Side:Kriton.djvu/5

Fra Wikikilden
Gå til: navigasjon, søk
Denne siden er korrekturlest


ham en Skaal Vand; „det var det, jeg vidſte, ſagde Sokrates, der maatte jo komme Regn efter ſaadant et Tordenveir.“

Skjønt Sokrates med Alvor opfyldte ſine Pligter i det offentlige Liv, ja endog havde været i Krig, var han dog førſt og fremſt en Tankens Mand og brugte ſine ſjeldne Evner, ſin vidunderlige Sandhedskjærlighed til Folkets Gavn. Han holdt ikke, ſom Sofiſterne, ſmukke, ſmigrende Taler, ſom bare ſatte Folk oft mod Lov og Ret, Religion og Sandhed; heller ikke tog han, ſom de, Betaling for ſin Undervisning, ſkjønt han var en fattig Mand. Nei, han var i Sandhed en Folkets Ven for Folkets egen Skyld og brændte af Lyſt til paa enhver Maade at tjene dets Bedſte. For at opnaa denne ſin Henſigt bar han ſig ſom tideſt ad paa en ſæregen Maade. Hvor han kunde vente en ſtørre Forſamling af Menneſker, f. Ex. paa Torvet, pleiede den herlige Vismand at indfinde ſig; havde han ſaa faaet fat i En eller Anden at tale med, Høi eller Lav, gik det i Begyndelſen tilſyneladende kun ud paa ganſke hverdagslige Ting imellem dem; men under dette forſtod Sokrates efterhaanden at lægge ind i Samtalen faa en og ſaa en anden dybere Sandhed, ſom gjorde den Anden opmærkſom og gav Anledning til klare, ſkjønne og alvorlige Overveielſer; navnlig var det Sokrates om at gjøre at faa Vedkommende til at overtænke Sagen i ſit eget Indre og ſaaledes komme til Klarhed baade over ſig ſelv og ſin virkelige, indre Stilling til det eller det — Noget, der ofte bragte Vedkommende i ſtor Forundring. Sokrates fulgte med denne ſin Maade det dybe Visdomsraad, ſom var hans egen Grundſætning: „Lær Dig ſelv at kjende.“ Til andre Tider kunde han lade ſom om han ſlet ikke vidſte Beſked om den eller den Ting, hvorfor han foreſpurgte ſig hos en Anden, som f. Ex. ifølge ſin Stilling juſt burde kjende Sagen tilbunds; men, bedſt ſom denne Anden ſaa var ifærd med at kramme ſin Visdom ud for ham, ſaa kunde Sokrates komme med et eller andet Spørgsmaal eller