Skildringer og Stemninger fra den yngre Litteratur/Arne Dybfest II
Dybfests tredie og sidste Bog udkom i Foraaret 1892. Den er altsaa kun et Aar ældre end «Ira», men i det Aar havde den famlende, umodne, affekterede Sataniker og Symbolist udviklet sig til en grublende Psykolog og en overlegen rig Sprogets og Skildringens Mester. Der gives blandt det yngste Forfatterkuld kun én, der har naaet saa høit som Dybfest i Kunsten at skrive en fuldtonende, rytmisk bølgende og stemningsmættet Prosa, — og det er Thomas P. Krag i «Mulm», maaske endnu hans bedste Bog.[1] Men jeg skynder mig med at bemærke — paa det at Sammenligningen ikke maa skade Krag paa gode Navn og Rygte — at Dybfest som Kolorist har en Forkjærlighed for de irgrønne, svovlgule og helvedblaa Farver, la phosphorescence de la pourriture, som Gautier siger, der er Krag helt fremmed.
Den første af de «To Noveller» er som «Ira» en skildring af den elskovssyge Kvinde. Ja egentlig er det blot Ira om igjen, uddybet og forklaret med den rigere Erfarings Magt. Og Ira er alene i Billedet — ingen lys, ung, dansende, glædebringende Zita er givet hende til Modvægt. Og forstummede er alle de aabenhjertig umiddelbare Henrykkelsesudbrud over «Livet, det deilige levende Liv», som «jeg» har saa mange af i «Ira». Det Jeg, vi her lærer at kjende, er en skuffet, træt Ensom, «der en Tid havde været med til at saa ud Proletariatets flade Drømme om et Lykkens Fremtidsland», men hvis hemmeligste Tanker, hvis «Nætters syge Drømme» nu gaar til «det Rige, hvor de Udvalgte er Herrer og al Menneskens Børn deres Slaver».
Og denne ensomme Drømmer møder en anden ensom.
Hun er halvgammel: «hendes Hud er brunlig og uden Friskhed, blunden skjæmmes af uregelmæssige Tænder, og Næsen bøier sig lidt opad — men under den lave brede Pande lyser et sælsomt Øiepar». Hvorfor sælsomt? Jo, i de Øine laa der «noget utæmmet, noget af Vilddyrets gnistrende Glød... og noget uhyggeligt og sygt som den blaa Flamme, der i lumre mørke Nætter under tiden viser sig paa Dødningegrave.»
Disse to har mødtes tilfældig engang. Dagen efter deres Møde reiser han og er borte et Aar. Men i den lange Tid gaar Breve frem og tilbage mellem dem. Og med hvert nyt Ord, han faar fra hende, glemmer han mer og mer hendes frastødende Ydre, — kun de underlige Øine lyser sterkere og sterkere, dragende, lokkende...
Saa reiser han hjem til Norge fra «den store By» (d. e. Paris). «Han mødte atter de Kvinder, der havde en Plads i hans Hjerte — ikke fordi han elskede dem, men fordi han søgte dem i de Stunder, da han ikke magted at bære Livet alene. (!) Og de var lykkelige ved at faa sige ham de Ord, de troede kunde hele hans Sind. (!)» Hans Breve bliver sjeldnere og sjeldnere. Og hun begynder at føle «det forfængelige i sit Haab, det altid vigende i sine Drømme». Men ogsaa hun kommer ud under en lysere Himmel og faar nye Mennesker at se, der gav Tanken andre Veie. Nu bliver han bange. I det Øieblik han holder paa at tabe hende, vaagner hele hans umaadelige Forfængelighed (d. e. Kjærlighed). Nu maa kan vinde hende. «Det gaar jo paa Æren løs.» Han skriver og tilstaar hende sin Kjærlighed og faar ikke Svar.
Saa gaar atter et Aar. Da skriver hun pludselig til ham. Og han svarer, at hun snart vil faa ham at se.
