlig Bog! Umoden, overmoden, uskyldig, inderlig naiv og samtidig skamløst affekteret, dybt ægte med den sterke Følelses hele betagende Magt og pinlig uægte — langt hinsides enhver Blufærdigheds Grænser. En Bog, som man i første Øiebliks Ærgrelse kaster langt fra sig, som man siden i Erindringen om et enkelt genialt Ord, et lykkeligt straalende Billede, atter vil tage for sig, fordybe sig i, maaske ærgre sig over paany... men ikke glemme.
... «Nei, du Ira, Kjærligheden er ingen Blomst. Den kan ikke visne og dø paa én Dag. Har den først slaaet Rod, saa har der ud fra denne Rod vokset nye, og atter fra dem skudt nye Rødder ud, og de har Fæste dybt i fugtig og frodig Jord, og skal den dø, saa maa disse Rødder skjæres over en for en, og endnu vil der altid sidde Trevler igjen... Aldrig forvindes helt Kjærlighedens Herjing i Menneskehjertet.
Naar den kommer, da er det Livets store Høitidstund, som ringes ind. Der bliver saa forunderlig stille rundt om dig, en ?Pnsemorgens Stilhed, og dit Sind brænder i hellig Andagt... Den vil dræbe din Ro og martre din Sjæl. For et eneste Øiekliks Lykke vil der komme tusinde andre Øieblikke, da du vil krampe dig i Smerte, og din Sjæls Pinsel vil blive svare. Og du gaar i de lyse Dage og i de lange Nætter og tror, at nu er du helet, nu er du løst fra den løndomsfulde Magt. Men saa bryder den frem igjen ved et Blik, som streifer dig, ved et Ord, som naar dit Øre, ved en lønlig Tanke, som blusser op i din Hjerne... Hvad hjælper det dig, at din Forstand holder imod, at din Skjønhedssans siger nei! Hun har Magt over dit Sind og eier dine Tanker, og selv ind i Hadet vil du elske — — kun Kjærlighed kan fortrænge Kjærlighed ...»
Saa sandt og fint og ømt har neppe nogen anden tvveaarig Digter besunget Kjærligheden. Dette er en Lyriker, som ikke lyver. En Entusiast, der træder fast paa Virkelignedens Jord. En mandig moden Følelse, der dunder dybt i rødt, hedt Blod.
Den, hvem alle disse smukke Ord og varme Følelser gjælder, er en firtiaarig enøiet Pige, en ensom ukjendt, uforstaaet Ulykkesfugl, men med rigere Sind og større Sjæl end den Verden af Dusinmennesker, som i din dumme Blindhed overser hende. 0g forfatteren tilstaar aabenhjertig, at han ser paa hende som de andre. Han skammer sig over sin Pasion.
Og det «Jeg», der elsker — eller rettere sagt lader sig elske — og ellers bærer det elegante Navn Harry Mohr, er en saare mærkværdig ung Mand. Vi faar vide, at han har streifet om, «over Have og over Verdensdele» forøvrigt uden nærmere Redegjørelse for disse mange Reisers Maal. Nu er han ikke mange Dage over de tyve Aar, og dog mindes han kun med tom Lede kin Tid, da han først «banked paa den Dør, som førte ind til Livet», og nød af fulde Sanser al Verdens Lys og Lykke. Det er saa længe siden. Han er den ledige paa Torvet i en norsk Smaaby; og saa begiver det sig, at han en Dag møder Ira og et halvt Aar efter den Dag bliver hendes Elsker. «Mit Hjerte var tomt og øde for Kjærlighed, og aldrig saa jeg en Kvinde, hvem mine Øine begjærte. Derfor blev hendes Kjærlighed mig kjær, ligesom en Bog vilde være det i en ledig Stund.»
