paa den uhyggelige Lidenskab, som besjælede visse orientalske Folk under deres orgiastiske Jubelfeiring af de grumt sanselige Legemliggjørelser af Jordaanden, som snart kaldtes Istar, snart Astarte. Af vor kunstige, usundt forfinede, forvirrende Civilisations vaandefulde Uro og Lede er den født hin underlige Længsel efter Sjø og Mark og stille Skoge, — der saa igjen i Kunsten er bleven et nyt Berusningsmiddel for syge Hjerter og lystne Sanser, en ny Gift til at gløde op det trætte Legeme med. Naturevangeliet aabenbaredes først i en menneskehadende Drømmers og Oprørers altfor varme Hjerte, og det har altid været deres Konfession, som har hævdet Følelsens Ret tvertimod det borgerlige Samfunds Love og konventionelle Decorum, — i Kraft af deres Uensartethed med de andre og den deraf følgende Trang til trodsig fri og uhemmet Selvudfoldelse. Tilbage til Naturen, — det blev Længsels- og Krigsraabet, som fødtes af deres Had til Byernes graa Gader og Smuds og gravlignende, kolde, stygge Huse, og deres Lede ved de løgnagtig sminkede og paaklædte Mennesker; — tilbage til Skogen og de store Sletter, hvor Tingene taler det samme Sandhedens Sprog som paa Verdens første Dag. Dér glemmes Menneskenes letkjøbte Troløshed, deres Grimhed og Lidenhed, dér glædes de ved alt det, som har Lov og Raad til at leve og
