En eiendommelig Afart af Problemdigtningens mangfoldige Væsen lærer vi at kjende i Hamsuns første Skuespil «Ved Rigets Port» (1895). Dets Hovedperson, den unge Filosof Kareno, er en ny, men hverken synderlig original eller interessant Variation af hans Yndlings-Type: den verdensfremmede, exalteret geniale, stolte og sky Grubler og Drømmer. Han er denne Gang en noksaa kjedelig Fyr, ligner saa lidet sine Forgjængere Høibro og Coldevin, — fordi Forfatteren har havt det mindre aandrige Indfald at lægge ham en Hob trivielle Aforismer om det store Menneske, de engelske Filosofer, Liberalismen, Socialismen etc. i Munden. Vi faar ikke vide stort mer om ham, end at han har Meninger om Dit og Dat, — og at han forøvrigt er en meget upraktisk og naiv Mand, der blandt meget andet glemmer, at han har en smuk, levelysten Kone, og i den Anledning rammes af den Straf, at hun bedrager og forlader ham. Da Stykket blev opført paa Kristiania Teater, var det dette sidste Motiv, som skabte Handling og Udvikling og holdt Interessen vaagen. Her blev Fru Kareno ubetinget Hovedpersonen. Medens man ved Læsningen fik Indtryk af, at Forfatteren havde villet skildre en ensom Selvtænkers haabløse Kamp mod dumme, overmægtige Autoriteter og lave, troløse Omgivelser.
Som Helhed
