af uskyldig naiv, helt betagen Forelskelse, den første Kjærligheds brusende, sprængende Jubelfølelse. Et stiliseret Glædesudbrud paa ti Feuilleton-Spalter, stort andet var ikke det hele Stykke. Og det samme Indhold havde de følgende Artikler, der foreligger samlede i et lidet rødt Hefte, som i gyldne Bogstaver bærer Titelen «Blandt Anarkister» (1890). Det er lutter lyriske Stemningsbilleder og Henrykkelsesraab over de «liflig duftende», smukke Piger paa Boulevard St. Michel, Paris’ Lys og Liv og Farver, Chicagos Fængsel, Anarkisten Albert Parsons, der kaldes Livsglædens Apostel, Fyrst Krapotkin og andre af Revoltens gode Navne. Og det værdifulde og nye i Bogen var udelukkende denne Sprogets lyriske Flugt, de lykkelige Glimt at en sjelden fin formende Evne, der bar Bud fra et høist egenartet Kunstnertemperament. Den freidige Jeg-Form, den aabne bekjendende Tone mindede lidt om Knut Hamsun.
Udpaa Sommeren 1891 kom saa «Ira » — en
Jeg-Roman om Kjærlighed og en Tyveaarigs selvberuste
Verdensglæder og Verdenssmerter. En underlig
Bog! Umoden, overmoden, uskyldig, inder-
