taires . . . la nature ne ment pas.
Chateaubriand-Rousseau.
Denne Bog er Hamsuns store Triumf. I den har han fundet sin Digtnings forjættede Land, høit over Virkelighedens, Tidens og Rummets fattige Dimensjoner. Her hersker den dybe, nøgne, grænseløse Ensomhed . . . en Nat uden Mørke, hvor Følelserne luer op og brænder ud i vild, salig Ubekymrethed for Liv og Død under Glædens røde skjælvende Sol og Sorgens blege, hvide, stille Stjerner. Luende Himmel om Dagen og om Natten, — Solen staar og stamper, Horisonten dønner af Lys. «I Nattens Timer har pludselig store hvide Blomster udfoldet sig i Skogen, deres Ar staar aabne, de aander. Og lodne Tusmørkesværmere sænker sig nedi deres Blade og bringer hele Planten til at skjælve. Jeg gaar fra den ene til den anden Blomst, de er berusede, det er berusede Blomster, og jeg ser, hvorledes de beruses . . .»
Vort Aarhundrede har oplevet en Gjenvaagnen af Naturfølelsen, en Gjenfødelse af Naturkjærliglieden og Naturtilbedelsen i saa fortærende inderlige Billeder og Symboler, at de fører Tanken hen