Dette deres andet Møde er en med stor Kunst udført Uhyggestemning, et Billede ag onde Lidenskabers og syge Drifters Oprør, indrammet af hylende Storm og Uveir — de løsladte Naturaanders Sang.
Nu kommer et langt Intermezzo med hendes Historie, der fortælles i nogle Breve vekslede mellem «jeg» og en Ven, som er ansat ved et Sindssygeasyl. Hun er bleven gal. Vi faar vide, at hun lever i de skrækkeligste Forhold i sit Hjem. Moderen er et frygteligt Menneske med «et Par vanvittige Øine, der lyser grønt som Fosfor i Natten». Og der er stadige voldsomme Scener mellem hende og Datteren. Under et af disse Sammenstød har denne kastet sig ud fra tredie Etage. Og saa bringes hun paa Galehuset.
Nu — Tiden gaar. Hun bliver frisk, og en Dag mødes de paany. Den stille underlige Kamp mellem dem, hvor Seiren stadig har vippet fra den ene Side til den anden, begyvnder at nærme sig sin Afslutning. Hun eier den store alt betvingende Lidenskab, der lader hende i hans Fantasi vokse op til «en umaadelig Hetære, en Himmelens Houri med evigt Begjær». Han husker hendes svage bønlige Breve, han husker deres første Møde og hendes første Bøn om Kjærlighed. Han ser hende ligge i Vanvid, og da Vanviddets Ord jog ham ud af Værelset; og han ser hende paa Knæ foran sig i Bøn til Gud... Han føler det, for hver ny Gang han ser hende, tydeligere, at hun vil vinde. Der kommer en Angst over ham for det, der skal komme. Og hans Frygt staar ud i Undren over, «hvordan han vilde bære det onde, hvordan han, naar han ved hendes sterke Vilje (!) var bragt til at synde mod sig selv, mod en anden, hvordan han da vilde føle det, — om det vilde gribe ham som en Ulykke, saare ham somn en Nedværdigelse, om det vilde gjøre ham til et andet daarligere Menneske end før».
«Han drømmer sig ind i en Verden fuld af Skygge og Ro, hvor det glimted i unge Pigeøine, men hvor de sænkede Blikket, naar en Mand vilde fange det, hvor de rødmede blygt, naar en dristig Mand tog en Kvindehaand i sin. En midnatsstille Verden, hvor Menneskene gled hen som Lygtemænd gjennem Mørke, en Verden uden Dagens Liv, med Ensomhedens sære Lyd, Lyd som Bladfald i Høstnætter, med en sortblaa Himmelhvælving, hvor Stjerner tindrer som længtende Kvindeøine, og hvor Maanen kaster sit dødningehvide Lys hen over Tage og fjerne Tinder, en lydløs Verden, hvor kun Øiekast er Tale; og Hænders tause Tryk».
... For at vaagne til «den store Stund» — Forfatterens YndlingsUdtryk — da hun skal overvinde ham... Det er en sort Uveirsnat paa en steil nøgen Holme ude i det aabne Hav. Stormen farer med en hæs monoton Lyd over Huset, der virked paa Sindene som Feber. Der blev noget rastløst dirrende over dem, der kom en uendelig Sensibilitet over dem, saa de syntes at se hverandres lønligste Tanker fare som Lyn-Bølger gjennem Rummet... og alt overdøvende lød den sære mægtige Sus fra det strømmende Hav... Han hvisked en Bøn til Verdens Gud, en funklende Kydskhedsbøn, der kunde tvætte en Sjæl: du, som eier al Himmelens og Jorderigs Renhed — —
Da saa han bag de vaade Ruder hendes Øine stirre paa sig, og bag det vaade Glas lyste hendes Øine som grønne Gløder, og hendes Ansigt var sort og grønt som irret Kobber. Skjønt han havde ventet hende, var det dog, som en Angst greb ham. Det var, ligesom et af de Nattens Syn stod for ham, der bragte Bud fra Døde.
Sagte aabned kan Vinduet.
— Kommer du? hvisker hun og griber hans Haand.
