lig naiv og samtidig skamløst affekteret, dybt ægte med den sterke Følelses hele betagende Magt og pinlig uægte — langt hinsides enhver Blufærdigheds Grænser. En Bog, som man i første Øiebliks Ærgrelse kaster langt fra sig, som man siden i Erindringen om et enkelt genialt Ord, et lykkeligt straalende Billede, atter vil tage for sig, fordybe sig i, maaske ærgre sig over paany... men ikke glemme.
... «Nei, du Ira, Kjærligheden er ingen Blomst. Den kan ikke visne og dø paa én Dag. Har den først slaaet Rod, saa har der ud fra denne Rod vokset nye, og atter fra dem skudt nye Rødder ud, og de har Fæste dybt i fugtig og frodig Jord, og skal den dø, saa maa disse Rødder skjæres over en for en, og endnu vil der altid sidde Trevler igjen... Aldrig forvindes helt Kjærlighedens Herjing i Menneskehjertet.
Naar den kommer, da er det Livets store Høitidstund, som ringes ind. Der bliver saa forunderlig stille rundt om dig, en ?Pnsemorgens Stilhed, og dit Sind brænder i hellig Andagt... Den vil dræbe din Ro og martre din Sjæl. For et eneste Øiekliks Lykke vil der komme tusinde andre Øieblikke, da du vil krampe dig i Smerte, og din Sjæls Pinsel vil blive svare. Og du gaar i de lyse Dage og i de lange Nætter og tror, at nu er du
