Skildringer og Stemninger fra den yngre Litteratur/Arne Dybfest
Der findes en Blomst, som heder Sensitiva amorosa. Jeg skal ikke indlade mig paa at oversætte de to Ord. Ola Hansson har opdaget og beskrevet den, og derfor bør jeg citere nogle karakteristiske Linjer af hans Beskrivelse, — skjønt denne neppe er rigtig i alle Enkeltheder. «Der växer i det moderna samhällets öfverkultiverade jordmån en underlig och sällsom ört, som heter Sensitiva amorosa. Dess kronblads ådror äro fyllda af morbida oljar, dess doft har en sjuklig sötma, och dess kolorit är dämpad(?) som dagern i ett sjukrum med nedrullade gardiner och skrä som en döande aftonrodnad.» Med denne Plante vil jeg ligne ham, hvis allerede glemte Navn staar over disse Blade, ham, der døde fireogtyve Aar gammel og
efterlod sig to Bøger — eller rettere sagt en Bogi to Udgaver — «Ira» og «En Ensom», der flammer som purpur og skarlagen i vor unge Kunsts lidt blege og kolde Blomsterflor.
Arne Dybfest er den følsomste, mest umiddelbare og naive blandt de yngste norske Poeter. Det vil igjen sige, at han maatte blive den sygeste, bizarreste, ensomste af dem alle.
For ham var hvert Indtryk en Lidelse, en ond Drøm, en ængstende Hallucination. Ingen af vore Digtere har følt Virkeligheden mere intenst end denne enkle uudviklede Fantast, der følgende sine dunkle Indskydelser med Feberhast gjennem Livets mangfoldigt slyngede Labyrint.
Vanvittig beruset af sig selv, al den hele underlige Verden... Hvor kan man lukke sit Hjerte for det varme Væld af ung strømmende Begeistring over Tilværelsen, af jublende Taknemmelighed for Livets Gave og bange skjælvende Henrykkelse over Solen, Havet, Kvinden og den lyse Jord, som synger imod En fra hver Side, han har skrevet. Den Dag idag husker jeg saa tydelig mit Indtrvk af den første Avisartikel, jeg saa med hans Navn paa Foden. Den stod i Dagbladet og fortalte om en italiensk Anarkist, han havde truffet sammen med i «det store jublende Paris — Glædens deilige By». Der var en ganske egen Stemning over den af uskyldig naiv, helt betagen Forelskelse, den første Kjærligheds brusende, sprængende Jubelfølelse. Et stiliseret Glædesudbrud paa ti Feuilleton-Spalter, stort andet var ikke det hele Stykke. Og det samme Indhold havde de følgende Artikler, der foreligger samlede i et lidet rødt Hefte, som i gyldne Bogstaver bærer Titelen «Blandt Anarkister» (1890). Det er lutter lyriske Stemningsbilleder og Henrykkelsesraab over de «liflig duftende», smukke Piger paa Boulevard St. Michel, Paris’ Lys og Liv og Farver, Chicagos Fængsel, Anarkisten Albert Parsons, der kaldes Livsglædens Apostel, Fyrst Krapotkin og andre af Revoltens gode Navne. Og det værdifulde og nye i Bogen var udelukkende denne Sprogets lyriske Flugt, de lykkelige Glimt at en sjelden fin formende Evne, der bar Bud fra et høist egenartet Kunstnertemperament. Den freidige Jeg-Form, den aabne bekjendende Tone mindede lidt om Knut Hamsun.