York. Men der er jo tre Verdensdele til. Ligesom nogle Aarhundreder før os.
Men tilbage til Bogen. Den interesserer sig først og fremst for Moralen. Det er en moralsk Fabel, skrevet til Kunstnerproletariatets Belærelse og paa det at gode Folk kan tage sig ivare for d’Hrr. Forfattere, Malere osv. Se blot, tilraaber han os, hvordan det gaar den smukke, fine, gode Hanka — og den allerkjæreste, søde lille Aagot! Ilde tilredt blev de paa sin Flugt ud fra Familiereden, og haardt rnaatte de bøde for sin Tro paa Digternes skjønne Ord og klingende Fraser. Intet viser tydeligere Dekadencen, vil Hamsun sige, end disse Kvinder, som lader sig omtumle af en sølle Verseskriver. Vore unge Kvinder har ikke længer store Plager af sit Hjerte; de «hopper om som blaa Flammer, nipper lidt til alt, til Glæder og Sorger, og har ingen Følelse af, at de er bleven ubetydelige.» Sit stolte Blik har de mistet. Sin «Magt, det rige og kjære Enfold, den store Lidenskab, Racemærket», den rette Glæde over den eneste Mand, Helten, Guden . . . alt det har de tabt. Og det sørger de ikke over. De gaar paa Kaféer og omgaaes fortrolig med det blandede Selskab, som de der træffer paa.
Visselig, Moralen i «Ny Jord» er god, bare den kunde naa frem did, hvor den trænges. Men