Han er i Begyndelsen den naivt forfængelige, glad i sin Kjærlighed, fordi han har kundet et Menneske, der altid er villigt til at høre kam præke om sig selv og beruse sig i sine fjerne lyssky Storhedsdrømme. Han ser lidet at Hende. Han har givet hende nogle Dage af sit Liv, fordi han havde slig Overflod paa Dage. Men aldrig var der faldt ham en Tanke ind om, at hun ogsaa var noget for sig selv, en Sjæl med sin egen Historie, der rummede Oplevelser og Lidenskaber, som imponerer ham, og som han i Grunden havde anseet som et privilegium for sig alene. Det faar han omsider at vide.
Da vaagner pludselig hans Kjærlighed — «en underlig Følelse, som ikke gav mig Ro, en Sjælens Kvide, som martred mig i Dage og Nætter».
Han ser ikke længer hendes mange Aar, det døde Øie, den skarpe Rynke under Næsen. Nu er hendes Øie stort og sort, et Fugleøie, dristigt og glansfuldt, lynsnart i Blikket. Og hendes Mund er rød og frisk, hendes Legeme ungt og lokkende.
De faa Sider, der maler hans Kjærlighedsfølelses korte Feberliv, Jalousiens Kvaler, Lidenskabens evindelige angstfulde Kredsen om det ene Billede, den raadløse Flakken afsted som et jaget Vildt i alle meningsløse Indtryks Vold — — er det bedste i Bogen. Det er gamle gode, kjendte Fornemmelser, her kanske en Tone intensere, mere lidelsesfuldt opfattende end vanligt hos unge Lyrikere. Og uden alt dekadent Kunstleri. Ira har intet perverst ved sig. «Den enøiede Pige elskes oftere i Virkeligheden end i Bøgerne,» siger Laura Marholm Hansson.
Men Forfatterens Naturstudier var endnu altfor ufuldkomne og fattige til at fylde den chablonmæssige, refererende, analytiske Novelleform. Eller Lyrikeren i ham er bleven kjed af den. Nok er det, at Ira omtrent midtveis i Bogen pludselig forvandles til Symbol. Det er under en Gallucination, at hun først viser sig for ham i sin nye Skikkelse. «Hun er i hvid Natdragt, og Haaret er uredt og falder i sorte grønlig skinnende Floker nedover Skuldrene. Det døde Øie er vendt mod mig, et stivt udslukket Øie uden Glans, og Ansigtet er furet med dybe Rynker. Og hendes Hænder, der ligner en Dødnings Knokler, er løftede mod mig og jeg synes som om disse klamre Fingre vil gribe mig om Struben og stanse mit Livs Aande...»
Og som Ira forvandles, forvandles han selv. Han følger opmærksomt studerende hver eneste af sit Jegs Bevægelser, fortæller os, hvordan «jeg gaar med bøiet Hoved, stirrende ned», hvordan «jeg slentrer henad Gaden overlegen og selvbevidst som altid», at «jeg efter alles Vidnesbyrd er udrustet med en glimrende Aand, en skarp ualmindelig Forstand» o. s. v. Og han forstaar nu sin Kjærlighed til Ira — denne underlige sælsomme Xvinde, over hvem der laa «en hed høstlig Stemning, en høitidelig lummer Stemning som i et Sygeværelse, hvor Døden ventes til Gjæst» — som en «Urdrift i sit Væsen, Driften til at søge det syge og visnende i Livet, det, som ventede paa Opløsning — for atter at blive fornyet og gjenfødt...»
Ira bliver da Symbolet paa Høsten, Døden, det sygelige i Attraaen, Tilintetgjørelsestanken, som gammel og ny Mystik har kjædet uopløselig sammen med Kjærligheden. Og det sorte Symbol kræver straks sin lyse Modsætning. Han opdager følgelig en ny Urdrift i sit Indre, Trangen til Lykkens stormende Jubelfølelse, «Glæden over Liv og Ungdom, over Blod med Længsel og Krav... alt det, som saa Verden i tindrende Lys». Og denne Urdrift personificeres i Zita, den stærke Livsfølelses og sunde Sanseligheds Symbol. Paa Side 113 har han helt glemt, at disse to egentlig er levende menneskelige Væsener, udstyrede med en hel Hoben bedaarende Skjønhedsattributer som store slørede Øine o. s. v. — de er nu blot, «modsatte Drifter, som altid fører en heftig Kamp om Magten i min Sjæl, mens jeg nyder dem begge».
