Menneskeskildringen er daarlig. Der findes et Par morsomme Typer, men neppe engang Tilløb i Retning af psykologisk Ærlighed. Ikke et Øieblik faar Bogens Figurer benytte sin egen Smule Liv til det, de kunde have Lyst paa. De maa enten være Karikaturer som Digterfjolset Øien, den tause Idiot Paulsberg osv. eller vilje- og egenskabsløse Idealer som Aagot og Coldevin. Naa, derpaa er jo ikke noget at sige, al den Stund Hamsun saavist ikke lægger Skjul paa, at han denne Gang væsentlig har skrevet for at reformere Sæderne og haane sine Kolleger i Skriverhaandverket. Og saa har Bogen desuden et Slutningskapitel, stort i Stilen, straalende af god Kunst, det ægteste og smukkeste Udtryk for Hamsuns Indignationslyrik.
. . . Atter er Byen vaagnet en Dag. Atter bevæger pyntede, leende, samtalende Menneskeskarer sig henad Karl Johans Gade. Ogsaa den lille remarkable Kunstnerklik staar paa sin vante Plads paa hjørnet og afleverer sine Vitser over Byen, sig selv og Kameraterne, — da pludselig en Vogn kommer kjørende langsomt opover Gaden. Der sidder en Dame i den. Men disse Mennesker, som kjender den ganske By, staar der forbausede og maaber paa Vognen. Maleren kjender hende ikke, Journalisten ikke, Digterne heller ikke — hverken den ældste, næst ældste eller yngste.
«
