Side:Kriton.djvu/4

Fra Wikikilden
Gå til: navigasjon, søk
Denne siden er korrekturlest


de ikke brød ſig videre om ſit Lands Religion eller et ærligt og ſædeligt Liv. Naar vi nu betænke, at Athen var en Republik, hvor altſaa foruden Lovene Folket ſelv havde al Magten, ſaa er det klart nok, at Sofiſterne maatte være yderſt farlige, ſlig ſom de forſtod at omgaa Loven og ſmigre for Folket i ſine Taler; iſær gik det naturligvis ud over Ungdommen og andre ubetænkſomme Menneſker.

Men Sokrates var ikke Sofiſt, ſkjønt man kaldte ham med dette almindelige Navn; ſig ſelv kaldte han ikke Sofiſt, men: Filoſof, ɔ: En, ſom elſker Visdom. Og han elſkede da ogſaa Visdommen for dens egen Skyld og gjorde ogſaa i ſit ydre Liv Alt for at følge dens Regler. „Jo mindre, ſagde han, et Menneſke behøver, deſto lykkeligere er det, og des nærmere ſtaar det Guddommen; thi Guddommen behøver Intet.“ Derfor levede ogſaa Sokrates ſaa ſimpelt, nøgternt og tarveligt, ſom muligt, uden dog at overdrive dette til latterlige Selvpinsler; aldrig ſaaes han beruſet, aldrig misfornøiet med ſin Fattigdom. Da en fornem Mand i Athen engang beklagede ſig over, hvormeget Beſvær han havde havt paa en Fodvandring, ſpurgte Sokrates: „Har din Tjener kunnet følge Dig?“ „Ja, naturligvis.“ „Bar han Noget?“ „En ſtor Pakke.“ „Saa er han vel dygtig træt?“ „Nei, jeg har ſtrax ſendt ham bort i et andet Ærinde.“ „Ser Du, ſagde Sokrates, Du har de Fortrin, ſom Lykken giver, forud for Din Tjener; han har de Fortrin, ſom Naturen giver, forud for Dig; Du er rig og fribaaren, men ſvag og blodagtig; han er fattig og af Tjenerſtand, men ſund og ſtærk. Sig nu ſelv, hvem er den lykkeligſte.“ Skjønt Sokrates var hidſig af Naturen, havde han ſaa tappert kjæmpet mod denne Feil, og ſaa nøie pasſet paa ſig ſelv, at han blev et Mønſter paa det Modſatte; hans Huſtru derimod, Xantippe, var arrig ſom en Ulykke. En Dag ſkjældte hun Sokrates Huden fuld; han ſagde ingen Ting, men da Konen blev værre, gik han ſin Vei; i overvættes Hidſighed ſlog hun over