noget rastløst dirrende over dem, der kom en uendelig Sensibilitet over dem, saa de syntes at se hverandres lønligste Tanker fare som Lyn-Bølger gjennem Rummet... og alt overdøvende lød den sære mægtige Sus fra det strømmende Hav... Han hvisked en Bøn til Verdens Gud, en funklende Kydskhedsbøn, der kunde tvætte en Sjæl: du, som eier al Himmelens og Jorderigs Renhed — —
Da saa han bag de vaade Ruder hendes Øine stirre paa sig, og bag det vaade Glas lyste hendes Øine som grønne Gløder, og hendes Ansigt var sort og grønt som irret Kobber. Skjønt han havde ventet hende, var det dog, som en Angst greb ham. Det var, ligesom et af de Nattens Syn stod for ham, der bragte Bud fra Døde.
Sagte aabned kan Vinduet.
— Kommer du? hvisker hun og griber hans Haand.
— Ja, ja, hvisker han tilbage.
— Kommer du, kommer du?
— Ja, ja — jeg kommer.
Og gjennem Stormen og Regnen følger han hende som draget i en Lænke. Han ved ei, hvor Veien gaar. Der er ingen Tid til at tænke. Han vilde have fulgt hende, om det var et Flammehav, hun ledte ham imod.
