Skikkelse. «Hun er i hvid Natdragt, og Haaret er uredt og falder i sorte grønlig skinnende Floker nedover Skuldrene. Det døde Øie er vendt mod mig, et stivt udslukket Øie uden Glans, og Ansigtet er furet med dybe Rynker. Og hendes Hænder, der ligner en Dødnings Knokler, er løftede mod mig og jeg synes som om disse klamre Fingre vil gribe mig om Struben og stanse mit Livs Aande...»
Og som Ira forvandles, forvandles han selv. Han følger opmærksomt studerende hver eneste af sit Jegs Bevægelser, fortæller os, hvordan «jeg gaar med bøiet Hoved, stirrende ned», hvordan «jeg slentrer henad Gaden overlegen og selvbevidst som altid», at «jeg efter alles Vidnesbyrd er udrustet med en glimrende Aand, en skarp ualmindelig Forstand» o. s. v. Og han forstaar nu sin Kjærlighed til Ira — denne underlige sælsomme Xvinde, over hvem der laa «en hed høstlig Stemning, en høitidelig lummer Stemning som i et Sygeværelse, hvor Døden ventes til Gjæst» — som en «Urdrift i sit Væsen, Driften til at søge det syge og visnende i Livet, det, som ventede paa Opløsning — for atter at blive fornyet og gjenfødt...»
Ira bliver da Symbolet paa Høsten, Døden, det sygelige i Attraaen, Tilintetgjørelsestanken, som gammel og ny Mystik har kjædet uopløselig sam-
