helet, nu er du løst fra den løndomsfulde Magt. Men saa bryder den frem igjen ved et Blik, som streifer dig, ved et Ord, som naar dit Øre, ved en lønlig Tanke, som blusser op i din Hjerne... Hvad hjælper det dig, at din Forstand holder imod, at din Skjønhedssans siger nei! Hun har Magt over dit Sind og eier dine Tanker, og selv ind i Hadet vil du elske — — kun Kjærlighed kan fortrænge Kjærlighed ...»
Saa sandt og fint og ømt har neppe nogen anden tvveaarig Digter besunget Kjærligheden. Dette er en Lyriker, som ikke lyver. En Entusiast, der træder fast paa Virkelignedens Jord. En mandig moden Følelse, der dunder dybt i rødt, hedt Blod.
Den, hvem alle disse smukke Ord og varme Følelser gjælder, er en firtiaarig enøiet Pige, en ensom ukjendt, uforstaaet Ulykkesfugl, men med rigere Sind og større Sjæl end den Verden af Dusinmennesker, som i din dumme Blindhed overser hende. 0g forfatteren tilstaar aabenhjertig, at han ser paa hende som de andre. Han skammer sig over sin Pasion.
Og det «Jeg», der elsker — eller rettere sagt lader sig elske — og ellers bærer det elegante Navn Harry Mohr, er en saare mærkværdig ung Mand. Vi faar vide, at han har streifet om, «over Have
