efterlod sig to Bøger — eller rettere sagt en Bog i to Udgaver — «Ira» og «En Ensom», der flammer som purpur og skarlagen i vor unge Kunsts lidt blege og kolde Blomsterflor.
Arne Dybfest er den følsomste, mest umiddelbare og naive blandt de yngste norske Poeter. Det vil igjen sige, at han maatte blive den sygeste, bizarreste, ensomste af dem alle.
For ham var hvert Indtryk en Lidelse, en ond Drøm, en ængstende Hallucination. Ingen af vore Digtere har følt Virkeligheden mere intenst end denne enkle uudviklede Fantast, der følgende sine dunkle Indskydelser med Feberhast gjennem Livets mangfoldigt slyngede Labyrint.
Vanvittig beruset af sig selv, al den hele underlige Verden... Hvor kan man lukke sit Hjerte for det varme Væld af ung strømmende Begeistring over Tilværelsen, af jublende Taknemmelighed for Livets Gave og bange skjælvende Henrykkelse over Solen, Havet, Kvinden og den lyse Jord, som synger imod En fra hver Side, han har skrevet. Den Dag idag husker jeg saa tydelig mit Indtrvk af den første Avisartikel, jeg saa med hans Navn paa Foden. Den stod i Dagbladet og fortalte om en italiensk Anarkist, han havde truffet sammen med i «det store jublende Paris — Glædens deilige By». Der var en ganske egen Stemning over den
