Nu kommer et langt Intermezzo med hendes
Historie, der fortælles i nogle Breve vekslede
mellem «jeg» og en Ven, som er ansat ved et
Sindssygeasyl. Hun er bleven gal. Vi faar vide, at
hun lever i de skrækkeligste Forhold i sit Hjem.
Moderen er et frygteligt Menneske med «et Par
vanvittige Øine, der lyser grønt som Fosfor i
Natten». Og der er stadige voldsomme Scener
mellem hende og Datteren. Under et af disse
Sammenstød har denne kastet sig ud fra tredie Etage.
Og saa bringes hun paa Galehuset.
Nu — Tiden gaar. Hun bliver frisk, og en Dag mødes de paany. Den stille underlige Kamp mellem dem, hvor Seiren stadig har vippet fra den ene Side til den anden, begyvnder at nærme sig sin Afslutning. Hun eier den store alt betvingende Lidenskab, der lader hende i hans Fantasi vokse op til «en umaadelig Hetære, en Himmelens Houri med evigt Begjær». Han husker hendes svage bønlige Breve, han husker deres første Møde og hendes første Bøn om Kjærlighed. Han ser hende ligge i Vanvid, og da Vanviddets Ord jog ham ud af Værelset; og han ser hende paa Knæ foran sig i Bøn til Gud... Han føler det, for hver ny Gang han ser hende, tydeligere, at hun vil vinde. Der kommer en Angst over ham for det, der skal komme. Og hans Frygt staar ud i Undren over,
