diet . . . Aandeløs piler han afsted en Snarvei og er da ogsaa saa storartet heldig at faa afleveret sin ærbødigste Hilsen til den mægtige Dame.
Og Fru Liberia fortsætter i langsom Skridtgang sin Tur gjennem Byen. Hun sad der i Trillen saa rolig og god som et helt Ministerium og lod sig ikke anfegte af de maabende, nysgjerrige Blikke fra alle disse Mennesker, som ikke kjendte hende. «Hendes røde Slør var ikke meget moderne, det vakte blot en skrigende Opsigt, og de Unge, som var inde i Moden, smilte for sig selv over dette røde Slør» . . . Endnu mere forbauset bliver de dog, da hun lader sin Kusk holde ved Stortingsbygningen. Hvad havde Fruentimmeret at bestille med Stortinget? Det var lukket, det var gaaet hjem, Sæsonen var forbi . . . Det var kun nogle faa ældre Mennesker, som kjendte hende, der vidste, at hun havde sin Mand siddende i en liberal Kommission i Stortinget, inde i et Gaardsværelse; man gik op til ham fra Bagsiden.
«Og Fruen steg ud af Trillen og bad Kusken vente, hun gik besværligt og langsomt hen til Trappen; hendes røde Slør hang hende fremdeles slapt og dødt nedad Ryggen, ikke et Vindpust løfted det. San forsvandt hun i den store Bygning . . . »
