Hun var usædvanlig tyk og hviled tungt og mageligt i Sædet, hun havde Opstoppernæse og et kneisende Hoved; et rødt Slør, som hun havde paa Hatten, hang hende ret nedad hendes Ryg. Kun nogle ældre Mennesker lod til at kjende hende og hilste, og hun besvared med et Udtryk af Ligegyldighed hver Hilsen fra sin Trille.»
. . . Da gaar det pludselig et Lys op for den ældste Digter:
— Herregud, det er jo Fru Liberia!
Og nu kjender ogsaa de andre hende. Journalisten mindes, at han havde kysset hende en syttende Mai i en begeistret Stund for længe siden. Og alle ærgrer sig over, at de ikke fik hilst paa hende. Men Maleren synes ikke, de bør tage sig nær af den Ting: Hvem kan da ogsaa kjende hende igjen fra Aar til andet? Hun er aldrig ude, hun deltager ikke i noget, hun sidder bare der hjemme og feder sig» . .
Dog, den ene af Digterne — han, som for Tiden haaber paa Stipendiet — er utrøstetig, fordi han ikke fik Anledning til at hilse paa den rødt beslørede Frue. Hun var istand til at tage ham det ilde op. Det var bekjendt, at hun havde den største Indflydelse paa sin Mand, det kongelige Kommissionsmedlem, der den Dag imorgen kunde gaa til Ministeren og foreslaa en anden til Stipen
