Jeg reiser mig og lytter. Ingen har hørt mig. Jeg sætter mig igjen.
En Tak for den ensomme Nat, for Bjergene, Mørket og Havets Sus, der suser gjennem mit Hjerte. En Tak for mit Liv, for mit Aandepust, for den Naade at leve inat, det takker jeg for af mit Hjerte. Hør i Øst og hør i Vest, nei hør! Det er den evige Gud! Denne Stilhed, der mumler mod mit Øre, er Alnaturens Blod, der syder, Gud, der gjennemvæver Verden og mig. Jeg ser en blank Spindeltraad i Skinnet af min Nying, jeg hører en roende Baad paa Havnen, et Nordlys glider opad Himlen i Nord. O, ved min udødelige Sjæl, jeg takker ogsaa meget, fordi det er mig, som sidder her . . .»
Men Høsten kommer og Døden. Solen gaar i Hav. Og Nordlysnatten lægger sig som en tung, uafrystelig Mare over Sind og Sanser.
«Alt er saa underlig forandret, Dvergbirken bløder rødt mod de graa Stene, en Blaaklokke hist og en Gjederams her reiser sig op af Bjerget og vugger sig og suser sagte en Sang; hys! Men henover alt svæver en Fiskejon med udstrakt Hals, søgende indover Fjeldene . . . Alting slumrer, Maanen glider op i Nord, Bjergene kaster gigantiske Skygger. Det er Fuldmaane, den ser ud som en glodende Ø, den ser ud som en rund Gaade af Messing, som jeg
