virkede Ved Rigets Port uklart og utilfredsstillende. Men saa kaldtes det jo ogsaa paa selve Titelbladet blot for et Forspil. Det skulde faa en Fortsættelse.
Den korn Aaret efter og hed «Livets Spil». Men der er neppe anden Grund til at kalde dette Drama for Fortsættelse af det første, end at det har to Personer tilfælles med det, nemlig Kareno og hans Kone. Og den sidste er bare en Baggrundsfigur. Alt her er nyt og fremmed. Milieuet er Nordlands Vidunderverden, som i «Pan». Kareno kjæmper ikke længer med borgerlige Universitetsprofessorer om Samfundsspørgsmaal og engelsk Nyttemoral. Han er sluppet ud af den ordnede, hverdagslige Virkelighed og har sat sig til Maal at gruble ud nye Erkjendelsesmuligheder. «Jeg ved, hvad Menneskene ved,» siger han. «Men jeg vil vide mere.» Og han vil bygge sig et Glastaarn, hvor Lyset skal strømme ind fra alle Sider, ledet gjennern Linser og kastet tilbage af Reflektorer. Han vil «hensætte sig i en Tilstand, hvori han ser forandrede Realiteter. Han vil ophæve den tidsbestemte og tidsfarvede Fornemmelsesstrøm og slynge sin Sjæl ud til Evighedens Kyst.»
Imidlertid er det ikke ham, som er Dramaets Hovedperson. Det er — for første Gang i en Bog af Hamsun — en Kvinde: Teresita. Et Navn, der «
