og over Verdensdele» forøvrigt uden nærmere Redegjørelse for disse mange Reisers Maal. Nu er han ikke mange Dage over de tyve Aar, og dog mindes han kun med tom Lede kin Tid, da han først «banked paa den Dør, som førte ind til Livet», og nød af fulde Sanser al Verdens Lys og Lykke. Det er saa længe siden. Han er den ledige paa Torvet i en norsk Smaaby; og saa begiver det sig, at han en Dag møder Ira og et halvt Aar efter den Dag bliver hendes Elsker. «Mit Hjerte var tomt og øde for Kjærlighed, og aldrig saa jeg en Kvinde, hvem mine Øine begjærte. Derfor blev hendes Kjærlighed mig kjær, ligesom en Bog vilde være det i en ledig Stund.»
Han er i Begyndelsen den naivt forfængelige, glad i sin Kjærlighed, fordi han har kundet et Menneske, der altid er villigt til at høre kam præke om sig selv og beruse sig i sine fjerne lyssky Storhedsdrømme. Han ser lidet at Hende. Han har givet hende nogle Dage af sit Liv, fordi han havde slig Overflod paa Dage. Men aldrig var der faldt ham en Tanke ind om, at hun ogsaa var noget for sig selv, en Sjæl med sin egen Historie, der rummede Oplevelser og Lidenskaber, som imponerer ham, og som han i Grunden havde anseet som et privilegium for sig alene. Det faar han omsider at vide.
