men med Kjærligheden. Og det sorte Symbol kræver straks sin lyse Modsætning. Han opdager følgelig en ny Urdrift i sit Indre, Trangen til Lykkens stormende Jubelfølelse, «Glæden over Liv og Ungdom, over Blod med Længsel og Krav... alt det, som saa Verden i tindrende Lys». Og denne Urdrift personificeres i Zita, den stærke Livsfølelses og sunde Sanseligheds Symbol. Paa Side 113 har han helt glemt, at disse to egentlig er levende menneskelige Væsener, udstyrede med en hel Hoben bedaarende Skjønhedsattributer som store slørede Øine o. s. v. — de er nu blot, «modsatte Drifter, som altid fører en heftig Kamp om Magten i min Sjæl, mens jeg nyder dem begge».
Nu findes der ogsaa i Bogens anden symbolske Del rige betagende erotiske Stemninger, varme levende Skildringer af de lykkelige Timer, da han fordyber sig i «Glædens Andagt», og farverige Billeder al det sorthaarede Symbol paa Ungdom og Livsfølelse, som han kalder Zita. Men ligesaa ofte klikker hans Kunst, og endnu oftere væmmes man ved den modbydelige Sentimentalitet og det ækle Selvbeføleri, der breder sig ublufærdig paa hver Side. Her har vi imidlertid naaet det Punkt, hvor Forfatteren aabenbarer les défauts de ses qualités, — de er jo den nødvendige Bagside af Talentet. Og for Dybfests Vedkommende vover
