han eier i rigt Maal den mytedannende, synske Fantasi, som er de sterke, hele, oprindelige Sjæles Naadegave.
I «Nordlandssommerens evige Dag» lever han sit Livs Drøm med Blomster og Fugle — med Eva og Iselin og Edvarda, Roserne og de vilde Nellikker paa hans Vei, dem Lykken bragte og Skjæbnen røved. Det er en sælsom betagende Stemning af tung, mørk Uro og høi, lys, flagrende Fryd over disse Skoggudens udøbte Jomfruer. De ligner de blodrøde Bjergliljer, der giver sig hen til Stormen, men de eier ogsaa al Vilddyrets dulgte og dølgende, lyssky Lidenskab, der fødes af Natten og Stilheden.
Der er Nætter som lyse, klare Dage, da Luften fanger hver Lyd, hver Lyst, og Sindet bøier sig indad i sødt og sugende Vemod.
«Sommernætter og stille Vand, og uendelig stille Skoge. Intet Skrig, intet Fodtrin fra Veiene, mit Hjerte var fuldt som af dunkel Vin.
Møl og Sværmere kommer lydløst flyvende ind ad mit Vindu, hidlokket af Skinnet fra Gruen og af Duften fra min stegte Fugl. De støder mod Taget med en dump Lyd, svirrer forbi mine øren, saa det farer koldt gjennem mig, og sætter sig paa mit hvide Krudthorn paa Væggen. Jeg betragter dem, de sidder skjælvende og ser paa mig, det er Spindere, Borere og Møl. Jeg synes,
