stødende Ydre, — kun de underlige Øine lyser sterkere og sterkere, dragende, lokkende...
Saa reiser han hjem til Norge fra «den store By» (d. e. Paris). «Han mødte atter de Kvinder, der havde en Plads i hans Hjerte — ikke fordi han elskede dem, men fordi han søgte dem i de Stunder, da han ikke magted at bære Livet alene. (!) Og de var lykkelige ved at faa sige ham de Ord, de troede kunde hele hans Sind. (!)» Hans Breve bliver sjeldnere og sjeldnere. Og hun begynder at føle «det forfængelige i sit Haab, det altid vigende i sine Drømme». Men ogsaa hun kommer ud under en lysere Himmel og faar nye Mennesker at se, der gav Tanken andre Veie. Nu bliver han bange. I det Øieblik han holder paa at tabe hende, vaagner hele hans umaadelige Forfængelighed (d. e. Kjærlighed). Nu maa kan vinde hende. «Det gaar jo paa Æren løs.» Han skriver og tilstaar hende sin Kjærlighed og faar ikke Svar.
Saa gaar atter et Aar. Da skriver hun pludselig til ham. Og han svarer, at hun snart vil faa ham at se.
Dette deres andet Møde er en med stor Kunst udført Uhyggestemning, et Billede ag onde Lidenskabers og syge Drifters Oprør, indrammet af hylende Storm og Uveir — de løsladte Naturaanders Sang.
