Dybfests tredie og sidste Bog udkom i Foraaret 1892. Den er altsaa kun et Aar ældre end «Ira», men i det Aar havde den famlende, umodne, affekterede Sataniker og Symbolist udviklet sig til en grublende Psykolog og en overlegen rig Sprogets og Skildringens Mester. Der gives blandt det yngste Forfatterkuld kun én, der har naaet saa høit som Dybfest i Kunsten at skrive en fuldtonende, rytmisk bølgende og stemningsmættet Prosa, — og det er Thomas P. Krag i «Mulm», maaske endnu hans bedste Bog.[1] Men jeg skynder mig med at bemærke — paa det at Sammenligningen ikke maa skade Krag paa gode Navn og Rygte — at Dybfest som Kolorist har en Forkjærlighed for de irgrønne, svovlgule og helvedblaa Farver, la phosphorescence de la pourriture, som Gautier siger, der er Krag helt fremmed.
Den første af de «To Noveller» er som «Ira» en skildring af den elskovssyge Kvinde. Ja egentlig er det blot Ira om igjen, uddybet og forklaret med den rigere Erfarings Magt. Og Ira er alene i Billedet — ingen lys, ung, dansende, glædebrin-
- ↑ Siden dette blev skrevet, har vi i Sigbjørn Obstfelders «To Novelletter» og «Korset» lært en Prosa at kjende, der er lige værdifuld som Dybfests, men ellers meget ulig denne.
