gende Zita er givet hende til Modvægt. Og forstummede er alle de aabenhjertig umiddelbare Henrykkelsesudbrud over «Livet, det deilige levende Liv», som «jeg» har saa mange af i «Ira». Det Jeg, vi her lærer at kjende, er en skuffet, træt Ensom, «der en Tid havde været med til at saa ud Proletariatets flade Drømme om et Lykkens Fremtidsland», men hvis hemmeligste Tanker, hvis «Nætters syge Drømme» nu gaar til «det Rige, hvor de Udvalgte er Herrer og al Menneskens Børn deres Slaver».
Og denne ensomme Drømmer møder en anden ensom.
Hun er halvgammel: «hendes Hud er brunlig og uden Friskhed, blunden skjæmmes af uregelmæssige Tænder, og Næsen bøier sig lidt opad — men under den lave brede Pande lyser et sælsomt Øiepar». Hvorfor sælsomt? Jo, i de Øine laa der «noget utæmmet, noget af Vilddyrets gnistrende Glød... og noget uhyggeligt og sygt som den blaa Flamme, der i lumre mørke Nætter under tiden viser sig paa Dødningegrave.»
Disse to har mødtes tilfældig engang. Dagen efter deres Møde reiser han og er borte et Aar. Men i den lange Tid gaar Breve frem og tilbage mellem dem. Og med hvert nyt Ord, han faar fra hende, glemmer han mer og mer hendes fra-