— Ja, ja, hvisker han tilbage.
— Kommer du, kommer du?
— Ja, ja — jeg kommer.
Og gjennem Stormen og Regnen følger han hende som draget i en Lænke. Han ved ei, hvor Veien gaar. Der er ingen Tid til at tænke. Han vilde have fulgt hende, om det var et Flammehav, hun ledte ham imod.
Og langt om længe faar han Øie paa noget sort, et Hul i Fjeldvæggen, der synes at vide sig ud til en Hule. Det er kun nogle faa Fod fra den hvide Brænding. Tang og Tare ligger der sort og skinnende, Muslinger knuses under deres Fødder; hans Fod glider, han har traadt paa en Søstjerne. Han glider nok engang, og han føler Manæternes slimede Masse under sig. Og Stormen og Havet staar paa med umaadelig Vælde — — —
Stormen herjede sterkt som før. Havet sugede sig opover Land i rastløs Vaande, og Natten hvælvede sig tyk og mørk.
Men det var, som al denne imægtige Lyd i den store Høitidsstund blev til brusende Orgeltoner, til en alvorstung Salme, en Salme Bunget at en troende Menneskehed:
|
Nan tilgive denne, maaske vel omstændelige Gjennemgaaelse af Arne Dybfests betydeligste Arbeide. Men «En Ensom» er til Dato vor Litteraturs eneste ægte Fremkringelse i den dekadente Genre, som der i den sidste Tid er produceret en slig Mængde Snak om. Man maa nemlig ikke tro, at alene Slaphed og Følelsesmathed og klog koldblodig Beregning kan skabe nogensomhelst Art af Kunst. Nei, den sande, virkelig kaldede Kunstner er altid en brændende Flamme — han være nu en flakkende Lyvgtemand, der nærer sig af Forraadnelsens Dunster og fører ud i Mørket, eller en herlig skinnende Stjerne, som viser Slegten Vei.
Arne Dybfest var Dekadent, var det af Blod og Gemyt. Han havde Dekadentens sygeligt vaagne og kræsne Sanser. Der findes i hans to større Noveller en hel Del vidunderlig rigt og fantasifuldt opfattede Bevidsthedsindtryk, formede i Ord med en hallucinerende Magt og Klarhed, der kun er naaet af slige Sansningens Analytikere som J. P. Jacobsen og Edgar Poe. Men særlig værdifuld for Forstaaelsen af hans kunstneriske Evner og Naturanlæg er den overordentlig talentfulde Studie «Den første Dag», der afslutter «To Noveller».[2] Det er en Skildring at en ungdommelig Forbryders første Indtryk af Fængselslivet, udført med en lidelsesfuldt intens Sandhed, der minder om de store Russeres Kunst. Den lille Skisse er et Mesterværk af fantasifuld beskrivende Evne. Men alligevel grumses det Billede af et Menneskes ydmyge Underkastelse under en overmægtig Skjæbne, som en russisk Digter vilde, forstaaet at give, her af Dekadentens forfængelige Selvbevidsthed, der stikker sit lille bifaldslystne Komediantfjæs op af hver Linje.
Men — forstyrrende eller forklarende — saa var Dekadencens Kjendetegn: det sygeligt følsomme, det sygeligt forfængelige, Sjælen i Dybfests Talent. I Sammenligning med ham gjør Hamsuns bizarre Paradox-Kunst et Indtryk af struttende sundned, og Vilhelm Krags dekadent anløbne Jeg-Poesi bliver den grønneste Uskyld og Friskhed.
- ↑ Siden dette blev skrevet, har vi i Sigbjørn Obstfelders «To Novelletter» og «Korset» lært en Prosa at kjende, der er lige værdifuld som Dybfests, men ellers meget ulig denne.
- ↑ Ved sin Død efterlod Dybfest sig et halvfærdigt Udkast til en Kristiania-Roman, Et Kapitel af denne findes offentliggjort i Ugebladet Tidssignaler No. 37, 19. Okt. 1895.