«hvordan han vilde bære det onde, hvordan han, naar han ved hendes sterke Vilje (!) var bragt til at synde mod sig selv, mod en anden, hvordan han da vilde føle det, — om det vilde gribe ham som en Ulykke, saare ham somn en Nedværdigelse, om det vilde gjøre ham til et andet daarligere Menneske end før».
«Han drømmer sig ind i en Verden fuld af Skygge og Ro, hvor det glimted i unge Pigeøine, men hvor de sænkede Blikket, naar en Mand vilde fange det, hvor de rødmede blygt, naar en dristig Mand tog en Kvindehaand i sin. En midnatsstille Verden, hvor Menneskene gled hen som Lygtemænd gjennem Mørke, en Verden uden Dagens Liv, med Ensomhedens sære Lyd, Lyd som Bladfald i Høstnætter, med en sortblaa Himmelhvælving, hvor Stjerner tindrer som længtende Kvindeøine, og hvor Maanen kaster sit dødningehvide Lys hen over Tage og fjerne Tinder, en lydløs Verden, hvor kun Øiekast er Tale; og Hænders tause Tryk».
... For at vaagne til «den store Stund» — Forfatterens YndlingsUdtryk — da hun skal overvinde ham... Det er en sort Uveirsnat paa en steil nøgen Holme ude i det aabne Hav. Stormen farer med en hæs monoton Lyd over Huset, der virked paa Sindene som Feber. Der blev
