Og langt om længe faar han Øie paa noget
sort, et Hul i Fjeldvæggen, der synes at vide sig
ud til en Hule. Det er kun nogle faa Fod fra
den hvide Brænding. Tang og Tare ligger der
sort og skinnende, Muslinger knuses under deres
Fødder; hans Fod glider, han har traadt paa en
Søstjerne. Han glider nok engang, og han føler
Manæternes slimede Masse under sig. Og Stormen
og Havet staar paa med umaadelig Vælde — — —
Stormen herjede sterkt som før. Havet sugede sig opover Land i rastløs Vaande, og Natten hvælvede sig tyk og mørk.
Men det var, som al denne imægtige Lyd i den store Høitidsstund blev til brusende Orgeltoner, til en alvorstung Salme, en Salme Bunget at en troende Menneskehed:
|
Nan tilgive denne, maaske vel omstændelige Gjennemgaaelse af Arne Dybfests betydeligste Arbeide. Men «En Ensom» er til Dato vor Litteraturs eneste ægte Fremkringelse i den dekadente Genre, som der i den sidste Tid er produceret en
