og Vælde...» «Havet er som min Sjæl... ogsaa i den bryder der Bølger...» o. s. v. Det er i alleregentligste Forstand sandt for hans Vedkommende. De Bølger, der strømmer i hans Bøger, brydes altid mod hans eget Sinds Kyster, og den Sol, som beskinner dem, er hans egen Hjernes Farve-Brand og Lysorgier. Og dette hans Sjæls Hav speilede ikke blot Himlens skinnende Herligheder, det rummede ogsaa al Dybets sorte Angst og Gru...
Naar en Digter for Alvor mener dette — og intet laa Dybfest fjernere end Ironi — da vil han aabenbare mange uhyggelige Hemmeligheder, der, som al menneskelig Sandhed, er værdifulde for den, som tror, at der endnu kan være meget at lære om Menneskene. Det interessante ved Dybfest, det, der vilde gjøre hans Bøger til dyrebare Dokumenter over moderne Psykologi, selv om de var blottede for kunstnerisk Værd, er netop den Omstændighed, at han er en ren Type paa den uhyre Selvfølelse, der er Sjælen i saa megen moderne Kunst. En Selvfølelse, der hos ham dræber al Forstaaelse og poetisk Menneskelighed og ender i selvfortærende Storhedsvanvid.
