gaar udenom og forundrer mig over . . .»
Og Timerne gaar, «men Tiden staar stille».
Det er Følelsens Uhyrlighed, Vildhed, Grænseløshed, der staar berusende og bedøvende op af denne Bogs Blade . . . Drømmerens høitblussende, hvidflammende Exaltation, løftende sig fra et Baal af umætteligt fortærende Tungsind. Jeg ved intet at sammenligne disse Lidenskabens nøgne Sange med, uden Zarathustras skingrende Jubelfanfarer og hulkende Klagemelodier over Hav og Himmel, Solopgang og Midnatsstilhed. Der er den samme maalløse, grænsehadende, skrankestormende Evighedens Vellyst — eller Vé-Lyst hos de to Jordaandens Besyngere, men Hamsun eier en Sansernes Samfølelse og Modtagelighed for Lyd og Duft og Lysets Farveleg, som Nietzsches østerlandske Seer savner.
Aa, denne Brand af Sorg i Hjertet! Ingen Vande kan slukke den. Det er Skogens Aand, Sjælen i Mørket, som bor i den Ensommes bitre, usalige Følelse af Fremmedhed paa Jorden, der han streifer fredløs om. Han ved ikke, hvad det er, han søger. En Brodersjæl . . . det levende Sind, som alene vil klinge sammen med hans? Kanske ikke det heller, kanske intet. Men Savnets
