jeg trygt den Paastand, at hans Talent — og i det hele Talenter af hans Art — maatte have den Bagside.
Der er en Retning i den moderne Kunst, om hvilken det gjælder i høiere Grad end om al tidligere Kunst, at den tilstræber det snevrest mulige, vilkaarligste Udtryk for det enkelte, brutalt isolerede Jeg. Denne Kunsts eneste og høieste Maal er Rendyrkning af Stemningen, Beruselse i Stemningsdis, Opløsning al alle Følelsesværdier i Stemningsnuancer. Ud fra en saadan Kunstfilosofi bliver Jeg’et i alleregentligste Forstand Verdenssjælen, den alt frembringende Universalmonade, i hvis Føletraade Himmel og Jord hænger. Denne overmenneskelig lyriske Verdensanskuelse, der har faaet en saa smuk Formel i Amiels ofte citerede Aforisme: «Un Paysage c’est un etat d’âme», er udviklet med sublimt Overmod hos enkelte Malere, der opløser alle moralske Værdier i Farveharmonier og Lystoner. Alle Tilværelsens Herligheder, the Choir of heaven and furniture of earth: Solen, Havet, Himlen er Udstraalinger af Kunstnerens verdensrummende Hjerte. Dybfest har ingen Mangel paa Fornemmelser af denne Art — «der er en Verden i mit eget Indre, en Verden med vide Udsyn, med Skyer, som driver, med Sol, der lyser op; og der er skjulte ukjendte Kræfter, der raader med Magt
