megen Brug for den saakaldte sunde Menneskeforstand. Ingen Handling, ingen Udvikling: alt kommer uforberedt, pludseligt, i Ryk og Stød, som røde, spillende Lyn ud af det blinde, rugende Mørke, der er Stykkets stadige Baggrund, — tiltrods for at Sceneangivelserne lader det foregaa i alle fire Aarstider. Dette er den allernyeste Skuespilteknik: ingen Logik, ingen rød Traad eller venlig Pegepind til Støtte for den snubende Begribelse. Man er træt af den kolde, tørre Forstandighed, som kan regnes ud med det stadig samme, kjedelige, gammelkjendte Maal. Alene Følelsen er uendelig, omskiftende, uberegnelig. Den skaber altid nye Sange. Og saa har ogsaa den sin Lov og Grænser. — den strenge Skjæbne og det mørke Fatum, som vort Hjertes vilde Længsel evigt knuses mod.
Det er Følelsens herlige Ufornuft og glade Meningsleshed, der fryder vort Sind i «Livets Spil». Et enestaaende oprindeligt Temperament taler ud af dets snart skjønne, snart forbløffende, snart urimelige, men altid sære og synderlige Repliker. Der skal Mod til en slig uforbeholden Aabenmundethed — eller er det Hemmelighedsfuldhed?[1]
- ↑ En Samling Skisser udgivne under den betegnende Fællestitel «Siesta» (Sommeren 1897) giver et interessant Overblik over Hamsuns Udvikling som Stilist og Fortæller. Dens eneste Mangel er nogen Ufuldstændighed, man savner et Par karakteristiske Beretninger. Den, som forstaar at læse, vil dog neppe beklage, at Forfatteren har holdt tilbage Ting, han selv ikke er fornøiet med.
