knitrer som en Silkefane» for Karenos øren. Thi ogsaa han, den overjordiske Grubler og Tænker, fanges som de andre Mænd i Stykket af en alt udslettende Passion for denne dæmoniske Dame. Hun er uimodstaaelig. Hun er selve den almægtige, uansvarlige Naturmagt, der kommer og gaar, som Sol og Skyer paa Himlen. «Kvisten bøier sig» i hendes Haand, — og hun gjør den Lykkelige til «Jordens stolteste Nar». Men næste Dag har hun glemt ham. Han var «et Menneske som alle andre, fuld af simpel og naragtig Synd». Kort sagt, hun er den moderne Kvinde-Sfinx i halv overnaturlig Størrelse. Mere Symbol, iklædt et pragtfuldt Væv af lyrisk Flitter og Guld, end Menneske. Hendes Skikkelse straaler frem i blændende Glimt, — for saa at vige tilbage i Mørke eller Unatur eller gaadefuld Kjedsommelighed. Jens Spir maler hendes Væsen og Apparition, naar han udbryder: «Deres Stenøine virker paa mig, Deres udadstaaende Fødder og lange Hænder. Naar De kommer gaaende, da ulmer Synden som mørkerøde Roser i mig.» Teresita er saavel i Ydre som Indre nær beslegtet med Edvarda i «Pan». Men denne sidste er rigtignok ganske anderledes levende og forstaaelig.
I det hele taget at forstaa «Livets Spil» kan der blot undtagelsesvis være Tale om. Her er ikke