Nu findes der ogsaa i Bogens anden symbolske Del rige betagende erotiske Stemninger, varme levende Skildringer af de lykkelige Timer, da han fordyber sig i «Glædens Andagt», og farverige Billeder al det sorthaarede Symbol paa Ungdom og Livsfølelse, som han kalder Zita. Men ligesaa ofte klikker hans Kunst, og endnu oftere væmmes man ved den modbydelige Sentimentalitet og det ækle Selvbeføleri, der breder sig ublufærdig paa hver Side. Her har vi imidlertid naaet det Punkt, hvor Forfatteren aabenbarer les défauts de ses qualités, — de er jo den nødvendige Bagside af Talentet. Og for Dybfests Vedkommende vover jeg trygt den Paastand, at hans Talent — og i det hele Talenter af hans Art — maatte have den Bagside.
Der er en Retning i den moderne Kunst, om hvilken det gjælder i høiere Grad end om al tidligere Kunst, at den tilstræber det snevrest mulige, vilkaarligste Udtryk for det enkelte, brutalt isolerede Jeg. Denne Kunsts eneste og høieste Maal er Rendyrkning af Stemningen, Beruselse i Stemningsdis, Opløsning al alle Følelsesværdier i Stemningsnuancer. Ud fra en saadan Kunstfilosofi bliver Jeg’et i alleregentligste Forstand Verdenssjælen, den alt frembringende Universalmonade, i hvis Føletraade Himmel og Jord hænger. Denne overmenneskelig lyriske Verdensanskuelse, der har faaet en saa smuk Formel i Amiels ofte citerede Aforisme: «Un Paysage c’est un etat d’âme», er udviklet med sublimt Overmod hos enkelte Malere, der opløser alle moralske Værdier i Farveharmonier og Lystoner. Alle Tilværelsens Herligheder, the Choir of heaven and furniture of earth: Solen, Havet, Himlen er Udstraalinger af Kunstnerens verdensrummende Hjerte. Dybfest har ingen Mangel paa Fornemmelser af denne Art — «der er en Verden i mit eget Indre, en Verden med vide Udsyn, med Skyer, som driver, med Sol, der lyser op; og der er skjulte ukjendte Kræfter, der raader med Magt og Vælde...» «Havet er som min Sjæl... ogsaa i den bryder der Bølger...» o. s. v. Det er i alleregentligste Forstand sandt for hans Vedkommende. De Bølger, der strømmer i hans Bøger, brydes altid mod hans eget Sinds Kyster, og den Sol, som beskinner dem, er hans egen Hjernes Farve-Brand og Lysorgier. Og dette hans Sjæls Hav speilede ikke blot Himlens skinnende Herligheder, det rummede ogsaa al Dybets sorte Angst og Gru...
Naar en Digter for Alvor mener dette — og intet laa Dybfest fjernere end Ironi — da vil han aabenbare mange uhyggelige Hemmeligheder, der, som al menneskelig Sandhed, er værdifulde for den, som tror, at der endnu kan være meget at lære om Menneskene. Det interessante ved Dybfest, det, der vilde gjøre hans Bøger til dyrebare Dokumenter over moderne Psykologi, selv om de var blottede for kunstnerisk Værd, er netop den Omstændighed, at han er en ren Type paa den uhyre Selvfølelse, der er Sjælen i saa megen moderne Kunst. En Selvfølelse, der hos ham dræber al Forstaaelse og poetisk Menneskelighed og ender i selvfortærende Storhedsvanvid.