at nogle af dem er som flyvende Stedmorsblomster.
Jeg træder udenfor Hytten og lytter. Ingen Ting, ingen Støi, alt sover. Luften lyser af flyvende Insekter, af Myriader svirrende Vinger. Henne i Skogkanten staar Bregner og Stormhat; Melbær-lyngen blomstrer, og jeg elsker dens smaa Blomster. Tak, min Gud, for hver Lyngblomst, jeg har seet; de har været som smaa Roser paa min Vei, og jeg græder af Kjærlighed til dem. Et eller andet Sted i Nærheden er der vild Nellik, jeg ser den ikke, men jeg fornemmer dens Duft.»
Og der er Nætter med Stilheden som et svalt Mørke over Dagen, hvor Blodet banker med tusen Pulses Kraft, og Stjernerne lyser som gule Fakler.
«En Skaal, I Mennesker og Dyr og Fugle, for den ensomme Nat i Skoge! En Skaal for Mørket og Guds Mumlen mellem Trærne, for Tomhedens søde, enfoldige Vellyd mod mine øren, for grønt Løv og gult Løv! En Skaal for den Livets Lyd, jeg hører, en snøftende Snude mod Græsset, en Hund, der snuser henad Jorden! En stormende Skaal for den Vildkat, der ligger paa Struben og sigter, og bereder sig til Spranget paa en Spurv i Mørke, i Mørke! En Skaal for den miskundelige Stilhed paa Jorderig, for Stjernerne og for Halvmaanen, ja, for dem og den! . . . .
