slig Mængde Snak om. Man maa nemlig ikke tro, at alene Slaphed og Følelsesmathed og klog koldblodig Beregning kan skabe nogensomhelst Art af Kunst. Nei, den sande, virkelig kaldede Kunstner er altid en brændende Flamme — han være nu en flakkende Lyvgtemand, der nærer sig af Forraadnelsens Dunster og fører ud i Mørket, eller en herlig skinnende Stjerne, som viser Slegten Vei.
Arne Dybfest var Dekadent, var det af Blod og Gemyt. Han havde Dekadentens sygeligt vaagne og kræsne Sanser. Der findes i hans to større Noveller en hel Del vidunderlig rigt og fantasifuldt opfattede Bevidsthedsindtryk, formede i Ord med en hallucinerende Magt og Klarhed, der kun er naaet af slige Sansningens Analytikere som J. P. Jacobsen og Edgar Poe. Men særlig værdifuld for Forstaaelsen af hans kunstneriske Evner og Naturanlæg er den overordentlig talentfulde Studie «Den første Dag», der afslutter «To Noveller».[1] Det er en Skildring at en ungdommelig Forbryders første Indtryk af Fængselslivet, udført med en lidelsesfuldt intens Sandhed, der minder om de store Russeres Kunst. Den lille Skisse er et Mesterværk af fantasifuld beskrivende Evne.
- ↑ Ved sin Død efterlod Dybfest sig et halvfærdigt Udkast til en Kristiania-Roman, Et Kapitel af denne findes offentliggjort i Ugebladet Tidssignaler No. 37, 19. Okt. 1895.
