Da vaagner pludselig hans Kjærlighed — «en
underlig Følelse, som ikke gav mig Ro, en Sjælens
Kvide, som martred mig i Dage og Nætter».
Han ser ikke længer hendes mange Aar, det døde Øie, den skarpe Rynke under Næsen. Nu er hendes Øie stort og sort, et Fugleøie, dristigt og glansfuldt, lynsnart i Blikket. Og hendes Mund er rød og frisk, hendes Legeme ungt og lokkende.
De faa Sider, der maler hans Kjærlighedsfølelses korte Feberliv, Jalousiens Kvaler, Lidenskabens evindelige angstfulde Kredsen om det ene Billede, den raadløse Flakken afsted som et jaget Vildt i alle meningsløse Indtryks Vold — — er det bedste i Bogen. Det er gamle gode, kjendte Fornemmelser, her kanske en Tone intensere, mere lidelsesfuldt opfattende end vanligt hos unge Lyrikere. Og uden alt dekadent Kunstleri. Ira har intet perverst ved sig. «Den enøiede Pige elskes oftere i Virkeligheden end i Bøgerne,» siger Laura Marholm Hansson.
Men Forfatterens Naturstudier var endnu altfor ufuldkomne og fattige til at fylde den chablonmæssige, refererende, analytiske Novelleform. Eller Lyrikeren i ham er bleven kjed af den. Nok er det, at Ira omtrent midtveis i Bogen pludselig forvandles til Symbol. Det er under en Gallucination, at hun først viser sig for ham i sin nye
